Indvandrerne

Det var rensdyrflokkene, der førte dem hertil. De første jægere kom nede sydfra, fra det store nordvesteuropæiske lavland, hvor de allerede havde levet i mange århundreder. Deres frænder færdedes over et kæmpemæssigt område, der rakte fra det nordøstlige Frankrig over Belgien, Holland og Nordtyskland til det sydlige Polen. Særligt i området omkring den nedre Elb levede der mange af dem. Det er også her, man kender dem bedst fra de arkæologiske undersøgelser. De var jægere, hvis fjerneste oprindelse lå i Vesteuropa, men de havde tilpasset deres livsform til de endeløse steppe-områder i nord.¹² Rensdyrjægere, kalder man dem almindeligvis. Det var de også, men rensdyret var næppe deres eneste livsgrundlag. Rensdyrjagten var en sæsonaktivitet, som kunne have større eller mindre omfang, alt efter dyreflokkenes størrelse. Men de skaffede sig også føden fra andre kilder. Om det er vores viden imidlertid endnu begrænset.

Det er ikke længe, vi har kendt dem herhjemme. Først i 1981 blev de første af deres bopladser undersøgt i Danmark. Deres karakteristiske flintredskaber havde dog gennem nogle år været kendt fra mere eller mindre tilfældige fund.¹³ Hamburg-jægerne, kalder man dem.¹⁴ De kom hertil under den klimamildning, man kalder Bøllingtiden, og de fandt deres udkomme her i landet igennem næsten et tusinde år.

Hamburg-jægerne kom her formentlig allerede fra Bøllingtidens begyndelse. Ud fra deres flintredskaber kan man skelne mellem en ældre og en yngre fase.¹⁵ I den ældre fase synes de især at have holdt til i egnene omkring den nedre Elb og Weser, men foretog strejftog ind i det danske område, hvor man har fundet talrige af de flintspidser, som indgik i deres vigtigste jagtvåben, spydet. I den sene fase synes de for alvor at have slået sig ned i landet¹⁶ og nåede på den tid formentlig også frem til Skåne.¹⁷ Men da var der også et flere hundrede kilometer bredt bælte af lidet gæstfri morænesletter imellem dem og den vigende isrand. Til den holdt de altid en vis afstand.¹⁸

Vi må prøve at forestille os den dag for omkring 400 generationer siden, da de første jægere nåede frem til de åbne landskaber, der i dag er Danmark. De var på udkig efter renerne, og der var mange gode udsigtspunkter i det træløse, senglaciale land. Fra de højtliggende, stenbestrøede bakkekupler, sporene af at bræen engang lå her, kunne man overskue et terræn, hvor renerne var tvungne til at tage bestemte veje, f.eks. i nærheden af vadesteder i dalbundene, ved snævre passager mellem søer og bakker. Var terrænet fladt, gav selv de mindste højdedrag en vid udsigt. F.eks. var de mange øer, halvøer og kystskrænter fremtrædende udsigtspunkter i det nu sunkne senglaciale landskab. Det var nemlig ikke let at komme tæt på dyrene i det åbne land. Derfor udsøgte man sig steder, hvor renerne havde få muligheder for at undslippe. Ved disse jagtposter kunne man ligge og vente på dem, f.eks. ved de vandringsruter, som dyrene trofast fulgte år efter år: om foråret mod nord til kælvningslandet og i efteråret mod syd til vinterlandet. De fleste bopladser fra den tid ligger netop placeret sådan. Jagten var naturligvis mest lønnende om efteråret, hvor dyrene var fede, pelsen færdigfællet og tyrenes takker fejede.

Det bedste indtryk af disse rensdyrjægeres bopladser får vi imidlertid ved at gå lidt syd for den nuværende dansk-tyske grænse, til Ahrensburg-tunneldalen, nordøst for Hamburg. Her har man fundet en stor koncentration af Hamburg-jægernes bopladser i en indsnævring af dalen, hvor der tillige er et vandskel, et oplagt sted for renflokkene at passere.¹⁹ Her ligger bl.a. bopladsen Meiendorf, som viser, hvordan Hamburg-jægerne under Bøllingmildningen gentagne gange vendte tilbage til den samme lokalitet, der var særlig velegnet til renfangst.²⁰

Bopladsen lå i et landskab med lave morænebakker, der var bevokset med lyskrævende planter og her og der med lave krat. Stedet var velegnet til drivjagt på rensdyr, og man kunne på den måde i løbet af forholdsvis kort tid forsyne sig med store mængder kød foruden råmaterialer som sener, skind, tak og ben. De talrige fund af færdigudviklede rentakker fundet i affaldet ud for bopladsen viser, at der var tale om en jagt, der fandt sted i sensommeren eller tidligt på efteråret, formentlig i september-oktober, når renerne måtte krydse dalen for at komme videre på deres vej sydpå.²¹

Parteringen af de nedlagte dyr foregik ved søbredden, hvor også nedslagtningen må have fundet sted. Og man udnyttede byttet intensivt for at få det nødvendige vinterforråd: Kødet tørredes, knoglefedt blev kogt, skind til telte og vinterpelse blev bearbejdet, og sener og rensdyrtak forarbejdedes til jagt- og fiskeredskaber. Affaldet fra slagtningen blev kastet i søen, hvor det bevaredes igennem årtusinderne. Det har således kunnet give et vigtigt indblik i sensommerens og det tidlige efterårs drivjagter. Affaldet viser også, hvad det var for dyr, især fugle som ryper, ænder og gæs, jægerne nedlagde på deres strejftogter, mens de lå og ventede på renerne.

Om foråret, når renere trak tilbage, kan det samme sceneri have udfoldet sig. Det er dog ikke utænkeligt, at jægerne i andre perioder også drev jagt på sødyr og fiskede nogle få hundrede kilometer derfra ved Ishavet i nord eller ved den Baltiske Issø i øst. Man ved det ikke med sikkerhed.²² De bopladser, som hidtil er udgravet, viser nemlig kun et begrænset udsnit af jægernes årscyklus, som med mellemrum fordrede flytninger af hovedlejren, for at man kunne udnytte føderessourcerne, der hvor de fandtes. Samtidige, men ikke nær så rige fund, er også gjort i det nuværende danske område. Ved Slotseng og Jels Oversø i Sønderjylland, og ved Sølbjerg på Lolland.

Slotseng ligger i Nørre Å-dalen mellem Vojens og Jels.²³ Bopladsen, eller rettere bopladserne, for der er spor efter gentagne ophold på stedet, ligger på et bakkeplateau, 10 m over nærmeste vådområde. Selve bosættelserne syner ikke af meget. De tegner sig som små flintkoncentrationer lige under pløjelaget. Og det er kun ved en omhyggelig udgravning, hvor hver enkelt oldsag indmåles inden for et koordinatsystem, at man senere kan foretage en analyse af spredningsmønstret. Man kan så, i heldige tilfælde, indkredse beboernes forskellige aktivitetsområder, f.eks. hvor skindforarbejdningen fandt sted, hvor jagtredskaberne blev tilvirket, eller hvor ildstedet lå. I Slotseng havde Hamburg-jægerne opholdt sig ved et par lejligheder i Bøllingtiden.²⁴ Men stedet havde også været besøgt af de såkaldte Federmesser-jægere flere århundreder senere.

Hvor Hamburg-jægerne havde opholdt sig, havde de efterladt en langoval flintkoncentration. Formentlig havde deres telt stået her, men desværre kunne man ikke påvise noget ildsted eller spor af boligen. At dømme efter fordelingen af flintredskaberne havde beboerne først og fremmest beskæftiget sig med jagt og skindforarbejdning. Bopladsen havde formentlig fungeret som udkigs- og jagtplads i en ret kort periode. Fra dens høje beliggenhed har det været muligt at holde øje med rensdyrene, når de skulle krydse ådalen. Det gjorde de formentlig kun et par hundrede meter fra bopladsen, hvor der var en oplagt tvangspassage, dvs. at dalbredderne her lå ganske tæt på hinanden.

Bopladserne ved Jelssøerne lå ved den vestligste udkant af det østjyske morænelandskab, kun 5-6 km fra Slotseng.²⁵ Også her var der spor af, at Hamburg-jægerne havde opholdt sig et par gange, og bopladserne var placeret i terrænet ganske som ved Slotseng, nemlig på jævne sandterrasser over en tunneldal med bratte skråninger. De to bopladser lå ca. 30 m fra hinanden, og heller ikke de synede af meget. Igen var der tale om små flintkoncentrationer, hvor der blev fundet spidser fra jagtredskaberne og andre flintredskaber, der var blevet brugt til forarbejdningen af skind og rensdyrtak. Her var foregået de samme aktiviteter som ved Slotseng. Den ene af bopladserne synes dog at stamme fra et længere tids ophold, måske var den en basisboplads, hvorfra jægerne foretog ekspeditioner med mere specielle formål. Den anden boplads har formentlig kun været beboet i ganske kort tid.

Endelig er der Sølbjerg på Vestlolland.²⁶ Her lå der flere af Hamburgjægernes bopladser sammen med bopladser fra senere dele af senglacial-tiden.²⁷ Bopladserne lå på en lille, sandet høj, Sølbjerg, som med sine 12 meter er et af de højeste steder på denne del af Lolland. Ovenfor har vi beskrevet, hvordan renernes sæsonvandringer formentlig gik gennem denne del af landet, og Sølbjerg lå netop på tværs af vandringsvejen fra sydvest til nordøst, stort set den samme rute som trækfuglene tager i dag (Fugleflugtslinjen). Bakkedraget blokerede for dyrenes udsyn til det bagvedliggende land, og her kunne man sætte varder og klappere, som ledte dyrene i retning af de ventende jægere. Nøjagtig sådan har grønlandske rensdyrjægere gjort det helt op til nutiden.²⁸

Også i Sølbjerg udgjordes bopladserne kun af små koncentrationer af flintaffald og -redskaber. Organisk materiale var ikke bevaret. Men sammensætningsanalyser af flintsagerne²⁹ har vist, at de fleste redskaber var medbragt til stedet. De passede nemlig ikke sammen med de flintblokke og -afslag, man fandt på bopladsen. Tilsvarende blev de redskaber, der blev fremstillet på pladsen, formentlig ført med til den næste lejr.

På det lille, sandede bakkedrag ved Sølbjerg havde Hamburg-jægerne ventet på rentrækkene. Herfra havde de haft en vid udsigt ud over det træløse, kolde land. En stor del af ventetiden blev tilbragt omkring bålstedet, hvor snakken gik, og historier blev fortalt. Den livgivende ild skaffede de sig ved hjælp af flint og den svovlkis, som de her og der kunne finde i landets moræneaflejringer. Det hænder, at man ved de arkæologiske udgravninger finder de små stykker flint, som de brugte til ildslagningen.³⁰ Det var flintstykker, hvis ene ende var afrundet af brugen, og som havde nogle karakteristiske slidspor, frembragt ved at være blevet strøget mod svovlkisen.³¹ Gnisterne lod de falde ned i noget letantændeligt materiale, og ved at puste til gløden kunne de få den lille, rene flamme frem.

Hvor langt Hamburg-jægerne trængte frem i det sydskandinaviske område, står endnu ikke helt klart. Ved Mölleröd i det nordlige Skåne har man fundet en boplads, der viser, at Hamburg-jægerne formentlig også opholdt sig her sent i Bøllingperioden.³² Og hvor langt jægerne trængte op i Jylland, og om de nåede Nordsøkysten, ved vi heller ikke. Det er muligt, at de også sæsonvis udnyttede havets dyreverden. Men ser man bort fra Vendsyssel, ligger deres eventuelle kystbopladser i dag langt ude og dybt under Nordsøens overflade.³³

Det er heller ikke meget, vi ved om Hamburg-jægernes jagtredskaber. På de små bopladser finder man imidlertid de samme flintredskaber om og om igen. Det er de såkaldte kærvspidser, zinken, stikler og skrabere.³⁴ Kærvspidserne var den dræbende od på jægernes våben. Muligvis rådede de kun over spyd, ikke over bue og pil. Vi ved det ikke med sikkerhed.³⁵ Men forsøg har vist, at man godt kan bruge kærvspidserne som od på pile.³⁶ Det viser karakteristiske skader på spidserne.

Hamburg-jægernes karakteristiske kærvspids blev fremstillet af en lille flintflække.³⁷ Spidsen har en skrå tværretouche, og basisenden er gjort smal med en langstrakt kærv. De ældste kærvspidser, vi kender fra Danmark, stammer fortrinsvis fra løsfund.³⁸

En anden vigtig redskabstype er de såkaldte zinken.³⁹ Man har foreslået, at de skulle være blevet brugt til at skære strimler af rentakker. Især til den sidste udskæring og frigørelse af gevirstrimlerne var den krumme zinkenspids velegnet. Det kan dog også tænkes, at der er tale om et universalredskab til at bore, skære og skrabe. Zinken er gerne lavet af forholdsvis tykke flækker. De har en skæv og let krum spids, og er næsten altid højrevendte (når man vender spidsen nedad). Man finder undertiden også dobbeltzinken, dvs. at de har en spids i begge ender.

En tredje redskabstype er de såkaldte stikler.⁴⁰ Det er flintafslag eller -flækker, hvor den oprindelige skarpe sidekant er fjernet med et såkaldt stikkelslag, slået fra det ene hjørne af stykket. Stikkelafslaget efterlader en stikkelfacet med to stejle kanter. De er meget velegnede til at skrabe eller afglatte overflader på hårdt materiale, f.eks. ben eller hjortetak. Efter brugen kunne stiklen opskærpes med nye stikkelslag. Da dette universalredskab først var kommet i brug, blev man ved med at anvende det gennem næsten hele jægerstenalderen.

Endelig er der skraberne, som fra senglacialtiden og fremefter i tiden altid findes på stenaldermenneskenes bopladser. Mikroskopiske analyser af slidspor på skraberne viser, at de ikke blot blev brugt til rensning af skind men også til bearbejdning af træ. Hamburg-jægernes havde gerne en regelmæssig, udbuet skraberæg med kantretouche.⁴¹ Når man døvede skraberens sidekanter, var det formentlig for, at de ikke skulle skære hånden eller en eventuel bevikling under arbejdet.

For Hamburg-jægerne var rensdyrenes sæsonvandringer af altafgørende betydning. Men det står ikke helt klart på hvilken måde. Tidligere antog man ofte, at jægerne året rundt var helt afhængige af rensdyrjagten, og at de derfor måtte følge dyrene på deres vandringer. Nu bevæger en rensdyrflok sig imidlertid hurtigt, ofte 25-30 km pr. dag, og uden ski, slæder eller trækdyr har landets tidligste jægere ikke kunnet følge flokkene. Man har snarere ved sæsonbestemte vandringer søgt at krydse dyrenes vandringsveje, når de var i den bedste foderstand, og hvor de var nemt bytte. Men hvad de foretog sig uden for rensdyr-jagtsæsonen, ved vi ikke. Var de f.eks. om vinteren ude ved kysten for at jage havets dyr? Det spørgsmål har de hidtil fundne sæsonpladser endnu ikke givet noget svar på.

Med Hamburg-jægernes ankomst under den første klimamildning, Bøllingtiden, var dramaet om menneskets forsøg på at få fodfæste i Norden begyndt. Temperaturen nåede i den periode op på et gennemsnit for juli på 15 grader.⁴² Men klimaet udviklede sig i disse årtusinder ganske kaotisk, og snart satte endnu en kuldebølge ind. Forklaringen herpå skal vi finde langt oppe i Nordatlanten. I Grønland havde den første store opvarmning efter sidste istids maksimum fået den årlige gennemsnitstemperatur til at stige ikke mindre end 10-15 grader over en hundredårig periode. Det medførte en opvarmning af Atlanterhavets vand, som nu begyndte at strømme mod nord og nordøst, op i den nordlige del af Nordatlanten. Det påvirkede naturligvis afsmeltningen af isdækket, og fik igen indflydelse på strømcirkulationen i havet, både de strømme som løb på bunden, og de som løb øverst i oceanet.⁴³ Det udløste for omkring 13.700 år siden et klimatisk tilbageslag. Nu begyndte en ny kuldebølge, som man kalder ældre Dryas.