Fra høvdingeslægt til høvdingeslægt (1500-100 f.Kr.)

Tværs igennem Europa gik forbindelseslinjerne på kryds og tværs. Også Sydskandinavien var tæt forbundet med det netværk af forbindelser, der rakte helt ned til Middelhavets solbeskinnede verden. Men kølvandssporene over Østersøen og ad flodvejene ind i Europa er for længst slettet. De eneste spor, der er tilbage efter rejserne, er de varer, som de rejsende bragte med sig.

Det var først og fremmest ting, som mænd omgav sig med. Drikkekarrene af bronze har vi allerede omtalt. Våben var en anden vigtig gruppe, og her var det naturligvis sværdene, der særligt tiltrak de rejsendes opmærksomhed. Nogle af dem faldt så godt i tråd med den hjemlige smag, at man herhjemme kopierede dem. Det gjaldt f.eks. sværdene med ottekantet fæste.

I navnlig det 14. århundrede f.Kr. var sværdene med ottekantet fæste vidt udbredt i især Sydtyskland og Böhmen. Men de fandtes også talrigt i Nordtyskland og Sydskandinavien.⁹² Herhjemme kender man dem bl.a. fra en rig offernedlæggelse ved Frenderupgård på Møn,⁹³ hvor sværdet blev fundet sammen med bl.a. en ankelring, formentlig fremstillet i Mecklenburg. Det giver en fornemmelse af, hvilke nordtyske områder, ottekantsværdene passerede igennem på deres vej mod Norden.

De ældste af sværdene med ottekantet greb synes at være opstået i Sydbayern,⁹⁴ men herfra bredte de sig hurtigt nordpå og blev snart eftergjort i stort tal i Sydskandinavien og Nordtyskland.

Nogle af de nordeuropæiske ottekantsværd afviger tydeligt fra de sydlige. Men generelt er det svært at skelne mellem, hvilke sværd der er fremstillet herhjemme, og hvilke der er import. Der findes dog nogle, som gennem bl.a. deres ornamentik afslører deres herkomst.⁹⁵

Sværdene med ottekantet hæfte hører fortrinsvis til i tiden omkring det 14. århundrede f.Kr. Men også i den følgende tid kom centraleuropæiske sværd med massivt greb til Sydskandinavien, dog ikke i særlig stort tal. Et sværd af den centraleuropæiske såkaldte Riegseetype er fundet på Mors.⁹⁶ Og et lidt senere sværd, også med massivt greb, blev fundet i en mandsgrav ved Trevad i det nordlige Midtjylland.⁹⁷

Ligesom det var tilfældet med sværdene med ottekantet hæfte, er det også vanskeligt at adskille, hvad der er hjemligt, og hvad der er fremmed, når det gælder grebtungesværdene, den anden af tidens almindeligste sværdtyper. Nogle af dem blev tidligere set som import fra det ægæiske område.⁹⁸ Det er de dog næppe, men deres udformning skal ikke desto mindre ses i forbindelse med våbentekniske påvirkninger, der i det 15.-14. århundrede f.Kr. udgik fra det østlige middelhavsområde og derfra nåede ind i Centraleuropa og videre frem til Nordeuropa.⁹⁹ Et par danske sværd fundet ved henholdsvis Ørskovhedehus i Østjylland¹⁰⁰ og Dollerup i Nord-jylland¹⁰¹ viser sådanne tydelige påvirkninger fra det østlige Middelhavsområde. Det samme gør en dolk fra Öremölla i Skåne.¹⁰²

Disse våbentekniske påvirkninger resulterede i Central- og Nordeuropa i en vældig produktion af grebtungesværd.¹⁰³ De blev fremstillet i flere varianter,¹⁰⁴ og nogle af dem findes i Sydskandinavien i stort tal. Udbredelsen af grebtungesværdene var meget stor og rakte fra Italien til Nordjylland og fra Tjekkiet til Rhinen. Inden for dette store område må der have været adskillige værksteder. Det er som nævnt vanskeligt at skelne mellem fremmede og lokalt fremstillede sværd. Til gengæld viser deres mængde og ensartethed, hvor tætte kontakter der i det 14. århundrede f.Kr. eksisterede mellem krigereliten i henholdsvis det centraleuropæiske og det nordeuropæiske område.

I den efterfølgende tid kom nye typer af grebtungesværd i brug.¹⁰⁵ Men stadig var der et tydeligt fællespræg over sværdformerne i henholdsvis Nord- og Centraleuropa. Det samme gjaldt også dolkene, som forekom i mange forskellige udgaver. Nogle af de centraleuropæiske havde afrundet eller trapezformet grebplade med to nitter.¹⁰⁶ Dem finder man i Nordeuropa i et stort antal grave fra det 14. og 13. århundrede f.Kr. Andre var forsynet med en grebangel.¹⁰⁷ Af dem kender vi i Danmark knap en snes stykker.¹⁰⁸ Endelig var der nogle, som havde en høj grebplade.¹⁰⁹ Dem kender man fra Sjælland og det sydlige Jylland.¹¹⁰

En særlig let genkendelig type af centraleuropæiske dolke var den såkaldte Peschiera-type.¹¹¹ Disse dolke havde en vid udbredelse, men koncentrerede sig navnlig i områderne omkring Alperne, Norditalien og den mellemste Donau, hvor de formentlig blev fremstillet. Af dem kender man dog kun et enkelt eksemplar fra Danmark¹¹² og to fra Sverige, en fra Skåne og en fra Uppland.¹¹³

Også symbolske våben vandrede den lange vej fra Centraleuropa til Norden. I en grav ved Kirke Værløse på Sjælland fandt man to miniature dobbeltøkser fra det 14. århundrede f.Kr.¹¹⁴ På den tid havde dobbeltøkse-motivet længe været kendt i Mellemøsten, og havde gennem lange tidsrum virket ind på de europæiske bronzealderkulturer.¹¹⁵ At oprindelsen til de små dobbeltøkser fra Kirke Værløse skal søges i sydøst viser en parallel til dem, fundet så langt borte som i Bulgarien.¹¹⁶

Til småtingene hørte også M-formede pincetter. Disse små toiletgenstande var udbredt over store dele af Centraleuropa fra Ungarn til Østfrankrig. I nogle få eksemplarer nåede også de frem til Danmark i tiden omkring det 14. århundrede f.Kr.¹¹⁷

Det samme gjorde et mindre antal nåle, som kom lige så langt borte fra. Herhjemme var der i den ældre bronzealder ikke tradition for at bruge nåle, hverken i mands- eller kvindedragterne. Men det er ikke utænkeligt, at de fremmede nåle er kommet hertil med deres bærere, nogle af dem var måske endog indgiftede kvinder. Men nålene selv viser, hvor store områder af det europæiske kontinent, man stod i direkte eller indirekte kontakt med. Nogle af nålene havde deres hovedudbredelsesområde i Mähren, Slovakiet, Nederøstrig og Ungarn.¹¹⁸ Andre rakte fra Sydtyskland helt over til de mellemste Donauområder og Siebenbürgen.¹¹⁹ Atter andre havde deres hovedudbredelse i Schlesien,¹²⁰ medens nogle stammede fra lidt nordligere egne i Pommern og Sachsen.¹²¹ Så var der dem, der var udbredt fra Ungarn i øst til det mellemste Rhinområde i vest,¹²² og dem der navnlig hørte til de vestlige dele af Centraleuropa, Sydtyskland, Schweiz og Østfrankrig.¹²³

Det er et noget kaleidoskopisk billede, de mange fremmede sager fra kontinentet i syd frembyder. Men først og fremmest viser de, hvor vidtrækkende det netværk af udvekslingsforbindelser var, som man fik kontakt med når man fra Østdanmark nåede over Østersøen til de nordtyske kystområder. Eller når man fra Jylland drog sydpå i retning mod områderne omkring Elbens munding. Fra disse områder gik nogle udvekslingsruter langs Oder sydpå i retning mod Böhmen og Mähren. Ad den vej var det navnlig genstande fra det østlige Centraleuropa, som kom til Norden. Andre ruter gik langs Elben og Saale sydpå, og atter andre via floden Weser i retning mod Rhinen og de vestlige Alpeområder. En gang for alle fastlagte ruter var der ikke tale om. Det er, som afspejler mangfoldigheden af genstande fra vidt forskellige områder af kontinentet et system af kontakter, der hele tiden forandrede sig.