Den store tundra (13.000-9.500 f.Kr.)

Historien om menneskets første færden i Danmark er en fortælling om livets bestandige higen mod nye muligheder. Det er, som ligger der i menneskets genetiske arv en viden om, at en stædig fastholden sig til ét sted netop kan føre til undergang. Også selv om nye muligheder betyder nye farer. Den mere end tre tusind år lange fortælling om jægernes første forsøg på at få fodfæste i Norden handler da heller ikke om, hvordan levevilkårene blev stadig gunstigere, efterhånden som istiden nærmede sig sin slutning. Det er derimod en fortælling om, hvordan mennesket til stadighed måtte overvinde de begrænsninger, en lunefuld natur satte. For naturudviklingen i senglacialtiden var både omskiftelig og dramatisk. Den bød ikke på gradvise forandringer, men på pludselige skift og spontane katastrofer, som mennesket gang på gang måtte forholde sig til.

I senglacialtiden var der tre perioder med istidskulde, afbrudt af to mildere indslag. De kolde perioder bærer navnene ældste Dryas, ældre Dryas og yngre Dryas, mens de varmere perioder hedder Bølling- og Allerødtid. Tilsammen udgør de en tre tusindårig periode, hvor varmetilførslen fra solen til Jorden gradvist øgedes. Men netop i det lange tidsrum udviklede klimaet på den nordlige halvkugle sig nærmest kaotisk, fordi varmetilførslen fra solen satte andre dynamiske processer i gang. Man kan tale om tilbagekoblingsmekanismer, som bevirkede, at klimaforbedringen ikke forløb jævnt. Perioder med forstærket varme blev afbrudt af drastiske og pludselige tilbageslag. I den omskiftelige verden, der blev resultatet heraf, var der to væsener, som søgte sig en tilværelse i de nordlige egne af det europæiske kontinent: Rensdyret og mennesket.