Hustomter fra tiden omkring 1700 f.Kr. udgravet ved:

.

Helleristning af pløjning med en krogard, fra Listleby i Bohuslån.

.

Såkaldt krogard fundet i en mose ved Hvorslev i Viborg amt. Kulstof 14-dateret til den tidligste bronzealder.

.

Set på baggrund af paladskulturernes opståen og den voldsomme vækst i det sydøstlige Europa foregik udviklingen i kontinentets yderste, nordlige egne kun langsomt. En stærk traditionsbundethed var, hvad man ville have mødt, hvis man i de århundreder havde aflagt Sydskandinavien et besøg. Livet forandredes kun langsomt på de bopladser, der lå spredt ud over landskabet. Byggetraditioner og anden skik og brug ændrede sig kun sjældent. Noget nyt var dog sket, da de store midtsulehuse i tiden omkring 2000 f.Kr. var begyndt at vise sig i landskabet. Men nu lå de der, og der gik igen århundreder, inden man begyndte at ændre på deres konstruktion.18

Denne traditionsbundethed i tiden ca. 1700-1500 f.Kr. kan man følge gennem rækkefølgen af de hustomter, der er udgravet ved Hemmed på Djursland.19 Som vi har set (se De lange huse), har man her udgravet tre bopladser: Hemmed Kirke, Hemmed Plantage og Egehøj. Tilsammen dækker de tre bopladser tidsrummet fra den sidste fase af bondestenalderen til midten af bronzealderen.20 Midtsulehuse fra tiden mellem 1700-1500 f.Kr. finder man både ved Hemmed Kirke og Egehøj.

Ved Hemmed Kirke fandt man et 43 m langt hus21 med lige vægge, let buet gavl i vestenden og en lige afsluttet gavl i østende, der var udformet som et lidt ældre hus22 fra Hemmed Plantage. I begge ender af huset var der ildsteder, som lå i husets midterakse. Og i begge tilfælde var området omkring ildstedet markeret af ekstra stolpepar mellem vægstolperne og de tagbærende stolper. Desuden lå der midt i huset en flad grube med brændte sten.

Opdelingen af det lange hus ved Hemmed Kirke er interessant, fordi der her for første gang var tydelige spor efter mere end ét arnested. Det kunne tyde på, at huset rummede to boligområder, ét i hver ende. Huset er samtidig et af de seneste, man kender med indtrukne stolper. Nogle brændte lerstrimler, der havde været anvendt som tætningsmateriale på væggenes inderside, fortalte, at der havde ligget vandrette planker mellem de lodrette vægstolper. Vi har altså at gøre med en bulhuskonstruktion.23

På bopladsen Egehøj, kun 1 km fra Hemmed,24 udgravede man tre hustomter, der repræsenterede mindst to faser af bebyggelsen. I alle tre huse var dele af gulvfladen forsænket, men ikke i samme område af huset. I et hus lå forsænkningen i vestenden, i et andet i begge ender, og i det tredje i østenden. Det længste af husene målte 21 x 6 m.25 En række stolper på tværs delte huset i to næsten lige store halvdele. Et andet af husene26 havde været udsat for brand: man kunne se kraftige brandspor langs nordvæggen og østgavlen. Da man ikke fandt brændt lerklining i brandtomten, må man regne med, at væggene havde været bygget af træ. Til gengæld fandt man en større mængde forkullet korn inde i huset.

På Egehøjbopladsen havde husene som nævnt større forsænkninger af gulvet. Her kunne man gøre iagttagelser, som kunne belyse de dagligdags aktiviteter inde i husene. Man kunne f.eks. konstatere, at der var foregået vævning i nogle af dem. Men stadig er vor viden om husenes funktion meget ringe.27

De store huse, som det man fandt ved Hemmed Kirke, blev bygget over store dele af Sydskandinavien.28 Ved Pryssgården i Östergötland, Sverige, udgravede man f.eks. et sådant.29 Det målte mindst 32 m i længden og 6 m i bredden og var forsynet med en rundet gavl i østenden. De store huse var dog ikke de almindeligste i det sydskandinaviske landskab. Det var derimod de lidt mindre, som man fandt på bopladsen ved Egehøj. Og på en anden boplads, Resengård i Salling, Nordjylland, udgravede man et større antal af disse mindre, henved 20 m lange huse,30 langt de fleste havde delvist forsænket gulv. Husene rakte i tid fra bondestenalderens sidste fase til tiden mellem 1700-1500 f.Kr. Til de yngste hørte et særligt velbevaret hus, som målte ca. 19 x 6 m. Det var øst-vest vendt og havde som mange af husene fra den tid en forsænket gulvflade i østenden. Igen en antydning af en funktionsopdeling af huset.

I den østlige del af huset fandt man ikke mindre end fem liter forkullede kerner (nøgen byg, brødhvede eller emmer), kulstof 14-dateret til ca. 1600 f.Kr., som må være en del af det korn, der blev dyrket på de omkringliggende små agre. De lå nu under tykke muldlag, men under dem kunne man se ardspor på kryds og tværs.

Husene med forsænket gulv kendes over et meget langt tidsrum, men de synes at blive mindre hyppige frem mod midten af det 2. årtusinde f.Kr. Det har været foreslået, at den ende af husene, som havde forsænket gulv, fungerede som stald. Det må dog tilføjes, at man endnu ikke har fundet spor af båseskillerum i dem. Ej heller har fosfatanalyser kunnet vise, at der her stod husdyr opstaldet.31

Det er således endnu uafklaret om østenden af huset fungerede som stald, sådan som det senere blev tilfældet. Allerede nogle få hundrede år senere har vi de første spor af, hvad der formentlig var båseskillerum i de store bronzealderhuse (se Langhuse og haller). Men vi må samtidig erkende, at vi endnu ved meget lidt om husdyrholdet i denne tidlige del af bronzealderen. Knoglefundene fra bopladserne er få, og det er ikke mange, der er blevet videnskabeligt undersøgt.32

Vender vi os til den anden side af landbruget, korndyrkningen, er vi også ret dårligt underrettet. Vi kender dog selve det redskab, som markerne blev bearbejdet med: den primitive plov, også kaldet en ard. Og vi kender de spor, den satte i den dyrkede jord. Ardfurer er nemlig i stor udstrækning fundet på de steder, hvor bronzealdermenneskene drev deres landbrug.33 Ardsporene viser sig gerne som mørke, humusfyldte ridser, der tegner sig på kryds og tværs i undergrunden. Normalt kan de kun iagttages i ganske få cm tynde lag. Og de skal være bevaret under ret tykke jordlag, ellers vil de blive vasket ud. Men man finder dem ofte under gravhøje, og i stigende grad også i forbindelse med udgravninger af bronzealderens bopladser. De kan sjældent dateres helt præcist. Som regel kan man dog sige, om de f.eks. er tidligere end slutningen af stenalderen, tidligere end ældre bronzealders midte etc.

Man har ofte ment, at ardpløjning var en del af de ritualer, man udførte bl.a. før en gravlæggelse.34 Det har muligvis også undertiden været tilfældet. Men langt de fleste af de ardspor, vi kender fra Danmark, har formentlig haft ganske enkle, dagligdags og praktiske formål.

Men selve pløjeredskabet er som nævnt også kendt. I en mose ved Hvorslev i det nordlige Midtjylland fandt man i 1942 en ard, som ved en kulstof 14-analyse har kunnet sættes til bronzealderens tidlige del, tiden omkring 1500 f.Kr.35 Mosen var en lille kedelmose, i hvis nordlige del man fandt arden. Den var lavet af en tveje af asketræ, den ene gren dannede sålen og den anden åsen. Godt en halv snes cm fra bagenden var der udmejslet et firkantet hul, hvori styret havde været indsat. Hullet var en smule skråt, det gav således styret en skrå stilling bagud. Sliddet på undersiden viste, at redskabet havde været brugt igennem længere tid. Dette slid var stærkest på sålens højre side og fortalte således, at arden havde været holdt skråt til højre under arbejdet.

Hvor længe pløjeredskaber af den art har været brugt af Europas oldtidsbønder er stærkt omstridt. Der er dem, som mener, at selv de allertidligste bønder i Centraleuropa pløjede med ard på deres marker.36 I Sydskandinavien er brugen af ard påvist, omend kun gennem bevarede ardspor, siden midten af det 4. årtusinde f.Kr. Men det er altså først fra begyndelsen af bronzealderen, at vi kender selve redskabet.

I Nordvesttyskland, i en mose ved Walle i Niedersachsen, har man også fundet en plov, som nøje ligner den fra Hvorslev. Walle-arden er kulstof 14-dateret til mellem 1870 og 1615 f.Kr.37 En lige så gammel ard er fundet i Lavagnone i Norditalien.38 Pløjeredskaberne var altså ens over hele det europæiske kontinent.

På de små dyrkede markstykker omkring bosættelserne avlede man først og fremmest nøgen byg og emmerhvede, som man havde gjort det i århundreder. Men det hænder en sjælden gang, at de arkæologiske udgravninger viser, at også andre afgrøder har været dyrket, f.eks. brødhvede. Det gjaldt f.eks. Egehøj-udgravningen.39 Kornfundet blev gjort i den nedgravede østende af det 19 x 6 m store hus, som var nedbrændt, og det bestod af rent, usorteret korn, altså færdigbehandlet til opbevaring og brug, ikke tærskeaffald, som man ellers kan forvente at finde spredt på en boplads. Kornet har altså med al sandsynlighed været opbevaret i huset og er formentlig faldet ned på gulvet ved branden. Det har næppe stået i poser og sække på gulvet, for så ville det være blevet muggent i den lange vinter, men sikkert på noget, der var hævet over gulvet. Et loft måske. Og under det har dyrene måske stået opstaldet? Vi kender endnu ikke svaret. Men forhåbentlig får vi det snart fra en af de talrige bopladsudgravninger, der udføres i netop disse år.

Noter

18: P.O. Nielsen 1999.

19: N.A. Boas 1993; P.O. Nielsen 1997, s. 22.

20: N.A. Boas 1993, fig. 23.

21: N.A. Boas 1991, hus III, fig. 9a.

22: Ibid. hus I.

23: N.A. Boas 1991, s. 96.

24: N.A. Boas 1983.

25: N.A. Boas 1983, hus I. Huset er typisk for byggeskikken i tiden 1700-1500 f.Kr.

26: Ibid., Hus III.

27: Det er af udgraverne blevet foreslået, at to af husene (Hus II og III) kan have stået på samme tid. Det ene skulle så have været anvendt til beboelse, det andet til dagligdags gøremål i forbindelse med produktionen.

28: P.O. Nielsen 1997, s. 24.

29: M. Larsson 1995, s. 44; L. Lindgren-Hertz 1998.

30: Mikkelsen & Simonsen 2000.

31: P. Ethelberg et al. 2000, s. 171.

32: G. Nyegaard 1993a.

33: H. Thrane 1989a, fundliste s. 121 ff. Se også U. Tegtmeier 1993.

34: S. Wiell 1975.

35: P.V. Glob 1951, s. 14.

36: J. Luning 1980 argumenterer for dette synspunkt. Iflg. ham kendte allerede de såkaldt båndkeramiske kulturer ploven, se bd. 1, side 245 ff. Det viser størrelsen af deres marker. Også trækdyrene havde man iflg. J. Luning. Kastration af tyre skulle allerede være påvist hos de tidligste agerbrugere i Centraleuropa.

37: J. Precht 1998. Se også U. Tegtmeier 1993.

38: Dateret til 1800-1700 f.Kr. H. Schlichtherle 1997, s. 10, fig. 5.

39: P. Rowley-Convy 1984b.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Bøndernes boliger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig