En ny elite

Men lad os kaste et blik ud over de sydskandinaviske landskaber, som omgav det østsjællandske center for at se, om vi kan finde sporene af det aristokrati, som begyndte at manifestere sig i det 3. og 4. århundrede e.Kr. I øst lå Bornholm og Sydsverige. Også her kan vi iagttage, hvordan samfundsudviklingen gik i samme retning som over store dele af det nordeuropæiske område. Det er især på de bornholmske gravpladser, at vi kan følge udviklingen i detaljer. De arkæologiske udgravninger har nemlig gjort det muligt at studere enkelte familier over et tidsspan på 5-6 generationer, netop på et tidspunkt hvor store forandringer fandt sted i familie- og samfundsstrukturen.⁶²

På Bornholm var man begyndt at begrave de døde ubrændt på gravpladserne i tiden omkring Kr.f. Og igennem de følgende århundreder anlagde man jordfæstegrave side om side med brandgrave. Samtidig, eller rettere lidt før, begyndte man også at øge mængden af gravgaver, først i mandsgravene, men efterhånden også i kvindegravene. Begravelserne fandt igennem hele den romerske jernalder sted på store landsbygravpladser som f.eks. Slusegård på den sydlige del af øen,⁶³ Grødbygård⁶⁴ og Store Kannikegård.⁶⁵ I løbet af det 4.århundrede e.Kr. faldt antallet af begravelser imidlertid på de store gravpladser. I de følgende århundreder blev de mere og mere sporadiske, og som regel var der tale om urnebegravelser med kun lidt gravgods. Hovedparten af gravene blev nu i stedet anlagt på små gravpladser med 2-15 grave, hvorimellem der var nogle få rigt udstyrede.

Samtidig hermed etablerede den nye elite sig. En typisk begravelse af en højtstående kriger fra omkring 300 e.Kr. finder man f.eks. på gravpladsen Slusegården.⁶⁶ To vældige stenkredse havde man sat over hans plankebyggede kiste, og i den lå den døde selv i fuldt krigerudstyr. At han tilhørte det øverste aristokrati, fremgik af hans opdækning af romerske luksusvarer, glas og bronzeservice. Han var en høj mand, mindst 1,80 m, og hans fornemme dragt havde antagelig bestået af kofte og bukser samt lædersko. Om livet bar han et bælte med spænde.

Ved hans venstre side lå et langsværd af jern i træskede med en dupsko af bronze. Sværdet havde været ophængt i en bred rem over skulderen -det viser den runde bandolerplade, som lå på mandens venstre brystparti. Over benene lå et rundt træskjold, som havde været bemalet med blå farve.

På skjoldets midte sad skjoldbulen med det solide jernhåndtag. Og ved siden af den døde lå en lang lanse og et langt spyd samt en jernkniv. Pladen til bandolerremmen var fint bronzearbejde, med inddrejede kredse, afpudset på en drejebænk. Den stammede formentlig fra et provinsialromersk værksted.

Den slags rigt udstyrede grave vidner om, at også på Bornholm konkurrerede de førende familier indbyrdes om magt og anseelse ved bl.a. at investere kostbart udstyr, romerske importvarer f.eks.,⁶⁷ i de dødes grave. Endnu et par århundreder frem i tiden forblev samfundet præget af de førende familiers indbyrdes konkurrence og var derfor ganske ustabilt. Den elite, der markerede sig fra det 3. århundrede e.Kr., fik tilsyneladende ikke etableret så fast en magtbasis, at den også forblev den ledende i de følgende århundreder.⁶⁸

De store bornholmske gravfelter giver med deres hundreder af grave mulighed for et glimt af de samfundsforandringer, der fandt sted igennem den yngre romerske jernalder. En vigtig analyse af henved 500 grave fra perioden har bl.a. vist, at det er muligt at inddele gravene kronologisk i fem på hinanden følgende faser, hver af ca. 40 års varighed.⁶⁹ Dvs. man kan udskille de grave, der blev anlagt inden for en enkelt generation. Ydermere har det vist sig, at man kan afgrænse gravene fra de enkelte gårdanlæg, dvs. man i nogle tilfælde kan følge den samme families gravlæggelser over 5-6 generationer.

F.eks. rummede gravpladsen Grødbygård med sine 235 grave fire grupper af grave svarende til fire forskellige familier i et lille landsbysamfund, hvori der i gennemsnit havde boet 33 mennesker. Det var et samfund, der hørte til i den lavere ende af det sociale hierarki, følgelig var der på Grødbygård-gravpladsen heller ingen grave med romerske importgenstande. Typisk lagde man i en enkelt familie omkring 8-13 familiemedlemmer i graven inden for en generation. En middelstor gård begravede i snit 8 mennesker pr. generation, en større gård op til 13 personer. Almindeligvis drejede det sig i hver generation om to forholdsvis rigt udstyrede grave, hvori gårdens ægtefæller var gravlagt. Hertil kom 1-4 brandgrave med voksne og 2-4 barnegrave.

Undersøgelsen af de henved 500 bornholmske grave viser, at fra begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.⁷⁰ skete der betydelige ændringer. Jordfæstegrave blev nu almindelige og den sociale lagdeling øgedes. Der var nu dobbelt så mange grave, som man vil betegne som rigt udstyrede sammenlignet med tidligere – og samtidig blev kvindegravene for alvor synlige.

Ved hjælp af gravgaverne markerede man den dødes køn, alder og sociale status i de enkelte grave. Her viser det sig, at medlemmerne i de enkelte familier så at sige altid udgjorde et tværsnit af hele samfundspyramiden. Men samtidig markerede man også over for omverdenen familiens sociale status ved begravelsen af den først afdøde ægtefælle. Han eller hun blev ofte begravet i en kammergrav eller en bådgrav – og sommetider under en høj. Den først afdøde ægtefælle kunne være både en mand og en kvinde. Ofte var det dog kvinden, som jo almindeligvis havde en kortere levetid end manden. Men uanset hvilket køn den først afdøde havde, så var det ved begravelsen af ham eller hende, at man markerede familiens sociale status. Var det en mand, fik han sit statusbærende udstyr med sig i graven, dvs. et fuldt våbenudstyr. Var det en kvinde, blev hun gravlagt med et fuldstændigt sæt af smykker, ofte af ædelmetal. Når så den anden ægtefælle døde, blev han eller hun gravlagt med nogle enkelte højstatusgenstande, men altså ikke med det fulde udstyr. Men begge ægtefæller ejede altså et statusbærende udstyr. Og det betyder formentlig, at det udstyr, der tilhørte den overlevende ægtefælle, blev arvet af næste generation, som på den måde erhvervede sig genstande, der symboliserede status.⁷¹

På den måde markerede familien sig socialt i forhold til andre familier. Men der var stor forskel på, hvor meget man kunne investere i disse ritualer, og der var stor konkurrence mellem familierne indbyrdes. Dem fra de store gårde brugte flere ressourcer på begravelser end dem fra de mindre gårde. Og det smittede i øvrigt af på de andre medlemmer af familien.

Med begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. ophørte et stigende antal familier at benytte de fælles gravpladser. Det skete overalt på Bornholm, og man har set det som et udtryk for, at familierne nu i et vist omfang flyttede ud fra landsbyfællesskabet.⁷² På gravpladen Slusegård alene faldt antallet af familier fra over 20 i tidlig romersk jernalder til mindre end 10 i sen romersk jernalder.⁷³

Hele denne udvikling ser ud til at være udtryk for, at det gamle patriarkalske system med manden som den vigtigste ægtefælle blev ændret i løbet af det 3. århundrede e.Kr. Rollen udfyldtes nu skiftevis af mænd og kvinder, på samme måde som vi kunne iagttage det på Sjælland. Men samtidig kan man på Bornholm ane konturerne af nogle arveregler, hvor statusbærende genstande blev overført ved arv fra generation til generation. Markeringen af familiens status som en helhed blev nu også vigtig, i modsætning til tidligere tider, hvor det først og fremmest var det mandlige overhoved, som blev lagt i graven med sit fulde udstyr. Disse gennemgribende ændringer af samfundsmønstret skete i løbet af blot nogle få generationer i den yngre romerske jernalder. Og vi må spørge, hvad det var for forhold, der lå bag ved forandringerne?

Her har man foreslået, at de arveforhold, som man mener at kunne aflæse af gravgaverne, er udtryk for et forsøg på at etablere fast ejerskab til såvel forbrugsgoder som til jord.⁷⁴ Både mænd og kvinder havde del i dette system: det var den samlede families ejendomsret, man markerede. Samtidig hermed blev markering af familiens sociale status i stigende grad baseret på økonomisk velstand.

Resultatet blev, at de enkelte familier fik større individualitet. Det viser sig bl.a. ved, at de begynder at „flytte ud“ fra gravfelterne. De første, som flyttede, var dem med lav social status. Først senere ophørte også højstatusbegravelserne. Det er et mønster, der kan opfattes som udtryk for, at der skete en omstrukturering af ejerforholdene eller brugsretten til jorden. At de dårligere stillede familier flyttede først, kan betyde, at deres brugsret til jorden var blevet forringet eller afskaffet. At de flyttede, kan betyde, at udflytningen skete til tidligere marginale jorder. At de rige blev i primærområdet, kan betyde, at det var dem der organiserede udflytningen af de fattigere familier.

Bag dette kan eventuelt ligge den befolkningsvækst, som må være sat ind i århundrederne efter Kr.f. Tidligere forklarede man det næsten totale ophør i brugen af gravpladserne som resultatet af et opbrud fra den gamle landsbystruktur til en bebyggelse af enkeltgårde. Sådan er bebyggelsen på Bornholm jo i dag og har været det igennem hele den historiske tid.⁷⁵ Men måske virkeligheden var mere kompliceret, for landsbyerne gik ikke helt af brug. Man finder nemlig på øen store jernalderbosættelser som f.eks. Sorte Muld, Sylten og Smørenge, som rækker fra ældre romersk jernalder til tidlig vikingetid, og som hver dækker over 50.000 m². Der foregik snarere et opbrud af nogle landsbyer til mindre enheder med 1-3 gårde – måske det var bestemt af dyrkningsmæssige forhold. For landsbyerne synes kun at forsvinde i områder med lav produktivitet. I de områder, hvor der f.eks. var store engstrækninger, dvs. græsningsområder, fandtes der fortsat landsbyer.

Hvad vi kan iagttage på Bornholm, kan vi med større eller mindre klarhed på den tid se over hele det nordeuropæiske område, inkl. Sydskandinavien. På trods af øens tilsyneladende isolerede beliggenhed i Østersøen var de basale sociale strukturer de samme over hele regionen – og havde været det lige siden slutningen af den keltiske jernalder. De tilgrundliggende årsager lå formentlig i det landbrug, som overalt udgjorde eksistensgrundlaget for befolkningen – og i klimaet. Selv om der naturligvis kunne forekomme mindre kulturelle variationer forårsaget af bl.a. jernaldersamfundenes eksterne relationer i form af handel og udveksling.

En beslægtet situation finder vi i de landskaber i Sydsverige, der senere hen i historien var med til at danne Danmark. I Sverige som helhed er våbengravene ret fåtallige i yngre romertid,⁷⁶ ganske som det er tilfældet i Østdanmark. De få, der forekommer, ser dog ud til at tegne et billede af et samfundshierarki af samme art, som det der på den tid vokser frem i Danmark.⁷⁷

Også i bosættelsesmønstret ser man paralleller til udviklingen i Danmark. Bl.a. fremkomsten af centralpladser beslægtet med Gudme på Fyn. Den vigtigste er den forholdsvis nyfundne Uppåkra, der ligger midt på og på det højeste sted på Lundsletten i Skåne.⁷⁸ Det er et bosættelsesområde, som nogle steder har mere end to m tykke kulturlag. Inden for et område på 1,1 x 0,6 km har man fundet bosættelsesspor fra hele jernalderen. Hovedparten af bebyggelsen koncentrerer sig omkring yngre romertid og tidlig germansk jernalder, men stedet har været bebygget gennem det meste af det 1. årtusinde e.Kr. Uppåkra er blevet opfattet som en centralplads for hele Sydvestskåne.⁷⁹ I nærheden af den ligger en offermose, som måske har været samlingsplads for hele befolkningen på Lundsletten.⁸⁰ Allerede i romersk jernalder var bopladsen formentlig en af de største i Sydsverige.⁸¹

Forudsætningen for fremkomsten af sådanne magtcentre og omstruktureringen af bosættelserne til større enheder må have været etableringen af et stærkt hierarkiseret samfundssystem⁸² i lighed med, hvad der på samme tid skete i Danmark.

Vi kan nu forlade vore østlige udsigtsposter på Bornholm og i Sydsverige for igen at vende blikket vestover, mod landskaberne på den anden side af Sjælland, Fyn og Jylland. Var man engang i den yngre romerske jernalder, dvs. på den tid, hvor det østsjællandske høvdingedynasti konsoliderede sig, sejlet fra Sjælland over Storebælt, ville man formentlig være gået i land ved landingspladsen Lundeborg på Sydøstfyn. For den lave sydøstfynske kyst ud mod Storebælt var porten til Fyn, ligesom Stevns var porten til Sjælland. Sådan havde det været længe. For allerede i det sidste århundrede f.Kr. havde der siddet magtfulde høvdingeslægter på egnen. Det viste de rige og særprægede gravfund fra Langå (se De mange og de få).

Det var en tætbefolket egn, man kom til. Forlod man landingspladsen ved Lundeborg og de store klinkbyggede rofartøjer, der lå på stranden, kunne man følge Tange Å ind i landet. Her ville man snart få øje på den store bebyggelse Gudme, der lå deroppe i nærheden af de tre store høje: Albjerg, „højen med helligdommen“, Gudbjerg, „gudernes høj“ og Galbjerg, hvis navn stednavneforskerne udlægger som „højen for ofre“. Men inden man var nået så langt måtte man passere de dødes sted, den store gravplads Møllegårdsmarken. Den lå nogle hundrede meter fra bopladsens østligste udløbere. Med sine ca. 2500 grave var den landets største.

I dag er Møllegårdsmarken næsten fuldstændigt udgravet. Det begyndte allerede midt i 1800-tallet, da kammerherre Frederik Sehested til det nærliggende Broholm foretog de første udgravninger.⁸³ De seneste udgravninger er foretaget i vor tid.⁸⁴ Hovedparten af gravene var brandgrave. Aske og brændte knogler fra ligbålet var sammen med de brændte gravgaver anbragt i urner. Men også jordfæstegrave med rigt udstyr lå på gravpladsen side om side med brandpletter, hvor alene aske og lidt potteskår var tilbage.

Møllegårdsmarken blev brugt som gravplads fra det 1. århundrede f.Kr. og til ind i 400-tallet, ja, måske længere. Omkring 30 af gravene er fra tiden før Kr.f. Ca. 300 er fra de to første århundreder e.Kr. Resten, dvs. over 1500 grave, er fra 3. og 4. århundrede e.Kr. De samtidige grave ligger i små klynger med 20-30 grave. Det er et mønster, som formentlig afspejler de enkelte gårdanlæg i bebyggelsen. I 200-300-tallet e.Kr. var der tale om en halv snes.

Som gravplads er Møllegårdsmarken helt enestående. Ikke alene på grund af dens størrelse, men også fordi så mange af de døde havde fået romerske importgenstande med sig på den sidste rejse. Det drejer sig om mere end 80 grave.⁸⁵ Våben forekommer derimod praktisk taget ikke i gravene fra Møllegårdsmarken.⁸⁶

Selv om der ikke er tale om exceptionelt rige grave, er de alligevel udtryk for, at Gudmeområdet var et vigtigt centrum for forbindelserne sydpå mod Romerriget. Det er første gang i Danmarks oldtid, vi ser denne sammenkobling mellem handelsplads og gravfelt, som bliver så vigtig senere hen i tiden: Vikingetidens Hedeby ved Slien, Birka i Mälaren og Kaupang i Vestfold har alle sådanne store gravfelter. Og fra den mellemliggende folkevandringstid kender man den store gravplads og handelsplads på Helgö i Mälaren, som er samtidig med den senere bebyggelse i Gudme/Lundeborg. Disse store gravpladser antyder, at der eksisterede en form for fællesskab mellem de mennesker, der havde tilknytning til handels- og ladepladserne.

Er Møllegårdsmarken noget helt for sig, så vidner dens grave dog om den samme udvikling af samfundet, som vi f.eks. kunne iagttage på de bornholmske gravpladser.⁸⁷ I århundrederne f.Kr. var gravene relativt fattigt udstyrede. I 1. og 2. århundrede e.Kr. skete en gradvis vækst i antallet af rigt udstyrede grave, ganske som vi så det på Bornholm, og hvor vi fortolkede det som en øgning af slægtskabsforbindelserne mellem de højættede familier. I det 3. århundredes sidste halvdel og specielt i det 4. århundrede e.Kr. skete der et fald i antallet af rigt udstyrede grave og en markant vækst i gruppen af fattigt udstyrede grave.⁸⁸ Det svarer helt til, hvad vi så på Bornholm, hvor faldet i antallet af rige grave blev set som udtryk for en ændring af ejendoms- og arveforholdene. Der synes således at være tale om en synkron social udvikling på henholdsvis Bornholm og på Fyn. Samtidig ser man også, at social status markeres på samme måde de to forskellige steder.⁸⁹

Tilsammen udgjorde Gudme-Lundeborg-Møllegårdsmarken en enhed, og ingen af lokaliteterne kan forklares isoleret. Hver af dem var en del af et helt specielt bosættelsesområde, hvor der foregik import og produktion af såvel basisvarer som genstande til brug i de ritualer, som eliten udøvede i den sene romerske jernalder. Men der er endnu ikke fremkommet gravfund, som kan belyse Gudmeområdets funktion i forhold til den aristokratiske magt. Derfor må vi i vor søgen efter et fynsk aristokrati fra den yngre romerske jernalder vende os til andre egne af øen. For her kan vi nemlig gøre fund, der i rigdom nærmer sig det sjællandske aristokratis grave fra samme tid, og som viser, at også den fynske elite stræbte efter at legitimere den nye ledelsesform via omfattende gravriter og -udstyr.⁹⁰

Det var f.eks. tilfældet i Hågerup ved Brahetrolleborg nordøst for Fåborg, i forhold til Gudme helt ovre på den anden side af øen. Her fandt man en jordfæstegrav med en 20-35-årig mand, gravlagt med en overdådig rigdom af romerske importsager og lokalt fremstillede sager.⁹¹ Ingen tvivl om, at man her stod over for et menneske, der hørte til i den øverste top af samfundshierarkiet.

Det samme gjorde man ved Sanderumgård sydøst for Odense.⁹² Her var der tale om to grave med henholdsvis en mand og en kvinde, begge var overdådigt udstyret med romerske importsager og genstande af sølv og guld.

Den mest interessante yngre romertidsgrav fra Fyn er dog graven fra Årslev syd for Odense.⁹³ Den blev fundet i 1820 på vestskråningen af Årslev Kirkebakke. To skeletter lå parallelt med hinanden, men kun det ene havde gravgaver. Var det andet skelet måske af en træl? Var hun eller han i så fald en del af gravudstyret? Vi ved det ikke, men gravgaverne var i hvert fald enestående. De tilhørte formentlig en kvinde, og hun havde fået adskillige bronzefade og -spande, en sølvske og en del andre genstande med sig i graven. Men navnlig hendes smykkeudstyr var unikt. Det bestod bl.a. af syv hængesmykker af guld hver med en uddreven løvemaske og smykket med røde halvædelstene, en næsten 10 cm lang guldfibula med filigran og otte enkeltvis indfattede halvædelstene og en anden pragtfibula af sølv, foden ornamenteret i niello (en indlægning i mørkt metal) og nakkepladen dækket af guldblik med påloddede grupper af småkugler.

Hængesmykkerne er antagelig kommet til Fyn fra fjerne egne i Sydøsteuropa i midten eller slutningen af 300-tallet.⁹⁴ Med sig havde kvinden desuden en krystalkugle, en amulet, hvorpå der var indridset: ABΛANA-ΘANAΛBA. Det er en indskrift, der knytter kuglen til den østligt orienterede filosofi Gnosticismen, som fra omkring begyndelsen af vor tidsregning spillede en betydelig rolle i talrige religioner omkring det østlige Middelhav og i Den nære Orient.⁹⁵ Fra de klassiske forfattere ved vi, at man tillagde bjergkrystallet helbredende virkning. Man sagde, at det køler, stiller tørst og helbreder feber, så det har været en god ting at bringe med sig på den sidste lange rejse til dødsriget. Men hvor har menneskene på Årslevegnen ikke undret sig, dengang i 300-tallet e.Kr., når de holdt krystallet mellem to fingre og så igennem det – og så verden stå på hovedet.

Det var således et yderst sammensat gravudstyr, kvinden i Årslev-graven havde fået med sig på den sidste rejse. Løvesmykkerne, krystalkuglen og guldmønten var af sydøsteuropæisk oprindelse – det samme var de indfattede sten. Bronzekarrene og sølvskeen var provinsialromerske arbejder. Og resten af sagerne var af germansk oprindelse.⁹⁶ Var det sammenstykket arvegods? Eller kom kvinden måske selv fra de fjerne sydøsteuropæiske egne i Sortehavsområdet, hvor folkeslaget goterne netop da for første gang omtales i de antikke kilder.⁹⁷ Hvem hun end var, så havde hun i hvert fald også en vis forbindelse til det sjællandske Varpelev, for hendes særprægede hårnål af guld med en indfattet rød halvædelsten, en karneol og tre små, halvmåneformede guldstykker, der hang ned fra ædelstenen i fine kæder, var helt identisk med den hårnål, man fandt i en af gravene fra Varpelev (se Et sjællandsk høvdingedynasti). Det synes at fortælle om dynastiske forbindelser mellem det østsjællandske magtcenter og Fyn, om at de nye stormandsslægter var forbundne med hinanden gennem ægteskabelige alliancer.⁹⁸

Men de rige fynske grave vidner også om andre kontinentale kontakter.⁹⁹ I det 3. århundrede e.Kr. finder man rige fyrstegrave specielt i Mellemtyskland vest for floden Saale, i Thüringen og nord for Harzen. Mere spredt ligger de desuden i Mecklenburg, Østholsten og vest for Odermundingen i retning mod Pommern samt i Sachsen, Böhmen og Slovakiet. De fyrstegrave, der ligger i landet mellem den mellemste Elb, Saale og den nordlige Donau, rummede formentlig de første herskerslægter i et kongedømme ved navn Thoringi – Thüringen – som opstod i løbet af det 3. og 4. århundrede e.Kr. Man finder dem på nogle usædvanligt rige gravpladser, f.eks. Hassleben ved Erfurt og Leuna ved Leipzig.

I disse kontinentalgermanske områder foregik i de år en centralisering af magten, ganske som det skete i Østdanmark. Og herskerslægterne stod i kontakt med hinanden over store områder, som de havde gjort det i tidligere tider. Via disse kontakter spredtes bl.a. provinsialromerske produkter ud over det frie Germanien, ægteskabsalliancer blev indgået mellem de ledende slægter. Det er formentlig en af forklaringerne på de påfaldende ligheder mellem de rige fynske grave og de kontinentale grave i f.eks. Hassleben og Leuna.¹⁰⁰

Graven ved Hågerup nordøst for Fåborg er et slående eksempel herpå. Man har sammenlignet den med en af gravene fra Leuna.¹⁰¹ Begge gravene var jordfæstegrave, anlagt et par meter under jordoverfladen. De døde var begravet med hovedet mod syd i en plankekiste, som var ompakket med store sten. Skelettet i Hågerup var af en 45-50 årig mand, omkring 176 cm høj, medens den døde i graven fra Leuna sikkert var en ganske ung mand eller stor dreng. Begge havde de en „charonsmønt“ i munden, den ene en slidt sølvdenar præget så tidligt som 127 e.Kr. og den anden en guldmønt. Den døde fra Hågerup havde desuden en lille flad spiral af tyk guldtråd anbragt under højre underkæbe. Måske den var bestemt for færgefarten til dødsriget. Ved fødderne stod drikkeservicet. Det bestod i Hågerup af to bronzekedler, der var stillet inden i hinanden. I den inderste lå en sølvskål og i den igen en lille glasskål samt en lille lerkop med en lang romersk sølvske. Øverst lå to sammenhørende sæt af øse og si samt en benkam. Ved siden af stod et par lerkar og en træspand med bronzebeslag.

I Leuna havde man stillet en udsøgt trææske med bronzebeslag neden for den dødes fødder. Den rummede en bronzetallerken, tre lerkar, en sølvskål, en glasskål og et øse-si-par. Hen over kassen lå der madgaver, sådanne har der uden tvivl også været i Hågerup. En benkam lå uden for trææsken. Begge de døde havde fornemme rembeslag, og hver havde de en guldring på fingrene. Den fynske stormand havde desuden haft sit toiletgarniture af sølv med i graven. Den unge mand fra Leuna var derimod fornemt udstyret med to store, guldbelagte sølvsporer, en forgyldt romersk sølvfibula og tre pilespidser af sølv. Trods de små afvigelser er ligheden mellem de to grave slående, især når man betænker, at de to sølvskåle og de to guldfingerringe nærmest er identiske.

Andre eksempler kunne nævnes. F.eks. de fine romerske sølvskeer fra Hågerup og Årslev, som genfindes i både Leuna og Hassleben.¹⁰² Eller ringene med indfattede halvædelstene, der er almindelige i de tyske fyrstegrave, men som også optræder i de fynske. Der er altså tale om et meget nært slægtskab, både hvad angår gravskikken, gravenes udformning, den dødes placering, kisterummets indretning og gravgavernes karakter.

Hertil kommer, at det ofte, både på Fyn og Sjælland og i Thüringen, er kvindegravene, der er de rigeste. Den meget rige gravplads ved Hassleben var endog udelukkende forbeholdt kvinder. Det afspejler formentlig, at ægteskabsforbindelserne spillede en stor rolle i disse tidlige „kongedømmer“, på samme måde som de gjorde det senere hen i den europæiske historie. Desuden ser social status ud til at have været arvelig i de kontinentale germanske samfund. Det taler for, at de døde virkelig repræsenterede de første herskerslægter i de fremvoksende kongedømmer, udstyret med den rigdom og de værdighedstegn, der hørte et nyt dynasti til.

Men tilbage til de to meget forskellige centerdannelser på Østsjælland og på Fyn. Det er meget vanskeligt at sammenligne Himlingøjecentret med Gudmecentret. De arkæologiske fund er så forskellige. Fra det østlige Sjælland har vi kun grave, medens Gudme tegner et mere fuldstændigt billede med bopladser, hellige stednavne, guld- og sølvdepoter, gravene på Møllegårdsmarken og kystbebyggelsen i Lundeborg, men derimod ingen klart aristokratiske grave.

Man har undertiden beskrevet Gudmeområdet som et fynsk magtcenter, der udkonkurrerede Østsjælland i den anden halvdel af det 3. århundrede e.Kr.¹⁰³ Det var nu næppe tilfældet, for Sjælland oplevede ikke nogen nævneværdig svækkelse i det 3. århundrede e.Kr. Men det er påfaldende, at de virkelig aristokratiske grave endnu mangler i Gudmeområdet. Spor efter en aristokratisk magt i form af exceptionelt rigt udstyrede grave finder man derimod i andre områder af øen.¹⁰⁴

Foreløbig må vi nøjes med at konstatere, at Gudmeområdet blev et betydeligt økonomisk magtcentrum i det 3. århundrede e.Kr., da bebyggelsen begyndte af ekspandere kraftigt, og Lundeborg opstod som landingsplads. Men det skete delvis samtidig med konsolideringen af det østsjællandske dynastiske center. Det er således muligt, at centerdannelsen i Gudmeområdet var en naturlig konsekvens og en integreret del af det netværk, som blev dannet med udgangspunkt i det østsjællandske center.¹⁰⁵ Men det er også muligt, at det fynske center var en selvstændig dannelse, ikke blot for det sydøstlige, men også for den centrale del af Fyn, hvor bl.a. Årslev-graven og Brangstrup-skatten antyder tilstedeværelsen af et aristokratisk dynasti i perioden lige før og på overgangen til den germanske jernalder.

Med udgangspunkt i denne usikkerhed er der også forskere, der har valgt at lægge hovedvægten på Gudmecentrets særegne sammenblanding af helligsted, mødeplads og metalhåndværk.¹⁰⁶ I stedet for at se Gudmecentret som alene beskyttet gennem en stærk politisk og militær dominans, dvs. underlagt en tidlig østdansk kongemagt, er det foreslået, at kongemagten som institution var underordnet helligstedet. Konklusionen ville da være, at det ikke var kongen og det politiske system, som beskyttede helligstedet, men omvendt stedet, der legitimerede den politiske magt og dermed beskyttede kongen. Som det er blevet sagt: Selv om handel og håndværksaktivitet var dele af det politiske system, så var disse aktiviteter på samme tid uadskillelige fra det sakrale, idet hver af disse funktioner først fik mening, når de havde rod i en fælles verdensforståelse.¹⁰⁷

Et svar på disse spørgsmål kan kun fremtidig forskning give. Men hvorom alting er, så var det 3. og 4. århundrede e.Kr. tiden for det store opbrud i oldtidens samfund. Med den hierarkisering af samfundet og den begyndende centralisering af magten, der skete i disse århundreder, havde man taget de første skridt i den proces, som skulle bane vejen for den sene jernalders samfundsform, og i sidste instans for fremvæksten af en kongemagt i egentlig forstand, som i Danmark synes at være et faktum i det 8. århundrede e.Kr.