Hjortetaksøkse fra Bodal Mose i den vestsjællandske Åmose.

.

Indridset på en hjortetaksøkse fra Bodal Mose i den vestsjællandske Åmose er denne stiliserede menneskefigur, måske en dansende mand.

.

Rigt dekorerede hjortetaksøkser fra Lille Røttinge (øverst) og Bodals Mose (nederst) i den vestsjællandske Åmose.

.

Mønstre som indgår i ornamentikken på genstande fra Ertebølletiden i Vestdanmark.

.

Mønstret hjortetaksskaft, fundet ved sydøstspidsen af Hjarnø, Horsens Fjord.

.

Hjortetaksøkse dekoreret med „kornneg-motiv“, fundet ved Bogø Nor.

.

Dekoreret ravhængesmykke fundet ved Holme på Mols.

.

Dekorerede takhammere lavet af et gevirstykke, måske shaman-redskaber. Fundet ved Skateholm i Skåne (til venstre), på Køgeegnen (i midten) og ved Vedbæk (til højre).

.

Ravsmykke fra Ringkloster med indridset, stiliseret menneskefigur. Fundet på Ertebøllebopladsen Ringkloster i Midtjylland.

.

Ravfigur af bjørn. Fundet i en mose ved Resen i Midtjylland.

.

Tre bjørne af rav, fundet på Fanø Vesterstrand (øverst tv.), Lild Strand i Hanherred (øverst th.) og Tangkrogen ved Århus (nederst).

.

Ravfigur af svømmefugl fundet i Engesvang Mose i Midtjylland.

.

Blandt de mange funktionelle redskaber, jæger-fiskerfolkene fremstillede og brugte i deres dagligdag, var der nogle, der skilte sig ud fra flertallet ved at være dekorerede med fint indridsede eller indborede motiver, hvis betydning vi kun vanskeligt fatter i dag. Det var genstande, der først og fremmest var fremstillet af hjortetak, men også af dyreknogler. Inden de blev dekoreret, blev de glatskrabede eller polerede, og mønstrene blev frembragt ved indridsning af fine eller kraftige streger, eller de blev eventuelt lavet med rækker af indborede punkter. Undertiden blev de også indgnedet med farvestof, som fremhævede udsmykningen på den glatte overflade.

Det var dog ikke alle slags genstande, der blev dekorerede på den måde. Hjortetaksøkser, hjortetaksskafter og flåknive var klart de foretrukne, mens derimod mejsler af hjortetak og harpuner af rådyrtak kun undtagelsesvis blev dekorerede. Hertil kom smykkerne af rav, der også lejlighedsvis blev ornamenterede. Men af det samlede antal redskaber og smykker, var det kun et lille antal, der blev så fornemt dekorerede.108

Navnlig økserne af hjortetak synes at have indtaget en særstilling. De var efter alt at dømme mandsvåben af meget personlig art og endte derfor også undertiden som gravgods i jægernes grave.109 Ofte var de meget medtagne og havde sønderhamrede ægender og reparerede skafthuller. Det tyder på, at de havde været anvendt gennem meget lang tid. Dog næppe til træforarbejdning, men snarere som slagvåben, ja, som en slags stridsøkser, der måske tilmed havde en magisk eller rituel funktion.

Men dekoration blev ikke udført én gang for alle, ofte blev der føjet nye motiver til. Det indridsede kunne i tidens løb slides mere eller mindre væk, så kunne det overtegnes eller de tomme felter blev udfyldt. Til slut kunne øksen fremstå med en fuldstændig mønsterdækket overflade. Man har, ikke helt uberettiget, sammenlignet denne dekorationsform med istidsjægernes udsmykning af hulerne i Sydvesteuropa. Her påførte man også nye billeder og motiver, samtidig med at de ældre udsmykninger jævnligt blev overmalede.110

En sådan økse, hvor dekorationen var kommet til lidt efter lidt, mens øksen var i brug, fandt man i Bodal Mose i den vestsjællandske Åmose.111 Den var af hjortetak, og dens overflade bar tydelige spor af omhyggelig afglatning og udsmykning. Blandt de senest indridsede motiver var en stiliseret menneskefigur, hvad der er en absolut sjældenhed. Det er tilsyneladende en dansende jæger med antydninger af hår og skæg. Efter formen og dekorationen må øksen dateres til Ertebølletiden. Men hvad den dybere mening med denne livlige figur er, vil næppe nogensinde blive afklaret. Er det måske en dansende shaman? Sådanne formidlere af kontakten til det overnaturlige levede formentlig på Ertebølletidens bopladser.

De genkendelige motiver hører imidlertid til blandt sjældenhederne. Abstrakte mønstre er langt de hyppigste og optræder i en stor mangfoldighed: rette linjer, zigzaglinjer, grupper af parallelle linjer, punktrækker, bundter af parallelle eller krydsende linjer med vifteformede afslutninger -de såkaldte „kornneg“ – trekanter udfyldt med krydsskravering eller parallelle linjer, spidsovale figurer samt netmønstre med ovale eller rhombiske masker. Hyppigst er mønstrene udført med ganske tynde, fine streger.

Et særligt karakteristisk og ofte anvendt motiv er „Kornneg-motivet“.112 Det består af stregbundter af en eller flere tynde, parallelle eller krydsende linjer, der spredes vifteformet mod enderne og derved ligner et kornneg.

En hjortetaksøkse udsmykket med dette motiv er fundet i Bogø Nor på Langeland. En stor del af øksens overflade er dækket med kornneg-motiver, men omkring skafthullet er der bånd af tætstillede, parallelle linjer, der danner brede zigzagbånd og mindre rhombefigurer. Dekorationen er indridset i mindst 4-5 omgange og sammensat af felter med varierende antal kornneg.

Økser med en sådan dekoration fremstillede man især i Vestdanmark. I Østdanmark brugte man delvis andre motiver, f.eks. geometriske mønstre som skakbrætmønstre, trekantfigurer, skraverede bånd og trekantrækker. Efter alt at dømme var der forskelle i den symbolverden, man brugte i henholdsvis de vestlige og østlige dele af landet.113 En typisk østdansk hjortetaksøkse fandt man f.eks. i Værebro på Sjælland.114 Dens overflade var tæt dækket med ornamenter, der vekslede mellem dybt indskårne linjer og let indridsede streger og dannede trekantfigurer, skakbrætmønstre og skraverede bånd.

En lige så elegant hjortetaksøkse fandt man ved Lille Røttinge i Sydsjælland.115 På den var overfladen fuldstændig dækket af fint indskårne mønstre. De løber på langs af øksen og består af parallelle linjer med påhæftede skraverede trekantfelter. Yderst på øksens æg er der et stærkt slidt felt, hvor man aner fire stærkt stiliserede menneskefigurer. På en anden, også meget fint dekoreret hjortetaksøkse fra Bodals Mose i den vestsjællandske Åmose, ser man glattede felter med indskårne vinkelbånd. Men desuden er øksen på oversidens ubearbejdede og ru overflade dekoreret med indskrabede ovale felter, der fremtræder som masker i et netmønster og slående ligner nogle af de mønstre, man finder på ravsmykkerne fra samme tid.

Disse fornemt dekorerede hjortetaksøkser stammer især fra den tidlige Ertebølletid. De udsmykkes almindeligvis med indridsede, fine og tynde streger, men dekorationen bliver ofte dækket af en yngre, mere grov og dybere teknik. Nogle af økserne er dækket med mønstre over hele overfladen. Her kan man ofte iagttage, at dekorationen er påført i mange omgange og over et længere tidsrum. Disse særligt fornemme økser er altid meget blankslidte og ofte stærkt opskærpede. Man kan gætte på, at de har haft en særlig, måske rituel eller statusgivende funktion. Det samme har formentlig også de lange hjortetaksskafter, som kendes fra hele Danmark og Nordtyskland i Ertebølletiden.

De lange hjortetaksskafter er lavet af ofte ret uregelmæssige stænger af kronhjortegevirer.116 De er omkring 60-80 cm lange, omhyggeligt tilskårne og glattede. I nogle tilfælde er rosenkransen bevaret. I den ene ende kan de være forsynet med et hul eller to, et stort og et mindre helt for enden. Det lille hul har formentlig været brugt ved fastsurringen af den genstand, der har siddet i det store hul. Skafterne, i hvert fald de dekorerede af dem, hører hjemme i de ældre dele af Ertebølletiden. Et særlig fornemt eksemplar er fundet ved Hjarnø i Horsens Fjord, men i øvrigt kendes de fra hele landet og fra Nordtyskland. På den glatskrabede overflade af stykket fra Hjarnø er der et mønster af rækker af små indborede gruber; hvad de forestiller, er svært at tyde.

Skafterne kunne være mere eller mindre ornamenterede, men de var altid omhyggeligt glatskrabede. Dekorationen var som regel udført i flere omgange ligesom på hjortetaksøkserne. Den omhu, der er lagt i forarbejdningen af hjortetaksskafterne, viser, at de må have været noget særligt. De er ofte brækkede i den krumme, tynde ende, men derimod sjældent i det store hul. De har således næppe været udsat for større belastninger. Hvad der har været monteret i hullet, har vi ingen anelse om. Men skafterne har været sammenlignet med bl.a. dyrehovedstokke fundet i shamangrave ved Onegasøen i Karelen,117 og der er i hvert fald ikke tvivl om, at de har haft en funktion, der rakte ud over det praktiske. De kan meget vel have været en shamans redskaber.

Til samme sfære hører formentlig også de såkaldte takhammere, som er lavet af et gevirstykke med en sidesprosse, der har fungeret som skaft. Man kender dem fra nogle få fund i Danmark og Skåne.118 De er stærkt dekorerede, men har næppe heller haft en praktisk funktion som dagligdags redskaber. I stedet har man sammenlignet dem med de tromme-hammere af rentak, som de samiske shamaner brugte til at traktere trommerne med, når de ville opnå trance og kontakt med åndernes verden.119

Shamanerne spiller en vigtig rolle i de fleste animistisk prægede samfund. Det kan være både mænd og kvinder, som er særligt disponerede for at opnå kontakt med det overnaturlige, og kontakten opnår de gennem ekstasen, når sjælen forlader kroppen og får kontakt med åndernes verden. For at komme i ekstase eller trance bruger f.eks. samiske, sibiriske og eskimoiske shamaner rytmisk trommemusik. Og det er blevet påpeget, at de takhammere, som vi kender fra Ertebølletiden, kan minde om de rigt dekorerede trommestikker, som shamanerne brugte.

Til de dekorerede genstande hørte endelig hængesmykkerne af rav, det solgyldne materiale fra havet, som også jægerfolket værdsatte så højt. De samlede det ude ved kysterne, og dekorerede det undertiden – i øvrigt med de samme mønstre, som de brugte til sager af ben og tak. Et af de smukkest dekorerede stykker er fundet på hævet stenalderhavbund nær Holme på det sydøstlige Mols. Det er lyst gyldenfarvet og helt gennemskinneligt. Den ene side er dækket af et mønster indridset med fine tynde streger. Det er et netmønster dannet af ovale, blanke masker, der rytmisk veksler med felter af fine, langsgående streger – et lille mesterværk af dekorationskunst. Lignende ravsmykker med netmønster kender man også fra de østlige dele af landet.120

Lige så fascinerende er et hængesmykke fundet på bopladsen Ringkloster i Østjylland.121 På smykkets ene side er der med nogle få streger indridset konturen af en figur, måske et menneske med en opsat hårprydelse. Den anden side af smykket er dækket af et netmønster.

Endnu et af mesterværkerne blandt de dekorerede genstande er en lille ravbjørn, som blev fundet i en mose ved Resen i Midtjylland. Den bærer på ryggen et netmønster, som genfindes på andre genstande fra Ertebølletiden, og dermed kommer den i selskab med fire andre prægtige bjørneskulpturer af rav fundet i Danmark. Ja, en af dem har man betegnet som et af hovedværkerne inden for europæisk jægerkunst.122

Det er en bjørnefigur, som i vinteren 1990-91 blev fundet på Fanø Vesterstrand. Den er formgivet så elegant og med så stort et kendskab til dette forunderlige dyr, at betegnelsen mesterværk ingenlunde er en overdrivelse. Ligesom de andre kendte bjørnefigurer, har den omkring halsen en svag slidfure, som må være lavet af en snor bundet om dyrets hals. Nogen har altså båret figuren på sig, som amulet måske.

Hvorfor spillede bjørnen så stor en rolle i Ertebøllemenneskenes kunst? Det har den i øvrigt gjort i alle jægerkulturer på den nordlige halvkugle. Måske på grund af dens menneskelige træk? Måske også fordi man i mange jægersamfund mener, at der eksisterer et særligt slægtskab mellem menneskenes slægter, eller klaner, og bestemte dyrearter. Måske bjørnen var totembillede for en jysk Ertebølle-klan for mere end sekstusinde år siden.123

Den sidste af ravfigurerne, vi skal nævne her, er en fuglefigur fundet i Engesvang Mose i Midtjylland. Det synes at være en svømmefugl, arten lader sig ikke bestemme. Men bag fastholdelsen af fuglens form fornemmer man glæden ved det dejlige fuglekød, man kunne fedte gummerne med, når de vældige fugleflokke pludselig dukkede op om efteråret. Og man undrer sig over, hvorfor de mennesker, som evnede så naturnær en kunst, ellers holdt sig så strengt til en geometrisk motivverden, hvor de enkelte tegn måtte gentages igen og igen. Der skulle gå mere end to tusinde år, før en figurkunst igen dukkede op hos landets oldtidsbefolkning.

Noter

108: S.H. Andersen 1981a.

109: F.eks. i Fannerup på Djursland, G.H. Rasmussen 1990 a-b; P. Vang Petersen 1998, s. 95.

110: S.H. Andersen 1998a.

111: Kjærum & Olsen 1990, s. 28.

112: S.H. Andersen 1981a, s. 8 ff.

113: S.H. Andersen 1981a.

114: E. Brinch Petersen 1971.

115: P. Vang Petersen 1998, s. 95, fig. 11.

116: A.D. Johansson 1998, s. 208 ff.

117: Ibid. s. 209.

118: P. Vang Petersen, 1998.

119: P. Vang Petersen 1998, s. 96.

120: Ibid. s. 92.

121: Kjærum & Olsen 1990, s. 30.

122: P. Vang Petersen 1998.

123: Ibid.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet De magiske redskaber.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig