Nordsøimperiet, dvs. de landområder Knud den Store herskede over efter Olav den Helliges død i 1030. Spørgsmålstegnet angiver, at Västergötland muligvis anerkendte Knud den Stores herredømme.

.

Danmark i Verden. Et verdenskort, som formentlig udarbejdedes af en irsk munk omkring 995, og som opbevares i British Museum i London. Nord er til venstre. Nederst til venstre ses det nordvestlige hjørne af Europa med De Britiske Øer. Den lille ø i hjørnet er muligvis den første fremstilling af Island på et kort. Kortet er dog også udtryk for korttegnerens boglige lærdom, f.eks. er indgangen til Middelhavet (Gibraltar) markeret med et element fra den klassiske mytologi: Herkules' søjler. Kortet er 21 cm højt.

.

Solnedgang bag oldtidshøjen. Gravhøjene er en del af landskabets erindring, og landet ville være fattigere uden dem. For som alle andre levn fra oldtiden fortæller de om naturens og menneskets mangfoldighed. At bevare den er en af de største udfordringer, vi lever med i dag.

.

Efter en rejse gennem Danmarkshistorien på mange tusinde år er vi nu nået frem til det tidspunkt i 1000-tallet, hvor den tyske kirkemand, Adam af Bremen, i sit store værk om de hamburgske ærkebispers historie skrev om danerne, at „før kunne de blot skære tænder på barbarisk vis, men allerede nu istemme (de) Halleluja til Herrens pris. Se blot til dette folk af vikinger“, fortsætter han, „der fordum hærgede alle de galliske og de germanske lande, men nu har nok i deres egne lande, idet de siger med apostlen: Her har vi ikke en blivende by, men søger en kommende“. Og Adam slutter således: „Se til det gyselige land, der altid var utilgængeligt på grund af afgudsdyrkelse … det har nu aflagt sin medfødte vildskab, og kappelysten giver sandhedens forkyndere indpas overalt, mens afgudernes altre nedbrydes og kirker rejses alle vegne.“1

Det ifølge Adam gyselige og utilgængelige Danmark var ved at tage afsked med sin oldtid for at blive et europæisk middelaldersamfund. Ganske vist var der intet klokkeslag, der forkyndte, at nu forlod man oldtiden for at træde ind i et nyt historisk rum. Men med Jellingdynastiet begyndte den sammenhængende danske rigshistorie – knyttet til en sikker og ubrudt kongerække. Endnu i dag har vi bevaret dynastiets fødselsattest. Det er de to runesten i Jelling, kong Gorms over hustruen Tyre og sønnen Harald Blåtands over forældrene.

Selv om vi endnu ikke kan hverken tidsfæste eller knytte sikre begivenheder til den første regent i Jellingdynastiet, kong Gorm, så ved vi dog, at med hans søn blev rigssamlingen en kendsgerning. Ja, ikke længe derefter oplevede kongeriget en kortvarig storhedstid, da Nordsøimperiet under Knud den Store opstod i begyndelsen af 1000-tallet.2 En kort tid var riget Nordeuropas stærkeste sømagt. Men det varede ikke længe, før det igen indskrænkedes til at omfatte halvøen Jylland ned til Ejderen, de nuværende danske øer, inklusive Bornholm, Skåne og formentlig også Halland.

Oldtidens slutfase var også den tid, da Danmark for første gang fandt sin plads på verdenskortet. Omkring år 995 udarbejdede en korttegner på De Britiske Øer, formentlig en irsk munk, et kort, som viste hele den dengang kendte verden.3 Som vanligt på den tid fremstillede han verden som én landmasse omgivet af hav. Herved lignede kortet andre middelalderlige verdenskort, dog med den forskel, at verden ikke var afbildet som en cirkel, men som en firkant. Og i dennes nederste, venstre hjørne havde korttegneren ydermere afbildet den nordvestlige del af Europa med England og Irland ganske detailjeret. Ja, ikke nok med det. Han havde også fået Jylland og nogle øer øst herfor med på kortet. I mangt og meget udtrykte kortet nok mere boglig lærdom end eksakt geografisk viden. Men Danmark havde dog fået sin korrekte placering i forhold til i hvert fald den vestlige del af Europa. Landet var kort sagt ved at finde sin plads i den store verden.

Det var stærke stærke udenlandske strømninger, der på kort tid omdannede Danmark til et europæisk middelaldersamfund. Men også herhjemme var der kræfter på spil, der ledte frem mod den nye tid. Middelalderens aristokrati voksede frem af jernalderens krigeraristokrati. Og når den nye tids kirker blev bygget der, hvor stormændenes gårde lå, så skyldtes det, at udøvelsen af kulten ifølge en årtusindlang tradition var knyttet til den politiske magt og tjente til at legitimere den.

Naturligvis kunne rigssamlingen ikke fra første færd blive stærk og stabil. Der kom også perioder, hvor stridigheder inden for kongeslægten førte til midlertidig opsplitning af kongemagten. Ja, i perioder var centralmagten sat helt ud af spillet. F.eks. delte Svend, Knud og Valdemar den danske kongemagt imellem sig midt i 1100-årene. Det skete ved, at de hver fik en landsdel at råde over. Og trods rigssamlingen var Danmark endnu i middelalderen inddelt i lande med egne landskabslove og landsting og i princippet med egen kongehyldningssuverænitet. Således måtte hver ny konge tage turen rundt til valg og hyldning på de enkelte landsting.

Kongens første ret og pligt var at være øverste krigsherre. Men i alliance med den kristne kirke påtog han sig også rollen som garant for rigets indre fred. Han blev dermed forsvarer for de værgeløse og garant for rettens opretholdelse. Sin tilstedeværelse rundt om i landet markerede kongemagten med kongsgårde og ombudsmænd. Det var herfra, at det økonomiske grundlag for kongens magt stammede. Men derudover havde kongen også ret til at opkræve skatter. Det skete i form af ledingsskatter samt plov- og personskatter. Til disse kom endvidere indtægter ved udmøntning og retsbøder samt indkomster fra told og afgifter på handel.

Side om side med den kongelige administration voksede også den kirkelige administration frem med sine stifter og sogne, med deres biskopper, præster og degne. Hertil føjede sig desuden klostrene, som gik på tværs af den øvrige kirkelige inddeling. Denne kirkens administration fik sine indtægter fra offergaver og fra omkring år 1100 fra tienden, en ti procents beskatning af landets bruttoproduktion. Hertil kom indtægterne fra de store kirkelige jordbesiddelser, som i omfang svarede til de kongelige len.

Det var et ganske finmasket net, den kirkelige administration fik lagt ud over landet. Ja, det rakte helt ud til det enkelte individ. Hvor mange kirker, landet rummede på den tid, kan vi ikke sige med nøjagtighed. Men Adam af Bremen opregner omkring år 1070, at der var henved 300 kirker i Skåne, 150 på Sjælland og 100 på Fyn. Hvor mange der var i Jylland, fortæller han ikke. Men selv om de nævnte tal skulle være noget overdrevne, er der ingen tvivl om, at kirkens magt og indflydelse nåede meget langt ind i samfundet.

Hele dette kongelige og kirkelige system hvilede på et landbrug, som nu, efter 5000 års udvikling havde nået et stade, hvor det ud over at være selvforsynende også kunne brødføde en gruppe mennesker, som ikke selv var direkte beskæftiget med primærproduktionen. Det var altså et ganske produktivt landbrug, der, som vi har set det, var baseret på et stort husdyrhold og en form for rotationsagerbrug, sandsynligvis med anvendelse af braklægning. Forudsætningerne for middelalderens trevangsbrug med dets anvendelse af skiftende afgrøder i de enkelte agre var således til stede allerede ved oldtidens slutning. Det tidligt middelalderlige trevangsbrug betød, at landsbyjorden var opdelt i tre vange, hvoraf de to bar sæd, medens den tredje lå brak og brugtes som fælled for kvæget. For hvert år skiftede marken anvendelse, et år i vintersæd, et i vårsæd, et i hvile – og forfra igen i samme kredsløb. Indførelsen af trevangsbruget blev desuden forudgået af nye landbrugstekniske tiltag som muldfjælsploven og de højryggede agre.

Disse forandringer på overgangen til middelalderen førte til en betydelig økonomisk vækst. Men samtidig med den steg også kravene til landets landbefolkning gradvist. Driften blev intensiveret, samtidig med at tiender og skatter betød en øget kontrol fra dem, som skulle modtage skatterne. En af årsagerne til indførelsen af trevangsbruget kan tænkes at være ønsket om, at skatte- og tiendeopkræverne kunne få kontrol med afgrøderne.

Med den økonomiske vækst, som satte ind ved middelalderens begyndelse, fulgte også en befolkningstilvækst, som igen resulterede i nyopdyrkning af meget store arealer. I perioden fra vikingetidens slutning til ind i 1200-tallet blev der anlagt mange nye landsbyer; man taler om flere tusinde.4 Ude i Europa foregik på samme tid en ekspansion af ganske tilsvarende art. Også her ryddede man skov og bragte nyt land under plov. I nogle af de tættest befolkede områder foretog man endogså dræning i forbindelse med udstrakte nyopdyrkninger. Det var f.eks. tilfældet på Posletten og i Flandern. Men også i Holland, Sydengland og Sydfrankrig ekspanderede landbruget. Det samme var formentlig tilfældet i mange østeuropæiske områder. Alt sammen var det resultatet af et øget befolkningspres. Med store forbehold kan man sætte Europas folketal i 1000-tallet til 40 millioner. Det er formentlig en fordobling igennem det forudgående halve årtusinde. Og væksten fortsatte med vekslende styrke, indtil pestepidemierne i 1300-tallet for en tid satte stop for al vækst.

Men lad os en sidste gang vende blikket tilbage mod det Danmark, som nu var ved at forlade oldtiden. For det var i det danske landskab, at de største forandringer var sket. Hvor anderledes så det ikke ud sammenlignet med det vidtåbne og lysfylde, men også kolde land, der havde mødt de første mennesker, da de ved slutningen af den sidste istid for omkring 15.000 år siden kom til de egne heroppe i nord, som siden skulle få navnet Danmark. Først da temperaturen i årtusindernes løb steg, blev landet efterhånden dækket med skov. I begyndelsen med en åben pionérskov, hvor der groede birk og fyr. Senere, da den store havstigning satte ind, med en stabil urskov, en klimaksskov med løvtræer som lind og eg.

Den klimaksskov, der fra noget før 6000 f.Kr. dækkede landet, var fugtig, mørkegrøn og lukket. Træerne havde en tykkelse, som man ikke ser i dag. Når disse kæmper endelig brød sammen, blev ruinerne liggende på skovbunden for langsomt at muldne bort og fortæres af svamp og biller. Mos bredte sig over store strækninger, blomster var der ingen af, kun urter som var tilpasset livet i skyggen. Men ude ved kysterne var der anderledes. Her var der lys, her var der friskt saltvand med en rigdom af havdyr, her var der et myldrende fugleliv, i det hele taget en biologisk rigdom, som gav de bedste livsbetingelser for menneskene. Herude ved kysten levede de fleste, og det var her, at det store vendepunkt i landets historie indtraf omkring 4000 f.Kr., og som vi beskrev det i dette værks første bind. Vendepunktet indtraf, da man begyndte at gøre indhug i urskoven for at skabe marker til dyrkningen af korn og samtidig sendte tamdyr på græsning i skoven.

I vor lange fortælling har vi fulgt, hvordan dette landbrug gennem årtusinderne satte et stadig dybere præg på det danske landskab. Ved oldtidens slutning var skoven borte over store områder af landet som følge af menneskenes indgreb. Hvor den endnu stod tilbage, var den ikke længere mørk og skyggefuld. Den var nu en gennemsigtig skov, som solen skinnede igennem – hårdt mærket som den var af menneskenes behov for tømmer og brænde og husdyrenes behov for føde. Endnu stod der dog rundt om mange ældgamle træer i en imponerende majestæt. Og fra deres kroner faldt en rig høst af olden, så bøndernes svin kunne flokkes her og æde sig mætte. Fra træernes kroner gled rovfuglene på vældige vinger lavt hen over de grønne lysninger, som var gennemtrukket af kvægstier. Og den lyse skov var fuld af småfuglenes sang, især de mange steder hvor den gled over i et slåen- og tjørnevildnis.

Mellem skoven og det omgivende land var der ingen skarp grænse. Skovlandet gik umærkeligt over i overdrevsjordene, som var plyndrede skovlandskaber, udpint terræn, skabt af oldtidsbøndernes græssende husdyr. Dyrene havde bidt af urter og vedplanter, de havde trampet og gnubbet, og de havde blottet træernes og buskenes rødder. Derved havde de skabt en ganske bestemt sammensætning af vegetationen. Store arealer var dækket af græs, og blandt de øvrige vækster var det især de stikkende og rodskydende planter, som klarede sig bedst. Spredt ude på overdrevene stod der bredkronede ege med tykke grene, der udgik fra en lav stamme, og rundt om dem groede der ofte hasselkrat og tornede buske. Udelte og udyrkede lå overdrevene som en verden for sig, milevidt rundt om bøndernes landsbyer.

Ind igennem overdrevsjordene strakte sig moser og engstrøg, til tider helt dækket af ellekrat. De lå som grønne bælter, der alle vegne brød frem gennem landskabet, skabte som de var af landjordens uudtømmelige overflod af vand. Jorden bogstaveligt talt sivede af væde, ingen havde endnu drænet den. Selv på højtliggende jorder var der en mangfoldighed af sumpede huller, hvor vandet om sommeren glimtede i solen. Og på de lavt liggende jorder opstod om vinteren milevide oversvømmelser. Når foråret kom, færdedes her utallige storke, svaner og vildænder. Og over alle markerne skreg viberne i store mængder.

Det må have været umådelige områder, der i de lyse sommernætter, når mosekonen bryggede, forvandledes til flader af grånende damp. Så lå tågerne som et bølgende dække hen over det blomsterflor, der senere, i den lysende sommerdag, viste sig at bestå af engblomme, kabbeleje og millioner af forglemmigejer i blånende klynger.

Oppe på de højtliggende jorder kunne man undertiden møde bøndernes små agre. Det var ikke rene og regelmæssige markfelter, som man kender dem nu. Små og uregelmæssige var de, omgivet af stride tornegærder. Og var det sommer, kunne man i de modnende marker se tusinder og atter tusinder af brogede blomster, kornblomst, valmue, agertidsel og hejre.

Sådan lå landet ved oldtidens slutning. Det lignede ikke meget det Danmark, vi kender i dag. Og dog er det ikke så lang tid siden, ja, ikke mere end et par hundrede år, at dette fra oldtiden og den tidlige middelalder nedarvede landskab endnu eksisterede. I virkeligheden var det først de store landboreformer i det 18. århundredes slutning, der udslettede det. Indtil da var det herhjemme, som var tiden tilsyneladende gået i stå.5

De store grundlæggende reformer kom slag i slag i slutningen af 1700-tallet. De betød delingen af de mægtige overdrev og jordfællesskabets ophævelse, som igen indebar udskiftning og udflytning af landsbyens gårde, stavnsbåndets løsning. Og så kom endelig som slutstenen: Forordningen af 1805 om skovenes fredning og frigørelse af fællesskabet. Skovene blev nu hegnede. Hundredvis af kilometer stendiger blev bygget. Ryddelighed og orden skulle der være. Det betød alt sammen en ophævelse af den gamle stilstand, som næsten uændret havde rådet siden oldtidens sidste årtusinde. Og det betød en fuldstændig omformning af det danske landskab.

Siden fulgte industrialiseringen og med den tusinder af smålandbrugs sammenlægning til stordrift. Nu blev det de dyrkede markers brede, rolige massevirkning, der prægede landskabet. Og med byggeriet af motorvejene og broerne skabtes så det landskab, der omgiver os i dag. Et landskab, som har sit eget store udsyn – uden grænser leder det direkte ned til det europæiske kontinent.

Men landskabet har sin egen erindring. Den består blandt andet af de mange levn, små og store, som vi har berettet om i denne fortælling, og som kan genskabe forestillinger om menneskelivet for tusinder af år siden. Men det er en svindende erindring. Gennem vor tids voldsomme indgreb i landskabet er vi nået ned i de dybeste lag af landskabets erindring. Hernede tegner de svage spor fra oldtiden sig oftest kun som mørkfarvede skygger under pløjelaget. Og levende bliver de svage spor først, når vi ser dem i forhold til det landskab, de engang hørte til i.

Men landskabet selv er også en del af erindringen. Ingen af os har nogensinde været i oldtidens landskab. Alligevel genkender vi det straks, når vi møder det. Nok rummede oldtidens skove en helt anden rigdom og herlighed end i dag. Alligevel har træernes kroner den samme drømmende susen som for årtusinder siden. Så er det ikke svært at forestille sig rovfuglenes flugt hen over de grønne lysninger og ravnenes skrig fra skoven. Og går vi på de våde sten ved strandene, er det heller ikke svært at forestille sig sælhundenes stemmer, som de engang lød overalt langs de danske kyster.

At berette om disse fjerne tider, betyder at tage ord i brug, som mange af i dag har glemt eller ikke mere kan glæde sig over: navne på fugle vi har glemt, belysninger vi er holdt op med at se, lugte vi kun svagt husker fra vore allertidligste år. At prøve at erindre sig historien om menneskets eksistens i det, vi i de sidste tusinde år har kaldt Danmark, er at genkalde sig både naturens og menneskets mangfoldighed. For som det blev sagt i begyndelsen af dette værk, en af de største udfordringer i vor tid er kampen imod indskrænkningen af den biologiske mangfoldighed, som giver sig udtryk i udslettelsen af arter. En lige så stor udfordring er det, gennem studiet af menneskets historie at bevare forståelsen for kulturens mangfoldighed. Forbinder vi de to, forstår vi, at det evige Danmark netop er at finde der, hvor man træffer det fine samspil mellem svundne tiders kultur og den friske natur. Et herligt land med sol, med regn og rusk, med tåge og blæst, og med forblæste strande hvor bølgerne æder af brinkerne, og søfuglene trækker i skrigende skarer.

Noter

1: Adam af Bremen IV,43.

2: For en belysning af de arkæologiske vidnesbyrd herom se bl.a. A. Pedersen 2004.

3: Kortet, som bærer navnet Cottona-kortet, er opkaldt efter Cotton-samlingen i British Museum, hvor det opbevares, se Fitzhugh & Ward (red.) 2000, s. 259.

4: Det er tal, man er nået frem til bl.a. gennem studiet af stednavne, som indikerer, at store nyrydninger i 1000- og 1100-tallet frembragte landsbyer, hvis navne ender på -rud, -rød, -holt og -tved. Man har ment at kunne konstatere tre vigtige grundlæggelsesperioder ud fra stednavnenes endelser: 400- og 500-tallets landsbyer på -hem, -inge, -løse, -lev og -sted. Vikingetidens byer på -torp, -tofte, -by og bølle. Og endelig 1000- og 1100-tallets landsbyer på -rud, -rød, -holt og -tved.

5: H. Matthiessen 1942.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Afsked med oldtiden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig