Udsnit af agersystem fra yngre bronzealder med små, uregelmæssige marker, imellem hvilke der findes større og mindre lavninger. Fra Bjerre Enge i Thy.

.

Arden fra Døstrup er fundet i en lille mose nord for Døstrup by i Sydhimmerland. Kulstof 14-dateringer har vist, at den hører hjemme i bronzealderens slutning, omkring 700 f.Kr.

.

Helleristning af pløjning med bueard. Valla Östergård i Bohuslän, Sverige.

.

Kornbeholdere fra den store boplads ved Voldtofte på Sydvestfyn. I alt fem sådanne lerkar blev fundet nedgravet med et indhold hovedsagelig af byg.

.

Profilsnit gennem en jord ovn. Fra en bronzealderboplads ved Skamlebæk, Odsherred.

.

Fiskekrog fundet i en mose ved Prejlerup i Odsherred.

.

I nærheden af bopladserne, lå de små agre. Forunderligt nok er nogle af dem bevaret helt op til vor tid. Nogle er bevaret i skove, andre er bevaret, fordi de er blevet dækket af sandfygning.75 De ældst kendte marksystemer har man fundet ved bopladserne i Bjerre Enge i Thy, hvor man kunne kortlægge deres form og udstrækning ved hjælp af søgegrøfter. Der tegnede sig mindst 12 ganske små, uregelmæssige marker af varierende størrelse, mellem 100-300 m2 store.76 Uregelmæssige var de, fordi de lå ind imellem våde sænkninger af forskellig størrelse.

Markstykkerne havde været dyrket i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr., og de var pløjet med ard. Der var marker, hvor man kunne se de tætliggende, parallelle ardspor, undertiden afgrænset af små lave jordvolde. De er således det hidtil tidligste eksempel på de voldindrammede agre, som bliver så almindelige i den sidste halvdel af det 2. årtusinde f.Kr. (se Et landbrug i forvandling). Formentlig var agrene indhegnede, så kvæget og fårene ikke kunne gøre skade på dem. Måske man har hegnet dem med let fornyelige, flettede hegn. I så fald har der groet stynede lunde ikke langt fra markerne.

Ved pløjningen af agrene arbejdede man på kryds og tværs for at smuldre jorden, så den kunne blive bekvem at så i. Noget effektivt pløjeredskab var arden dog ikke, en egentlig plovfure kunne den ikke frembringe. Den ældste ardtype var den simple krogard (se Bronzestøbere i nord). Men den blev i løbet af det 1. årtusinde f.Kr. afløst af den mere udviklede bueard, som vi kender fra et fund i Døstrup Mose i det sydvestlige Himmerland.77 Karakteristisk for den gamle krogard var, at ås, skær og sål var dannet af ét stykke træ, hvilket gjorde arden meget sårbar over for skader. Knækkede sålen eller blev skæret beskadiget, var det ofte ensbetydende med, at man måtte lave et helt nyt redskab. Man var altså nået frem til et mere sammensat redskab, hvis enkelte dele kunne udskiftes, efterhånden som de blev udslidte.

Allerede i bronzealderens først halvdel var man formentlig begyndt at gødske agrene. Affald og husdyrgødning blev fra gårdanlæggene kørt ud på de små marker. Sådan har man i hvert fald fortolket de forkullede planterester og potteskår, man fandt lige over den sandede undergrund på markerne ved Bjerre Enge.78 Det må have betydet en væsentlig forbedring af de afgrøder, man kunne høste, og hang formentlig sammen med, at man nu også i et vist omfang var begyndt at sætte husdyrene på stald.

Ikke blot forbedrede man afgrøderne, men man ændrede også på deres sammensætning. Det skete ganske vist gradvist og over lange tider. De afgrøder, man havde dyrket i bronzealderens første halvdel, havde meget lignet dem, man dyrkede i den senere del af bondestenalderen. Men med begyndelsen af den yngre bronzealder viste der sig mange nye træk, som fortsatte og forstærkedes igennem jernalderen. Tre fjerdedele af de dyrkede afgrøder var byg. Her vandt den avneklædte byg mere og mere indpas på bekostning af den nøgne byg. Samtidig gik dyrkningen af emmer tilbage. Til gengæld så man en stigning i omfanget af spelt, ligesom også rug og sæddodder nu indgik i afgrøderne, dog endnu i meget beskedent omfang.79 Også havre, som man førhen troede var ukrudt,80 blev nu mere almindelig. Muligvis var man begyndt at dyrke den som en reel afgrøde.81 Kendskabet til afgrødernes sammensætning får man fra de forkullede korn, man finder på bopladserne. På den store boplads på Kirkebjerget ved Voldtofte fandt man endog et lille kornlager i et par nedgravede lerkar. Det bestod mest af byg og en lille smule hvede.82 Men af de forkullede korn, man fandt på bopladsen, kunne man slutte, at beboerne muligvis også havde dyrket hirse. Den kan have været en slags reserveafgrøde, for hirse gror meget hurtigt, og kan derfor plantes sent på sæsonen, hvis de øvrige afgrøder ser ud til at svigte. Man fandt også frø af hvidmelet gåsefod. Det er en særdeles næringsrig plante, som har et større indhold af jern og protein end kål og spinat og mere vitamin B1 og calcium end rå kål. Måske man indsamlede den på brakmarkerne omkring bopladsen, hvis man da ikke direkte dyrkede den på agrene.

Men kød skulle der også til i husholdningen. Her kunne der være store forskelle på, hvordan husdyrbestanden på den yngre bronzealders bopladser så ud. Almindeligvis udgjorde kvæget omkring 50% af det samlede antal dyr, svin op til 25% og får og ged ligeledes op til 25%, men variationerne kunne som sagt være meget store.83 Svineholdet var f.eks. ganske ringe på de kystnære bopladser, bl.a. langs Vestkysten og på Vadehavsøerne. Her udgjorde får og ged i stedet en større andel af den samlede husdyrbestand – måske op til mellem 30-40%.84 Der er imidlertid også tegn på, at svineholdet voksede i betydning, jo længere mod øst man kom i Sydskandinavien. Svinene var små eller mellemstore dyr, som var veltilpassede til at leve i områder med åben skovvegetation. De krydsede sig ikke sjældent med vildsvin, og vi må forestille os, at de mange steder har levet som halvvilde bestande i bosættelsens yderområder.85

Ude ved kysterne spillede får og ged som sagt en forholdsmæssig stor rolle. Det hænger formentlig sammen med kystområdernes relative mildhed i forhold til indlandet, som betød en længere vækstsæson for græs. De mange naturlige strandenge har også været bedre til fårehold end til svin. Hvordan de indbyrdes mængdeforhold mellem får og ged var, ved vi meget lidt om. Men man ved, at en fåreflok almindeligvis er lettere at styre, hvis den indeholder nogle få geder, så formentlig er det fårene, der har domineret, både som leverandører af kød og uld.86

På de fleste bopladser var det dog kvæget, som spillede den største rolle. Der var tale om små til mellemstore dyr,87 som udnyttedes både for kødets og mælkeprodukternes skyld. Det sidste ser man bl.a. af de sikar til ostefremstilling, som ofte findes på bopladserne.88 En enkelt boplads, Kirkebjerget ved Voldtofte, viser dog en helt enestående dominans af kvæg. Her var over 80% af husdyrene kvæg. Er forklaringen måske den, at Kirkebjerget var et høvdingesæde, hvortil de omkringliggende bosættelser afleverede tribut i form af kvæg? Et svar kan vi desværre ikke give, så længe bopladsens karakter ikke er afklaret.

Endelig er der hesten, hvis knogler man finder på næsten alle bopladserne, men som regel i ret varierende mængder. Oftest udgør de dog kun 3-5% af det samlede antal knogler, i sjældne tilfælde kan de nå op på 1015%. At man har gjort sig til gode med hestekødet, det viser talrige fund af marvspaltede knogler. Men fundene af lette vogne fra bronzealderens slutning viser også, at hesten blev anvendt som trækdyr, ja, måske endog som ridedyr.89 Vildt har også undertiden stået på menukortet, men sjældent, at dømme efter de meget få knogler af f.eks. kronhjort og rådyr på bopladserne. På bopladsen Kirkebjerget ved Voldtofte blev der f.eks. næsten ikke fundet knogler af vilde pattedyr. Sådanne blev dog nedlagt på andre bopladser, og man har også fundet sindrigt konstruerede dyrefælder, som kunne anvendes til fangst af pelsdyr.90

Meget af kødet fra de dyr, der blev slagtet på bopladserne, endte i de jordovne, som i stort tal lå et stykke vej fra langhusene. Ved de arkæologiske udgravninger viser de sig som gruber af forskellig størrelse men med ensartet opbygning: bunden er pakket med ildskørnede sten, hvorover der ligger måltidsrester og affaldsblandet fyldjord. Der er sjældent spor af, at der har brændt ild i gruberne – den kraftige opvarmning af stenene må være foregået andetsteds, formentlig i store bål, hvis rester for længst er bortpløjet.

Disse jordovne var særdeles velegnede til tilberedelsen af kødet. Ja, ved efterlignende eksperimenter har man kunnet eftergøre et måltid, omtrent som bronzealdermenneskene må have tilberedt det.91 Man samler en mængde sten, helst af granit eller sandsten, 10-20 cm store. Nogle af stenene lægges op i en flade, og på den antænder man et bål, som vedligeholdes i én til to timer, idet man skiftevis kommer brænde og sten på ilden. Medens bålet brænder, graver man en grube, omkring en meter eller mere i tværmål. Når bålet er blevet til gløder, rager man de hede sten ned i gruben. Den skal fyldes halvt, og oven på de glødende sten lægger man stegen, enten indpakket i let sandmagret ler, en slags „kokotte“, eller omsvøbt med blade, gerne med urter, som kan krydre stegen. Til slut fyldes gruben op med resten af stenene, der dækkes med sand og græstørv for at mindske varmetabet.

De gloende sten afgiver deres varme meget jævnt, så stegetiden svarer til en moderne ovn indstillet på ca. 200 grader. Det betyder ca. en times stegetid pr. kg kød. Når den er udløbet, graver man ned til kødet, der nu er klar til servering. Sprød svær er der naturligvis ikke på stegen, dertil er der alt for megen damp i gruben. Men kødet er gennemstegt, velsmagende og fuld af saft. Den stenfyldte grube bruger man kun denne ene gang, og man fylder den med sand eller jord efter brugen, som bronzealdermenneskene gjorde det. Ellers udvikler der sig nemt en slem lugt- og flueplage i det afsmeltede fedt.

Også fisk kunne tilberedes i jordovnene. Og fisk indgik som en væsentlig del af føden på de bopladser, der lå i nærheden af vand. En sådan boplads må i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. have ligget ved Store Karlsminde nær Hundested på Sjælland.92 Selve bopladsen kender man ikke, men man kender dens grave, som blev fundet på sydkysten af Halsnæs. I en gravhøj var nedsat urnegrave fra bronzealderens sidste halvdel. I en af gravene var som gravgods nedlagt en dobbeltknap af bronze og en fin lille fiskekrog, ligeledes af bronze. Formen var nøjagtig som ved moderne fiskekroge.

Fiskekroge var ikke almindelige gravgaver i bronzealderens grave. Man kender dem dog i nogle få tilfælde, også nedlagt som offerfund i vådområder, både enkeltvis93 og sammen med andre bronzesager.94 Men som helhed er fiskeriets betydning i bronzealderen dårligt kendt, fordi skaller og knogler kun sjældent er bevaret på bopladserne.

På nogle af bopladserne i Østdanmark har man dog fundet spor efter et ganske omfattende fiskeri af hornfisk, torsk, kuller og flynder og indsamling af hjerte- og blåmusling, østers og strandsnegl.95 Også i Jylland har man spor af, at ikke blot er havets skaldyr blevet indsamlet,96 men man har også udnyttet strandede havpattedyr som f.eks. delfin, nordhval og kaskelothval.97 Også sæler blev lejlighedsvis jaget.98

Fiskerbønder var bronzealdermenneskene således i mange af landets kystegne, ganske som det var tilfældet i historisk tid. Men om man sæsonvis flyttede ud til kysten fra baglandets bosættelser, som man undertiden gjorde det senere i jernalderen,99 er derimod mere usikkert. Vi må nok snarere regne med, at såvel skaldyr og fisk samt havets fugle og pattedyr efter indsamling og fangst blev bragt væk fra selve kysten og hjem til landbebyggelsen.

Noter

75: D. Robinson et al. 1995; N.A. Boas 1991, 2000.

76: J.H. Bech 1993, 1997; T. Earle et al. 1997.

77: P.V. Glob 1951, s. 36 ff.

78: Robinson et al. 1995, s. 13 ff.

79: D.E. Robinson 1994.

80: P. Rowley-Conwy 1984a, s. 144.

81: D.E. Robinson 1994.

82: P. Rowley-Conwy 1984a.

83: Nyere undersøgelser af artssammensætningen af husdyrene på bronzealderens bopladser foreligger ikke publiceret. Hedeager & Kristiansen 1988, s. 86, har dog fremlagt tallene fra en upubliceret undersøgelse ved G. Nyegård fra 1983, se også Ethelberg et al. 2000 s. 230.

84: Det var f.eks. tilfældet på Bulbjergbopladsen i det nordvestlige Jylland, S. Müller 1919; J. Jensen 1967 og J.-H. Bech 1997, hvor 36% af husdyrene var får og ged, medens kvæg udgjorde resten. Samme procentvise fordeling af husdyrene finder man også i Bjerre Enge i Thy, hvor svin næsten synes at mangle, T. Earle et al. 1994; J.H. Bech 1997, s. 10. Et lille bopladsfund fra Torslev ved Limfjorden viser ligeledes en klar dominans af kvæg og får/ged over for svin, G. Nyegaard 1995.

85: J. Lepiksaar 1969, s. 201.

86: G.F. Ijzereef 1981, s. 101.

87: M. Degerbøl 1963.

88: F. eks. ved Abbetved på Sjælland, se S. Müller 1919.

89: H. Thrane 1999a.

90: J. Jensen 1979, s. 45.

91: L. Eskildsen 1979.

92: C.J. Becker 1941.

93: F. eks. i en mose ved Prejlerup, C.J. Becker 1941, s. 38, fig. 6.

94: I et rigt offerfund fra Kelleklintgård, Ubby sogn, Holbæk amt, er der fundet fiskekroge sammen med mands- og kvindesager, H.C. Broholm 1946, M 113, afb. ibid. s. 214.

95: På bl.a. bopladserne Hasmark og Dyrhavegård på Fyn, Abbetved på Sjælland, se H. Winge 1919, og Kolby på Samsø, se J. Jensen 1997, s. 110.

96: F.eks. på støbepladsen ved Håg på Djursland, C. Neergaard 1908.

97: F.eks. på bopladsen Bulbjerg ved Vestkysten, H. Winge 1919, s. 98 ff.

98: F.eks. i Hasmark på Fyn, H. Winge 1919, og St. Magleby på Amager, upubliceret.

99: K.L. Poulsen 1979.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Den daglige føde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig