Storgård eller kongsgård?

Den bedst belyste af de storgårde, hvori en kæmpehal rejste sig, er den, som ligger på vestbredden af Tissø i Vestsjælland. Vi har allerede tidligere besøgt den (se Magtens boliger), og vi så dengang, hvordan den store gård blev anlagt i tiden omkring år 600. På et vist tidspunkt i løbet af 600-tallet brændte den, og man flyttede den derefter til det nuværende sted, dvs. nogle hundrede meter længere mod syd, hvor den nu strakte sig over et stort stykke af søens vestbred med en bredde på 2-300 m.⁹⁴

Tissø-gården var ikke blot stor, den var også rig. Det viser bl.a. et fund, som i 1977 blev gjort på gårdens jord: en vægtig guldring fra det 10. århundrede.⁹⁵ Den blev fundet på et sted, hvor der var foregået omfattende værkstedsaktiviteter i form af smedning og bronzestøbning. Ringen var lavet af fire svære snoede guldtråde, dog manglede ca. halvdelen af den ene. Den var blevet afbrudt i vikingetiden, uvist hvorfor. Som ringen nu er, vejer den 1.830 g. Den oprindelige vægt har været ca. 1.900 g.

Der er også gjort andre guldfund, som understreger stedets betydning i vikingetiden.⁹⁶ Og det samme gør de offerfund, som er fundet i søen ud for storgården. Herfra foreligger der ca. 50 genstande: især våben i form af sværd, økser og lanser, hvoraf langt de fleste er fra vikingetiden. Som vi allerede har hørt betyder søens navn Tirs eller Tyrs sø. Og da Tir/Tyr var en af vikingetidens krigsguder, er det nærliggende at tolke disse fund som ofre til ham.⁹⁷

Men nu til selve storgården.⁹⁸ Frem til 900-tallet voksede den gradvist i omfang, både i areal og hvad angik antallet af bygninger. Men hele tiden havde den en stor, central hal, der blev ombygget og genopført i alt tre gange på det samme sted. I denne stormandshals østlige del fandt gæstebud og andre repræsentative aktiviteter sted. Den vestlige del udgjorde formentlig et mere privat område.

Tidligere (se Magtens boliger) så vi, hvordan gårdtoften i det 8. århundrede var blevet udvidet til ca. 15.000 m². I det 9. århundrede voksede den yderligere til 18.000 m² samtidig med, at der skete markante ændringer i gårdens struktur. Det indhegnede særområde med den enlige bygning blev nu frigjort fra hallen, men placeringen af den oprindelige østindgang blev dog bibeholdt. Smedjen var stadig placeret ved gårdens nordhegn. Men langs vesthegnet blev nye bygninger opført i flere tempi. Da ombygningen var afsluttet, stod der fire identiske huse langs vesthegnet. De havde mest karakter af lagerbygninger. Nord for dem lå nu et større hus.

Den store hal har man tolket som anlæggets repræsentative bygning. Men hvad med det indhegnede særområde og den lille bygning? Her er det værd at lægge mærke til, at der inden for storgårdens tomt er fundet usædvanligt mange hedenske amuletter og smykker med en motivverden hentet fra den nordiske mytologi, bl.a. hængesmykker i form af en rytter, der mødes af en skjoldbærende person. Rytteren har fletning, og den stående person bærer kjole. Begge er de valkyrier, som ifølge mytologien bl.a. udvalgte de faldne krigere på slagmarken og førte dem til Valhalla. Disse og mange andre fund peger i retning af, at storgården var centrum for en række hedenske kultaktiviteter. Og selv om funktionen af det indhegnede særområde med den lille bygning er ukendt, så er det fristende her at se et område, hvor kulten blev udøvet.⁹⁹

I sidste halvdel af det 10. århundrede gik storgården ved Tissø ind i sin sidste fase. Gårdens mest spektakulære bygning var stadig den store hal på 48 m i længden og 12, 5 m i bredden – 550 m² var under dens tag. Gården havde nu nået sit maksimum, hvad angik areal og bygningsmasse. Toftearealet var mindst 25.000 m².¹⁰⁰ I sydhegnet var der stadig den store vognport, men gårdens hele struktur var radikalt lagt om. Hallen var af en helt ny konstruktion, nu bestod den af en meget kraftig rammekonstruktion på en fodrem af vandrette bjælker og en væg af lodrette planker, en såkaldt stavvæg. Desuden var det indhegnede særområde forsvundet, og de ældre hustyper var blevet erstattet af huse med skråtstillede støttestolper.

Der hvor særområdet lå, var der nu opført et større hus vinkelret på hallen, samt en lille, helt speciel bygning af korsform. Bedømt ud fra dens centrale placering – dens midtakse løber præcist ud gennem gårdporten – må den have været meget vigtig. Den var i hvert fald det første, man så, når man trådte ind ad porten. Desværre er der ikke gjort fund i den, og endnu har man ikke fundet paralleller til den andre steder i Skandinavien. Men et blykors fra tiden omkring år 1000 viser i hvert fald, at kristne har færdedes i storgården ved Tissø.

Nordvest for den store hal lå der her i gårdens sidste fase en samling mindre bygninger. De havde alle en åben gavl og var måske vognhuse. I gårdens nordende var der opført mulige beboelseshuse til mandskab. Flere andre bygninger tilhørte denne fase, ved sydhegnet lå f.eks. et 35 m langt hus med uvis funktion.

Denne sidste storgård blev tilsyneladende nedlagt. Meget tyder på, at man demonterede den store hal. De store og kostbare egetømmerkonstruktioner kunne meget vel genanvendes, men hvornår det skete, er uvist, formentlig var det i tiden omkring 1000-tallets midte.

Fra den tid stammer også et fund af to henrettede mænd. De blev fundet i et par grave ved overgangen over Halleby Å, og de er kulstof 14-dateret til tiden omkring 1030-40.¹⁰¹ De to mænd var begravet på forskellige tidspunkter. Den ene var en 35-55 årig mand med udtalt underbid, den anden en 20-35 årig mand med svære patologiske forandringer i højre hofteled. Ved undersøgelsen af de to grave blev der endvidere konstateret rester efter en 50 meter lang træbro over Halleby Å – også broen kunne dateres til vikingetiden.

Set under et, må man konstatere, at gården i sin lange levetid aldrig var en produktionsenhed i traditionel forstand. Stort set alle bygninger var specielle bortset fra de formodede mandskabshuse. Mange af dem er hidtil ikke set i danske gårdanlæg. Desuden er hallerne udprægede monumentalbygninger. Der er altså næppe tale om almindelige residensbygninger. Tissøhallerne har meget få rum. I de ældste faser var hallerne opdelt i to vestlige og to østlige rum ved skillevægge ved de tagbærende stolper. I den østlige del er gjort en del knoglefund, medens hallens vestlige halvdel stort set er fundtom. Man kan tænke sig, at gæstebud har været afholdt i østenden, mens den vestlige del har været boligområde. Men meget tyder på, at dette sidste slet ikke har været permanent beboet.

Det er tydeligt, at det er aristokratiske personer, som har opholdt sig på storgården ved Tissø. Et meget karakteristisk indslag i gårdens inventar er våbnene, mange med indlæg af sølv og messing. Fordelingen af våbnene koncentrerer sig tydeligt på storgården – og endda inden for selve toften. Gårdens aristokratiske miljø understreges også af importerede drikkeglas, fortrinsvis fundet i halområdet, samt rytterudstyr i form af bidsler og sporer. Tungt rytteri har altså opholdt sig på gården.¹⁰² De importerede genstande stammer fra såvel karolingiske som angelsaksiske områder.

Udgravningerne ved Tissø viser, at gårdens beboere var uhyre velstående og tilhørte samfundets absolutte aristokrati. Der kan meget vel være tale om et offentligt anlæg – måske en kongsgård – der også har haft en funktion som kultsæde – først for den hedenske kult, og til sidst for den kristne. I den tidlige middelalder var det jo stormændene, der opførte de første kirker på deres hovedgårde. Storgården ved Tissø kan meget vel afspejle den samme situation.

I tilknytning til den imponerende storgård var der også sæsonbetonede værksteds- og markedsområder med handel og håndværk i form af bronzestøbning, smedning, perlefremstilling og vævning. Disse aktivitetsområder lå både syd og nord for storgården, og på dem havde der ligget flere hundrede grubehuse af den slags, som kendes fra talrige andre pladser af samme karakter i det sydskandinaviske og nordtyske område. I den sydlige del af værkstedsområdet blev der også fundet små huse bestående af et enkelt par tagbærende stolper, formentlig var det småhuse eller boder. At dømme efter antallet af stolpehuller har der været mange af disse småhuse. Andre steder på pladsen ser det ud til, at der havde været rejst cirkulære eller vinklede hegn, som skulle skabe læ for et lille arbejdsområde. Permanente boliger synes der derimod ikke at have ligget på disse markeds- og værkstedsområder.

At der var foregået livlige handelsaktiviteter vidnede mange vægtlodder, brudsølv og arabiske mønter om. Men fundmængderne var betydeligt mindre end på handelspladser som Ribe, Hedeby og Birka. Ved Tissø synes der kun at have været tale om korte, men intense markedsperioder. Men arealernes størrelse taget i betragtning, må det have været mange mennesker, der opholdt sig på pladsen i disse perioder.

De hidtidige undersøgelser af storgården ved Tissø har ført til, at man har foreslået, at den skulle være en kongsgård.¹⁰³ Ikke en hovedresidens, men måske snarere et anlæg i den mobile kongemagts kongsgårdssystem, hvorfra krongodset blev administreret. Og man har i den anledning trukket en parallel til et samtidigt karolingisk kejserpalads, nemlig Karl den Stores såkaldte pfalzkompleks i Aachen.¹⁰⁴ Ikke sådan at forstå, at bygningerne ved Tissø af udseende skulle svare til det frankiske palads. Men i deres struktur og funktion er der tydelige overensstemmelser. Paladset i Aachen omfattede omkring år 800 to centrale stenbygninger Aula Regia og pfalzkirken, som var forbundet med hinanden via en forbindelsesgang. Inden man kom ind i kirken, skulle man først gennem en forgård (atrium). Foruden det centrale bygningskompleks var der i paladset også boliger og værksteder, som nok ikke var bygget af sten, men af træ.

Hallen i storgården ved Tissø kan man sammenligne med den karolingiske Aula Regia, mens det indhegnede særområde med den enlige bygning svarer til atrium og pfalzkapellet. Omkring det karolingiske pfalzkompleks var der markeds- og værkstedsområder, svarende til de store, men tydeligvis kun temporært anvendte markedsområder ved Tissø.

Når regenten i en periode tog ophold på et karolingisk pfalz, steg aktivitetsniveauet betydeligt, lokalbefolkningen samledes omkring paladset, og vigtige kirkelige handlinger blev udført ved denne lejlighed, ligesom retssager blev ført og domme afsagt. Når regenten forlod paladset, faldt aktivitetsniveauet for atter at stige, når han igen vendte tilbage. På samme måde kan man forestille sig, at det er foregået ved Tissø. Også her blev der udført religiøse handlinger, i begyndelsen hedenske, senere kristne. Og der blev efter alt at dømme holdt rettergang. De to henrettede mænd, som blev fundet ved overgangen over Halleby Å kunne tyde herpå. På såvel storgården ved Tissø som på det karolingiske pfalz har der opholdt sig svært bevæbnede ryttere, hirdfolk, som var indkvarteret i særlige mandskabsboliger. Og begge steder hørte udøvelsen af værksteds- og markedsfunktioner uden for selve storgårdsområdet med til regentens ophold.¹⁰⁵

Tissøgårdens eventuelle funktion som kongsgård, men ikke som hovedresidens, forklarer måske også, hvorfor der ikke er fundet grave i forbindelse med anlægget. Man har søgt dem, men forgæves. Og det betyder måske, at storgården ikke var herskerens primære residens, men blot en af flere. Hvor hovedresidensen så skal søges, kan man kun gætte på. Men det kunne være ved Gammel Lejre, hvor en stormandsgård også blev grundlagt omkring år 600, men en gård som i langt højere grad havde karakter af permanent bolig.

Også Gammel Lejre har vi tidligere besøgt (se Magtens boliger), men her var der i modsætning til Tissø tale om en lokalitet, som har været kendt i Danmarkshistorien i århundreder. For tidligere generationer var der ikke noget mere dansk end Lejrekongerne, sådan som man kunne læse om dem i Saxos værk om Danernes Bedrifter. Ganske vist var der historikere, som ud fra kildekritiske betragtninger stillede sig tvivlende til autenticiteten i Saxos fortællinger om „skjoldungerne“, Danmarks første kongeslægt. Men særligt kraftigt blev der luget ud i Lejresagnene, da den lærde sagnforsker N. C. Lukman i 1943 – dvs. under den tyske besættelse, hvor læsningen af Saxo ellers var populær som aldrig før -kunne påvise, at mange af historierne om Lejres heltekonger som Halfdan, Roar, Helge og Rolf (Krake) i virkeligheden var vandresagn, som havde deres baggrund i folkevandringstidens Europa i det 5. århundrede e.Kr. Navnene Halfdan, Roar og Helge skulle således være fordanskninger af navnene på hunniske hærførere som Huldin, Roas og Octar. De berømte Lejrekonger og deres kæmper blev på den måde forvist til et fjernt sted i Centraleuropa ved floden Donau. Ja, det var, som det blev udtrykt, svært at vænne sig til „tanken om kong Roar som en skævøjet mongol“.¹⁰⁶ Men der var, som anført, mange gode grunde til at betvivle myterne om Lejre som en central lokalitet i Danmarkshistorien.

Ikke desto mindre taler den tyske biskop og krønikeskriver, Thietmar af Merseburg,¹⁰⁷ i sin krønike fra 1016 om Lejre som „hovedstaden i riget“, og han fortæller ydermere, hvordan der her hvert niende år udførtes blodige, hedenske ritualer.¹⁰⁸ Nok er det uklart, hvad Thietmar mener med udtrykket hovedstad, men det betyder dog, at Lejre på det tidspunkt har været en kendt lokalitet også ud over landets grænser.

I nogle få andre kilder nævnes Lejre også, men i forskellige mere eller mindre dunkle betydninger. I et kvad i Harald Hårderådes saga bliver Sven Estridsen, en af Jellingkongernes efterkommere, f.eks. kaldt Lejrekonge.¹⁰⁹ Men hvordan det skal forstås, er uklart. Måske er der tale om en hædrende titel, som efter gammel skik var knyttet til den danske konge.

Der ligger noget underfundigt i, „at skjoldungernes kongsby lige fra begyndelsen har været af en sær flygtig art“, har man sagt. „Den forsvinder hele tiden. Den bliver til lutter drømme, hvis vi ikke passer på den“.¹¹⁰ Men det gør vi heldigvis. Eftersom stedet langt ned i tiden blev erindret som en betydelig og central lokalitet, har det også haft arkæologernes store bevågenhed. Og netop i de senere år har de kunnet vise, at Lejre var fjordområdets centrale lokalitet fra det 6. århundrede og frem til 1000-tallet¹¹¹ – også selv om det undersøgte areal er betydeligt mindre end ved Tissø, og der endnu ikke hersker fuld klarhed over bosættelsens karakter.

Inde i Roskildefjordens bund, med dens fine og overraskende blanding af lave næs, tanger, sunde og vige, i et storbakket morænelandskab, udviklede bosættelsen i Lejre sig så tidligt som i 600-tallet (se Magtens boliger). Allerede på det tidspunkt rejste der sig en stor halbygning på stedet. I 700-tallet blev den erstattet af en endnu mere imponerende bygning, en 48 m lang og 10 m høj hal, som skulle få en levetid på hen ved 300 år ganske vist med flere totale ombygninger. Den stod der endnu i al sin vælde langt ind i 900-årene, omgivet af et antal kraftige langhuse. Alene ved sin størrelse bekræfter hallen sagnenes vidnesbyrd om Lejres betydning i oldtiden.

Hallen lå centralt på en indhegnet tofte, hvis størrelse ikke kendes, umiddelbart vest for nutidens landsby Gammel Lejre. Ved udgravningen tegnede den store bygning sig som et system af stolpehuller, ganske som vikingetidens hustomter normalt gør det. Men alene dimensionerne af tomten viste, at den var noget for sig: 48,3 m lang og 11,5 m bred var den.¹¹² De tagbærende stolper stod også noget anderledes end i de vanlige vikingetidshuse. Afstanden imellem tagstolpeparrene var kun 3,2 m mod normalt 5-6 m, til gengæld var der i husets midte udeladt nogle stolpepar, så der over et stykke på 9,5 m's længde slet ikke stod tagstolper. Derved havde bygmesteren skabt et stort frit boligrum, i hvis midte ildstedet lå.

Væggene var opbygget af jordgravede stavplanker, og udvendigt stod skrå støttestolper, som stabiliserede konstruktionen på det sted, hvor tag og væg mødtes. De har formentlig også hjulpet væggene med at bære vægten af den enorme tagkonstruktion. Væghøjden kan man beregne efter de udvendige skråstiveres hældning: midt i huset var højden 3,4 m og for enderne af huset var den 3 m. I begge langvægge var der to døre, to mod nord og to mod syd. Stolpehuller viste også, hvordan huset var opdelt i fem rum.

Hallen var efter alt at dømme tækket med et spåntag. Måske det har været anset som en særlig fornem tagklædning, idet mange af de engelske og skotske gravsten, som formodes at gengive datidens store krumvæggede huse, ofte har tagspånerne omhyggeligt gengivet i både spidse, konkave, afrundede eller firkantede former. Da huset formentlig havde åben tagstol, dvs. det var åbent helt op til kippen, har spåntaget formentlig hvilet på et bræddelag, som i øvrigt også har bidraget til en afstivning af hele konstruktionen.

I det store midterrum blev sideskibene formentlig benyttet som opholdsarealer. Da de var dobbelt så brede som sideskibene i andre vikingetidshuse, har man foreslået, at der var tale om en trinvis opbygning. Det gav rummet et meget stort antal siddepladser omkring den centrale arne, hvor ilden blussede – en situation som så ofte er beskrevet i sagalitteraturen.

I hallens østligste ende var der en nedgravet kælder, formentlig til opbevaring af madvarer. Ved udgravningen var den fyldt med dyreben og andet affald. På dette, ganske vist spinkle grundlag, har man placeret husherren (kongen?) og hans familie i bygningens vestlige del, inklusive det store midterrum, og tjenestefolkene i den østlige.

Lejrehallen var, som det forstås, centrum i det store bosættelsesområde, der næppe var en landsby i traditionel forstand, som de kendes fra talrige udgravninger med flere gårdanlæg liggende langs en bygade eller åben plads. Det åbner hverken topografien eller udgravningsresultaterne i Lejre mulighed for. Den store bygning lå midt i en flok bygninger af forskellig størrelse og konstruktion – magasinbygninger og mandskabsbygninger – og som var lagt ud efter en fast plan. Det var et bygningskompleks, som udgjorde en enhed, dvs. at husene fungerede sammen og gennem en meget lang periode. Reparationer og fornyelser blev nok foretaget, men ikke flytninger i større stil. Derved adskiller fundkomplekset i Lejre sig med sine store huse og stadige genrejsninger af disse på samme sted gennem meget lang tid klart fra andre samtidige bebyggelser. Man har derfor peget på, at Lejre mere minder om senere tiders storgodser med imponerende hovedbygninger omgivet af de for driften nødvendige avls- og værkstedshuse. Heri ligger begrundelsen for, at arkæologerne drister sig til at opfatte det fundne som en kongsgård.

Ligesom i Tissø hørte der også i Lejre et værkstedsområde til bebyggelsen. Man finder det for en del under den nuværende landsby i form af et kulturlag på over 1 m's tykkelse. Fundene herfra viser, at værkstedsområdet var i brug igennem hele bebyggelsens levetid, ja, helt ind i det 13. århundrede. Kun en lille del af området er endnu udgravet, men der stod grubehuse på stedet. I og omkring dem foregik der bl.a. smedevirksomhed, ligesom der blev fremstillet tekstiler, kamme samt knogle- og benredskaber. En korntørringsovn hører også med til billedet af denne del af bebyggelsen.

Ovnen fortæller naturligvis om det landbrug, der blev udøvet på stedet. Kornavl synes at have spillet en ganske betydelig rolle. På markerne omkring bebyggelsen dominerede rug og byg, mens havre og hvede spillede en mere underordnet rolle. Fund af frø af ukrudtsplanter viser, at man dyrkede både vinter- og vårafgrøder. Husdyrholdet omfattede for en stor del svin, som blev holdt side om side med heste, får, geder og køer. Tamhøns og gæs færdedes imellem husene, men i øvrigt viser knoglefundene, at jagt og fiskeri også blev udøvet fra pladsen.

Vi har tidligere hørt, at der også er fundet grave i tilknytning til bebyggelsen ved Lejre. På den anden side af Lejre ådal, ca. 600 m væk, ligger en række gravhøje samt en skibssætning, den eneste endnu eksisterende af oprindelig 4-5 skibssætninger. I den ene af gravhøjene, Grydehøj, har man udgravet en stormandsgrav, der må have hørt til det ældste Lejre (se Sort vældede bålrøgen op). I 1940'erne udgravede man også et antal grave fra vikingetiden under og omkring den bevarede, 80 m lange skibssætning, som er landets største.¹¹³ Man fandt enkelte brændte lig, men de fleste var ubrændte. Nogle af gravene var forholdsvis rigt udstyrede, f.eks. lå i en af dem en kvinde med to skålformede spænder og et trefliget spænde, ved bæltet havde hun en jernkniv og en spindesten. Der var også en smed, som var begravet med sit værktøj, hammer fil og tang. Endelig var der en grav, hvor en ældre mand var gravlagt sammen med en halshugget træl. I en af områdets gravhøje, Olufshøj, har man desuden fundet en sølvbelagt spore. Netop rytterudstyr som stigbøjler og sporer er, som vi senere skal se, karakteristiske for vikingetidens stormandsgrave. De har altså også været repræsenteret her i Lejre.

Vidnesbyrd om områdets rigdom har man desuden i et fund, som omkring 1850 blev gjort på en bakkeskråning vest for Lejre. Her fandt man bl.a. fire sølvskåle, en perlekæde, et vægtlod, en hvæssesten og en skiveformet sølvbarre.¹¹⁴ Formentlig stammer denne særprægede sammensætning af genstande fra en hengemt skat – dog kan muligheden for, at det var en grav ikke udelukkes.

Men lad os igen vende tilbage til området med den store hal og de omkringliggende huse. Det ser ud til, at bebyggelsen blev opgivet og bygningerne fjernet ved begyndelsen af 1000-tallet, dvs. samtidig med det nærliggende Roskildes fremvækst. Men der er alligevel spor af, at mennesker færdedes i Lejre i tiden derefter. I hvert fald har man her fundet keramik, smykker og en enkelt mønt fra begyndelsen af 1000-årene. Blandt fundene er der skår af noget glaseret keramik, som efter alt at dømme er fremstillet i Lund på denne tid, men af pottemagere som formentlig på kongeligt bud var indforskrevet fra England, ganske som også kirkebyggere og møntslagere blev det i den korte periode efter årtusindskiftet, hvor Danmark og England havde fælles regenter. Det kan nok overraske, at denne fine slags keramik dukker op i Lejre på et tidspunkt, hvor det nærliggende Roskilde ganske overtrumfede den gamle kongeby.

Der er, som vi har set, endnu mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med bebyggelsen ved Lejre. Den endelige vurdering af områdets betydning må vente, til en større del af bosættelsen er udgravet.

Nord for halkomplekset har man f.eks. på en anden bakketop kunnet påvise en omfattende bebyggelse. Selv ned i det lavere område mellem bakkerne har der ligget store huse. Men særlig interessant er, at den nordlige bebyggelse tilsyneladende har været indhegnet af en firkantet palisade, 170 x 200 m i omfang. Hvad der gemmer sig inden for palisaden er endnu uopklaret, men der har i hvert fald ligget huse, nogle af dem fra samme tid som halbebyggelsen på den sydlige bakke, andre formentlig med et lidt senere ophørstidspunkt.¹¹⁵

Endnu kender vi ikke svaret, men spørgsmålet lyder, om det ikke er her, vi skal finde den hedenske kongsgårds kristne fortsættelse. Netop den allerseneste oldtids stormandsgårde kan være omgivet af kraftige palisadeindhegninger, som vi har set det ovenfor. Og til disse sene anlæg hørte undertiden også en kirke. Er det mon en sådan, der ligger inden for den firkantede palisade? På et af Ole Worms prospekter af Lejre fra 1643 er markeret en lille højning. På prospektet er den betegnet M: Kirkehøj!

En stormandsbebyggelse i virkeligt format har man ud over i Lejre og Tissø også fundet ved Toftegård, ikke langt fra Strøby på Stevns.¹¹⁶ Ligesom de to andre var bebyggelsen ved Toftegård grundlagt engang i yngre germansk jernalder (se Magtens boliger), og den lå der til sent i 900-tallet. Formentlig var der tale om en indhegnet storgård med en central halbygning på ca. 37 m's længde og omliggende udhuse. Fundene fra hallens område adskiller sig væsentligt fra de øvrige fund på stedet. Der er tale om bl.a. frankiske drikkeglas, smykker og beslag af høj kvalitet fra ud- og hjemland, perler af karneol og bjergkrystal, våben og rideudstyr, arabiske sølvmønter samt klippede sølvstykker. Værkstedsspor antyder også, at der har foregået en omfattende produktion på pladsen. Udgravningerne er imidlertid af så ny dato, at det endnu ikke er muligt at vurdere pladsen i forhold til de andre kendte stormandsbosættelser.

Stormandsgårde, og i nogle tilfælde sikkert kongsgårde, dvs. ejendomme hvorfra kongens besiddelser, krongodset, blev bestyret, er i de senere år blevet påvist flere steder rundt om i Skandinavien. I Borg på Vestvågøy i Lofoten, helt oppe i det nordligste Norge, har man f.eks. fundet resterne af det største hus, som kendes fra vikingetiden i Skandinavien.¹¹⁷ Over 80 m langt og 9 m bredt var det, bygget med vægge af træ og med en isolerende tørvevold udenfor. Efter alt at dømme har det både rummet beboelse, stald, gildeshal og værksteder. De fund, der er gjort på stedet, adskiller tydeligt gården fra tidens almindelige gårdanlæg. Ligeledes vidner nogle nærliggende tomter af 22-26 m lange bådhuse om, at der til bosættelsen har hørt store skibe, som har kunnet gå i langfart syd- og vestover.