Den første dyreornamentik

De første fire århundreder efter Kr.f. havde været en mærkelig billedfattig tid. Dog med nogle enkelte undtagelser, f.eks. de billedfriser i presblik, der prydede de sølvbægre, som hørte hjemme i det rige høvdingemiljø i Østdanmark i 3. og 4. århundrede e.Kr. (se Et sjællandsk høvdingedynasti). Men med folkevandringstidens begyndelse opstod en ny billedstil, en fantasifuld dyreornamentik, som voksede frem i den første halvdel af det 5. århundrede. Det skete ret pludseligt og uden nogen tydelig forankring i den foregående periodes symbolunivers. Fuldt færdig kom den dog ikke. Tværtimod var 400-tallet en opbygningsperiode, hvor man afprøvede forskellige stilelementer på forskellige materialer. Men efterhånden voksede elementerne sammen til en helhed, til den fladedækkende kunstform, som karakteriserer den egentlige dyreornamentik.

Med dyrestilen var der opstået en kunstnerisk udtryksform, som ganske vist forvandlede sig fra århundrede til århundrede, men hvis styrke og ideologiske bærekraft holdt sig helt frem til kristendommens etablering i den tidlige middelalder. Først da blev en ny stil – den romanske – dens afløser. De dyreskikkelser, som indgik i den gamle stil, havde nemlig en helt central plads i den førkristne verdensforståelse. Og når dyrestilen ikke overlevede kristendommens komme, skyldes det, at den var forankret i et ganske andet og med kristendommen uforeneligt trossystem.¹⁷

Ved første øjekast vil man måske ofte blot opfatte dyrestilen som en æstetisk vellykket dekorationsform. Men stil er ikke blot dekoration, den er også et symbolsprog.¹⁸ Det er først i den seneste generation, at dette synspunkt er slået igennem i den arkæologiske forskning. Forud for det gik en lang række studier, hvor man prøvede at udskille de enkelte elementer i dyrestilen og opdele dem i en række stilarter, som man så søgte at finde forudsætningerne for i det øvrige Europa.¹⁹

Den opgave er i vid udstrækning lykkedes. Men man er i dag mere tilbøjelig til at søge at forstå det sprog, som ligger bag de forskellige dyrestilarter. Men som det er blevet udtrykt: „Hvor håbløst virker det ikke for os i dag med en tusindårig kristen kulturbaggrund, at ane de kulturelle koder, der bandt menneskene sammen med hinanden og med verden i hedensk tid? Hvor meget kan vi nogensinde komme til at kende og forstå de vilkår, der eksisterede for mennesker, som ikke huskede ved hjælp af det skrevne ord, men ved hjælp af hukommelsen, som ikke gik i kirke og sang salmer, men slagtede dyr og hængte mennesker i træerne for at forlige sig med deres Gud. Som havde myter og oprindelseshistorier, der var meget anderledes end den jødiske, som vi har lært at kende gennem Biblen som vores egen? Som kendte ordets magt, når ord alene havde kraft til at døde. Hvordan var deres selvopfattelse, og hvilken kosmologi, hvilken verdensorden var deres?“²⁰

Lad os først se på de eksperimenter, 400-tallets kunsthåndværkere prøvede igennem, inden de nåede frem til den egentlige dyrestil. Et af eksperimenterne førte frem til den såkaldte Nydamstil.²¹ Til den hører bl.a. det kostbare våbenudstyr, der i 1888 blev fundet i Nydam Engmose, men adskilt fra det store våbenofferfund – og af alder noget yngre end dette, dvs. fra 400-tallet. Begravet i tørven lå her ca. 100 sølvbeslag fra mindst 11 forskellige sværdskeder.²² Sølvet var muligvis nedgravet for sig selv for at undgå plyndring af offerpladsen, som i 400-tallet var blevet forvandlet fra en utilgængelig sø til en fremkommelig moseflade.

Mellem de mange skedebeslag var f.eks. en pragtfuld dupsko. Mellem de U-bøjede kantbeslag sidder et støbt, gennembrudt beslag med en fantastisk kombination af dybtskårne karvsnitmønstre og plastiske fabeldyr, fugle og mennesker. Denne kombination af dybtskåren geometrisk dekoration og plastiske billeder af dyr med bl.a. oprullede fiskehaler er netop karakteristisk for den såkaldte Nydamstil.

Her dukker dyrefigurerne altså op for første gang. Betragt dem nøje. Der er fuglefigurer, hvor næbbet er tykt og kort, nærmest af form som et papegøjenæb, og det holder en lille kugle. Der er fantastiske dobbeltdyr dannet af en kort, bugtet krop med et dyrehoved i hver ende. Det ene har nærmest form som et kort, sammentrykt fuglehoved, det andet har lange kæber, der er vidt opspilede. Den lange overkæbe er i spidsen oprullet, medens underkæben løber ud i en spids, der bugter sig ud til pladens rand. Det hele giver indtryk af kriblende liv. Men der er alligevel en vis symmetri og harmoni over helheden.

Om de mange forskellige sølv- og bronzearbejder dekoreret i Nydamstil kan man sige, at dybtskåret, graveret arbejde er brugt i rigeligt mål. I ornamentikken er anvendt hul- og rundstave, og rækker af fremstående naglehoveder indgår som led i dekorationen. Og endelig indgår en lang række dyrehoveder, ligesom hagekorset og spiralkrogen er brugt som ornamenter side om side med diverse former for stempler.

Man ser også eksempler på stilen i det sidste af de våbenofre, der i 400-tallet blev nedlagt i Ejsbøl Mose. Her var det udsøgt bælteudstyr, som tilhørte de besejrede officerer. Blandt stykkerne var f.eks. tre fornemme remspænder af forgyldt sølv, rigt dekoreret med dybtskåret karvsnit, dyreornamenter og forskellige rankemønstre. Karvsnit er en dekorationsteknik, der minder om træskærearbejder. Snittene blev lagt i vinkel mod hinanden, og de derved skabte mønstre reflekterede lyset bedre end den mere flade stempeldekoration. Virkningen kunne forstærkes ved, at man forgyldte metallet eller lavede indlæg af niello, som skabte en virkningsfuld kontrast til det forgyldte sølv. På remspænderne fra Ejsbøl ligger plastisk udformede dyrehoveder hen over bøjlen på de store massive remspænder og sidder som afslutning på dornen.

Forbillederne for den dybtskårne karvsnitornamentik, som er så karakteristisk for Nydamstilen, kan man bl.a. se på bronzegarniturer, som findes på senromerske militærstationer på kontinentet. Her udgjorde de dele af de romerske grænsetroppers udrustning. Bronzegarniturerne kunne i øvrigt også være udsmykket med en stempelornamentik, som ligner den vi finder på metalarbejderne, udsmykket i Nydamstil.

Kendskabet til den karakteristiske karvsnitornamentik må være kommet hertil via det nordvesttyske område, som modtog megen provinsial-romersk import, bl.a. netop de bronzegarniturer, som må have været forbilledet for den skandinaviske Nydamstil. I det hele taget forekommer karvsnitornamentikken helt ensartet over store områder på kontinentet. Derimod veksler de ornamenterede genstande fra område til område. Det var altså lokale former, der blev udsmykket med en fælles ornamentik. Man har heraf sluttet, at det må være kunsthåndværkere, snarere end handel og vareudveksling, der spredte ornamentikken.²³ Man har endog ment, at det var håndværkere, som var blevet tvunget ud på vandring på grund af den stærke politiske uro i Gallien i de første årtier af det 5. århundrede e.Kr.

De forskellige kunstneriske stile, som voksede frem i begyndelsen af 400-tallet, var knyttet til forskellige håndværkstraditioner, -teknikker og materialer. Medens den plastiske Nydamstil fortrinsvis anvendtes i forbindelse med støbte sølvgenstande, brugte man en anden stil til dekorationen af udhamrede blik- og pladearbejder, den såkaldte Sösdalastil. Navnet stammer fra et lille våbenofferfund i Sösdala i Skåne.²⁴ Stilen kendes i Danmark bl.a. fra et gravfund fra Kvarmløse på Vestsjælland.²⁵ Her fandt man bl.a. en sølvblikfibula, der var udsmykket med en dekoration, der virker ved sin bløde linjeføring og tilbageholdende ornamentik. Det er en fladeornamentik, i hovedsagen en stempelornamentik, bestående af buestempler og trekantstempler af forskellig slags, punktrækker, krydsskraverede rombiske figurer, og som ofte bruges til at skabe et stjernemotiv.

En del af stempeltyperne var almindelig kendt i tidligere tider, andre er derimod nye. De genfindes f.eks. på Guldhornene (se Guldhornene fra Gallehus), på seletøjsbeslag, fibler, våben osv. De elementer, som indgår i Sösdalastilen, er således ikke udelukkende nye, men danner en fortsættelse fra yngre romersk jernalder. Generelt bliver de dog talrigere og mere varierede i ældre germansk jernalder.

For enderne og langs kanterne af de genstande, som er udsmykket i Sösdalastil, finder man dyremotivet anvendt i moderat stilisering. Det er fortrinsvis profilsete dyrehoveder med hagespids og kæbeflige. Hvor impulsen til disse dyrehoveder kom fra, er vanskeligt at afgøre. De findes vidt udbredt i Europa og på mange forskellige genstande såsom bæltespænder og bæltebeslag udbredt langs grænsen af det senromerske rige fra England, Belgien og Rhinområderne, langs Donau gennem Østrig til Ungarn og med udløbere til Jugoslavien og Italien. Ligeledes findes dyrehovederne på bæltespænder og bæltebeslag med karvsnitornamentik, som er udbredt i de samme områder.²⁶

De profilsete dyrehoveder finder vi i Skandinavien i en række gravfund, bl.a. på gravpladsen ved Sejlflod i Nordjylland.²⁷ Her optræder de både i form af profilsete dyrehoveder, som vender fra hinanden, og i form af profilsete dyrehoveder med åbent gab anbragt i rækker på tre efter hinanden.

Sösdalastilen er ligesom Nydamstilen afledt af den senromerske, kontinentale kunstindustri, og dens elementer må være kommet til Skandinavien ad de samme veje. Meget tyder på, at de rigt stempelornamenterede genstande er opstået i Mellemeuropa, hvor den senromerske kultur mødte den germanske. Derfra spredes både stempelornamentik og karvsnit mod nord og nordvest. De to stilarter nåede Sydskandinavien nogenlunde samtidigt, i begyndelsen af den ældre germanske jernalder, det vil sige omkring 400 e.Kr.²⁸

I våbenofferfundet fra Nydam Engmose fandt man også eksempler på en tredje stil fra 400-tallets begyndelse, Kragehulstilen kalder man den. Den var bl.a. anvendt ved træskærearbejdet på fire sværdskeder, som lå ud for Nydambådens vestende.²⁹ De var dekoreret med fabeldyr med lange opspærrede gab, runde øjne og markerede ører og krumbøjede halse. Flere af dyrene havde forben og båndformet slangekrop og var komponeret sammen to og to. Der var også nogle havuhyrer med langtrukne snuder og oprullede bagkroppe, hvis halespids var kløverbladformet. Desuden sås udskårne bølgespiraler og treforke. Der var i det hele et maritimt præg over stilen.

En af skederne var desuden dekoreret med fire udskårne, parvis modstillede fabeldyr med markerede ører og sammensnoede slangekroppe med pæreformede halespidser. Oven over disse så man et dobbelthovedet dyr med ensdannede forben og hoveder i begge ender. Som vi senere skal se, findes sådanne væsener også på det korte guldhorn.

I Nydam Mose fandt man desuden, som vi allerede har hørt, et antal lansespidser fra 400-tallet dekorerede i Kragehul-stil. Spidserne var prydet med indridsede fletbånd. De fladedækkende fletbåndsmønstre var fint indridset med en kniv og har antagelig været fremhævet ved indgnidning af sort farvestof. Hovedmotivet er sammenflettede slanger med gabende hoveder og båndformede kroppe. Beslægtede mønstre finder man på nogle af lanseskafterne fra Kragehul Mose.

Nogle af lanseskafterne fra Nydam havde i øvrigt indskårne runeindskrifter. Det havde også nogle af lanseskafterne fra Kragehul Mose.³⁰ Der var dog ikke tale om læselige indskrifter, blot om runelignende tegn. Men selv om inskriptionerne i sig selv er meningsløse, må de have udgjort besværgelser af en eller anden art. Der forekommer også andre tilsyneladende magiske symboler: hagekors, Skt. Hanskors og triskeler f.eks. Alle var de formentlig anbragt der for at vise deres ejermands status og give ham beskyttelse.

Et hagekors finder man også indlagt i sølv på bladet af en af Nydamfundets meget lange lansespidser fra slutningen af 400-tallet. På den anden side afbladet er i tidens typiske stil indlagt et guldbillede af et vilddyr.³¹ Det er udført i tauscheringsteknik (se I håndværkernes værksteder) og forestiller en hund eller en ulv. Måske det er Fenrisulven, der i den oldnordiske mytologi var symbolet på verdens undergang, og som her viser sig for første gang i det nye billedsprog.

Som vi senere skal se, var 4-500-tallet netop den tid, hvor Odin og andre genkendelige figurer fra den nordiske mytologi begynder at dukke op i billedkunsten. Lansen var Odins våben – den hed Gungner – og jordiske høvdinge havde ifølge den senere sagalitteratur den skik at indlede et slag ved at rette deres lanse mod fjenden for derved at vie modpartens lig til Odin.

Det ser ikke ud til, at disse tidlige billeder havde til formål at gengive en fremadskridende fortælling. Heri ligner de meget de tidligste billedfremstillinger fra bronzealderen (se Hellige tegn). Deres formål var snarere at påkalde dengang velkendte magter. Først senere bliver billedfremstillingerne mere sammensatte og viser hen til de mundtlige fortællinger om guder og helte, som var en del af hele samfundets kosmologi.

Efter denne første eksperimenterende fase i billedkunstens udvikling fulgte en ny, som man betegner som dyreornamentikkens stil I.³² Det var en figurrig og meget kompleks stil, som nu udfyldte pragtgenstandenes flader. Dyrefigurer var rene fantasivæsener, og sammen med dem optrådte menneskefremstillinger, især ansigtsmasker. Geometriske mønstre og fletbånd indgik desuden i helheden og dannede en altid symmetrisk opbygget, fladedækkende udsmykning på f.eks. dragtspænder, såkaldte fibler, smykkeringe, våben og beslag til hesteudstyr.

Man kan sige, at det var sønderdelingen, der som princip beherskede den nye stil. Dyremotiverne spredtes nu over større flader på kunstgenstandene. Karakteristisk var, at det ofte var løsrevne arme og ben vekslende med dyrehoveder og hele dyrefigurer. Man opløste dyrefigurerne ligesom menneskefigurerne i deres enkeltdele: hoved, arme, ben osv., og disse dele blandede man efter en bestemt hensigt. Med dette sønderdelingsprincip brød den nordiske kunst med den klassiske tradition. I Middelhavslandenes kunst fastholdt man stadig en vis naturefterligning. Men i Norden så man kunsten på en ny måde. Resultatet blev en ny livskraftig kunst, som levede videre i århundreder under stadig forvandling. Den blev de nordiske folks mest selvstændige bidrag til verdenskunsten.

Den nye kunststil var et forunderligt blandingsprodukt, som udsprang af de eksperimenter, metalhåndværkerne havde gjort i 400-tallet. Det var de eksperimenter, vi ovenfor har benævnt Nydamstilen, Söstalastilen og Kragehulstilen, og som for en stor del havde deres forudsætninger i senromersk kunsthåndværk. Der åbnede sig imidlertid til stadighed nye inspirationskilder. Bl.a. inspirerede asiatisk dyrestil og polykrome gotiske arbejder med indlagte sten i forskellige farver også kunsthåndværkerne. Det var i Jylland, på de danske øer, i Sydsverige og det sydligste Norge, at stilen nåede sin største bredde. Dog var den også at finde på kontinentet og i England fra de sidste årtier af 400-tallet.

På kontinentet blev den nye dyrestil først og fremmest anvendt ved fremstillingen af de store dragtspænder, de såkaldte reliefspænder. De var ofte af sølv, eventuelt forgyldte, og prægtige i deres udformning. I Norden brugte man tillige den nye stil til udsmykning af mange andre genstande, fortrinsvis dem som tilhørte dragten og våbenudstyret.

De kontinentale reliefspænder kan man opdele i to forskellige grupper. Dels spænder, som var fremstillet i Norden eller efterlavet på kontinentet – dels spænder, som var lavet på kontinentet, men dekoreret i en stil, som var en selvstændig videreudvikling af den nordiske. Begge grupper finder man især langs Rhinen, i det alemanniske og thüringske område, og i det angelsaksiske Sydengland. Mod syd på kontinentet kunne man finde en særlig stil i det langobardiske Ungarn og i det alemanniske område af Sydvesttyskland. Man kunne i øvrigt også finde denne stil spredt til andre dele af kontinentet og til Sydengland.³³

Ikke bare de nordiske reliefspænder, men også de ejendommelige hængesmykker, som benævnes brakteater (se Asetroens billeder), blev spredt ud over det 5. århundredes Europa. Også dem finder man fra England i vest til Ungarn og Ukraine i øst. Som vi siden skal se, hentede brakteaternes billedfremstillinger i et vist omfang deres motiver fra den nordiske mytologi. Odinfiguren, krigsguden, spillede her en vigtig rolle, formentlig som et nyt og centralt element i mytologien.

Mange af folkeslagene på kontinentet og i England må have været fortrolige med dette nye symbolske billedsprog, som kom til udtryk på reliefspænderne og brakteaterne, og som blev efterlavet og videreudviklet blandt en del af de germanske folk i Europa. Formentlig skete det, som det er blevet foreslået,³⁴ især blandt folkeslag, i hvis kosmologi forestillingen om en nordisk oprindelse indgik. Det afgørende er ikke, om disse folkegrupper engang var udvandret fra Skandinavien. Det afgørende er, at deres identitet og selvforståelse var knyttet sammen med Norden.³⁵ Derimod optog folkeslag uden den nordiske oprindelsesmyte ikke den nordiske dyreornamentik. Det gjaldt f.eks. frankerne, som alene anvendte fuglen, den romerske eller gotiske ørn. I overensstemmelse hermed blev nordiske guldbrakteater heller ikke udbredt til det centrale frankiske område.

Udviklingen af dyrestilen skete i en periode, hvor mange germanske folkeslag skabte nye statsdannelser både inden for og uden for grænserne af det gamle vestromerske rige. Sideløbende hermed opbyggede de nye styreformer og en ny politisk identitet centreret omkring kongemagten og krigereliten. Under den proces udviklede de en ny mytologi og en ny rituel praksis, der tog sit udgangspunkt i krigerklassens erfaringer fra vandringstiden. Selv om man i Norden mangler de skriftlige vidnesbyrd herom, tyder meget på, at det samme skete her.³⁶ De arkæologiske kilder peger i retning af, at man også i Skandinavien udviklede en ny kosmologi og nye former for rituel praksis. De første spor af asetroen viser sig efter alt at dømme i disse århundreder, og sideløbende hermed skaber man et nyt billedsprog, der, som vi senere skal se, bliver bærer af mange af de nye mytologiske forestillinger.

Den germanske dyreornamentik bestod af en lang række ikke-naturalistiske elementer, som kunne komponeres sammen i utallige variationsformer. Det kunne være stiliserede firfodede dyr, stående, krybende, gående, fremadseende eller tilbageseende. Det kunne desuden være dyrehoveder med næb (rovfugl), med mund eller mule (hest) og med gab (ulv). Et yndet motiv var også ansigtsmasker, både af mænd og kvinder. I begyndelsen blev alle disse motiver anbragt rundt langs kanterne af de udsmykkede genstande, mens de egentlige flader var dækket med en kraftigt udskåret spiralrankeornamentik – i øvrigt det eneste plantemotiv som blev optaget i den tids kunst. Med dette udgangspunkt udvikledes derefter den første af de store germanske dyrestile, stil I. Også inderfladerne blev nu dækket af komplicerede kompositioner af dyr, som så at sige flettedes ind i hinanden, indtil den fulde fladedækkende virkning blev opnået.

Det var kort sagt et nyt symbolsprog, man havde udviklet – og det skete i en form, som lå på et meget højt teknisk og kunstnerisk niveau. Hvert enkelt smykke var et lille kunstværk i sig selv. Og der er ingen tvivl om, at dyreornamentikkens symbolik og dens små variationer blev forstået af den germanske krigerelite over store dele af Europa. Dyreornamentikken var som et sprog, der formidlede de fælles kulturelle og religiøse koder, hvormed mange af de nye krigersamfund var bundet sammen i folkevandringstidens Europa.