Plan over den endnu ikke fuldstændigt udgravede jernalderlandsby ved Hedegård. Spor af det omgivende palisadehegn ses henholdsvis nordligt og sydligt i det udgravede område.

.

Borremose-landsbyen i Himmerland. En 150 m lang, brolagt vej fører fra det faste land ud til den holm i mosen, hvorpå landsbyen er anlagt.

.

Forenklet oversigtsplan af den befæstede Lyngsmoselandsby, som den tegnede sig efter udgravningen i 2002.

.

Lyngsmose-landsbyen, voldgraven er skåret gennem på tværs. Bunden af graven var dækket af opretstående „bajonetspidser“ af træ.

.

Lyngsmose-landsbyen, voldgraven er skåret gennem på tværs. Bunden af graven var dækket af opretstående „bajonetspidser“ af træ.

.

Udbredelsen af byhøje i det centrale og sydlige Thy. A: Tåbel, B: Mariesminde, C: Vestervig, D: Hurup. Kortudsnittet til højre viser en række af endnu ikke undersøgte byhøje (F, G og H), der ligger mellem byhøjene Heltborg (E) og Ginnerup (J).

.

Fra tårnet i Vestervig kirke ser man ud på en af jernalderens byhøje, gennemskåret af en vej. Den ene halvdel af byhøjen er under udgravning, den anden ligger i dyrket mark.

.

Oversigtsplan over den centrale del af landsbyen Nørre Fjand, udgravet 1938-1940. Ligesom i byhøjene i Thy har man bygget det ene hus oven i det andet. En sådan udgravningsplan er naturligvis svær at fortolke. Men det ser ud til, at der i landsbyens levetid kun har eksisteret ét større gårdanlæg. Omkring dette har der så grupperet sig flere mindre huse ofte uden stald. Den ældste fase af det store gårdanlæg er hus XIV med 17 båse i stalden. Det afløses af hus XVIII med 16 båse. Og dette afløses igen af hus IX med i alt 12 båse. I den yngste fase hører to økonomibygninger, Va og VII, til hovedhuset IX.

.

Bebyggelse med to gårdanlæg omgivet af hegn udgravet ved Grønbjerg Skole i Vestjylland.

.

Bebyggelse med tre gårdanlæg udgravet ved Omgård-Sig i Vestjylland.

.

Hodde var formentlig den centrale boplads for et større antal normallandsbyer. I centrallandsbyen boede den eller de slægter, som med tiden havde skilt sig ud fra flertallet, vundet sig rigdom og magt, så andre samlede sig om dem for at nyde godt af deres beskyttelse. Og beskyttelsen omfattede sikkert også de omgivende normallandsbyer. Men hvor stor en sådan samling indbyrdes forbundne landsbyer har været, ved vi ikke. Vi skal dog ikke længere end 50 km mod nordøst, før vi finder en centrallandsby af samme karakter som Hodde. Ved Hedegård i Ejstrup sogn, mellem Brande og Nørre Snede, inde i det åbne, engang hededækkede midtjyske landskab, er i 1990'erne udgravet en rig bosættelse delvis samtidig med Hodde.36 Landsbyen lå på den højeste del af et plateau, hvor der engang i nord og vest var udsyn over umådelige lyngklædte vidder, mod syd afgrænset af den brede Skjern Ådal. Et par hundrede meter mod nord lå landsbyens gravplads.

Hedegård-landsbyen er endnu ikke fuldt udgravet, og man kan derfor kun danne sig et foreløbigt indtryk af dens karakter. Men den er en af de største, vi kender fra tiden omkring Kr.f. – den dækker et areal på mindst 180 x 200 m. Ligesom Hodde har den været omgivet af et palisadehegn med tætstillede, kraftige stolper.37 Hegnet synes at have været fornyet mindst én gang. Det første hegn, som bestod af 25 cm tykke stolper, var nedgravet i en kraftig fundamentgrøft, næsten 1 m bred og dyb. Den anden fundamentgrøft var betydeligt mindre – det gjaldt også stolperne. I hvert fald er det ældste af hegnene så kraftigt, at det næsten virker som et forsvarsværk, hvad det måske også var i påkommende tilfælde.

Inden for hegnet lå der gårdanlæg med treskibede langhuse, nogle af dem med tilhørende udhuse og hegn. Flere steder var hustomterne dækket af et metertykt kulturlag med potteskår, aske, brændte sten og slagger fra smedning eller jernudvinding. Det vidner altsammen om en længerevarende beboelse. Det samme gør hustomterne, der fordelte sig på flere faser. Sammenlagt synes de at have strakt sig over et par hundrede år fra det 1. århundrede f.Kr. til ind i 1.-2. århundrede e.Kr.

Vi ved endnu ikke, om der var en høvdingegård i Hedegård-landsbyen, men at dømme ud fra fundene på den nærliggende gravplads må der have været en.38 Herom vidner flere grave med rige importgenstande (se De mange og de få).

Affaldslagene og håndværkergravene indikerer, at smedehåndværket, hvis ikke håndværk i almindelighed, spillede en stor rolle for landsbyens beboere – både i livet og i døden. Det viser den måde, hvorpå man demonstrerede social status i gravene. I en af disse blev i øvrigt fundet en ringbrynje, som man mener må være blevet fremstillet i Hedegård. Det betyder, at det var meget højt uddannede håndværkere, der arbejdede i landsbyen. På gravpladsen blev håndværkergravene desuden anlagt tæt ved elitens grave. Det understreger håndværkernes nære tilknytning til høvdingeslægten.39

At Hedegård-pladsens ledere har været mere end almindeligt velhavende, viser udgravningerne til fulde. Men hvad var baggrunden for deres velstand? Jernudvinding af mosernes myrmalm med efterfølgende forarbejdning af metallet er en mulighed. De mange slagger i kulturlaget peger i den retning, og en jernudvindingsovn er da også påvist syd for landsbyen.40 I øvrigt var de omgivende jorder ikke af særlig høj dyrkningsmæssig kvalitet. Det var nok snarest et omfattende kvæghold, der sikrede beboerne af Hedegård-landsbyen deres velstand.

Jernalderens Danmark var et rigt varieret land. Det kan derfor heller ikke undre, at bebyggelsen kunne antage mange forskellige former. Nogle af landsbyerne var f.eks. befæstede. Det gjaldt bl.a. den landsby, som på overgangen mellem det 4. og 3. århundrede f.Kr. blev anlagt ude midt i den store himmerlandske mose: Borremose. Vi har hørt om den tidligere (se Fællesskabets landsbyer), om hvordan den allerede fra sine første dage havde været omgivet af en vold og en grav, hvis effektivitet man dog kunne stille spørgsmål ved. I landsbyens første tider havde forsvarsværkerne formentlig omsluttet ca. 14-15 huse.41

I den sene fase fortsatte bebyggelsen på den lille holm i mosen. Man vedligeholdt forsvarsværkerne,42 og det indhegnede område blev fuldt bebygget,43 dvs. der var ikke nogen fællesplads i midten som i Hodde-landsbyen. En lige og brolagt kørevej blev nu bygget fra det tørre land ud til holmen. Det samme blev en snoet gade, som gik igennem landsbyen.

Der må have eksisteret en vis social differentiering blandt holmens beboere, idet husene var af forskellig længde. Det længste var 23 m langt, medens nogle var under 10 m. I øvrigt synes landsbyen at have fungeret som en almindelig landsby, idet der var tegn på så at sige samtlige de dagligdags aktiviteter, der foregik i et landsbysamfund på den tid.

Noget før midten af det 1. århundrede f.Kr. forlod man bopladsen og ødelagde den systematisk. De tilbageblevne hustomter blev ryddet, tømmeret fjernet, og resterne af husene blev brændt ned. Endelig blev voldgraven udjævnet. Stedet blev så i en periode dyrket som ager.

Borremose-landsbyen rejser mange ubesvarede spørgsmål. Der er dog blevet kastet nyt lys over den gennem udgravningerne af en anden befæstet landsby, Lyngsmose, som ligger oven på et 1 m tykt lag flyvesand, men i et sumpet område på Skovbjerg bakkeø nær Ringkøbing.44 Ligesom Borremose-landsbyen var Lyngsmose omgivet af en voldgrav, der omsluttede et pæreformet areal på 90 x 60 m. Voldgraven var 3 m bred, 1,3 m dyb og havde oprindelig en høj grundvandsstand. På indersiden af dette forsvarsværk havde stået en palisade med en port i den sydlige side. Bunden af voldgraven var flad, og på den fandtes et tæt system af tilspidsede, bajonetformede pinde af eg, som skulle spidde fødderne nedefra på de angribere, som trådte ned i voldgraven. Henved 6000 må der have været af disse djævelske spidser i voldgravens bund. Interessant nok har man fundet talrige tilsvarende „bajonetspidser“ i voldgraven omkring Borremose-landsbyen.45 Inden for det voldindrammede område i Lyngsmose-landsbyen lå 15 langhuse og to små huse. Der var formentlig tale om to bosættelsesfaser, som delvis er samtidige med voldgraven.

Befæstede bopladser som Borremose og Lyngsmose kendes endnu kun disse to steder i Danmark. At de ikke har været tilflugtsborge beregnet til lejlighedsvis brug, men derimod almindelige landsbyer, blot omgivet med forsvarsværker, synes efterhånden sikkert. Herom vidner bl.a. de båseskillerum som blev fundet i østenden af langhusene i Lyngsmose og de talrige spor af almindelige landbrugsaktiviteter fra Borremose.

Men lad os vende blikket nordover, til det sydlige Thy. Heroppe er vi i gravhøjenes land. Overalt ser vi dem, på alle åse, i smågrupper eller rækker. De ligger i vestenblæsten med dens farende byger på bakkekammene, som sammen med et forunderligt virvar af søer, fjorde og sunde, landtunger og halvøer giver det sydthyske landskab dets betagende og ejendommelige skønhed. Heroppe i det rige agerland, hvor man ude i vest har de store sandflugtsheder, ligger landsbyerne fra jernalderen tæt. Men de giver sig til kende i landskabet på deres egen vis, som lave forhøjninger. Man kalder dem byhøje. De er nemlig opstået på samme måde som Orientens store byhøje – de såkaldte tell'er, dvs. gennem lang tids ophobning af bebyggelseslag og affald. De var altså ikke vandrelandsbyer.

Byhøjene i Thy er aldrig mere end 2-3 m høje, og de kan dække et areal på op til 4000 m2. Ingen af byhøjene fra jernalderen er endnu fuldstændigt undersøgt. Derfor har man heller ikke samme overblik over dem, som man har over landsbyerne længere sydpå på den jyske halvø. Det ser dog ud til, at dannelsen af byhøjene rækker helt tilbage til jernalderens begyndelse. Deres blomstringstid lå i århundrederne omkring Kr.f., og mange af dem var beboet i en periode på 400-500 år.46

Når landsbyerne i Thy dannede byhøje, skyldtes det bl.a., at husene blev opført med ydervægge af græstørv, en byggeskik som var særligt fremtrædende i det vestlige Limfjordsområde, i Thy og langs den jyske vestkyst helt ned til området syd for den dansk-tyske grænse. De ydre jordvægge tjente først og fremmest som isolering og beskyttelse af de egentlige vægge,47 dvs. de ydre vægge var egentlig ikke selve væggen, men en beskyttende vold på ydersiden af en trævæg. Takket være græstørvsvæggene efterlod hvert hus et anseligt lag. Sådan voksede byhøjen op.

Byhøjene var ikke den eneste bosættelsesform. Spredt mellem dem lå mere kortvarige bosættelser og med kun tynde kulturlag.48 Byhøjene repræsenterer en mere vedvarende bosættelse. De andre bopladser var måske fra enkeltgårde eller små enheder.

Thy er det område af Danmark, hvor antallet af påviste bosættelser er størst. Inden for et knap 500 km2 stort område af Sydthy har man påvist et tæt netværk af stort set samtidige landsbyer fra tiden kort før Kr.f. og ned i 200-tallet. At dømme efter den tæthed, hvormed landsbyerne placerer sig i terrænet, må det formodes, at en meget stor del af de dengang eksisterede landsbyer er påvist. For henved 70% af landsbyerne gælder det, at afstanden til den nærmeste nabolandsby kun er mellem 1 og 2,3 km.

Inden for det undersøgte område kendes 30-40 byhøje med en bosættelse, som har strakt sig over 2-3 århundreder – medens man på noget over en halv snes lokaliteter har konstateret en mere kortvarig bosættelse, der ikke har ført til dannelsen af byhøje. Hvad angår placeringen i forhold til terræn og jordbund, synes der ikke at være nogen afgørende forskel mellem de to landsbytyper.

Karakteristisk for de enkelte byhøje var, at bebyggelsen var ganske tæt. Husene lå meget nært op ad hinanden, undertiden med brolagte gader imellem. Gårde, små beboelseshuse uden stald og udhuse lå ind imellem hinanden. Langhusene var forholdsvis små, sjældent mere end en 16-18 m lange, og ofte var de kortere. Småhusene uden stald kunne være helt ned til nogle få m lange.

At dømme efter vor hidtidige viden er der stor forskel på antallet af gårde og mindre beboelseshuse fra byhøj til byhøj. I byhøjen Heltborg i Thy er det f.eks. muligt at udskille både selvstændige gårdanlæg og mindre huse med både beboelse og stald, og som altså må opfattes som selvstændige enheder.49 Fra tiden omkring begyndelsen af det 1. århundrede f.Kr. er her bl.a. fremkommet et gårdanlæg med et 14 m stort langhus med beboelse og stald,50 hvortil hører to små udhuse, udelukkende med lergulv.51 Alle tre huse har adgang til en stenbrolagt gårdplads. Dette gårdanlæg svarer nøje til tilsvarende gårde i Hodde og viser, at boligformen i byhøjene var den samme som længere sydpå på den jyske halvø.

Udforskningen af byhøjene er endnu i sin vorden, og et vigtigt spørgsmål er, hvad det var for en erhvervsform, man drev fra dem. Den har utvivlsomt vekslet fra sted til sted, afhængig af bl.a. afstanden til havet. For der er ingen tvivl om, at også fiskeri indgik som en væsentlig del af beboernes livsgrundlag, når muligheden forelå. F.eks. ligger byhøjene ved Vestervig52 og Mariesminde53 nær ved Agger Tange og Thyborøn Kanal, hvor der skulle være gode muligheder for fiskeri.

Det er imidlertid kun under særlige omstændigheder, at man kan påvise fiskeriets betydning. Men hvis kridt f.eks. indgår i husenes vægklining, eller det er benyttet som gulv, har fiskeknoglerne gode bevaringsmuligheder. Det var f.eks. tilfældet i byhøjen i Nr. Tranders,54 hvor både knogler af husdyr og fisk var meget velbevarede. De vidnede sammen med talrige muslingeskaller om, at man havde udnyttet Limfjordens ressourcer.55 En lignende udnyttelse af havets rigdomme fandt også sted fra byhøjen Smedegård i det nordvestlige Thy,56 som var beboet igennem 4-500 år. Også her havde kridt bevaret knoglematerialet. Det viste bl.a., at fåreholdet havde domineret over kvægholdet, formentlig fordi man havde vanskeligheder med at skaffe vinterfoder til landsbyens opstaldede dyr. Endvidere havde man jaget egnens vilde dyr, bl.a. hare og hjort, og udøvet fiskeri i ret stort omfang. Man havde fanget laksefisk, karpefisk, ål, hornfisk, torsk og fladfisk. Hvalknogler fandt man i øvrigt også. På markerne omkring bosættelsen havde man dyrket hirse, diverse byg- og hvedearter, sæddodder og muligvis også ærter/bønner og rug. Lignende gode bevaringsmuligheder har man også andre steder.57 Men resultaterne af undersøgelserne foreligger endnu ikke.

Vi kan altså se, at der i byhøjene både har eksisteret store, regulære gårde58 og mindre beboelser. Men selv om erhvervsgrundlaget var forskelligt fra landsby til landsby, levede man overalt i velorganiserede små samfund, som generation efter generation dyrkede Thylands gode jord i nærheden af Limfjordens fiskerige vand.

Det fiskeri, der nu og da indgik som en vigtig del af landsbyernes erhvervsgrundlag, kan vi også se belyst i landsbyen Nørre Fjand, som lå ved den sydlige del af Nissum Fjord i Vestjylland.59 Herude på den ganske flade sandmark kunne man altså også i jernalderen se små bitte gårde svæve højt over kimingen. Et fuldstændigt skovløst landskab var det formentlig, beboet af fiskerbønder, hvis liv var præget af det store hav derude i vest.

I Nørre Fjand er udgravet et halvt hundrede hustomter, som i tid strakte sig over et par hundrede år på begge sider af Kr.f. Landsbyen blev undersøgt i 1930'erne, det var før man gjorde brug af maskinkraft, og den kunne derfor ikke udgraves i sin helhed. Men det bebyggede område var mindre end halvt så stort som Hoddes, og der var heller ikke faste regler for gårdenes placering eller nogen åben centralplads.

I Nørre Fjand fandt man kun ét større langhus,60 en regulær gård med beboelse og større stald. Dette langhus kan følges i hele bebyggelsens levetid. Sammen med dette ene større langhus eksisterede der mindre langhuse med små stalde samt helt små huse uden stald.61 Det store langhus var placeret centralt i bebyggelsen, og omkring det lå de øvrige mindre huse. Det økonomiske fundament for den større gård var kvægavl, men fiskeri spillede også en vigtig rolle for samtlige gårde i det lille samfund. Sporene af det fandt man i form af de mange netsænkesten, der lå udenfor såvel som indenfor i husene. Især fjordfiskeriet, som fandt sted i den nærliggende Nissum Fjord, må have været af afgørende betydning i dagligdagen, men side om side med landbruget.

Herude i de vestlige egne af landet havde hverdagen imidlertid sine særlige problemer: udpining af jorden og sandflugt. Vi kan følge dem gennem landsbyens to- til trehundredårige levetid. Husene blev med tiden bygget af stadigt dårligere og mere forkrøblet træ. Godt tømmer blev tydeligvis i stigende grad en mangelvare. Til sidst opgav man helt landsbyen – dens jorder endte i århundrederne efter Kr.f. som uopdyrket hede.

Ved siden af de store landsbyer med en formodet central funktion og de såkaldte normallandsbyer, som kunne omfatte omkring en halv snes gårdanlæg, fandtes der også andre former for bosættelser. Det var dels mere spredte ansamlinger af gårde med en indbyrdes afstand af et par hundrede meter.62 Og det var dels små enheder med blot to eller tre huse omgivet af et fælleshegn. De spredtliggende gårde har man f.eks. fundet i områder af Sydvestjylland, hvor man hidtil ikke har kunnet påvise regulære landsbyer før sent i den keltiske jernalder.63

Et af de små, sammenbyggede gårdanlæg fandt man ved Grønbjerg Skole i Vestjylland, ikke langt fra de landsbyer, vi allerede har omtalt.64 Her lå fire huse tæt sammen inden for et fælles hegn, 26 x 23 m stort. To af dem var langhuse, 13-15 m, det ene med stald. Et mindre hus var smedje, mens et fjerde var så dårligt bevaret, at størrelsen og anvendelsen ikke kunne bestemmes. Fælleshegnet var gennembrudt ud for de tre af bygningerne. Formentlig var der ved Grønbjerg Skole tale om to sammenbyggede gårde, hver bestående af et langhus og et mindre hus – henholdsvis smedjen og det ødelagte hus.

4-500 m fra Grønbjerg Skole blev der på lokaliteten Omgård-Sig udgravet en anden bebyggelse med et større langhus, to mellemstore huse og et mindre hus.65 Alle husene var omgivet af et fælles hegn, 51 x 15 m stort, og alle havde de selvstændige åbninger i hegnet. Formentlig var der her tale om tre selvstændige gårdanlæg, hvoraf det ene bestod af langhuset og et mindre hus, adskilt fra de øvrige to med et hegn.66 Lignende anlæg, bestående af kun en enkelt eller nogle få gårde, er fundet flere steder rundtomkring i Jylland.67

Det er et mangfoldigt billede, der tegner sig af bebyggelsen i Jylland i århundrederne ned mod Kr.f.: klyngelandsbyer, rækkelandsbyer, indhegnede landsbyer, med og uden forte, byhøje og små bosættelser med kun 2-3 gårde. Helt anderledes uklart er billedet af bosættelsen i Østdanmark. På Fyn er der ganske vist påvist talrige bopladser fra den sene keltiske jernalder.68 Men der tegner sig endnu ikke noget klart billede af organiseringen af landsbysamfundene. Også på Sjælland er der endnu kun få udgravninger, der viser os gården og bebyggelsen fra århundrederne omkring Kr.f.69

Omtrent på samme måde tegner situationen sig på Bornholm. På lokaliteten Runegård har man dog fundet et stort antal huse fra sen keltisk jernalder og ældre romertid. 13-14 af husene er brandtomter og synes at tilhøre den samme bebyggelsesfase. Der findes både langhuse, 15-18 m lange og 5-6 m brede, og små huse, og alle er de principielt af samme konstruktion som de samtidige fra Jylland.70 Der synes at være tale om en ganske stor bebyggelse, formentlig en landsby, bestående af et antal gårdanlæg af samme karakter som i Jylland.

Noter

36: O. Madsen 1992, 1993, 1994, 1995, 1999.

37: Indtil videre er hegnet dog kun påvist i nord- og sydsiden af landsbyen, i øst og vest er det usikkert.

38: De ældste grave på gravpladsen er fra periode Illb af keltisk jernalder, de yngste fra periode B2 af ældre romersk jernalder.

39: I marskbosættelsen Feddersen Wierde, Kr. Wesermünde, syd for den dansk-tyske grænse, fra 1 årh. f.Kr.(se W. Haarnagel 1979) kan man se, hvordan de forskellige håndværk direkte var knyttet til høvdingegården i landsbyen. Denne havde store treskibede huse indtil 30 m lange og 7,5 m brede, undertiden med tilhørende forrådshuse. I stalden kunne være op til 32 stk kvæg. Der fandtes også huse med kun få båse.

40: O.Voss 1989.

41: Udgravet 1929-1945, se J. Brøndsted 1936, 1940, 1960; supplerende undersøgelser 1989-91, J. Martens 1990, 1991, 1994a.

42: Tidligere mente man, at Borremose havde to faser, en tidlig uden bebyggelse, og en sen, ikke befæstet, afbrudt af en forfaldsperiode. Denne teori er nu opgivet, se J. Martens 1994a.

43: Næsten alle hustomterne har fund fra denne periode.

44: P. Eriksen & P.O. Rindel, 2001, 2002; P.Eriksen & L. Helles Olesen 2002. Udgravningerne af Lyngsmose-landsbyen er afsluttet i 2002.

45: J. Brøndsted 1960, s. 50.

46: S. Jensen 1976; 1979b.

47: B. Trier 1969, s. 73.

48: S. Jensen 1967, s. 69.

49: J.-H. Bech 1984, s. 39, 1985b, s. 129; S. Hvass 1988, s. 61. Bopladsen rækker fra periode IIIa til yngre romersk jernalder.

50: Hus 4, J.-H. Bech 1984, s. 135.

51: Hus 3 og 5, ibid.

52: C.L.Vebæk 1976, 1988; F. Kaul 1999.

53: G. Hatt 1936b; J. Brøndsted 1960, s. 131 ff.

54: Rigsantikvaren. Udg. af Rigsantikvarens Sekretariat, november 2001.

55: I Nr. Tranders har man foreløbig kunnet spore 15 byggefaser over en ca. 600 år lang brugsperiode. Gårdene var knyttet til små parceller, som grænsede op til et overordnet stisystem. Der er i alt registreret 150 hustomter i byhøjen, langt de fleste er langhuse med beboelse og stald, men også småhuse forekommer. Foruden hustomterne er der fundet godt en halv snes kælderanlæg.

56: AUD 1993, 243; B.H. Nielsen 1998. De ældste huse i den udgravede del af byhøjen dateres til periode II af keltisk jernalder. Ialt ni gårde kan henføres hertil. De yngste huse i sekvensen tilhører ældre romertid. I alt undersøgtes 71 langhuse, 12-20 m lange, samt ca. 38 småhuse. Byhøjens planløsning synes fastholdt gennem hele dens levetid, og de enkelte gårde udviser en utrolig stabilitet. I ét tilfælde er konstateret 13 faser umiddelbart over hinanden.

57: F.eks. i Nr. Hedegård lige syd for Aalborg, se AUD 1998, nr. 278.

58: Det gælder f.eks i Ginderup (H. Kjær 1928, 1930; G. Hatt 1935; J. Brøndsted 1960, s. 129) og Hurup (K. Salewicz 1976) i det sydlige Thy.

59: G. Hatt 1957.

60: S. Hvass 1985b, s. 143.

61: De sidstnævnte var af en type, som på andre jyske pladser hører sammen med et langhus.

62: C.J. Becker 1982, s. 68 ff.

63: P. Siemen 1990.

64: C.J. Becker 1980a; S. Hvass 1988. Anlægget stammer fra periode IIa.

65: L.C. Nielsen 1982; S. Hvass 1985b, s. 141, 1988.

66: Udgraveren L.C. Nielsen (1982) opfattede derimod anlægget som en „stormandsgård“ bestående af de fire bygninger. Erfaringer fra andre udgravninger i Jylland tyder på, at den ovenfor foreslåede tolkning er den korrekte.

67: Se f.eks. B. Aaby et al 1992-93.

68: Se f.eks. M.B. Henriksen et al. 1997.

69: Ved Brøndsager i Torslunde sogn, Københavns amt, har man udgravet et større bopladskompleks (AUD 1997, 61), hvoraf en del kan dateres til den keltiske jernalder. Omfanget af bebyggelsen er imidlertid uklar. Det samme problem gør sig gældende med en bosættelse, Engbjerg 4 ved Tåstrup (AUD 1998, 61), hvor der er fundet seks langhuse, som muligvis er en lille landsby. Enkeltgårde synes dog også at forekomme på Sjælland, f.eks. ved Agiltegård syd for Hillerød (AUD 1999, 19), en bosættelse der ligger omgivet af vandhuller og vådområder.

70: Alle de fundne huse ligger inden for et undersøgt område på 170 x 80 m, men bebyggelsens afgrænsninger er ikke fastlagt, se M. Watt 1980, 1983.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Landsbyer og gårde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig