Shamanens billeder

For bronzealderens mennesker må tilværelsen have været omgærdet af ritualer fra fødsel til død. Ser vi bort fra de helt enkle, dagligdags gøremål på bopladserne, har næsten alt, hvad der er overleveret os fra disse fjerne århundreder, en religiøs baggrund. Men det hænder også en sjælden gang, at vi møder nogle af de mennesker, som stod bag religionsudøvelsen. Det skete, da man i 1846 udgravede en gravhøj ved Hvidegården nær Kongens Lyngby uden for København.⁷⁷

I en mere end to m lang stenkiste lå på en udbredt kohud et stort stykke uldtøj, som var pakket sammen om de brændte knogler af en voksen mand. Mellem knoglerne fandt man en bøjlenål med korsformet hoved. I kistens vestende var nedsat en barkæske, og i nordsiden lå et sværd med rhombisk fæsteknap i en skede af birketræ, overtrukket med læder og fæstnet til et læderbælte. I dette sad en læderpung med en bronzenål som lukke – altsammen tydeligvis en mands udstyr.

Men graven indeholdt også kvindelige genstande. Bl.a. fandtes indpakket i tøjet et fragment af en spiralarmring og et fragment af et bronzerør fra et snoreskørt. Noget tyder altså på, at der var endnu en person, måske et barn, som var blevet gravlagt sammen med manden. Her ledes tanken hen på barneknoglerne i Egtvedgraven (se De forunderlige egekister).

Den lille læderpung indeholdt en mærkelig samling genstande, som alle skal opregnes her: et stykke ubearbejdet rav, et fragment af en ravperle, som var større, end man normalt ser dem i Danmark på den tid, men som man hyppigere finder i gravene længere sydpå på kontinentet. Desuden var der en lille, rød sten, et lille sneglehus fra en middelhavssnegl (Conus Mediterraneus Hwass) og et fragment af en større, et lille stykke fyrretræ, et lille stykke flint, forskellige tørrede rødder og et stykke bark, halen af en ung snog (Coluber Laevis), kloen af en rovfugl – måske en falk – en lille bronzepincet, en kniv med rammegreb i en læderskede, en ragekniv af bronze, en ildslagningssten af flint i en pose af tarm eller blære, hvis ene side var sømmet sammen med en lædersnor, en lille læderpose, som indeholdt underkæben af et ungt egern, og endelig en lille blære viklet rundt om nogle små sten.

Mange af disse mærkelige genstande må vi opfatte som amuletter, brugt i magiens tjeneste. Der er ting både fra dyreriget og menneskeriget, fra såvel den mandlige som den kvindelige sfære, og både fra hjemlige og fremmede verdener. Der er ting, der stammer fra havets dybder, fra landjorden, fra planteriget og mineralriget. Og der er ting fra himlen, ligesom også ildens element er repræsenteret.⁷⁸

Små læderpunge af samme slags som den i Hvidegårdsgraven eller andre småbeholdere er i flere tilfælde fundet i grave fra slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. Mange af dem indeholdt også små genstande som rageknive, ildslagningssten og først og fremmest amuletter af forskellig slags. Langt de fleste af gravene er iøvrigt rigt udstyrede med gravgaver.⁷⁹ En rig kvindegrav fra sent i det 2. årtusinde f.Kr. blev f.eks. fundet i Maglehøj ved Oppe Sundby i Nordsjælland.⁸⁰ I en lille bronzeæske lå, hvad der også må opfattes som amuletter, en flækket og blankpoleret fortand af en hest og et stykke af kronen af en anden tand, vistnok af en gammel hest, en del knogler af væsel, et stykke af kloleddet af en los, et brudstykke af en knogle af et lam eller råkid, et stykke af en fugls luftrør, nogle hvirvler fra halsen, kroppen og halen af en hugorm eller snog, en rønnekvist, et stykke trækul, et par småsten, to stykker svovlkis, en bronzetråd, en stump bronze, vistnok af en kniv og endelig et par små stykker brændte knogler, vistnok af et menneske.

En læderbeholder af samme slags som i Hvidegårdsgraven, men betydeligt større, fandt man i 1944 i en mose i Vesthimmerland.⁸¹ Posen var 54 cm lang og 28 cm bred og forsynet med en lukkeanordning svarende til troldmandstaskernes. Inde i posen lå nogle bearbejdede ko- og gedehorn, to trækæppe med gennemborede ender, to koniske træpløkke og et hornstykke, som på den ene side har fire indborede fordybninger, der ligner skålgruber. Var mon ikke også det en troldmands udstyr? En samling af de rituelle rekvisitter, hvormed shamanen etablerede kontakt til åndernes verden.

Mellem tekstilresterne i graven fra Hvidegården var der også et aflangt, tungeformet stykke stof, som kan give os en forestilling om den dragt, som den trolddomskyndige, gravlagte mand kan have båret i levende live.⁸² Tøjstykket hørte ikke til de gængse og kendte bronzealder-mandskapper. Efter alt at dømme var det en snip til en særlig dragt, som har hængt ned over bærerens skridt og bag. Det er en dragttype, som vi finder gengivet på en af de små figurer af lidt yngre dato, fundet ved Grevensvænge på Sjælland (se Hellige tegn og billeder).

Kan vi antage, at det var en troldmand eller en shaman, som havde ejet de mange mærkelige genstande i bl.a. Hvidegårdsgravens læderpose, så kan vi måske også antage, at det var en shamans indsigt og erfaringer, der kom til udtryk i nogle af de billeder, vi kender fra samtidens grave. Vi har tidligere hørt om den kolossale Kivikgrav, som ligger tæt ud til Østersøen i Skåne, og som med sine 75 m i diameter er en af Sydskandinaviens største oldtidsminder (se Forfædrenes gravhøje).⁸³ Inde i dens mægtige stenmasser var der en grav, bygget af et antal rigt udsmykkede billedsten. Otte ialt har der været, men kun syv er bevaret til i dag. De indhuggede billeder på stenene skildrer en verden af svært tilgængelige symboler. Nogle af dem kan vi dog tyde på baggrund af de arkæologiske fund. Andre kan vi genkende fra helleristningerne. De skildrer processioner og optog. Altsammen afspejler det en rituel verden, hvori stormanden og shamanen, måske én og samme person, spillede en central rolle.

Lad os gennemgå stenene i den rækkefølge, de muligvis stod opstillet i graven.⁸⁴ Den første sten (sten 1) mangler ulykkeligvis. Den er kun kendt fra gamle tegninger, men har været dekoreret med et symmetrisk motiv af to skæftede økser med svungen æg og to sværd (?) på hver side af en konisk genstand med en „rand“ forneden. Under den er der en ubemandet båd, som synes at sejle til højre. Så følger sten 2, som er udsmykket med to skibe over hinanden, begge med mandskabsstreger. På sten 3 ser man to par heste adskilt af et dobbelt zigzagbånd, og på sten 4 to hjulkors ved siden af hinanden, indrammet foroven og forneden af zigzagbånd.

Så følger sten 5, som blot er dekoreret med zigzagbånd. Efter den kommer sten 6, som viser to vandrette økseblade ved siden af hinanden over to hjulkors, som også er anbragt ved siden af hinanden. Nu kommer sten 7, som er en af de rigest udsmykkede. Den har tre friser med figurer. Øverst er der fire menneskelignende figurer, formentlig mænd, nogle af dem har sværd i bæltet. Til højre ses en tohjulet stridsvogn med to heste og en stående vognstyrer. I midten er der fire dyr på skrå i en forholdsvis løs komposition. Til venstre ses et dyr med fire ben (hund?), en fisk (?) og to større, firbenede dyr, som er vendt imod hinanden. Nederst på stenen er der en procession af otte S-formede figurer. Det er formentlig mennesker, men de synes at være klædt i fugledragter. De anføres af en mand, som tilsyneladende har et sværd i bæltet.

Endelig kommer så sten 8, som er stærkt fragmenteret. Også her må vi henholde os til gamle afbildinger. Stenen har formentlig været udsmykket med tre friser med forskellige billeder. Øverst er der en cirkel med en hank. Den øverste, hele frise har til venstre to mennesker (mænd?), som flankerer to små cirkulære genstande på hver side af en stang. Til højre er der fire mennesker. Den ene hæver armen, den anden holder en ubestemmelig genstand i vejret, de to til højre blæser på krumme horn, lurer. Den mellemste frise består af otte S-formede figurer omkring et kar. Fem står til højre og tre til venstre. Den nederste frise viser en dobbelt scene, hver med fire figurer foran en åben cirkel (et omega-tegn). Gruppen til venstre anføres af en person med hævet arm. I gruppen til højre har den anden figur fra venstre en arm hævet.

I Kivikstenenes forunderlige billedverden kan vi genkende enkelte tegn, som repræsenterer konkrete genstande. På sten 1 og 6 er der fremstillinger af økser.⁸⁵ På sten 1 er der vist to økser med stærkt svajet æg, formentlig beslægtet med de kultøkser, som kendes fra bl.a. Skogstorp i Södermanland og Brøndsted i Danmark (se De hellige redskaber). På sten 6 er økserne fremstillet stærkt stiliserede, men de svarer til det økseformede motiv, vi så på bl.a. kultøkserne fra Viby på Sjælland.

På sten 1 har tillige, mellem de to økser, været afbildet en høj konisk figur med en rand forneden. Den kan tolkes som en fremstilling af de høje hovedbeklædninger af bladguld, man kender fra en række kontinentale fund, og som synes at have været et symbol kendt over meget store dele af det europæiske kontinent og Mellemøsten. De koniske hatte, fremstillet af bladguld, er fundet i Tyskland og Frankrig. Et fund fra Schifferstadt ved Ludwigshafen i Tyskland kan ved hjælp af nogle økser, som er fundet sammen med guldhatten, dateres til tiden omkring 1400 f.Kr. dvs. samtidig med Kivikgraven.⁸⁶

Det er en forunderlig samling rituelle rekvisitter, disse guldhatte. At de virkelig har været båret på hovedet, fremgår af, at åbningen på i hvert fald den ene af dem er oval og har en slags hattebånd som forstærkning af hatteskyggen. Iøvrigt er hattene af vidt forskellig størrelse. Den fra Schifferstadt er 30 cm høj, de øvrige tyske hatte er henholdsvis 88 og 74 cm høje. En fransk guldhat fra Avanton er 53 cm høj.⁸⁷ De yngste af guldhattene er formentlig fra begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr.⁸⁸

De ældste guldhattes ornamentik ligner både den, som pryder nogle af de tidligste drikkeskåle,⁸⁹ og den, som findes på de tynde solskiver af guldblik.⁹⁰ Men i deres form ligner guldhattene også den hovedbeklædning, som de to allerede nævnte figurer fra Stockhult i Skåne bærer.⁹¹ Der er imidlertid også påfaldende ligheder med visse mellemøstlige statuetter med høje hovedbeklædninger, som man kender dem fra Anatolien, Cypern, Levanten – og som igen har forbindelser til egyptiske herskeres hovedtøj.⁹² En lille mellemøstlig bronzefigur med et sådant hovedtøj er iøvrigt kommet for dagen på Østersøkysten stik over for Skåne i Sernai nær Klaipéda i Lithauen.⁹³ De høje, koniske hovedbeklædninger synes altså at være et geografisk vidt udbredt herskersymbol, hvis nordligste udløber vi finder på væggen af en skånsk bronzealdergrav fra omkring 1400 f.Kr.

Lige så udbredt i tid og rum er stridsvognen som elitesymbol. Den finder vi på sten 7 i Kivik. Vognen er trukket af to heste, og vognstyreren, som holder tømmerne, står op. Til billedet af stridsvognen med de firegerde hjul knytter sig de to identiske hjulkors på sten 4. Stridsvogn og hjulkors er symboler, som rækker langt ud i verden, til de herskere som blev begravet i de mykenske skaktgrave, og videre østover til Anatoliens og Mellemøstens storriger, som vi allerede har beskrevet det.

Endelig er der skibene, som findes på sten 1 og 2. Hvor dette tegn oprindelig stammer fra, har vi ikke kunnet fastslå. Men vi har set det dukke op i bronzealdermenneskenes kosmologi samtidig med, at de første vidtrækkende forbindelser blev etableret tværs igennem det europæiske kontinent. Da f.eks. rav fra Norden nåede så langt mod syd som til de mykenske herskeres grave. Og vi har set skibsbillederne spredes ud over den skandinaviske halvø som et led i de stadig tættere forbindelser, der blev knyttet fra kyst til kyst. Alle disse tegn, økserne, hovedtøjet, stridsvognen, hjulkorset og skibet synes at pege ud i verden. Kan vi mon ikke antage, at de symboliserer høvdingen/shamanen som den, der rejser ud og bringer indsigt i fjerne verdener med sig hjem? Det kunne forklare de svage efterklange af mellemøstlige og egyptiske motiver, som præger billederne i Kivikgraven.

Så er der stenenes billedscener. De skildrer ikke dagligdags aktiviteter -det gælder iøvrigt hovedparten af de skandinaviske helleristninger. Det er også ret åbenbart, at det er en mandsverden, der afbildes. Der blæses på lurer og opføres forskellige scenerier af uigennemskuelig art. Det er iøvrigt påfaldende, at hvor genstandssymboler optræder, er der som regel to af dem, eller deres antal kan deles med to. Man har foreslået, at billedscenernes rækkefølge og placering i graven kan være af betydning.⁹⁴ De abstrakte og rolige billeder har flankeret hovedet og den øvre del af den dødes krop (sten 3 til 6). Stenene 1 og 2 samt 7 og 8 er livligere, de afbilder både mennesker og menneskeskabte genstande. Billederne på østsiden er mere emblematiske i deres karakter: sten 4 med våben flankerende en kulthat med en båd forneden. Disse billeder med både vender udad mod havet. Billederne på vestsiden på sten 7 og 8 kigger ind i landet. Her dominerer menneskeskikkelser, som tager del i forskellige scener på landjorden. Disse scener synes mest at være af kultisk karakter, incl. f.eks. stridsvognen. Kort sagt nogle scener peger mod land, høvdingens domæne. Andre peger mod havet – det hav han krydsede for at nå frem til de fjerne verdener i syd.

Det har også været fremført, at dersom Kivikstenenes billeder afspejler en kosmologi af shamanistisk oprindelse, så kan man måske i opdelingen af de rituelle scener i tre felter se en opdeling af verden i tre kosmiske sfærer. Øverst finder man lysets verden forbundet med den menneskelige, især de mandlige domæner – og symboliseret af solen. Derunder følger naturen, med væsener som er underordnet menneskene, og længst nede månen og natten: dødsriget.⁹⁵ Det er en opdeling, som skulle svare til en shamanistisk verdensopfattelse. Og shamanen skulle da være den, som besidder kundskaben om, hvordan man gennem ritualerne forener disse tre sfærer og færdes imellem dem.

Er Kivikgravens billedverden gådefuld, er den samtidige smålandske Sagaholmgrav det ikke mindre, men den er også af en noget anden karakter. Ved Sagaholm nær Jönköping udgravede man for en menneskealder siden en ødelagt gravhøj, som oprindelig havde været 22 m i diameter og ca. 3 m høj.⁹⁶ Gravhøjen ligger midt i et landskab, som i bronzealderen var sparsomt befolket. Til gengæld ligger den ved en vigtig forbindelsesrute mellem nord og syd. Da højen blev udgravet, var hele dens vestside ødelagt – det samme var centralgraven. Ved foden af højen stod en kreds af store sten. Halvanden meter inden for den stod endnu en cirkel af flade sandsten. 15 af disse havde helleristninger på den side, der vendte bort fra graven. Stenene var nedgravet i den sandede undergrund og hældede ca. 25 grader væk fra højmidten.

Helleristningerne i Sagaholmgraven er mindre komplekse end i Kivikgraven, men de har også deres helt særlige præg. De består først og fremmest af menneske- og dyrefigurer samt skibe. Ialt er der 28 heste på 18 sten. Alle hestene ser mod højre. Der er to hjorte, en ser til venstre, en til højre – og syv skibe. To af dem sejler mod venstre, fem mod højre. To af de sidstnævnte har bemandingsstreger. Endelig er der tre menneskefigurer. Ingen af dem ses i forbindelse med skibene, men to af mændene parrer sig med heste. Den tredje (med rejst penis) er i færd med at skyde en hjort med bue og pil.

Alle menneskefigurerne vender mod højre, ligesom hestene. Det synes altså at være den retning billederne skal læses i – modsat solens og stjernernes gang på himmelhvælvet. Nogen forbindelse med solens gang over himlen har billederne tilsyneladende ikke. Der er heller ingen solsymboler. Derimod er der en overvægt af dyr, især heste – og mennesker, som hersker over dyr. Dvs. mænd som har seksuelt samkvem med heste. Menneskets domesticering og beherskelse af „naturen“ (hest og hjort) synes at spille en vigtig rolle i Sagaholms billedverden. Scenerne med seksuelt samkvem mellem mennesker (mænd) og heste behøver dog ikke at være ordinære fremstillinger af sodomi. De kan også være et udtryk for en dybereliggende opfattelse af forholdet mellem menneske og dyr, mellem kultur og natur.⁹⁷ Forstået sådan, at parringen af mennesket og naturen skaber frugtbarhed, den absolutte forudsætning for samfundets eksistens.

Men Sagaholm-ristningerne betoner også menneskets (mandens) behændighed og bevægelse (våben og skibe). Der er både bemandede og ubemandede skibe, og de sejler både med og mod solen. Måske er de bemandede skibe dem, som er på vej, medens de ubemandede ligger for anker. På en af stenene er der et bemandet skib øverst. Derunder er der tre heste, og nederst er der et ubemandet skib. Måske man her, i lighed med Kivikgravens billedsten, genfinder opdelingen af verden i tre sfærer. Foroven himlen og solen. I midten den menneskelige verden, som beherskes af mennesket (manden), svarende til et skib, som sejler på livets hav. Og nederst den verden, hvor skibene ligger på kysten eller driver uden for den – dødens hav og sjælenes land. Måske bronzealderens mennesker troede, at de kom fra havet, og at de var skabt af solen.⁹⁸ Var de mon ikke „Solens folk“?

Både Sagaholm og Kivikgraven er nøje planlagte monumenter, der hver for sig udnytter en særlig kombination af billeder. Men vi må erkende, at det er forbundet med store vanskeligheder at fortolke dem. En klar afgrænsning af symbolernes meningsindhold er måske heller ikke mulig, fordi billederne er udtryk for en metaforisk måde at tænke på, som ligger vor verden uendelig fjern. Måske billederne først og fremmest skal vække associationer på samme måde som tankegangen hos mange ikke-vestlige folkeslag. Vi skal senere komme tilbage hertil i forbindelse med omtalen af de øvrige helleristninger fra det sydskandinaviske område.