Center, periferi og margin

Det Centraleuropa, som i mere end et årtusinde havde forsynet Sydskandinavien med metal, havde nu i bronzealderens sidste tid undergået store forandringer. Sent i det 8. århundrede f.Kr. havde det udviklet en kultur, som i stigende grad blev afhængig af forbindelserne mod syd, til Middelhavsområdet – og som derfor skilte sig mere og mere ud fra den traditionsbundne bronzealderkultur i lavlandsområderne nord for de mellemtyske bjerge, hvortil også Sydskandinavien hørte.

I Centraleuropa udvikledes i disse århundreder nye kontakter tværs over Alperne. Det indebar, at man udnyttede visse lokale ressourcer meget mere end tidligere, f.eks. salt, som blev udvundet dybt inde i bjergdalene ved Hallstatt i Nederøstrig. Saltminerne ved Hallstatt blev derfor fra slutningen af det 8. århundrede f.Kr. et vigtigt mødested for kontakter mellem nord og syd.⁹³ Ikke blot salt, men også andre råvarer som metal, rav, skind og måske også slaver fra Centraleuropa førtes mod syd og udveksledes med mediterrane færdigvarer som f.eks. vin, kostbart drikkeudstyr og tekstiler. Altsammen var det luksusvarer, som den centraleuropæiske krigerelite brugte til at demonstrere sin herskerstatus. Centraleuropa var nu blevet et afhængigt periferiområde i forhold til det mediterrane centerområde.⁹⁴ En tilsvarende udvikling foregik iøvrigt også andre steder i periferien af de mediterrane bykulturer: i Spanien og i de områder ved Sortehavet, der havde kontakt til de græske kolonier.

Men under hele dette forløb forblev de udstrakte lavlandsområder i nord, som hidtil havde været en del af det centraleuropæiske udvekslingssystem, forankrede i den gamle bronzealderkultur. Nordeuropa blev til et marginalområde, hvis udvikling nu fulgte andre veje end Centraleuropas. Men stadig var der kontakt mellem de to kulturområder. I begyndelsen af det 8. århundrede f.Kr., i den sidste del af Urnemarksperioden, havde tyngdepunktet for kontakten ligget i vest. Men i løbet af århundredet forskød det sig til de østlige dele af det nordeuropæiske lavlandsområde. Forbindelserne nordpå gik nu gennem Mellemtyskland og det centrale Polen til navnlig Oder- og Weichselmundingen og derfra videre til Østdanmark og op langs den svenske Østersøkyst. Gennem disse forbindelser spredtes bl.a. centraleuropæisk seletøjsudstyr, våben og drikkekar af bronze fra slutningen af det 8. århundrede f.Kr. mod nord. Det var netop det udstyr, som den centraleuropæiske krigerelite brugte i sine gravritualer.

Mundbid, sidestænger og andet seletøjsudstyr af centraleuropæisk oprindelse har man fundet i et lille antal offernedlæggelser fra bronzealderens slutning i marginalområderne i nord. Oftest er der tale om udstyr til to heste, dvs. et forspand til en vogn, ganske som man kender det i krigergravene mod syd.⁹⁵ Men i Sydskandinavien, Nordtyskland og Polen brugte man seletøjsudstyret på en anden måde end i Centraleuropa. Man brugte det i offernedlæggelserne. Sådanne nedlæggelser var man ophørt med at foretage i Centraleuropa i slutningen af det 8. århundrede f.Kr. I Nordeuropa videreførte man derimod ældre tiders rige tradition for at bruge vogne med hesteforspand i kulten helt ned i det 6. århundrede f.Kr.

I nogle ganske få tilfælde har man fundet seletøjsudstyr nedlagt i gravene i marginalområderne i nord. Fra Centraleuropa kender man derimod talrige grave (mere end 200) med seletøjsudstyr alene, dvs. uden vogndele. Da der ofte er tale om to sæt seletøjsudstyr i hver grav, har man tolket gravene som pars pro toto vogngrave, dvs. at seletøjet symboliserer et hesteforspand.⁹⁶ I Sydskandinavien er en sådan grav kun fundet i et enkelt tilfælde,⁹⁷ og i lavlandsområderne syd for Østersøen er antallet af fund også ganske ringe.⁹⁸ Det var således kun en ringe mængde seletøjsudstyr, der fra Centraleuropa nåede frem til lavlandsområderne i nord. Det meste af det indgik i fortsættelsen af den vognkult, som havde været så udbredt i det 9. og begyndelsen af det 8. århundrede. Den centraleuropæiske skik at gravlægge den døde med seletøjet fra et hesteforpand overtog man derimod kun i meget begrænset omfang.

Nok var centraleuropæiske bronzesager således i omløb blandt folkeslagene i det nordeuropæiske lavlandsområde, herunder Sydskandinavien. Men man brugte dem på en anden måde end længere mod syd. Det gjaldt også centraleuropæernes lange hugsværd.⁹⁹ I Centraleuropa var sværdene udelukkende knyttet til gravkulten. I lavlandsområderne mod nord så billedet ganske anderledes ud. Her importerede man nok et antal af de lange hugsværd af bronze, og nogle af dem må have været ganske lang tid i omløb.¹⁰⁰ Men i modsætning til i Centraleuropa lagde man ikke sværdene i gravene. Man nedlagde dem enkeltvis eller sammen med andre bronzesager i vådområderne som offergaver. Dvs. også her fortsatte man traditionerne fra tidligere århundreder.

Ialt kender vi fra bronzealderens sidste århundreder kun sværd fra 24 fund i Sydskandinavien. De fordeler sig på to hovedtyper, begge af centraleuropæisk oprindelse. Og hertil kommer et mindre antal, som er fremstillet herhjemme.¹⁰¹ De synes alle at stamme fra slutningen af det 8. og begyndelsen af det 7. århundrede f.Kr. Kun et enkelt af disse sværd, fundet i Sverige, er af jern.¹⁰² Spydspidser kendes overhovedet ikke fra bronzealderens slutning i Sydskandinavien.¹⁰³

Så var der drikkekarrene af bronze, som tidligere havde spille så stor en rolle i udvekslingen mellem folkene i Nord- og Centraleuropa. Af dem nåede ikke et eneste til Danmark i bronzealderens slutning. Til Syd- og Mellemsverige nåede de dog, og i de polsk-tyske lavlandsområder er der ligeledes gjort fund af dem. Syd for Østersøen kender man dem i stort set alle de varianter, som man brugte i den centraleuropæiske zone: amforer, kander, skåle, øser, ribbede spande, spande uden hals og store kedler.

De hamrede metalkar fordeler sig på to store grupper, en vestlig og en østlig.¹⁰⁴ Den vestlige gruppe, som nåede nordpå via det mellemrhinske område, skal her lades ude af betragtning. Den stammer først fra tiden omkring 500 f.Kr., dvs. fra tiden omkring jernalderens begyndelse. Bronzekarrene fra den østlige gruppe nåede derimod nordpå i bronzealderens sidste to århundreder – og de nåede så langt frem som til Mellemsverige. Den græske bronzekedel og de to sydøstalpine spande fra fundet ved Hassle (se En tradition hører op) samt to flade drikkeskåle fundet ved Högbacken i Västmannland¹⁰⁵ udgør de nordligste udløbere af den østlige gruppe.

En anden forskel mellem de to grupper er, at i vest stammer næsten alle bronzekarrene fra grave, hvor de normalt er anvendt som beholdere for den dødes brændte knogler. I øst er hovedparten fra offernedlæggelser. Igen ser vi altså, at de importerede genstande, både den vestlige og den østlige gruppe, blev benyttet på en anden måde end i den centraleuropæiske zone. Formentlig har man ikke kendt til deres oprindelige funktion som dele af et drikkeudstyr.

Fundene af drikkekar kan vise, hvordan forbindelsesvejene fra Central- og Sydeuropa gik nordpå gennem kontinentet. Fra områderne omkring Adriaterhavets nordlige ende gik de dels over de østlige Alpepas, dels langs Alpernes østrand op til Slovakiet. Herfra var der gennem de mähriske porte adgang til lavlandsområderne i nord, og via de polske vandveje, Oder, Weichsel og Wartha, fortsatte ruterne helt op til Østersøen.

Dette østlige netværk af forbindelsesveje var virksomt igennem det 8. og 7. århundrede f.Kr. Og endnu ind i det 6. århundrede f.Kr. fungerede det. Men hen imod slutningen af århundredet svandt impulserne ind til næsten ingenting. Det skete samtidig med, at det økonomiske tyngdepunkt i Centraleuropa skiftede fra øst til vest. De nordgående forbindelser gik nu ad Rhinvejen men nåede kun i meget begrænset omfang – og først meget sent – frem til det sydskandinaviske område.

Nogle af de sidste importvarer, som sent i det 6. århundrede nåede frem til Danmark ad den østlige rute, har man fundet i et mose- og engområde langs Gjesager Å i Østjylland. Her fandt man for henved 100 år siden ialt 8 guldgenstande og 24 større bronzer, fortrinsvis smykker og dragtnåle, fordelt på tre forskellige lokaliteter.¹⁰⁶ Genstandene var ikke nedlagt samlet som et offerfund. De var nedlagt ved flere forskellige lejligheder rundt om i det store mose- og engdrag. Formentlig var de kommet til landet som en samlet handelsladning. Men ved nedlæggelsen i mosen var de blevet splittet ad. Et talende udtryk for, at de gamle traditioner for offernedlæggelser nu var under opløsning.

Spredt rundt om i mose- og engdraget fandt man kraftige bronzenåle med spiraloprullede hoveder, snoede halsringe med udhamrede endeplader, svære spiralarmringe, en guldnål med spiraloprullet hoved, en seletøjsplade af guld og nogle såkaldte skytiske ørenringe af guld. Hertil kom et antal lokalt fremstillede genstande. Mange af genstandene havde en oprindelse i områderne langs Oder og Weichsel, men den nærmeste parallel til seletøjspladen finder man så langt borte som ved den øvre Dnjestr i Ukraine.¹⁰⁷

Lige så eksotisk som seletøjspladen er de såkaldte skytiske ørenringe. Skyterne var et folk, som levede nord for Sortehavet, og som er kendt fra den gamle græske historieskriver Herodots beskrivelser. De skytiske kongedømmer opstod i periferien af de græske kolonier, og der er vidnesbyrd om, at skyterne i det 6. århundrede trængte ind i Karpatherbækkenet. Der er dem, der mener, at de sent i århundredet trængte endnu længere ind i Centraleuropa, helt frem til området mellem Oder og Weichsel i det nuværende Polen. I hvert fald spredtes skytiske genstande vidt omkring i det østlige Europa, og ørenringene fra mose- og engdragene ved Gjesager Å i Jylland kan ses som den nordligste udløber af denne spredning. De indgik helt enkelt i en vareudveksling, som allerede havde stået på i århundreder.¹⁰⁸

I det netværk af udvekslingsforbindelser, som gik ned igennem det østlige Centraleuropa i retning mod Adriaterhavet, formidledes fra det 8. århundrede f.Kr. og fremefter også store mængder rav fra Østersøområderne ned til de nordlige dele af Balkanhalvøen og til de tidlige bykulturer i Nord- og Mellemitalien. Det skete næppe ad en enkelt fastlagt rute, „ravvejen“, som man førhen ofte har antaget det,¹⁰⁹ men snarere gennem en mangfoldighed af udvekslingsforbindelser, der sikrede, at ravet spredtes over hele den nordalpine zone.¹¹⁰ Ej heller var der tale om rav fra den jyske vestkyst. Det kom derimod fra de kolossale ravforekomster i det østbaltiske område, som nu for alvor blev udnyttet.¹¹¹ Efter alt at dømme var det dem, der nu forsynede de talrige ravværksteder i Nord- og Mellemitalien med det eftertragtede materiale, og hvor man navnlig i det 7. og 6. århundrede f.Kr. fremstillede vældige mængder af små billedskærerarbejder af rav. Det var smådyr som aber, harer og frøer, det var menneskefigurer og skarabæer, og det var små vedhæng til halskæder. Man finder dem i mængder i de rigt udstyrede grave i det nordlige Balkan og på den appenninske halvø.

Fra disse værksteder fandt noget af ravet igen vejen tilbage mod nord -men nu som højt forarbejdede produkter. I en stor kammergrav fra Grafenbühl ved Ludwigsburg i Sydvesttyskland fandt man f.eks. et sådant billedskærerarbejde, fremstillet af en græsk eller etruskisk ravskærer.¹¹² Graven rummede en fornem kvinde, som var blevet højsat med en processionsvogn, et stort græsk bronzekar til vin, anbragt på et højt stativ med løvefødder og et rigt udsmykket skrin, af hvilket nu kun beslagene var tilbage. De var formede som fabeldyr, sfinkser skåret i elfenben. For at understrege sfinksernes dæmoniske karakter havde billedskæreren skåret deres hoveder i rav. Dette halvt gennemsigtige materiales lidt ubestemmelige karakter stod i en effektfuld kontrast til den klare og strenge linjeføring i elfenbenet.

At dette og mange andre ravprodukter fundet nord og syd for Alperne blev fremstillet af råmateriale fra Østersøområderne fortæller de naturvidenskabelige analyser.¹¹³ Som uforarbejdede klumper må de være kommet fra Nordeuropa i den tid, hvor kostbare bronzesager som bl.a. seletøjsudstyr, våben og drikkekar vandrede den modsatte vej fra Central- og Sydeuropa helt op til Østersøens kyster i nord. At det nordeuropæiske rav næsten udelukkende bliver fundet i rigt udstyrede grave, dvs. hos mennesker fra samfundets øverste lag, giver et fingerpeg om, at det stadig var de ledende familier, der stod bag den omfattende vareudveksling i bronzealderens sidste århundreder.

Selv om rav, og formentlig også en række andre materialer, spillede en betydelig rolle i disse sidste århundreder af bronzealderen, så var det dog stadig udvekslingen af bronze, der udgjorde selve substansen i de vidtrækkende kontakter, som forbandt de europæiske folkeslag med hinanden. Kontakterne blev efter alt at dømme administreret af de ledende lag i samfundet og foregik som en udveksling mellem eliterne i de enkelte regioner. Man hvordan dette gik for sig i enkelthederne, har vi kun ringe viden om. Foregik det f.eks. efter fælles, på forhånd fastlagte vægt- og målesystemer?

Spørgsmålet er overordentlig vanskeligt at besvare, for den såkaldte metrologi, læren om vægt- og målesystemernes udvikling, er en disciplin fuld af faldgruber, og kildematerialet er yderst begrænset. I Sydskandinaviens sene bronzealder er der dog en lille gruppe fund, som måske kan være med til at besvare spørgsmålet, om man på den tid havde en fælles vægtenhed. Det drejer sig om nogle ganske små kvindestatuetter af bronze, normalt findes de nedlagt som offergaver i søer, moser eller vandløb, og man daterer dem gerne til netop bronzealderens slutning.

Elleve søstre er der. Tre af dem er fundet på Sjælland, seks stammer fra Skåne, en fra Västergötland og en fra Pommern på den anden side af Østersøen.¹¹⁴ De små figurer er altid nøgne, de har nogle mærkelige kringleformede arme og grove ansigtstræk, hænderne er normalt anbragt under brysterne. Om halsen bærer figurerne et par halsringe, formentlig et dobbelt sæt af de såkaldte wendelringe, som bliver så almindelige i bronzealderens sidste århundreder – og det er da også ud fra disse halsringe, at man har dateret småfigurerne.

„Rigdommens gudinde“ har man kaldt statuetterne, det skyldes, at man har tolket dem som vægtlodder til at veje f.eks. guld og bronze. Statuetterne øst for Øresund vejer f.eks. 99, 102, 103, 104, 110 og 132 g. Den, der vejer 99 g, har dog mistet det halve ben og må i hel tilstand have vejet ca. 103 g. Fem statuetter vejer næsten det samme; den tungeste (på 110 g) er kun 8% tungere end den letteste (102 g). Statuetten på 132 g er ca. % af de lettestes gennemsnitsvægt. En sjællandsk statuette fra Værebro vejer 133 g – en anden fra Viksø 85 g, det er ca. % af den fra Værebro. Deres vægtforhold synes altså at være 2, 3, 4 eller 5 enheder af ca. 26-27 g. Man har derfor foreslået, at vægtsystemet kunne være baseret på den mellemøstlige shekel på 9 gram.¹¹⁵

Det er en teori, som måske nok umiddelbart kalder på skepsis. Men ikke desto mindre er der et stigende antal vidnesbyrd om, at man i bronzealderens Centraleuropa benyttede mediterrant inspirerede vægtsystemer.¹¹⁶ Allerede omkring 2000 f.Kr. finder man bronzeringe fremstillet med en standardiseret vægt, og som har fungeret som metalbarrer.¹¹⁷

Omkring 1500 f.Kr. begynder brudmetal at optræde i de såkaldte depotfund i Centraleuropa. Det taler for, at man har foretaget præcisionsvejning, dvs. vejet metal som betalingsmiddel.¹¹⁸ Men direkte vidnesbyrd herom får man først fra omkring 1300 f.Kr. Man kan nu finde små, rektangulære vægtlodder i et antal rigt udstyrede, centraleuropæiske mandsgrave.¹¹⁹ Vægtlodder finder man også i rigt udstyrede grave i Grækenland på samme tid.¹²⁰ Og meget tyder på, at man i Centraleuropa nu benytter et vægtsystem, der ligesom det græske er ordnet omkring 6,1g, 61g og 488g.¹²¹

I Grækenland overlevede det ægæiske vægtsystem, ligesom brugen af linearskrift B, ikke katastroferne omkring 1200 f.Kr. Begge gik ud af brug. Vægtsystemet blev nu i stedet baseret på den mellemøstlige enhed shekel. Den samme vægtenhed synes også at optræde i Centraleuropa efter ca. 1200 f.Kr.¹²² Formentlig har man lært den at kende fra cypriotiske handlende i områderne omkring Adriaterhavets nordlige ende og i det sydøstalpine område.¹²³ Og den forbliver i brug, indtil det store europæiske udvekslingssystem med bronze som værdienhed, begynder at falde fra hinanden i løbet af det 7. og 6. århundrede f.Kr.

Hvis de små, sydskandinaviske kvindefigurer som foreslået er vejet i forhold til den mellemøstlige shekel, så er de nogle af de sidste eksempler på brugen af den vægtenhed.¹²⁴ Formentlig hører de små kvindefigurer hjemme i tiden omkring 500 f.Kr. Deres findesteder, fortrinsvis i kystegnene i det østlige Sydskandinavien, er da også vidnesbyrd om, at heroppe i marginalområderne mod nord var bronzen en fælles værdienhed helt frem til jernalderens begyndelse ligesom den havde været det i Centraleuropa frem til det 8. århundrede f.Kr.

Studiet af disse metrologiske forhold er endnu i sin vorden, og specielt mangler man vægtanalyser af det nordeuropæiske materiale. Men kan de nævnte hypoteser udbygges yderligere, kan de være med til at understrege den forbløffende sammenhæng, der igennem en stor del af bronzealderen eksisterede imellem de kulturelle kerneområder i Middelhavet, periferiområderne i Centraleuropa og marginalområderne ved Østersøen i nord.