De sidste tre århundreder før Kr.f. var i Middelhavsområdet fulde af dramatik. Efter at være begyndt som en lille bystat i det centrale Italien voksede den romerske republik sig til et stort og magtfuldt rige. Og efter en serie grusomme krige mod bl.a. fønikerne i Karthago på den nordafrikanske kyst forvandlede romerne Middelhavet til et romersk indhav.

Men det var kun begyndelsen. Romerne rettede nu opmærksomheden mod Central- og Vesteuropa, mod de vidtstrakte områder hinsides Alperne, hvorfra der flere gange var kommet hærtog af barbarer, som havde truet selve republikkens centrum, Rom. Det blev Cæsar og hans efterfølgere, som erobrede områderne i Central- og Vesteuropa, og som knuste den keltiske civilisation, så den aldrig skulle rejse sig igen.

Men helt oppe i nord, i det nordeuropæiske lavlandsområde, som romerne kun havde sparsom viden om, var et nyt bonde- og krigersamfund ved at vokse frem. Her fandtes ingen byer. Befolkningen levede spredt som agerbrugere og kvægavlere enten i små ansamlinger af gårdanlæg eller i regulære landsbyer, som kunne være omgivet af kraftige palisadehegn. Omkring dem lå små dyrkede markstykker, og på overdrevsjordene længere borte græssede store mængder af kvæg.

Der var lysår til forskel mellem den romerske civilisation i syd og bondesamfundene i nord. Europa var nu delt i to dele, en nordlig og en sydlig, som længe skulle stå fremmede over for hinanden.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Bag hegn og palisader (250 f.Kr.-Kr.f.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig