Det krigeraristokrati, som fra omkring 600 e.Kr. til langt ind i vikingetiden residerede på storgårdene i bl.a. Lejre og Tissø, adskilte sig ikke meget fra, hvad man på samme tid kunne finde i naboområderne i nord og syd. Det var et aristokrati, hvis stormænd omgav sig med en hird, dvs. en professionel hærstyrke, hvis organisation på mange måder havde sit forbillede i Frankerrigets militære aristokrati.

Dette stærkt militariserede samfund finder man særligt tydelige spor af på de bornholmske gravpladser. Det er tænkeligt, at mange af sønnerne af den skandinaviske elite på den tid fik deres militære træning på kontinentet. Tiden omkring 600 var i det hele taget højdepunktet for de skandinavisk-merovingiske kontakter.

Endnu på den tid havde mange af folkeslagene i Nord- og Centraleuropa også en fælles verdensforståelse. Det kom til udtryk i deres billedkunst, dyrestilen, som især prydede aristokratiets smykker og pragtvåben, og hvis mangfoldige motiver var udbredt hos de mange indbyrdes forbundne, europæiske folkeslag. Herhjemme udviklede stilen sig til et forfinet formsprog, som levede videre helt frem til middelalderens begyndelse.

Selv om vi ikke ved, hvor store landområder, tidens magthavere rådede over, så må vi alligevel regne med, at det var en af disse, der stod bag etableringen af et af de første bylignende samfund i Danmark. Det skete på det sted, hvor Ribe ligger i dag. Formentlig var det også den samme kongemagt, som tidligt i 700-tallet opførte et første egentligt landeværn, volden ved Jyllands rod, Danevirke. Måske det skete som et forsøg på at beskytte landet mod en indtrængen af slaviske folkeslag sydfra.

700-tallet blev i det hele taget vidne til mange store bygge- og anlægsarbejder. Hver for sig var de udtryk for tidens organisatoriske formåen og kongemagtens voksende styrke.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Magt og mytologi (550-800 e.Kr.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig