Båden (500-250 f.Kr.)

Det var et prægtigt fartøj, angriberne havde efterladt på stranden på det nordlige Als, da slaget var ovre. Omkring 19 m lang var den, vægten var ca. 530 kg. I forhold til størrelsen var det en meget let, og samtidig meget velkonstrueret båd. En krigskano skulle man måske kalde den. Skrogets største bredde var 1,9 m, og højden midt i båden fra bundplanke til ræling var 0,7 m.

22-23 krigere havde båden rummet, da den i angrebets første fase var løbet op på stranden. Tyve af dem havde padlet båden frem – de havde siddet parvis på bådens tofter. Foruden dem havde der formentlig været en eller to rorsmænd og måske en anfører med i båden.

Lad os se nærmere på det fornemt byggede fartøj. Dets skrog var sammensat af brede planker af lindetræ. Deres længde var ca. 15 m. De må være fremstillet af træer, som stående på roden havde været mindst 20-25 m høje og med en diameter på mindst 70 cm i 15 meters højde. I nutidige danske skove finder man så at sige aldrig lindetræer af sådanne dimensioner. En lindestamme af den størrelse kunne næppe give mere end to planker af de nødvendige dimensioner. Da der indgik fem af dem i skrogets konstruktion, må tre af lindeskovens kæmper altså have ladet livet, for at bådebyggeren kunne få råmateriale nok. Der har været et enormt træspild, for plankerne var med økse hugget ned til kun to centimeters tykkelse.

Den ene af de fem planker var bådens bundplanke. Desværre manglede den næsten helt, da båden blev udgravet. Formentlig var den blevet taget op ved tørvegravning en menneskealder tidligere. Af bådens konstruktion fremgår det, at den må have haft en længde på ca. 15,3 m, og dens bredde må have været omkring en halv m. Planken må have været smallere mod bådrummets afslutning, og den svage krumning midt på planken gik mod enderne over i en smal, dyb udhulning. Uden for bådrummet i begge ender fortsatte planken massivt med ovalt tværsnit og blev med en lang lask forbundet til et opadkrummet, snabellignende træstykke.

Det er ikke muligt at afgøre, om bundplanken har været „udspændt“. Ved udspænding forstår man en åbning af en udhulet træstamme, som ved smidiggørelse med varme gøres fladere og dermed bredere på midten.

Herved løfter stammens ender sig i vejret, og processen giver såvel langsgående styrke som „spring“ i det fartøj, hvori stykket anvendes.

For og agter i båden sad stævnklodserne, dvs. de stykker træ, som bordplankerne skulle syes fast til. Stævnklodserne, der foroven løb ud i en snabellignende konstruktion, var ved syning med lindebast monteret på bundplanken og fastgjort med en art „lås“, dvs. et bræt af egetræ, der udgjorde dens egentlige stævn. Alle de anvendte egeplanker var plankløvet ud af én egestamme og indeholdt kun meget få årringe. Det betød, at man ikke kunne lave en årringbestemmelse af træet og dermed give en sikker datering af båden.

De fire bordplanker af lind var 12-13 m lange, 65 brede og hugget ned til en tykkelse af kun to cm. Hver af dem havde på indersiden med ca. 1 meters mellemrum udsparede klamper. De skulle tjene til fastgørelse af bådens spanter eller ribbestativer, som de rettelig bør betegnes. De to rælingsplanker var hver forsynet med en fortykkelse, en kant som bidrog til forstærkelsen af langskibet. Bordplankerne var spændt ind til bundplanken og fastgjort på indersiden af de stævnklodser, som endte i snabellignende forlængelser. De øvre og nedre stævnforlængelser var formentlig forbundet med et smalt træstykke, som var tappet ind i snablerne. Et sådant træstykke blev fundet nær bådens forstavn. Det var dekoreret med udskårne vinkelbånd.

Ribbestativerne var fastgjort til de klamper, der med ca. 1 meters mellemrum sad i bådens inderside. Et ribbestativ bestod af en krumbøjet hasselkæp, som i et ubrudt forløb var surret til de nævnte klamper. Øverst i begge sider var stativet udformet som en tofte med to vandrette sæder. Der var ti sådanne tofter med sæder, og der har siddet to mand på hver tofte. Tyve mand har således kunnet sidde ned og padle båden fremad.

Nær bådbunden sad en slank asketræstang som tværstøtte på ribbestativerne. Den fastholdt og forstærkede hasselribben. I den brede del af båden understøttedes tofterne desuden af to -nær enderne af ét – lodretstående brædder. De var foroven tappet ind i toftens underkant. Nedadtil gik de gennem asketværtræerne for at ende i et øje, hvorigennem hasselkæppen var ført. Disse lodrette toftestøtter var af asketræ.

I bådens agterende sad en stor trapezformet plade af lindetræ, der må have tjent som sæde for rorsmanden – en såkaldt „løfting“. Den var sammensat af to dele, og var understøttet af en firkantet bjælke. På løftingens for- og bagkant sad to „ulvetandsornamenterede“ brædder.

Der var ikke anvendt nogen form for metal i bådens konstruktion. Alle enkeltdele var syet, surret eller tappet sammen. I bordplankernes kanter var der med 7-8 cm's mellemrum to gennemboringer, henholdsvis over og under overlapningen mellem bordene. Herigennem var systingene blevet ført. Princippet var, at man gennem hvert hul førte to modsatgående snore, som dannede en slags sting rundt om plankekanterne. Syhuller og revner var tætnet med en olieholdig kit, hvori muligvis indgik oksetalg som bindemiddel.

I bunden af båden lå nogle tynde, flade brædder, som var tilspidset i begge ender. Længderne af disse træstykker var 105-118 cm. De blev formentlig anvendt som gangbrædder til beskyttelse af syningerne ved bordsamlingerne.

Det lette fartøj var blevet padlet gennem vandet af krigerne placeret på tofternes velformede sæder. I begge ender af båden var der desuden brede styreårer, som tilsyneladende blev brugt til at korrigere bådens retning fra begge bådender. Man kan dog ikke udelukke, at den ene styreåre var bragt med som en reserve.

Det var ikke en ny båd, de slagne krigere havde efterladt på stranden. Den havde mange reparationer af mindre lækager, som var blevet udført ved, at man først smeltede tætningsmasse og smurte den ind i lækagen. Så havde man inde i båden trykket et tilpasset træstykke over og syet det fast med snor, hvorefter det hele blev dækket af et tykt lag tætningsmasse. Et par steder var der revner i plankerne så lange som en meter. De var på samme måde blevet dækket med lister af tilsvarende længde.

Padleårerne var også blevet efterladt ved båden. De var ikke helt ens, og længden var lidt forskellig, omkring halvanden meter. De havde dog alle et langt og smalt blad. Alle var de gode padleårer, og der må have været 20 af dem, to ved hver af de ti tofter.

Det hurtige og spændstige fartøj vejede omkring 530 kg. Inklusive en besætning på 24 mand à 72 kg gav det en vægt på 1.730 kg. Hertil kom våben og udstyr på ca. 16 kg pr. mand, i alt 380 kg. Alt i alt må båden fuldt lastet ved ankomsten have vejet ca. 2.640 kg.

En dendrokronologisk datering af båden har som nævnt ikke været mulig. Men i 1987 besluttede man sig for at forsøge en kulstof 14-datering.⁴⁵ Hjortspring Mose blev genåbnet, og i det gamle udgravningsfelt fandt man et antal brudstykker af spydstager og en stump af et af bådens ribbestativer. To af spydstagerne blev dateret til ca. 390 f.Kr., mens fragmentet af ribbestativet blev bestemt til ca. 370 f.Kr. En række forhold taler dog for, at fældningstidspunktet for træet må være omkring 20-70 år ældre. Den sandsynligste alder for bådfundet, disse forhold og andre usikkerheder taget i betragtning, er derfor sat til 350-300 f.Kr.⁴⁶

For at vurdere bådens sødygtighed og sejleevne har man i den sidste menneskealder gennemført flere forsøg. Et blev udført i 1971 ved Vikingskibshallen i Roskilde. Man byggede en første kopi af Hjortspringbåden, og kunne konstatere, at fartøjet var forholdsvis let at padle frem og manøvrere med. Byggeriet af båden led dog under mangel på egnet lindetræ, og det var først tyve år senere, at et bedre kunne gennemføres.

Det blev udført af det såkaldte „Hjortspringbådens Lav“ på Als, en gruppe af frivillige. I 1994 havde man kunnet skaffe sig egnede lindetræer i Polen, og fem år senere var en ny rekonstruktion af Hjortspringbåden færdigbygget og kunne søsættes under navnet Tilia.⁴⁷ Man kunne nu begynde af foretage testsejladser, som skulle belyse bådens accelerationsevne, hastighed, stopdistance, vendediameter og stabilitet. I samarbejde med Vikingskibshallen i Roskilde og Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskningscenter foretog man langturssejladser ved Als. Resultaterne viste tydeligt, hvad det var for et fremragende fartøj, man stod overfor. Bemandet med 20 erfarne roere, som kunne tage op til 55 tag i minuttet, kunne båden let skyde en fart på 6 knob. Og man kunne f.eks. beregne, at på en sommerdag med roligt vand ville en tilsvarende båd i oldtiden have kunnet sejle den 55 sømil lange distance fra Limfjordens østlige munding via Læsø til Sverige på 12 timer.

Selv om der i dag mangler store dele af den herlige lindetræsbåd, er der ingen tvivl om, at den er en fuldgyldig repræsentant for den skibsbygningstradition, som i bronzealderen fik sit kunstneriske udtryk på klipper, sten og bronzer (se Skibet og bronzen). Der er imidlertid meget få fund fra bronzealderen, der kan vise, hvordan denne tradition udviklede sig. I nogle kraftigt byggede både fra North Ferriby ved floden Humber i Yorkshire, England, er der dog konstruktive træk, som kan sammenlignes med Hjortspringbåden.⁴⁸ North Ferriby bådene er fra bronzealderens begyndelse og er således mere end et årtusinde ældre end Hjortspring. Men deres planker er som i Hjortspringbåden holdt sammen med surringer, der er udsparet klamper på bordene i forbindelse med tværafstivningen af båden, og båden er bygget ud fra samme bundplanke. Men selv om der er ligheder, er forskellene mellem de engelske både og Hjortspringbåden dog meget store. Et kendskab til, hvordan den fremragende nordiske bådbygningsteknik udviklede sig i sine første årtusinder, har vi endnu til gode.

Derimod ved vi, at både af Hjortspringtypen har sejlet i farvande langt fra det nuværende Danmark. Ved Själevad i Västernorrland, Nordsverige, mere end tusinde km fra Danmark, er fundet en bådtofte, som må have hørt til en båd af Hjortspring-typen.⁴⁹ Toften er et omhyggeligt tildannet stykke skovfyr med en bladformet flade for hver ende af en T-formet midterdel, ganske som i Hjortspringbåden. Det måler 93 cm i længden og er kulstof 14-dateret til ca. 220 f.Kr.

Toften blev fundet lejret ca. 2 m dybt i ler. Fundstedet er interessant, for det ligger ca. 5 m over det nutidige havniveau. Med en landhævning på ca. 1 m pr. 100 år, som det sker i disse nordsvenske egne, burde fundstedet have ligget 22 m over havet, hvis toften var blevet efterladt på datidens strandbred. Det kunne tyde på, at det drejer sig om et forlist fartøj, der engang i den ældre jernalder sank på dybt vand.