Med dette sidste af i alt fire bind har fortællingen om Danmarks Oldtid nået sin afslutning. Den lange rejse gennem mere end titusinde års Danmarkshistorie havde aldrig været mulig, hvis ikke talrige rejsekammerater havde fulgt mig på vej. Jeg tænker her på de mange kolleger og venner, som undervejs støttede og opmuntrede mig – og som uegennyttigt stillede deres store viden til min rådighed såvel i skrift som i samtaleform. Støtten modtog jeg både i form af omfattende og idérige analyser af de arkæologiske fund og i form af indsigt i de mange detailproblemer, som rejste sig undervejs. Jeg vil i den anledning gerne rette en varm tak til kollegerne Morten Axboe, Mogens Bencard, Jan Bill, Frank Birkebæk, Tom Christensen, Ole Crumlin-Pedersen, Palle Eriksen, Per Ethelberg, Charlotte Fabech, Lotte Hedeager, Steen Hvass, Lars Jørgensen, Anne Nørgaard Jørgensen, Poul Otto Nielsen, Ulf Nasman, Peter Vang Petersen, Flemming Rieck, Else Roesdahl, Søren M. Sindbæk, Marie Stoklund, Palle Østergaard Sørensen, Svend Åge Thornbjerg, Jens Ulriksen, Olfert Voss og Margrethe Watt.

En ganske særlig tak retter jeg desuden til professor, dr. phil. Henrik Thrane og professor, dr. phil. Olaf Olsen. Hver for sig har de påtaget sig det store arbejde at gennemlæse og kommentere det færdige manuskript. Det har været en uvurderlig hjælp, som har sat sig mange spor i teksten. Hvad bogen i øvrigt måtte indeholde af fejl og mangler er naturligvis alene mit ansvar.

Takken skal også rettes til Nationalmuseets ledelse, som med stor generøsitet har ladet mig arbejde under ideelle vilkår igennem de år, skrivearbejdet stod på. Uden museets velfungerende biblioteker, arkiver og samlinger havde det ikke været muligt at gennemføre projektet. Det er med stor varme, jeg tænker tilbage på mine mere end tredive års arbejde for Nationalmuseet, hvoraf de fire gik med at skrive Danmarks Oldtid.

Billedredaktionen er denne gang gennemført med værdifuld hjælp af stud. mag.'erne Jakob Schlei og Gitte Tarnow Ingvardson. De takkes begge på det hjerteligste. Takken skal også gå til tidsskriftet Skalk, hvis redaktør Christian Adamsen har ydet mig uvurderlig hjælp ikke blot med illustrationsmaterialet, men også med tilvejebringelsen af megen ny viden inden for den arkæologiske videnskab.

Stor hjælp har jeg ligeledes modtaget fra fotograf John Jedbo, hvis omfattende topografiske indsigt har været mig til betydelig nytte. En lige så værdsat hjælp har korttegner Jørgen Truels Jensen ydet. Og endelig skal en varm tak rettes til fotografen Kirsten Klein, som gennem hele værket har sat sit meget personlige præg på billedsiden. Jeg er hende dybt taknemmelig for, at hun fulgte mig på den lange vandring gennem det danske landskab og med sine fine gråtone-fotografier skabte så fornem en ramme om bogens fortælling.

For et altid inspirerende samarbejde takker jeg også forlagsredaktør Lisbeth Frimodt og grafiker Finn Evald. De fire binds smukke design og høje tekniske kvalitet er udelukkende deres fortjeneste.

Endelig skal en dybtfølt tak gå til Carlsbergfondets direktion, som igennem fire år påtog sig det økonomiske ansvar for projektet. Jeg har hele tiden følt det som et stort privilegium, at man i Fondet havde tillid til, at det kunne lade sig gøre igennem en enkelt og sammenhængende arbejdsindsats at genfortælle historien om Danmarks Oldtid.

Nationalmuseet april 2004 Jørgen Jensen

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Forord.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig