Om ravet sagde middelalderens lærde, at det blev skabt, når den nedgående sols stråler ramte havet. I bronzealderen blev det i store mængder indsamlet ved de danske strande, specielt ved Vesterhavskysten, som her er set med udsigt mod vest til Grønnestrand og Bulbjerg.

.

Spredningen af det nordiske rav ud over Europa. Helt mod syd ligger byen Verucchio, som fik så stor betydning for ravhandelen i det det 8.-7. århundrede f.Kr.

.

Dragtspænder, såkaldte fibler, dekoreret med nordisk rav, fundet ved Verucchio i Norditalien.

.

Tæt ud til den jyske vestkyst, i de forblæste klitter ved den store Bulbjergknude, som engang strakte sig langt ud i Skagerrak, lå i bronzealderen en lille bosættelse. Den lå midt i de endeløse vidder af sand, som i dag er bevokset med lyng og hjælme og her og der med lidt sparsomt græs i lavningerne.276 Hvor mange mennesker, der boede her, ved vi ikke. Sandflugt og klitødelæggelser har siden fjernet mange af de spor, som menneskene satte på landskabet for knap tre tusinde år siden. De var bønder, disse mennesker, ganske som deres frænder længere inde i landet. Men det hændte også, at de efter dage med storm samlede rav på den jævne forstrand mellem havstokken og foden af klintens kolossale masser. De bragte det tilbage til bopladsen, og endnu i dag kan man rundt omkring i det område, hvor husene engang stod, finde talrige små stykker rav. Det meste er uforarbejdet, men der er dog også stykker imellem, som bærer spor af bearbejdning.

Også andre steder i det nordvestlige Jylland har man fundet bosættelser, hvor ravet blev indsamlet for senere at blive transporteret sydpå i bytte for luksusvarer. Ved Bjerre, i det åbne klitlandskab syd for Hanstholmknuden, holdt et lille bondesamfund til allerede i den ældre bronzealder, og det fortsatte sin nøjsomme eksistens endnu ned i det 1. årtusinde f.Kr. Århundrede efter århundrede eftersøgte beboerne den nærliggende vesterhavskyst for rav og bragte det med sig tilbage til bopladsen. Og også her finder man det i ganske små mængder nær bopladsens huse .277

Egentlig er det overraskende, at vi således finder direkte spor efter indsamling af rav i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. For ligesom i det foregående årtusinde har vi heroppe i Norden kun få andre spor efter bronzealdermenneskenes brug af det eftertragtede råstof. Af de mange tusinde fund af grave fra bronzealderens sidste halvdel er det kun de færreste, der rummer rav. Og som regel er det kun i ganske små mængder, gerne en lille uforarbejdet stump på nogle få gram eller en enkelt ravperle.

Når rav findes så sjældent i tidens grave, kunne man tro, at det var ligbrændingen, der var årsagen hertil. Men gravgaverne blev jo som regel ikke lagt på ligbålet. Først når det var brændt ned, blev de lagt i gravurnen sammen med de brændte knogler. Ravet er næppe gået tabt ved ligbranden. Det er kun i meget sjældne tilfælde, at man har brugt det som gravgave, ganske som det var tilfældet i den første del af bronzealderen. Når det undtagelsesvis er forarbejdet, er det gerne i form af perler: tøndeformede eller flade, skiveformede perler, der meget ligner dem, der var i brug i det foregående årtusinde.278 Man kan også en sjælden gang i gravene finde små syle med ravhåndtag, men det hører afgjort til undtagelserne.

Det var imidlertid ikke ukendskab til ravet, der gjorde, at man ikke brugte det i større udstrækning herhjemme. Måske besiddelsen af det ligefrem var et stormandsmonopol. For ravet var af afgørende betydning for de forbindelser, som stormandsslægterne opretholdt med hinanden over store områder af Europa. Vi får et glimt heraf i den stormandsgrav, som omkring 800 f.Kr. blev anlagt i den kæmpemæssige gravhøj Lusehøj på Sydvestfyn – samtidig med at det gyldne stof begyndte at dukke op i store mængder i Middelhavsområdet. Og netop i Lusehøjgravenes rige gravgaver anede vi en forbindelse, der gik tværs igennem det europæiske kontinent, fra Norden til Italien.

Den først anlagte af gravene i Lusehøj bestod, som vi allerede har hørt det, af en stenkiste, hvori den dødes brændte knogler var anbragt i et kostbart metalkar af en type, som kendes fra fund sydpå i Europa, langs Elben og Oder, videre til Sydøstalperne, til Posletten og helt til Toscana i det centrale Italien, netop de egne, som ravet passerede på sin vej mod syd. Karret var en del af et drikkesæt, som også omfattede to små drikkebægre. Metalkarret var dækket af et buet bronzelåg, hvorpå der var smurt et tykt lag harpiks, og i dette havde man fastgjort adskillige stykker rav og et stykke bjergkrystal.

Der er en direkte forbindelse mellem ravet i den sydvestfynske stormandsgrav og det rav, som fra det 9. århundrede f.Kr. igen begyndte at dukke op i Middelhavslandene i syd. Og vi kan på det tidspunkt følge ravet på dets lange rejse ned gennem det europæiske kontinent. Man tillagde det utvivlsomt stadig magiske egenskaber, og det optrådte gerne i kombination med andre eksotiske materialer som f.eks. perler af jet eller glas. Sådan finder vi det f.eks. i offernedlæggelser i det centraleuropæiske område. Ved Allendorf i Kurhessen, Tyskland, fandt man f.eks. en sådan offernedlæggelse af bl.a. våben og kvindesmykker, og sammen med dem var nedlagt et fornemt halssmykke, som var sammensat af perler af rav, glas og tin oprindelig forbundet med rektangulære mellemstykker af gennemboret rav.279 Og ved Grosser Hafner, en boplads i Zürichsøen i Schweiz, fandt man mellem mange andre rige fund en spånæske, der indeholdt perler af rav, glas, jet og muslingeskal sammen med dele af et tin-hængesmykke.280 Grosser Hafner ligger i den del af Centraleuropa, der havde tættest forbindelse med Sydskandinavien og Nordtyskland i tiden omkring 800 f.Kr., men hvorfra der også var livlige forbindelser over Alperne ned til Norditalien. Ravperlerne i den lille schweiziske spånæske er netop af en type, som ellers kun forekommer i Italien.281 Efter alt at dømme er de fremstillet her af importeret nordisk rav.

Norditalien udgjorde altså den anden ende af den akse, som i det 9. århundrede og tiden derefter gik fra Sydskandinavien og tværs igennem det europæiske kontinent til landene i syd. På den tid finder vi rav i store mængder i gravene i Italien, navnlig i områderne omkring floden Po, men også længere mod syd på den appenninske halvø. To vigtige findesteder er Frattesina di Pratta Polesina i den østlige ende af Podalen282 og Verucchio, ikke langt fra det nuværende Rimini ved Adriaterhavet.283 Navnlig Verucchio fik umådelig betydning for ravhandelen. Det var et bysamfund, som oplevede sin største blomstring netop på det tidspunkt, hvor Lusehøj på Sydvestfyn blev bygget. Byen lå naturligt beskyttet på et klippemassiv højt hævet over det flade kystland ud mod Adriaterhavet. Dens beliggenhed lignede de etruskiske byers længere mod syd, i det nordlige Latium, i Umbrien og i Toscana. Det må have været strategiske overvejelser, der lå bag placeringen, byen lå nemlig 15 km fra havet. Dermed var man beskyttet mod piratoverfald, men havde alligevel de fordele, som nærheden til kystens handelsruter gav. Formentlig lå byens havn ude ved kysten, hvor byen Rimini ligger i dag.

Verucchio lå som en enklave af rigdom i et grænseland. Den kontrollerede færdslen fra Podalen og Adriaterhavet til det centrale Italien, Tiberdalen og det sydlige Etrurien. Med sin havn var den et knudepunkt for handelsruterne til det østlige Middelhav og sydlige Centraleuropa, og dermed var byen en vigtig endestation for ravhandelen med de central- og nordeuropæiske folk. Inde bag de beskyttende mure færdedes og levede talrige købmænd og håndværkere. Og i de mange små værksteder blev rav i store mængder forarbejdet til kostbare smykker og anden luksus.

Efterspørgslen efter de fint forarbejdede smykker var stor. Det var navnlig komplicerede dragtsmykker, ofte sammensat af snesvis af omhyggeligt tildannede ravstykker. Og man finder dem i mængder på de gravpladser, der hørte til byen. I mere end 90 procent af indbyggernes grave er der smykker fremstillet af de gyldne ravklumper fra Norden. Specielt kvindegravene er rigt udstyret med rav.

Men Verucchio var ikke blot et center for forarbejdning af det rav, som kom til byen i uforarbejdet tilstand helt oppe fra Østersøens bredder. Byen var også et center for den videre forhandling af ravet til et større marked, som omfattede hele det centrale og sydlige Italien, og hvor et rigt ravhåndværk voksede frem i de følgende århundreder.

Noter

276: S. Müller 1919; J. Jensen 1967, s. 96 ff.

277: F.eks. på boplads 7 fra slutningen af den yngre bronzealder, se J.-H. Bech 1997.

278: J. Jensen 1965.

279: O. Uenze 1953.

280: Primas & Ruoff 1981.

281: Steinhauser & Primas 1984.

282: N. Negroni Catacchio 1972, 1973.

283: A.M. Forte 1995.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Ravet - endnu en gang.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig