Fællesskabets gravpladser

Der er noget anonymt over jernalderens første århundreder. Let er det ikke at få øje på menneskene selv, ikke mindst fordi deres individualitet blev sløret i døden. Vi kender dem først og fremmest fra de store gravpladser i Syd- og Midtjylland, hvor grav ligger ved grav uden særlige kendetegn andet end den lille tue af jord, der oftest dækkede de dødes brændte knogler. Det var den nye landsbys fællesskab, der manifesterede sig her. I deres ensformighed syntes gravene at udtrykke, at i døden er alle mennesker lige. Det var de nu næppe i levende live.

I landsbyen ved Grøntoft i Vestjylland så vi, at gravpladsen ikke lå langt fra selve bebyggelsen.¹ Den oprindeligt sikkert ganske store gravplads lå i bosættelsesområdets sydvestlige del, gennemskåret af en hulvej. Måske der i virkeligheden var tale om to gravpladser med tuegrave, ligesom der også var tale om to vandrelandsbyer? Ensformige var de, de gravpladser der knyttede sig til landsbyerne. I Jylland kunne de være store, men de enkelte gravanlæg var altid små og bestod af urner under ganske lave høje, ofte med en omgivende ringgrøft.

Den størst kendte af disse gravpladser ligger ved Årupgård mellem Ribe og Gram ikke langt fra det strøg, hvor Gram Å og senere Fladså slynger sig mod vest gennem det lave sydvestjyske landskab.² Længere vestpå løber ådalen ud i de store sumpe og engdrag øst for Ribe, hvor storkene i jernalderen efter høst cirklede i store kredse under himlen. Da gravpladsen blev udgravet, lå en del af området endnu i hede. Kun her var tuerne bevaret, resten var for længst udslettet ved dyrkning – men grave og ringgrøfter kunne stadig findes under pløjelaget.

Oprindelig var der tale om godt 1400 grave. Heraf blev ca. 1300 undersøgt. De ordnede sig i to samtidige gravpladser, der lå lige op ad hinanden, og i begge tilfælde lå de ældste grave nær foden af en og samme ældre gravhøj. Den synes at have været udgangspunktet for de to gravpladser. Begge havde de været i brug fra omkring 500 til slutningen af det 2. århundrede f.Kr.³

Den store høj, som lå ved gravpladsens nordspids, var desværre ødelagt. Dens centralgrav manglede, men urnegrave nedsat i højsiden stammede fra bronzealderens slutning. Gravhøjen havde altså ligget her, da jernalderfolkene kom til med deres grave. Fra højen strakte de sig mod syd i to bælter, det ene kompakt og meget langt – næsten en halv kilometer – det andet mere uregelmæssigt og betydeligt kortere.

Ved at følge udviklingen af brændtbensurnerne og gravgaverne kunne man se, at de to afdelinger var samtidige fra først til sidst. I begge tilfælde var man begyndt ved bronzealderhøjen, og gravpladserne bredte sig så sydover, dog med forskellig hastighed. Hvorfor der var tale om to gravpladser, står ikke helt klart. Var det mon to forskellige landsbysamfund, hvis fælles aner var begravet i den store høj? Eller var det to forskellige socialgrupper i den samme landsby, som blev begravet adskilt? Det sidste er næppe sandsynligt, for gravudstyret var meget ensartet på de to gravpladser. Ingen af dem udmærkede sig ved deres rigdom. Men det gælder alle tidens gravpladser. Her herskede der en lighed i døden, som man ellers sjældent ser det i oldtiden.

En del af gravpladsen lå som nævnt endnu i hede. Lyngskjoldet var dog ikke urørt, det var blevet pløjet igennem en enkelt gang omkring år 1900, og ploven havde forårsaget en del skade. Alligevel var det i de lyngdækkede grave, at man kunne gøre de bedste iagttagelser, for her havde man føling med gravene i deres helhed, ikke blot med deres udjævnede rester.

Som oftest bestod gravene af en urne med brændte ben nedsat i en lille gravhøj, så lille at man betegner den en tue. Ved foden var den omgivet af en ringgrøft. Tværmålet af højen kunne være fra 1 til 11 meter og byggematerialet var den jord, som man havde gravet op af grøften. I nogle tilfælde kunne man dog se, at der yderligere var tilført jord andetsteds fra, dog aldrig i større mængder. I gennemskårne tuer kunne man tydeligt se deres opbygning. Nederst lå den gamle markflade. Så fulgte evt. den tilførte jord, hentet i omegnen. Og øverst lå så den lyse jord fra ringgrøften, som åbenbart blev gravet til sidst. Endelig blev anlægget tildækket med græs- eller hedetørv.

Grøfterne ved højens fod var normalt 30-50 cm brede og 50-60 cm dybe. Almindeligvis var grøfterne afbrudt på to diametralt modsatte steder, hvorved der dannedes en slags indgang til højens indre. Det var hovedsagelig på den yngre del af pladsen, at man fandt to sådanne indgange. I området nærmest den store høj var antallet af indgange derimod ofte større, helt op til syv. De kunne i øvrigt vende imod alle mulige verdenshjørner.

Inden for ringgrøften fandt man i nogle tilfælde en stenkreds eller et stengærde. Dets formål var at holde sammen på tuens jordfyld. Stenhegnet var gerne afbrudt ud for grøftens „indgange“. Nogle tuer havde dog i stedet for et stengærde en pælekreds langs ringgrøftens inderside. Tykkelsen af de for længst bortrådnede, lodretstående stolper må have været omkring 10 cm. Deres indbyrdes afstand var normalt 30-40 cm. Stolperne var tilspidsede og var gravet henved én meter ned i jorden. Det betyder formentlig, at stolperne oprindelig ragede henved to meter over jordoverfladen. Hvad meningen med dette ganske anseelige hegn har været, ved vi ikke. Har det måske båret et rafteværk eller har der været en overbygning over gravstedet? I de fleste tilfælde var pælehegnene afbrudt ud for ringgrøfternes åbninger.

Selve urnen med de brændte ben kunne, især i de ældste af gravene, være anbragt direkte på den gamle markoverflade eller oppe i tuefylden. Senere synes det at være blevet almindeligt at grave urnen ned i undergrunden. I alle tilfælde synes urnen at være blevet anbragt på stedet, før højen blev opført.

Gravgaverne var efter tidens skik sparsomme. Det var mest mindre metalgenstande med tilknytning til dragten: nåle og bæltehager – og en sjælden gang halsringe.

I flere tilfælde fandt man helt tomme urner. Her er det vanskeligt at afgøre, om der var tale om grave for spædbørn, hvis spinkle skeletrester helt var forsvundet – eller om der var tale om kenotafer, dvs. tomme grave, anlagt for folk, som var døde borte fra hjemmet.⁴ For den første mulighed taler, at børneknogler så godt som altid hørte til ganske små knogledynger. Disse forekom i øvrigt gerne i små tuer, medens de større knogledynger blev fundet i store tuer – og gerne i forbindelse med rigt gravgods (hvis man overhovedet kan tale om rigdom i denne forbindelse). Den værdighed, som årene gav et menneske, synes altså at have influeret på udformningen af gravstedet.

Så enkle tuerne end så ud, så var de dog ganske komplicerede gravanlæg. Men de var først og fremmest ensartede. Der var en tydelig lighed fra den ældste til den yngste tue på den store gravplads, som i tid spændte over et tidsrum over henved 400 år, fra omkring 500 f.Kr. og frem til omkring 100 f.Kr. Den har dog næppe nogensinde stået som et samlet hele. De ældste grave må hurtigt være gået i forfald, og formentlig var det kun de til enhver tid yngste grave, som fremhævede sig i landskabet.

Hvorfor man forlod denne gamle og traditionsrige gravplads, står hen i det uvisse. Det må være sket på et tidspunkt, hvor i hvert fald den ældre del af pladsen lå i hede, formentlig omkring år 100 f.Kr. eller måske nogle årtier tidligere.

Det er et meget beslægtet forløb, vi møder på den anden af tidens store gravpladser, Årre, som ligger i det flade landskab 16 km nordøst for Esbjerg.⁵ Ligesom i Årupgård lå der i Årre et antal gamle gravhøje på stedet. De synes at have været udgangspunkt for anlæggelsen af gravpladsen, der oprindelig nok har omfattet 7-800 tuegrave.

Også på Årre-gravpladsen lå store og små tuegrave imellem hinanden. Størrelsen varierede mellem 2 og 12 m i bredden. I gennemsnit målte tuerne mellem 4 og 8 m i diameter og havde en højde på 30-60 cm. Alle højene synes at have været omgivet af en grøft. I de fleste tilfælde var den skåret så langt ned i undergrunden, at den stadig tegnede sig tydeligt, også selv om højen var helt overpløjet. De 30-50 cm brede og 50-60 cm dybe ringgrøfter må have været mere eller mindre åbne, dengang gravpladsen var i brug. De har altså dannet en ganske dyb rende omkring højen. Ganske som på Årupgård-gravpladsen var der i Årre afbrydelser af ringgrøfterne, der dannede en slags indgange til den højdækkede del af gravanlægget. De fleste af dem var orienteret nord-syd eller med afvigelser til henholdsvis NØ-SV og NV-SØ.

Gravene selv var anbragt omtrent midt i højen, og der var kun én grav i hvert anlæg. Almindeligvis var graven anlagt i en ret smal og stejl nedgravning i undergrunden, undertiden med en lille stenpakning eller nogle flade fliser omkring urnen. Alle gravene var brandgrave og indeholdt rene, brændte ben, dvs. uden indblanding af trækul, sort jord og andre rester fra bålet. Gravgaverne bestod udelukkende af dragtnåle, bæltebeslag eller bæltelukker, og de lå altid imellem knoglerne. Ellers synes der ikke at have været særligt faste regler for nedlæggelsen. Dyreknogler forekom tilsyneladende ikke imellem de brændte ben.

Resterne af de døde og de få gravgaver var anbragt i et lerkar. Næppe en særlig gravurne, blot et lerkar, som man havde udtaget blandt de kar, man brugte derhjemme i husholdningen. Ofte endda et godt brugt lerkar, det var f.eks. ikke sjældent, at hanken eller hankene var slået af.⁶ Det må betyde, at man har brugt gamle kar ved bisættelsen. I nogle af tuerne var der i øvrigt ikke nogen grav. Det kan betyde, at der var tale om kenotafer, dvs. om mindehøje over afdøde, der ikke kunne begraves på den fælles gravplads – hvad enten de så var døde i det fremmede eller på havet.⁷

En tredje tuegravplads, som skal omtales her, lå ved Uldal kun nogle få kilometer vest for Vojens, i den del af Sønderjylland, hvor man østfra kommer ind til de mere fattige strækninger af landsdelen, og hvor spredte hedestykker begynder at præge landskabet.⁸ Her bliver landet mere jævnt, men man er bestandig højt oppe og kan se vidt mod vest over agre og heder med blånende fjerntoner.

Gravpladsen lå på en jævn sandet mark op til en gruppe på seks bronzealderhøje, og ud fra disse var tuegravene anlagt. Hvor mange, der oprindelig var, kan vi i dag ikke bestemme. I alt kender vi fra Uldal-gravpladsen henved 400 grave, men oprindelig var der mange flere, 5-600 grave forekommer ikke usandsynligt.⁹ Gravene var urnegrave, men ud over nedgravningerne til dem kunne man i undergrunden se andre spor, ofte diffuse aftegninger. Det var sporene af ringgrøfter, ganske som man havde fundet dem i Årupgård og Årre. Stensætninger gav imidlertid også tuerne et særpræg. Der kunne være tale om, at en yderste stenkreds var sat med større sten, medens andre stenkredse indenfor dannede koncentriske cirkler.

Som nævnt havde gravpladsen formentlig rummet 5-600 grave. En tredjedel af disse indeholdt metalgenstande, hvoraf de ældste var fra omkring 500 f.Kr. Gennem gravpladsens levetid, som vel strakte sig over et par århundreder, skete en vis udvikling i gravudstyret og pottemageriet. Man kan skelne mellem ældre og yngre grave. I de ældste finder man jernnåle med oprullet hoved. De grave finder man tæt ved den midterste af de ældre høje. I de yngre grave finder man nåle med bombeformede og ringformede hoveder. Endelig finder man i de yngste grave, som ligger i den østlige udkant af gravpladsen, bæltehager af jern.

Det ser altså ud til, at gravlæggelserne var begyndt ved den midterste af de ældre gravhøje, hvorefter man bevægede sig udefter mod syd og sydøst. Nok er 5-600 grave mange. Men fordeler man dem over et par århundreder, bliver det kun til omkring 2-3 gravlæggelser om året. Det svarer formentlig til en befolkningsstørrelse på en 70-80 mennesker, og det var vel, hvad der dengang levede i en almindelig landsby på en halv snes gårde.

Der må altså mange steder i landet have ligget gravpladser som dem i Årupgård, Årre og Uldal. Man kender dem dog først og fremmest fra Sydjylland og Midtjylland. Gravpladsen i Grøntoft er en af de nordligste større gravpladser. Desuden kender man de store gravpladser syd for den nuværende grænse,¹⁰ fra Sild, Ditmarsken og egnene vest for Altona nede ved Elbmundingen. De fleste af dem blev anlagt omkring 500 f.Kr. og rakte nogle århundreder frem i tiden.

Længere nordpå på den jyske halvø har man endnu ikke fundet de store gravpladser. Her brugte man såvel urnegrave som urnebrandgruber og egentlige brandpletter. Man samlede gerne gravene på små gravpladser, som man dækkede med en flad stenlægning.¹¹ Man kunne dog også kaste en lav høj over de enkelte grave og omkranse højen med en stenkreds. Eller man nedsatte gravurnen i siden på en ældre gravhøj. Almindeligvis var der dog tale om brandpletter, dvs. man lagde de brændte knogler og rester fra ligbålet ned i en lav grube gravet i undergrunden. Gruberne var i reglen cirkelrunde og havde en diameter på 30-60 cm.

De jyske gravpladser, vi netop har besøgt, lå sjældent langt fra de levendes landsbyer. Men lad os forestille os, at vi lod både landsby og gravplads bag os og vandrede videre ud i landskabet, forbi de små indrammede agre og ud i de udmarker, hvor kvæget græssede. Vi ville da snart komme til strækninger, hvor vegetationen blev mere vildsom. Her groede tjørn, slåen og enebærbuske, og mange steder stod der tæt krat, som tydeligt bar præg af kvægets tilstedeværelse. Ad smalle stier kunne man også nå frem til de fugtige strækninger, som lå omkring søerne og vandløbene, og hvor mosekonens bryg på stille sommeraftener kunne hvile over mosefladen som en påmindelse om, at her var naturens mystiske kræfter på spil.

I årtusinder havde oldtidsmenneskene ofret deres kostbarheder i moserne. Ikke altid ud fra de samme trosforestillinger, for de var jo, ligesom den skik og brug, der udsprang af ritualerne, blevet forvandlet gennem tiderne. Men de vandløb og vådområder, som omgav enhver af oldtidens bosættelser, havde igennem al den tid bevaret deres magiske tiltrækningskraft. Herude mødte man de overjordiske kræfter, som styrede tilværelsen for mennesker og dyr.

Den slags uanselige grave brugte man også på øerne i de østlige dele af landet. De ødelægges let ved markarbejde, og da de sjældent indeholder andet end bålrester og sodsværtet jord, overses de let og er i øvrigt svære at datere. Det er formentlig forklaringen på, at man næsten ikke kender grave fra den keltiske jernalders første århundreder i Østdanmark og de sydligste dele af Sverige.