Landet i vest

Lad os nu i vor søgen efter grave fra den yngre romerske jernalders øverste samfundslag vende os til landskaberne ovre mod vest, på den jyske halvø. Her må vi imidlertid bygge på et noget anderledes kildegrundlag end i Østdanmark. Hvor man på Sjælland og til en vis grad på Fyn begravede de fornemste døde i kostbart udstyrede grave, der fortsatte man i Jylland traditionerne fra tidligere århundreder, men i en både forenklet og mere sparsommelig form. De jyske grave fra 200- og 300-tallet er både færre og generelt mere beskedent udstyret end de samtidige grave i Østdanmark. Undtagelser findes dog, som vi snart skal se.

Hovedparten af de jyske grave er jordfæstegrave, men gravgaverne er tydeligt reduceret i omfang. De døde får kun sjældent romerske drikkesæt af bronze og glas med sig i graven. Våbengrave findes nok her og der, men ryttergravene med sporer mangler stort set. De rige bordopdækninger, som man førhen fandt i de øst- og midtjyske grave, er svundet ind i omfang. De mange regionale forskelle i gravskikkene, som var så tydelige i den ældre romerske jernalder, er udvisket. Jylland er nu opdelt i tre store regioner: en nordjysk, en midt- og sydjysk og en sydslesvigsk. Skillelinjen mellem den nordjyske og den midt- og sydjyske region går tværs over Jylland fra Mariager Fjord i øst til området omkring Nissum Fjord og Storåen i vest. Hvor den sydjyske og den sydslesvigske regionalgruppe møder hinanden, ligger det kæmpemæssige Olgerdige, konstrueret efter den samme model som den romerske Limes (se Volde og grave).

De tre jyske regionalområder er ret forskellige. På næsten alle felter ses forskelle: byggeskikken, små og store træk ved husenes konstruktion, gravene, gravgaverne etc.¹⁰⁸ Samtidig binder visse træk de enkelte områder sammen. I Nordjylland viser ikke mindst lerkarrene, at der var tale om meget nær kontakt mellem de enkelte egne inden for regionen.

De fleste steder i Jylland holdt man i 200- og 300-årene e.Kr. op med at begrave de døde på store gravpladser – små gravpladser trådte i deres sted. Det skyldes formentlig, at landsbyernes fælles gravpladser nu blev afløst af de enkelte gårdes eller slægters egne gravsteder. Det er et mønster, man bl.a. kan se i Vorbasse-landsbyen. Både i den nordlige og den sydlige region fandtes dog stadig gravpladser af en vis størrelse, og som formentlig blev brugt af hele landsbysamfundet. Men de var få. I Nordjylland er den største gravplads Sejlflod ved Limfjorden.¹⁰⁹ I Sønderjylland er det gravpladserne ved Enderupskov ved Ribe og Hjemsted ved Skærbæk.¹¹⁰

Den rigdom på romerske importgenstande, som man på denne tid finder i Østdanmark, mangler med få undtagelser i Jylland.¹¹¹ Ikke desto mindre var der blandt halvøens elite øjensynligt et marked for importvarer. Men kostbarhederne var til brug for de levende. De døde fik dem kun sjældent med sig i graven. Som en af undtagelserne har man på gravpladsen Lundergård, lidt vest for Jetsmark Kirke i det sydvestlige Vendsyssel¹¹² kunnet udgrave en kvindegrav, en af de rigeste i den nordlige region, med bl.a. en romersk, såkaldt Hemmoorspand og et ligeledes importeret facetslebet glasbæger, foruden guldringe og to halskæder med rav- og glasperler. Gravene på gravpladsen rakte over en usædvanlig lang række år, fra tiden før Kr.f. til ind i 300-tallet.

I vor søgen efter halvøens elite kan vi nævne nogle få andre nordjyske grave med romerske importgenstande, f.eks. en jordfæstegrav fra Lundegårde i Nøvling sogn,¹¹³ som bl.a. indeholdt en øse eller si foruden to sølvfibler og en rosetfibula med runeindskrift.¹¹⁴ Ligeledes i en jordfæstegrav, fra Ravnkilde i Himmerland, fandt man et kostbart udstyr af en romersk bronzeskål med sølvbeslag, en Hemmoorspand samt en guldfingerring med en karneol og en guldfingerring af slangehovedtype.¹¹⁵ Videre fandt man ved Vrangstrup i Granslev sogn tre rigt udstyrede grave med romerske glasbægre og diverse guldsmykker, bl.a. en guldfingerring med en blå sten.¹¹⁶ I alle de nævnte grave var det personer fra den øverste del af samfundshierarkiet, der lå begravet.

Tilsvarende grave fandt man også på den største gravplads i den nordjyske region: Sejlflod ved Limfjorden. Den rummede over 300 grave fordelt på to grupper.¹¹⁷ I flere af gravene blev fundet importerede glasbægre. Her lå altså de fornemste blandt de 60-100 mennesker, fordelt på 5-9 gårde, som landsbyen husede i hver generation. De første grave på gravpladsen blev anlagt kort efter år 300. Herefter var den i brug et par hundrede år.

Ved Bjergby på Mors fandt man en lille gravplads med tre grave, to kvinde- og en mandsgrav.¹¹⁸ Manden var gravlagt med et tveægget sværd i en læderbetrukket skede ophængt i et bandoler. At det havde været en kostbart udstyret grav viste bl.a. en ubestemmelig læder- og skindgenstand, som blev fundet under sværdet, og som var forsynet med forgyldning. Manden bar i øvrigt i sin dragt en fibula af sølv. De to kvindegrave var ikke mindre rigt udstyrede.¹¹⁹ I en af dem havde den døde kvinde i håret en bronzenål med trefliget hoved. Om halsen bar hun et stort smykke af 313 perler af rav, guldfolie og glas samt en sølvsmykkekæde. Hun havde ydermere en ekstra perlekæde med sig i graven. Hendes dragt var desuden smykket med en fornem rosetfibula.

Udsøgt var også udstyret i en rytterhøvdings grav fra Store Kongehøj i Ørding sogn, ligeledes på Mors. Den indeholdt en romersk bronzekedel,¹²⁰ en riflet bronzespand,¹²¹ en øse og tilhørende si,¹²² ligeledes af romersk herkomst. Desuden beslag til et drikkehorn, en træspand med bronzebeslag og et fuldt våbenudstyr i form af et sværd i skede, spydspids, skjoldbule og jernsporer.¹²³

Også i den midt- og sydjyske region finder man sporadisk grave med romersk import, hovedsagelig i et bælte op langs den jyske østkyst. I Vestjylland er der næsten ingen romersk import.¹²⁴ En undtagelse var dog en lille gravplads med jordfæstegrave fra 200-tallet som blev udgravet i det lave land ved Billum, hvor Varde Å munder ud i Ho Bugt. To af gravene var rigt udstyret, den ene med bl.a. to romerske glasbægre.¹²⁵ I begge gravene fandtes pragtspænder med rosetudsmykning, formentlig fremstillet på Østsjælland. Der kan således meget vel være tale om to sjællandske stormandsdøtre, som var blevet bortgiftet til en sydvestjysk høvdingefamilie.

Også ved den store bebyggelse Vorbasse, der ligger helt centralt i den midt- og sydjyske gruppe (se Et landsbysamfund i forvandling), fandt man grave med romersk import.¹²⁶ En af gravene indeholdt et romersk glasbæger, en anden, en Hemmoorspand. Den sidstnævnte var en krigergrav, hvor den døde var gravlagt med skjold, sværd og spyd (se Landet i vest).

Militært udstyr fandt man også i en usædvanligt rigt udstyret grav fra Brokær i Sydvestjylland, en lokalitet vi tidligere har omtalt (se De jyders land), og som formentlig var et vigtigt jysk rigdomscenter i begyndelsen af den yngre romerske jernalder.¹²⁷ I en brandgrav var en rytterkriger bisat med et overdådigt udstyr af 8-10 romerske bronzekar, to sølvbægre, et sværd med ringgreb og en ringbrynje samt meget andet. Graven er en af de rigeste fra perioden i hele Danmark – og tåler sammenligning med de østsjællandske grave fra samme tid.¹²⁸

Brokær ligger ved Kongeåens nedre løb ikke langt fra udmundingen i Vadehavet, og den rige bosættelse, som lå der, har muligvis omkring 200 e.Kr. fungeret som en mellemstation på ruten til Stevns. Hvordan tilførslerne af romersk import til Østsjælland fandt sted, har der været mange formodninger om. Ud fra udbredelsen af de importsager, der endte i Brokær, har man peget på, at ruten må være gået fra Rhinegnene mod nord over Weser og Elben og videre op langs Vadehavskysten. Man har også talt for en transportvej direkte fra Rhinmundingen over Vesterhavet og videre enten langs Jyllands vestkyst til Limfjorden eller via Kongeåen tværs over Jyllands rod og derfra ud i Østersøen, ligesom i vikingetiden. Endelig har man ment, at ruten gik rundt om Skagen og derfra ned i Kattegat.

Hvorom alting er, tyder de rige fund af romersk import i Brokær på, at Kongeåmundingen var en vigtig mellemstation for de provinsialromerske og kontintalgermanske varer, som kom hertil fra især Rhinmundingen via Vadehavet, dvs. det stykke af Vesterhavskysten, der går fra Den Helder i det nordlige Holland til Blåvandshuk. Man har foreslået, at transporten foregik bag kystens langstrakte øer i udspændte stammebåde, som kunne sejle i de stadigt skiftende sejlrender og ikke krævede særlige anløbsforhold. Med den slags 10-12 m lange fartøjer kunne også Kongeåen besejles helt op til sit udspring ved Vamdrup. Herfra var der kun et kort stykke vej over til de vandløb, som mundede ud i Kolding Fjord.¹²⁹

Det er imidlertid et spørgsmål, om det ikke er for forenklet en fremstilling af forbindelserne mellem Rhinprovinserne og Danmark i den yngre romerske jernalder. Fra den egyptiske astronom og geograf Ptolemæus har vi en beskrivelse af verden fra det 2. århundrede e.Kr.¹³⁰ I den finder man en beskrivelse af sejlruten fra Rhinen nord om den jyske halvø og ned øst om Djursland ind i Østersøen og til Weichsel i det nuværende Polen. Af beskrivelsen fremgår, at ruten allerede før midten af det 2. århundrede e.Kr. må have været besejlet flere gange. Erindrer man sig den kraftige forøgelse af romersk import i det 3. århundrede e.Kr., må man næsten formode, at der i sen romersk jernalder var en regulær trafik fra Rhinområdet til Østersøen.¹³¹ Gudme-komplekset og handelspladsen ved Lundeborg på Sydvestfyn voksede hurtigt med begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr., og de store mængder romerske mønter og brudmetal begge steder indikerer, at Lundeborg var anløbsplads for skibe fra det romerske rige.¹³² Noget tilsvarende må også have været tilfældet på Østsjælland ved Stevns – det viser den store koncentration af romerske luksusvarer. Ganske vist kunne man have forventet at finde de sædvanlige vidnesbyrd om romersk handel, transportamforaerne, i det mindste i Lundeborg. De mangler imidlertid, måske fordi der ikke var tale om almindelig handel efter den private romerske model, men snarere om politisk kontrollerede aktiviteter styret af romerske embedsmænd.¹³³

Set under ét er det ganske vanskeligt at sammenligne forholdene i Jylland med, hvad der skete i Østdanmark i 200-300-tallet e.Kr. Kildegrundlaget er meget forskelligt. I Østdanmark viste de rige gravfund, hvordan en række politiske centre med dertil hørende indflydelsessfærer voksede frem i løbet af yngre romersk jernalder. Det kunne tolkes som udtryk for, at der på den tid var sket en kraftig centralisering af magten i samfundet. I Jylland viser analyser af de langt mere beskedne gravfund imidlertid også, at der må være sket en betydelig omlægning af samfundsstrukturen.¹³⁴ Det gamle slægtsbaserede samfund forvandledes igennem den yngre romerske jernalder i takt med, at ledelsesstrukturen institutionaliseredes. Der må altså også i Jylland være sket en generel centralisering af magten. Og hvad der er særlig vigtigt – den fandt sted samtidig med og var en forudsætning for, at der flere steder på halvøen blev opført voldanlæg, bygget spærringer af fjordsystemer og nedlagt meget betydelige våbenofringer, som vi senere skal se det.

Omlægningerne giver sig også udtryk i, at der ingen kontinuitet er i brugen af gravpladserne fra den tidlige til den sene del af romersk jernalder. Antallet af våbengrave falder desuden drastisk, samtidig med at våbenofrene, som vi senere skal se, viser, hvor store våbenmængder der var i omløb.¹³⁵ En sandsynlig forklaring på dette er, at våbencirkulationen blev centraliseret og kontrolleret af nogle få personer eller familier. Det svarer til, at i mosefundshærene har de ledendes våbenudstyr et stærkt individuelt præg, medens fodfolkets våben er stærkt standardiseret. Det har man ligeledes tolket som udtryk for, at såvel produktion som fordeling af standardvåben har været centraliseret.¹³⁶

Den yngre romertids samfundsudvikling i de østlige dele af Danmark og dannelsen af Himlingøjecentret repræsenterer således næppe en enestående situation. Andre magtcentre, om end ikke af så høj en orden som det østsjællandske, må på samme tid være opstået flere steder inden for det nuværende danske område, på Bornholm, på Fyn, muligvis også på Lolland-Falster samt i Jylland, hvor der formentlig var tale om mindst to regionale grupper, en nordlig og en sydlig.