Vikingerne kommer. Fransk manuskript fra 1100-årene om helgenen St. Aubins levned, med en fremstilling af de vikinger, som i 800-tallet angreb klosteret i Angers.

.

Kort over det område af Normandiet, som i løbet af 900-tallet kom i normannernes besiddelse.

.

Af de mange egne i Nordvesteuropa, som i 800-tallet blev hærget af vikingeangreb, var Normandiet en af dem, det gik hårdest ud over. Det var her, i Normandiets kirker, at de plagede indbyggere under messen fremførte bønnen:

Fri os fra de vilde normanner, som o Gud, hærger vort rige, myrder skarer af gamle og unge og også jomfruer og drenge. Vi beder dig: Afvend alle ulykker fra os.1

Det var også på den tid, at den frankiske kejser, Karl den Store blev tvunget til at organisere forsvaret imod sørøverne på den lange kyststrækning mellem Rhinens og Seinens munding. Og ovre på den anden side af Kanalen havde englænderne allerede nogle år tidligere gjort noget tilsvarende. De tidlige vikingeangreb var nemlig skånselsløst rettet mod let tilgængelige mål ved kysterne. Om disse begivenheder frem til slutningen af 800-tallet har vi allerede hørt. Vi hørte dog ikke noget om en egentlig kolonisation på frankisk område, kun om de sædvanlige standlejre, som vikingerne trak sig tilbage til efter angrebene.2 I tiden efter 900 erobrede og koloniserede vikingerne imidlertid landskabet Normandiet og skabte her en varig bosættelse.3

Der er mange nordiske stednavne, som den dag i dag vidner om omfanget af den nordiske kolonisation. Men ellers stammer vor viden om den først og fremmest fra Dudo, en kannik fra St. Quentin i Nordvestfrankrig.4 Han var lidt før år 1000 begyndt at skrive en krønike om de tre første normannerhertuger, Rollo, Vilhelm Langsværd og Rikard den Tapre og deres herlige bedrifter.5 Rikard den Tapre var død i 996, så Dudo var ikke på særlig lang afstand af begivenhederne.

Det begyndte med, at vikingekongen Rollo omkring 911 gik i land et sted på kysten ved Rouen, og „ved rebning uddelte han jord til sine høvdinge, genopbyggede alt det, der havde ligget øde hen, og genrejste landet, som nu blev befolket med hans krigere og med tilflyttere.“ Dette blev „normannernes land“ – Normandiet.6

Meget tyder på, at Rollo var en dansk stormandssøn,7 som igennem en årrække havde hærget i Frankerriget. For at få fred gav den franske konge Karl den Enfoldige ham sin datter til ægte og overlod ham samtidig Normandiet som en slags len. Til gengæld lod Rollo sig døbe og lovede i fremtiden at holde andre vikinger borte fra riget.

Hvor store Rollos besiddelser var står ikke helt klart. Formentlig omfattede de i begyndelsen blot nogle kystlandskaber omkring byen Rouen.

Først i 924 og 933 blev den øvrige del af Normandiet, landet syd og vest for Seine til Cherbourg, overdraget normannerne. Og det var først Vilhelm Langsværd, der aflagde en egentlig lensed til kong Ludvig d'Outremer, Karl den Enfoldiges søn.

Initiativtageren til kolonisationen, Rollo, levede til omkring 922. Så efterfulgtes han af sin søn Vilhelm Langsværd, der allerede nogle år havde været faderens medregent. I 942 blev Vilhelm imidlertid myrdet, og hans søn Rikard overtog nu hertugtitlen. Ved faderens død var han kun ti år gammel. Men vi ved, at han blev opøvet i at tale det danske sprog, så han kunne forhandle med danske vikinger eller andre nordboer, som eventuelt måtte komme til Normandiet.

Men ellers må vi regne med, at det danske sprog i løbet af nogle få slægtled gik ud af brug i Normandiet. Meget tyder således på, at der blot var tale om en begrænset bosættelse af en krigerisk overklasse, som på visse områder påtrykte den gamle befolkning et noget flygtigt nordisk præg.8 Den nytilkomne overklasse tilegnede sig ejendomsret til jorden, men dyrkningen blev formentlig fortsat varetaget af de tidligere besiddere. Trods deres fremmede baggrund synes nordboerne hurtigt at have føjet sig ind under den karolingiske samfundsstruktur og være blevet fuldstændigt integrerede. De blev også meget hurtigt kristne. Da Vilhelm Erobreren, som nedstammede i lige linje fra Rollo, i 1066 besejrede englænderne i slaget ved Hastings og derefter underlagde sig England, fremstod han som hertug og leder af den bedst organiserede feudalstat i Frankrig – og ikke som høvding med vikingeblod i årerne.9

Betydningen af den formentlig danske kolonisering af Normandiet kan være svær at vurdere. Snart har man set Normandiets afståelse til Rollo som udtryk for Karl den Enfoldiges svage styre. Snart har man set det som udtryk for stor statsmandskløgt.10 For det sidste taler, at overdragelsen på langt sigt gjorde ende på vikingetogterne i disse egne af Frankerriget. Ganske vist ankom en vikingehær omkring 920 til områderne ved Loires munding. På trods af alle aftaler, samarbejdede Rollo med dem, og ved snu at udnytte indbyrdes modsætninger mellem de frankiske herskere lykkedes det ham i 924 at udvide sit len ganske betydeligt. Men de nytilkomne vikinger efterlod sig ikke noget synligt spor i historien, og snart, dvs. inden 900-tallets slutning, fandt normannerhertugerne deres plads blandt de andre frankiske storvasaller.

Noter

1: Bønnen er overleveret i et nordfransk manuskript, kaldet Karl den Skaldedes antifonale, se L.V.S. Balthzersen 1992.

2: A.E. Christensen 1969, s. 159.

3: I den berømte Cuerdale-skat (se På udfærd til England) findes et antal vikingemønter fra Quentovic og enkelte andre steder i det senere Normandi-område; de viser at vikingehøvdinge har behersket disse områder allerede før den egentlige kolonisation ca.911, se A.E.Christensen 1969, s. 179.

4: Dudo 1979.

5: Historien er fortalt i E. Albrectsen 1986, se også idem 1998 og A.E. Christensen 1969, s. 160.

6: Normandiet, terra Normannorum eller Nortmannia. Navnet kendes først fra begyndelsen af 1000-årene.

7: Problemet om hans herkomst har med stor heftighed været diskuteret af danske og norske historikere langt ind i 1900-tallet. Stednavnene i Normandiet tyder dog på, at hovedparten af indvandrerne kom fra Danmark. Ifølge den franske navneforsker Adigard des Gautries, som har analyseret navnestoffet i 1954, står 26-28 særdanske navne over for 2-3 særnorske. Endelig er der 3-7 navne, der peger mod de skandinaviske områder i England.

8: A.E. Christensen 1969.

9: F. Birkebæk 2003, s. 129.

10: A.E. Christensen 1969, s. 161.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Fri os fra de vilde normanner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig