Bag landsbyens hegn

I den keltiske jernalder opstod de første landsbyer i Danmark. Her et stemningsbillede fra Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre, hvor man igennem mange år har eksperimenteret med at efterligne byggeskikken i jernalderens landsbyer.

.

Den ældste fase af den indhegnede landsby ved Grøntoft i Vestjylland fra omkring 3. århundrede f.Kr.

.

Rekonstruktion af den ældste fase i landbyen Vendehøjs udvikling.

.

Nr. Holsted-landsbyen var indhegnet ligesom Grøntoft-landsbyen. I Nr. Holsted var der tale om to faser, hvor indhegningen skiftede forløb. Den ældste lå i retningen sydvestnordøst, medens den yngste var orienteret mere i retningen vest-øst. Husene fra den ældste fase er markeret med gråt, husene fra den yngste fase med sort.

.

Rekonstruktionstegning af Hodde-landsbyen set fra sydøst. Hele landsbyen var omgivet af et kraftigt hegn. Hver enkelt gård desuden af mindre hegn og gærder. I midten af landsbyen ses det store fællesareal, den såkaldte forte.

.

Hodde-landsbyen i dens tidligste stadie (øverst) og som den så ud, da den var fuldt udbygget (nederst).

.

Et lille gårdanlæg i Hodde-landsbyen. Langhuset har fire sæt tagbærende stolper, og i staldenden er der plads til 8-10 kreaturer. Et enkelt udhus hører til gården.

.

Stormandsgården i Hodde-landsbyen. Langhuset har 8 sæt tagbærende stolper og i staldenden er der plads til 18-20 kreaturer. Desuden hører to økonomibygninger til gårdanlægget.

.

Landsbyer omgivet af et fælleshegn er kendt fra både keltisk og tidlig romersk jernalder i Syd- og Midtjylland. De ældste ses øverst, de yngste nederst.

.

Heroppe i det store nordeuropæiske lavlandsområde, hvis beboere så sent som i det 1. århundrede f.Kr. af romerne fik tildelt navnet „germanere“, fandtes der, som vi har hørt, ingen bykultur. Befolkningen opretholdt livet udelukkende som agerbrugere og kvægholdere, og de levede i gårdanlæg, der i mindre klynger eller som små landsbyer lå spredt ud over landskabet. Men netop fremvæksten af disse landsbysamfund er noget, vi med tydelighed kan følge i Jylland igennem de fem århundreder, den keltiske jernalder varede.

Den keltiske jernalder var en tid, hvor landbruget ekspanderede kraftigt. Vi har set, hvordan man ved periodens begyndelse lagde driftsformen om og etablerede sig i små familiebrug, der fungerede inden for et fællesskab, som efterhånden fik sit synlige udtryk i de indhegnede landsbyer.

Netop disse landsbyer har man i Jylland igennem de sidste par menneskealdre udgravet i stort tal. Det er ikke altid sket ved, at man har afdækket alle sporene efter oldtidsbebyggelsen. Bopladsudgravninger er kostbare, og ofte har man af økonomiske og tidsmæssige årsager måttet lade sig nøje med et udsnit af helheden. Det gælder f.eks. ved de såkaldte nødgravninger, der finder sted i forbindelse med anlæggelse af motorveje, naturgasledninger eller anden bygge- og anlægsvirksomhed. Da giver den danske lovgivning mulighed for at afdække det, som direkte er truet af ødelæggelse ved anlægsarbejderne – og lidt til. Men resten må man lade urørt.

Sådanne delvise udsnit af en større helhed, nogle få huse af en landsby f.eks., har naturligvis deres værdi. Men det hænder også, at arkæologerne må samle alle de tilgængelige ressourcer og tage sig tid til at afdække samtlige de spor af f.eks. en jernalderlandsby, der skjuler sig under muldlaget. Sådanne totaludgravninger er blevet udført i en halv snes tilfælde i de sidste 30-40 år. Og resultaterne har mildt sagt været epokegørende.

Den første større totaludgravning af en jernalderlandsby blev gennemført i 1960'erne og 1970'erne ved Grøntoft i Vestjylland.23 Vi har hørt om den tidligere (se Fællesskabets landsbyer), den gav os et billede af et jernaldersamfund, som i mere end 300 år havde ligget på de højt rejste bakker mellem Spjald og Nørre Omme i trekanten mellem Herning, Ringkøbing og Holstebro. Landsbyen, der bedst kan beskrives som en klynge af huse, havde ikke altid ligget på samme sted. For efterhånden som husene blev udtjente, var de blevet revet ned og flyttet til et nyt sted, dog ikke langt derfra. Det var en såkaldt vandrelandsby, man for første gang var stødt på.

I det 3. århundrede, eller muligvis i begyndelsen af det 2. århundrede f.Kr., havde landsbyens beboere gjort noget radikalt. De flyttede gårdene tæt sammen inden for et begrænset område og omgav det hele med et beskyttende hegn. Samtlige gårde lå nu inden for et indhegnet areal, ca. 2700 m2 stort. Det gav arkæologerne et klart øjebliksbillede af landsbyen, som den havde set ud midt i den keltiske jernalder.

I palisadehegnet var der en indgang i nord og to indgange i syd. Men selve hegnet har næppe haft forsvarsmæssige formål. Det skulle nok snarere tjene til at markere et fællesskab og holde løsgående kreaturer væk fra husene, hvis vægge og tag let kunne beskadiges af dyrene. Landsbyen bestod af 12 bygninger, dvs. fem større gårde med hver 8-18 stykker kvæg, 2 mindre gårde med hver 3-4 stykker kvæg, 3 langhuse (gårde) tilsyneladende uden opstaldet kvæg og endelig et par udhuse.24 Samlet må landsbyen have rummet ca. 8-10 husstande med noget over et halvt hundrede beboere. Hertil kom 70-80 stykker større kvæg.

Landsbyen blev fuldstændigt fornyet i to omgange i de par generationer, den eksisterede. Hver omgang betød en systematisk fornyelse af en halvdel af landsbyen. I den sene fase blev palisadehegnet bygget om, men der skete ikke større ændringer i antallet af gårde. Karakteristisk for husene var, at de alle lå orienteret øst-vest. Desuden at der ikke var hegn, som adskilte de enkelte gårdenheder, som det blev skik og brug i senere landsbyer – og endelig at gårdene havde fælles adgang til det omgivende land. De havde altså ikke hver sin egen udgang gennem palisaden, som det også senere blev almindeligt.

Hele anlægget giver indtryk af, at der i landsbyen må have eksisteret et ret vidtgående fællesskab, ganske som man kan se det i de endnu større landsbyer, der kendes kun hundrede år senere.

Den omgivende palisade stod i en fundamentgrøft, som var 20-40 cm bred og lige så dyb. I dens bund fandt man spor af 20-25 cm tykke stolper, som regelmæssigt stod med en indbyrdes afstand på 70-90 cm. Mellem de større stolper var der også mindre stolper at se. Der var i hegnet kun en åbning i nordsiden og en i sydsiden ind til landsbyens gårde, vel at mærke en bredere åbning beregnet til kreaturer. Endvidere var der et par steder indgange i hegnet, der var så smalle, at et kreatur ikke kunne komme igen nem, men lige akkurat et menneske. Det taler for, at palisaden først og fremmest skulle beskytte husene mod de større husdyr.

Den indhegnede Grøntoft-landsby var formentlig blot én variant af gennemsnitslandsbyen, som den så ud i Jylland i disse århundreder. En anden variant har man udgravet ved Vendehøj, der ligger ved Kalø Vigs inderste dele i Østjylland.25 Vendehøj-landsbyen lå på et stort, nærmest trekantet og fladt plateau, som i dag bogstaveligt talt er et kæmpemæssigt hul i jorden, skabt af vor tids grusgravning. Mod nord og vest var plateauet afgrænset af lavtliggende områder, som i jernalderen sikkert lå hen som eng. Mod sydøst var der et lidt højereliggende plateau. På siderne af dette lå landsbyens gravplads.

Vendehøj-landsbyen blev anlagt et par århundreder f.Kr. Det første byggeri udgjordes af to gårde, som blev opført på plateauets nordligste del. De bestod hver af et forholdsvis beskedent langhus og et lille udhus. Vi kan kalde de to gårde pionérgårdene. Begge var de omgivet af et hegn.

Længe varede det ikke, før flere familier kom til. Snart efter anlagde man nemlig langs hele plateauets nordlige kant en egentlig landsby. I en lang, øst-vestgående række opførte man syv, sammenbyggede gårde. Størrelsen af gårdene faldt trinvis fra vest mod øst, langhusene i de to vestligste gårde var de største. De var iøvrigt opført på tomterne af de to pionérgårde. Hver enkelt gård i rækken bestod af et langhus og i de fleste tilfælde et udhus. Mellem fire og seks sæt stolper bar taget i langhusene, hvis længde kunne være mellem 12 og 17 m. I denne landsbyens første fase var alle udhusene forsynet med to sæt tagbærende stolper. Der var ikke nogen palisade rundt om landsbyen. Men hver enkelt af gårdene var omgivet af hegn, som havde rette sider og skarpe hjørner. Der var ganske stor variation i de gårdtofter, de enkelte hegn omkransede: fra knap 300 m2 til godt 600 m2.

Vendehøj-landsbyen blev liggende på ét og samme sted gennem henved fire århundreder. Dens første fase var imidlertid forholdsvis kortvarig,26 så kort at der ikke var behov for at udføre reparationer hverken af husene eller af hegnene. Så efterfulgtes den sammenhængende rækkelandsby af en bebyggelse bestående af små, spredte gårde. To parallelle, nord-syd gående, uregelmæssige rækker udgjorde nu landsbyen, som bestod af i alt 12-13 gårdanlæg.

Såvel langhusene som gårdtofternes størrelse var nogenlunde som i den første fase. Dog havde hegnene fået afrundede hjørner, og der stod kraftige portstolper midt for hegnets længste side. Flere steder kunne man se tegn på ombygninger af huse og hegn. Det må betyde, at fasen havde en vis varighed, og at landsbyens udvidelse fra 7 til 12-13 gårde foregik over nogen tid – måske op mod et århundrede.

Med den tredje fase er vi nået godt ned i det 1. århundrede f.Kr. Den spredte struktur fra fase 2 blev bibeholdt, idet gårdene i mange tilfælde blev liggende på samme sted – deres antal var fortsat omkring de 12. Men der var kommet velstand til landsbyen. Det ser man af, at der nu skete en væsentlig forøgelse både af langhusenes størrelse og af gårdtofternes areal. Langhuse med en længde på 20 m var ikke ualmindelige og blev ved med at være det i landsbyens fortsatte eksistens ind i det 1. århundrede e.Kr. (se Et tæt befolket bondeland).

Endnu en totaludgravet landsby kan nævnes, nemlig Nørre Holsted, som i den senere del af den keltiske jernalder lå i Holsted sogn, vest for Vejen, på motorvejsstrækningen mellem Kolding og Esbjerg.27 Dens samlede areal var 200 x 45 m, og den var indrammet af et fælleshegn. Landsbyen havde eksisteret i to faser. I den yngste af de to faser havde bebyggelsen bestået af 20 gårde. Det var således en ganske anselig landsby. Nogen stormandsgård synes den dog ikke at have rummet.

Yderligere et par mere eller mindre totalafdækkede bebyggelser kan nævnes, nemlig Borgård ved Kolding28 og Siggård nær Skive.29 I det sidstnævnte tilfælde var flere af bygningerne brændt ned. I en af dem fandt man knoglerne efter syv indebrændte kreaturer.

Antallet af udgravede bosættelser fra de sidste århundreder f.Kr. er stort. Men det er kun de færreste af dem, der kan givet et indtryk af landsbyens samlede størrelse og struktur.30 Men de viser dog, at også når det drejede sig om helt små enheder, svarede boligformen nøje til tilsvarende gårde i de større landsbyer som f.eks. Hodde.

Ligesom Grøntoft var Vendehøj og Nørre Holsted formentlig landsbyer af gennemsnitsstørrelse. Men der fandtes også landsbyer af en højere orden i disse århundreder, dvs. landsbyer, som var centralpladser i bosættelsesmønstret, og som spillede en særlig rolle hvad angik økonomi, lederskab, eksterne kontakter og muligvis også fornyelse i videre forstand.31 En sådan landsby var Hodde, der lå på østsiden af en lille bakkeø i Hodde sogn i Sydvestjylland.32 Hodde bakke er afgrænset mod nord og vest af en ca. 100 m bred ådal. Mod syd afgrænses bakken af den 2-300 m brede Varde Ådal, mens den mod øst fortsætter jævnt over i den meget flade Grindsted hedeslette. Der var således mængder af godt græsningsland omkring selve bakken, der dækkede et areal på 1,5 k.

Hodde-landsbyen var stor. Da den var på sit højeste, boede der op mod halvandethundrede mennesker i den. Ved udgravningerne i 1971-73 afdækkede man mere end 80 huse inden for et areal på 15.000 m2. Ikke alle var dog samtidige; gårdene blev ombygget og ændret i løbet af de ca. 150 år, landsbyen lå her, nye huse kom til, mens andre forsvandt. Men takket være indhegningerne af gårdtofterne og det store fælleshegn rundt om landsbyen, kan man adskille de enkelte gårdenheder og følge både deres og hele landsbyens udvikling gennem de ca. 150 år, den eksisterede frem til vor tidsregnings begyndelse. I løbet af det tidsrum kan man skelne mellem tre bebyggelsesfaser, hvoraf den mellemste var den største.33

Men lad os aflægge landsbyen et besøg og se, hvordan den så ud engang i det sidste århundrede f.Kr., da den var i sin blomstringstid. Vi nærmer os den en sommerdag nede fra de lavtliggende områder. Kvæget står stille i varmen dernede i engen som mørke biller. Agertidsel, gul ranunkel og røllike duver i slettelandets græs i den lette sommervind. Alle lavninger er fulde af vild kørvel. Vi passerer et par småkrat af hvidtjørn med mængder af brombærris ved foden. Nogle få fritstående, vindhærgede træer står her også ved stien, som fører frem til landsbyen.

Allerede på afstand tegner den sig markant i slettelandskabet med sit kraftige, mandshøje palisadehegn. Vi går gennem en af de store porte og følger den brede sti frem til den åbne plads i midten. Der er helt stille herinde mellem husene, når man undtager spyfluernes summen og lyden af nogle enkelte dyr inde i staldene. Det er tydeligt, at der ofte færdes mange kreaturer her, for jorden er overalt optrampet, græs gror her ikke meget af. Hele vejen rundt om os ligger de indhegnede gårde med højt rejste stråtag og lerklinede vægge. Gårdenes hegn er nu ikke så kraftige som den omgivende palisade. Alle vender de i samme retning, nemlig øst-vest. Her i de stille middagstimer bager solen ind på husenes sydlige langside.

Hvert af husene har to indgange – én midt for hver langside. Døren er ikke mere end lidt over en meter høj og ca. 60 cm bred. Den er lavet af et par egeplanker, som er samlet med to tværlister – og den er netop så stor, at et kreatur lige kan gå igennem den. Menneskene derimod må bukke sig for at komme ind i huset.34

Når vi først er kommet inden døre, og øjnene har vænnet sig til halvmørket, ser vi, at vi befinder os i en mellemgang, der deler langhuset i stald og bolig. Vi kan høre og lugte dyrene inde i staldenden. De står i båse langs begge sider af rummet med en staldgang i midten. I den modsatte del af huset, altså i vestenden, kigger vi ind i opholdsrummet, hvor jernalderbonden og hans familie arbejder, spiser og sover omkring ildstedet midt i rummet. Det er svært at se detaljerne, men vi kan dog skimte den store væv med dens mange vævevægte, der står oprejst derovre ved væggen. Vi kan også skimte tæpper og skind, der ligger på sovebriksene langs væggene. Og vi kan endelig skimte de potter og pander, der står samlet omkring arnen eller er anbragt på hylder langs væggene.

Nu er billedet af gårdene i Hodde alene skabt på grundlag af de aftryk af nedgravede stolper, som arkæologerne kan se i undergrunden. De giver imidlertid mange oplysninger om f.eks. de forandringer, hver enkelt gård gennemgik i landsbyens levetid. Man kan bl.a. se, hvorledes de omgivende hegn er udskiftet flere gange. Deres fundamentsgrøfter gør det muligt at udskille, hvilke huse og tilhørende hegn der har eksisteret på samme tid i landsbyen. Ja, de bevarede spor af hegnene er nøglen til at forstå hele landsbyen. Den er bygget i tre faser, hvoraf den første er fra midten af det 2. årh. f.Kr., og den sidste er fra årtierne omkring Kr.f.

Ind til næsten hvert eneste af landsbyens huse er der i de omgivende hegn åbninger, der oftest ligger lige over for husenes indgange. Vigtigt er det også, at der inden for den palisade, som omgiver landsbyen, findes hegn, der går fra palisaden enten ind til vægge eller hjørner af mange af husene eller mellem de enkelte langhuse. Således er det muligt præcist at adskille, hvilke huse og tilhørende hegn, der har stået på samme tid i landsbyen, hvilke huse der danner en sluttet enhed, og hvor mange enheder, dvs. gårdanlæg der har eksisteret samtidig i landsbyen.

I hele landsbyens levetid omfattede den i alt 86 huse. Der er tale om små udhuse med en længde på 4,5 til 7,5 m og langhuse med en længde på 9,5 til 22,5 m. Alle er de i gennemsnit 5 m brede, og alle er de konstrueret på samme måde med to rækker tagbærende stolper og en lerklinet, grenflettet væg. I de små udhuse ligger indgangen midt i den ene langside eller i den ene smalside. Langhusene har gerne to indgange, som er placeret over for hinanden omtrent midt i hver langside.

Langhusene er næsten alle delt i tre rum med hver sin funktion. I vestenden er der et centralt ildsted. Her boede, spiste og sov man. Derefter følger et indgangsrum, hvorfra der er adgang til beboelsesenden og til husenes østlige del. I østenden viser båseskillevægge, at der har været stald. Langhuse med en længde på 11-14 m har en 5-6 m lang stald med plads til 14-16 større kreaturer. I de større, 14-16 m lange huse, er der en stalddel på 7-8 m's længde. I den er der gerne plads til 18-20 større kreaturer. Det største af landsbyens huse, stormandsgården, som er 22,5 m lang, har en 12 m lang stald. I den er der plads til 22 større dyr.

Hvad de små udhuse, som hører til gårdanlæggene, har været brugt til, er ikke altid klart. I flere af dem er der fundet et ildsted. Det viser, at husene har været opvarmede. Og i to af dem har man fundet slagger. De har formentlig fungeret som smedjer.

Husene og deres hegn viser, at man i landsbyen kan udskille flere forskellige, sluttede enheder, dvs. gårdanlæg. I et sådant indgår altid et langhus, som enten kan eksistere alene, eller det kan have et eller to mindre udhuse knyttet til sig. De små udhuse er altså ikke selvstændige enheder, men hører altid sammen med et langhus. Et gårdanlæg har formentlig rummet en familieenhed, vel bestående af 5-7 personer.35

Et gårdanlæg kan i Hodde bestå udelukkende af et langhus. Det kan enten være et mindre langhus på 11-13 m's længde med 14-16 båse eller et større langhus på 14-18 m's længde med op til 22 båse. Det kan dog også være et langhus helt uden stald. Denne gårdform finder man i alle landsbyens faser.

Som nævnt kan et gårdanlæg også bestå af et langhus og et mindre udhus, som er placeret vinkelret i forhold til langhuset. Eller udhuset kan være placeret parallelt med langhuset, således at de to indgange ligger lige over for hinanden.

Endelig kan et gårdanlæg bestå af et langhus og to udhuse placeret på samme side af langhuset. På den måde danner husene en på tre sider lukket gårdplads. Alle husene har indgange ud til pladsen. Normalt har langhuset i disse gårdanlæg en længde på 11-13 m og rummer 1416 båse.

Der er imidlertid ét gårdanlæg, som ved sin størrelse adskiller sig fra alle de andre gårde i landsbyen. Det er stormandsgården, som både har større huse og kraftigere hegn. I alle landsbyens faser er det den største gård. I den ældste fase er stormandsgårdens langhus 28 m langt med plads til ca. 30 større dyr. Senere bliver det forkortet til 22,5 m's længde med plads til 22 større dyr. Sammen med langhuset hører to udhuse: de er henholdsvis 11 m og 7 m lange.

Sit højdepunkt når landsbyen i den yngste fase. Den er da fuldt udbygget og rummer 27 samtidigt eksisterende gårdanlæg med i alt 53 huse. Alle gårdanlæggene må have været selvstændige produktionsenheder. De enkelte gårdanlæg har egen indgang gennem landsbyens omgivende hegn til områderne uden for selve landsbyen, men samtidig har de egen adgang til et frit areal i midten af landsbyen. Til nogle få gårdanlæg kan man knytte et bestemt håndværk, f.eks. smede- eller pottemagervirksomhed, som må have været bierhverv.

Gårdanlæggene har fungeret inden for et landsbyfællesskab. Det kan man se af flere forhold. F.eks. er den omgivende palisade opført som et samlet bygningsværk i landsbyens ældste fase. Det er desuden fornyet to gange, også som et samlet bygningsværk, i de efterfølgende to faser. Endvidere har landsbyens åbne midterareal eksisteret gennem hele landsbyens levetid. De enkelte gårdanlæg har særskilt adgang til dette midterareal. Det må betyde, at det har været allemandseje. De mindre åbninger i palisaden ind til de enkelte gårde er så smalle, at de udelukkende har været brugt til gående færdsel af mennesker og dyr til de enkelte gårdanlæg. I den ældste landsby er det f.eks. tydeligt, at der kun findes en bredere åbning i det østlige hegn, hvorigennem der har kunnet køre vogne ind i landsbyens midterareal.

Ser vi på Hodde-landsbyen som helhed, så skimter man en opdeling af dens beboere i i hvert fald fire grupper – eller måske snarere sociale lag. I toppen af landsbysamfundet finder man stormandsgården med et bebygget areal på ca. 200 m2. Stormandsgården var tydeligvis den største i hele landsbyens levetid, dvs. igennem ca. 5 generationer frem til Kr.f. Inden for dens område lå landsbyens største langhus og to mindre huse.

Næste lag udgøres af gårde med et bebygget areal på 110-130 m2. De består af et langhus med ét til to mindre huse. I langhusene er der staldplads til 16-22 dyr. I løbet af Hoddes levetid veksler antallet af disse gårde i landsbyen mellem to og fire.

Så følger det tredje lag, som udgøres af hovedparten af gårdene i alle tre faser. Gårdenes bebyggede areal er på 50-100 m2, og de består enten kun af et langhus eller af et langhus med et til to udhuse. I langhusene er der staldplads til 14-16 dyr. Enkelte anlæg med kun ét langhus har staldplads til 18-22 dyr og må indtage en mellemstilling mellem andet og tredje lag.

Endelig er der så det fjerde lag, som udgøres af enkelte mindre langhuse. De har et bebygget areal på 45-50 m2 og består kun af et mindre langhus uden erkendt stald.

Den økonomiske ulighed mellem menneskene, som lagdelingen afspejler, havde sin faste forankring i slægten og traditionen. Ingen af gårdene ændredes nævneværdigt i tidens løb. Nogle havde store stalde, andre små, og endnu andre havde slet ingen. Og sådan blev det ved, generation efter generation.

Blandt alle gårdene indtog stormandsgården klart en særstilling. Den havde den største stald, den største toft og det kraftigste hegn. Og hertil kommer, at i stormandsgården finder man den finest udførte keramik. Det var smukke, blanksorte krukker, som sikkert blev beundret ved de gæstebud, som stormandsgården må have været rammen om. Det ene af gårdens udhuse er af en størrelse som et normalt langhus. Det har tillige sit eget omgivende hegn. Formentlig har dette hus haft en særlig, vigtig funktion inden for stormandsgården. Gården var tillige den ældste i hele landsbyen. Den var pionérgården, og det var ud fra den, at grundlæggelsen af det lille samfund skete. Stormandsgårdens beboere var de første, der slog sig ned på stedet. Og de fastholdt deres ledende position gennem hele landsbyens levetid.

Stormandsgården blev bygget på bakkeøens højeste punkt, og herfra kan vi følge landsbyens fremvækst fra engang i det 2. århundrede f.Kr. Gården bestod af et langhus med stald, en lade og et omgivende hegn. Snart fulgte andre familier efter. De lagde deres gårde på en række på begge sider af den første gård. Da bebyggelsen var vokset til otte gårde, omgav man den med en fælles palisade. Hver gård havde sin egen åbning i palisaden, både ind mod det fælles frie areal, og udad til markerne. Tre store porte var fælles for alle og især beregnet til kørsel med vogn.

Det indhegnede areal var beregnet til at rumme et stort antal gårde. Disse flyttede efterhånden til, og et halvt århundrede senere havde landsbyen sin maksimale størrelse. Den rummede nu henved 135 mennesker og mere end 400 stykker kvæg på stald. Den havde nu 27 gårde samt lader, udhuse, huse uden stald og en smedje, i alt 53 huse. Smedjen lå nu uden for landsbyens fælleshegn – sikkert på grund af brandfaren. Tidligere havde der været smedevirksomhed ved en anden gård. Den havde dog kun været kortvarig. Landsbyens pottemager boede i en gård ved landsbyens nordside.

I landsbyens sidste tider svandt bebyggelsen noget ind. Mindst seks gårde blev nedlagt, formentlig fordi de flyttede til en ny landsby, der var under opførelse nogle få hundrede meter mod sydøst. Her har man nemlig ved luftfotograferinger på lokaliteten Hesselagergård kunnet påvise en anden landsby. Den var samtidig med slutfasen i Hodde, og dens huse lå på samme måde: omkring en central, ubebygget plads.

Det endelige punktum for Hodde blev sat i årene omkring Kr.f. Overflytningen til den nye landsby var sikkert afsluttet nu, og Hodde-landsbyen enten brændte – eller blev afbrændt. Alt af værdi var fjernet, og efter afbrændingen kunne den gamle landsbytomt hurtigt omdannes til dyrket mark for den befolkning, der nu boede i den ny landsby ved Hesselagergård.

Noter

23: C.J. Becker 1965, 1968, 1971a, 1976, 1982, 1987.

24: Langhusene i den indhegnede landsby synes alle at have tilhørt typerne IV A og IV B, som bortset fra et eller to isolerede huse ikke findes noget andet sted på bakken ved Grøntoft, se P.O: Rindel 2001.

25: C.K. Jensen & B. Ejstrud 1995, 1998, 2000.

26: Den dateres til periode IIa.

27: AUD 1993, 435, AUD 1994, 544 og AUD 1998, 536.

28: AUD 1998, nr. 452, med 12-13 langhuse samt udhuse og hegnsstumper.

29: AUD 1994, nr. 336, hvor der undersøgtes 22 hustomter. Ved de fleste var staldenden nedgravet op til 70 cm.

30: Af nyere udgravninger kan nævnes 1. Lille Hedegård, nordvest for Fjerritslev (AUD 1994, nr. 307) en boplads med sandflugtbevarede hustomter. 2. Præstegårdsmarken i det østlige Himmerland (AUD 1995, nr. 247) med 12 langhuse og fund af bl.a. en kælder med stensat luftkanal. 3. Vildbjerg, Sverigesvej, vest for Herning (AUD 1995, nr. 425) med 12 hustomter, hvoraf nogle med velbevarede staldender. 4. Øster-Bjerregrav, nær Randers (AUD 1998, nr. 366, AUD 1999, nr. 396), en klyngebebyggelsen med i hvert fald fire indhegnede gårde. 5. Uldum (Se Danmarks længste … 1987, nr. 1300). En stor bebyggelse fra 1. årh. f.Kr., 15 huse blev udgravet helt eller delvist. Særlig må fremhæves et indhegnet gårdsanlæg med mindst tre huse. Til disse nyere udgravninger føjer sig også et antal gamle udgravninger som f.eks. 6. Kraghede i Vendsyssel, der blev udgravet i 1905 som det første bopladsfund, hvor hustomter kunne erkendes (J. Martens 1998 i Hoops Reallexikon, bd. 17. 2000). Her udgravedes i alt fire hustomter, se G. Hatt 1928; O. Klindt-Jensen 1949; J. Martens 1998, i Hoops Reallexikon, bd. 17. 2000). 7. Øster Lem (C.J. Becker 1961, s. 91 ff.). Tre hustomter fundet i den nordvestlige udkant af en meget stor forekomst af oldtidsagre, se G. Hatt 1949, s. 92 ff. 8. Gørding (H. Andersen 1951a; C.J. Becker 1961, s. 81 ff.) Syv store hustomter, der lå sammen i en gruppe. I tilslutning til husene fandtes oldtidsagre.

31: J. Lund 1988, s. 159.

32: S. Hvass 1973, 1975a,c, 1976, 1977, 1979c, 1985b, 1988.

33: Faserne 1 og 2 er fra periode IIa, medens fase 3 rækker ind i Ilb, se S. Hvass 1985b, s. 95.

34: I et af husene i Nørre Fjand, se nedenfor, fandt man ved udgravningen en forkullet dør, som åbenbart var blæst ind under en voldsom brand. Døren bestod af et par egeplanker samlet med to tværlister. Den havde et dørhængsel, et pindhængsel, og hele døren var knap 125 cm høj og 60 cm bred.

35: Kossack, Behre & Schmid 1984, s. 380.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Bag landsbyens hegn.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig