Plan over Gudme i 3. til 6. århundrede e.Kr. med de enkelte gårdanlæg angivet. Bosættelsen domineres at et stort, centralt gårdanlæg. Dette foreløbige billede er baseret på udbredelsen af bopladsindikerende fund såsom detektorfund og højt fosfatindhold.

.

Udviklingen af langhuset i en af bosættelserne i Gudme (III). Det ældste hus er fra 3. årh. e.Kr. (øverst) og ligner meget den ældre romerske jernalders hustype. På overgangen mellem 3. og 4. århundrede viser den nye og meget lange hustype sig (nr. 2 fra oven).

.

Den store halbygning i Gudme under udgravning. Stolpehullerne er af arkæologerne markeret med hvidt skum.

.

Plan over stormandsgården i Gudme og den syd herfor liggende, flere gange ombyggede bygning.

.

Kysten ved Tange Å's udløb. Lundeborg-handelspladsens udstrækning er markeret med stiplet linje.

.

Plan over gravpladsen ved Møllegårdsmarken, den største gravplads fra oldtidens Danmark. De små prikker angiver urner, de små cirkler brandgrave, firkanterne jordfæstegrave. Rasterne viser forløbet af nogle vejspor, som fortsætter mod øst langs åen. Foroven til venstre og nederst til højre er der i alt tre ansamlinger af stolpehuller, der er tolket som dødehuse, dvs. anlæg brugt ved gravlæggelserne. Åen afgrænser gravpladsen mod øst.

.

Lerkar fra grave på Møllegårdsmarken. Former som disse afspejler påvirkninger fra Nord- og Mellemtyskland. Begge karrene er fra 300-tallet e.Kr. Ca.1:4.

.

Fragmenter af en ituhugget, romersk bronzestatue fundet ved Gudme, anbragt på en hel statue, som er næsten identisk med den, fragmenterne stammer fra. Den intakte statue findes på Ny Carlsberg Glyptotek i København. Den forestiller guden Herakles og blev fundet i Rom i resterne af et antikt støbeværksted.

.

Den intakte Herakles-statue i Ny Carlsberg Glyptotek. Med fodstykke måler den 1,25 m i højden.

.

På vor rejse gennem landet for at finde frem til landsbyerne og gårdene fra den yngre romerske jernalder gik vi uden om det sydvestfynske område. Her lå ellers den største af tidens bebyggelser, Gudme.90 Den var imidlertid af så særlig en art, at den kræver særskilt omtale. For intet sted i landet var bebyggelsen så omfattende, og intet andet sted rummede den så store rigdomme. Lad os forestille os, hvordan den så ud, som den lå deroppe i de lave bakker, fem kilometer fra Storebæltskysten, med ryggen mod den lille Gudme Sø.

De talrige gårdanlæg var spredt ud over det småkuperede landskab. Omgivet af fugtigere områder lå de på små bakkeknolde – de mindste på kun ca. 15.000 m2, de største tre gange så store. Da bebyggelsen var på sit højeste i det 4.-5. århundrede e.Kr., omfattede den omkring 50 samtidige gårde.

Gudmebebyggelsen begyndte at få sin store udstrækning i det 3.-4. århundrede e.Kr. Der havde ligget en bebyggelse på stedet i tidligere tider. Men i slutningen af den yngre romerske jernalder nåede Gudme op på at omfatte henved 50 samtidige gårde med langhuse på op til 35 meter i længden og 6-7 meter i bredden. Det er dog endnu kun nogle få af disse, der er blevet udgravet. Det store antal gårde var noget af en kontrast til de øvrige landsbyer i landet, som normalt omfattede blot 10-12 gårdanlæg.

Inden da, dvs. i tiden omkring Kr.f. havde bebyggelsen været mere beskeden. Og dog må egnen også dengang have været noget særligt. For der er ikke langt fra Gudme til Langå, hvor nogle af landets rigeste høvdingeslægter holdt til i århundrederne omkring Kr.f. Vi husker, hvordan de begravede deres døde med et rigt udstyr af bl.a. fremmede bronzekar og en bronzebeslået pragtvogn (se De mange og de få).

3-400 år senere begyndte Gudmes storhedstid. På den tid udvidedes bopladsen voldsomt og strakte sig fra Gudme Sø og henved en kilometer mod øst. I løbet af nogle få generationer dækkede den 500.000 m2. Nede ved Storebæltskysten blev på samme tid anlagt en ladeplads. Den voldsomme vækst i befolkningstallet mærkedes også på den gravplads, der hørte til bebyggelsen, Møllegårdsmarken.91 Gravene blev nu meget talrigere end før. Igennem ca. to århundreder anlagdes ca. 1500 af dem, mange af dem med importgenstande fra det romerske rige.

Det var ikke blot bebyggelsens størrelse, der gjorde Gudme til noget særligt. Det var også nogle af bygningerne, som i deres dimensioner afveg fra, hvad man ellers kendte til på den tid i Danmark. Midt i bebyggelsen lå, parallelt med hinanden, to usædvanlige huse, som flere gange blev fornyet og ombygget fra begyndelsen af det 2. århundrede e.Kr. til ind i begyndelsen af 500-tallet, da de blev afløst af et almindeligt gårdanlæg.92 I den ældste byggefase bestod komplekset af to bygninger, hver på godt 12 x 5,5 m. Begge havde de en rektangulær væggrøft, men var ellers uden indre stolpesætning, hvad der var ganske usædvanligt på den tid.

I den følgende fase blev den ene af bygningerne erstattet af en kolossalt stor hal. Med sine godt 47 x 10 m er den en af de størst kendte bygninger fra Danmarks oldtid. Ja, man har sammenlignet dens størrelse med et af Amalienborg-palæerne. Gudme-hallens tag var båret af otte sæt kraftige stolper med en diameter på godt 80 cm. En monumental søjlehal var der tale om! To brede døråbninger af nærmest portlignende dimensioner førte ind til bygningens indre, hvis indgangsrum havde et ekstra stort spænd mellem de indre stolpesæt. Det gav indgangsrummet et ganske særligt monumentalt præg. Vægkonstruktionen passede også dertil: Store, flade vægplanker var anbragt vinkelret på husets længderetning, og imellem plankerne var der vandretliggende tømmer. Den store hal stod i mere end 100 år, fra slutningen af 200-tallet og frem til begyndelsen af 400-tallet.

Lige over for hallen og bygget således, at man kunne gå fra den ene direkte ind i den anden gennem de brede døråbninger, lå den anden mindre bygning. Den var nu bygget om og udvidet. 25 m lang var den, og 10 m bred. Senere blev denne mindre af hallerne udskiftet flere gange, men uden at man flyttede den nævneværdigt. Tilsammen havde de to usædvanlige bygninger over 700 kvadratmeter under tag. Hallerne i Gudme må have været selve magtcentret i den særegne bebyggelse, der med sin tilknyttede håndværkerbefolkning fungerede både som et politisk og religiøst kraftcenter fra det 3. århundrede og fremefter.

Hallerne afveg betydeligt fra de øvrige gårdanlæg i Gudme, som var af meget mindre dimensioner. Det samme gjorde de fund, man gjorde i hallernes indre: en guldskat, rester af importerede romerske sølv-, bronze og glasgenstande. Desuden 115 romerske denarer, sølvfigurer, stykker af guldblikdekorerede sølvhalsringe og sydøsteuropæiske guldsmykker. Men det er påfaldende, at der ikke var tegn på, at håndværksaktiviteter havde fundet sted i hallernes indre, således som det var tilfældet på de samtidige gårdanlæg. Gudme-bosættelsen var tydeligvis opdelt i et håndværks- og et storgårdsområde. Storgården blev nedlagt i det tidlige 400-tal. Hvorvidt den blev opført et andet sted, efter at den var nedrevet, er endnu uvist. Muligvis flyttede den til den nordlige del af bosættelsesområdet, der heller ikke bar præg af at være et håndværksområde, men hvor der ikke desto mindre er gjort rige guldfund. Alt peger i hvert fald på, at Gudme fortsatte med at eksistere som centralplads endnu i flere århundreder.93

Det billede, der tegner sig af Gudme fra det 3. århundrede og fremefter tyder på, at der var tale om en stormands residens, hvis velstand hvilede på omfattende betalinger af tribut.94 Det store gårdkompleks fra det 4. århundrede e.Kr. består tilsyneladende kun af to hal-lignende bygninger, og der var ingen spor af, at der til dem hørte økonomibygninger, beboelseshuse eller værksteder. Man må forestille sig, at betalingerne af tribut ikke blot kom fra de omgivende, underordnede gårdanlæg, men at de også inkluderede leverancer af håndværksarbejder, ædelmetaller etc. fra de mange værksteder, som stormandsgården tydeligvis kontrollerede, samt af afgifter på de aktiviteter, der foregik på den nærliggende handelsplads Lundeborg.

Gudmebebyggelsen lå nogle kilometer inde i landet. Men ude ved Storebæltkysten, ved Lundeborg, der hvor Tange Å munder ud i havet, befandt sig den ladeplads, som forsynede Gudme med råmaterialer og eksotiske varer, og som til gengæld stod under indlandsbebyggelsens beskyttelse. Langs en kyststrækning på henved 900 m, men i en bredde på kun mellem 30 og 75 m lå en sæsonbosættelse, hovedsagelig oven på de strandvolde, som flankerede den flade sandstrand ud mod Storebælt. Gudmes havnefront kunne man kalde det.95 I dag et engområde, som oversvømmes ved vintertid, men dengang et livligt sted med stadepladser til handlende og håndværkere. Rejsende fra Østersøområdet, fra Jylland og øerne og fra vestsiden af den skandinaviske halvø mødtes her. Formentlig løb også romerske skibe lejlighedsvis ind til kysten.96

Ladepladsen ved Lundeborg synes kun at have været benyttet på bestemte tider af året, mest om sommeren. Det slutter man af nogle parallelt liggende, ca. 3 m brede farvninger, som blev fundet i strandsandet i en ret vinkel på kysten, og som man har tolket som teltfundamenter. Egentlige huskonstruktioner blev derimod ikke fundet, men uden faste huse ville man ikke kunne bo ved Lundeborg-kysten om vinteren.

De øvrige spor efter bosættelsen bestod ellers af værkstedsspor i form af ildsteder og koncentrationer af værktøj og produktionsaffald. Et enkelt sted fandt man stolpespor, som muligvis afgrænsede små parceller. Et andet sted en brønd, som var opfyldt med affald fra et benværksted og imellem det en stige af egetræ.97

På denne smalle plads ved kysten arbejdede en lang række forskellige håndværkere. De arbejdede i jern, bronze, guld og sølv, hjortetak, glas og træ. Det viser de fundne genstande, f.eks. jernøkser og høvljern, der må have været brugt i et tømmerværksted. Diverse former for kunsthåndværk har også været udøvet på pladsen. Der er gjort fund af bronzebarrer, smeltedråber af bronze og guld, afklippede stykker bronzeblik og halvfabrikata med hamrings- og mejselmærker. Og man har fundet et stort udvalg af håndværkernes redskaber, f.eks. punsler og mejsler, tænger, hamre, stempler, file, syle, loddekolber og gravérstikler. Kammagere har også arbejdet her, og det samme har ravslibere. De efterlod sig hel- og halvfærdige ravperler samt ubehandlede ravklumper. Endelig er der talrige spor efter smedens arbejde: slagger og halvfabrikata af forskellig art. I smedjen blev også fremstillet skibsnagler. Flere tusinde brugte og nye skibsnagler viser, at klinkbyggede skibe blev repareret, hvis ikke bygget her ved Lundeborg.

Også våben har man fundet – i modsætning til indlandsbebyggelsen. Det gælder både spyd, lansespidser, pilespidser, skjoldbuler og beslag til sværd og skeder. Fra beboernes måltider stammer knogler af okse og svin, hovedsagelig fra unge dyr. Og dertil kommer knogler af havfugle og fisk, som man har jaget og fisket fra pladsen. Landbrug synes man derimod ikke at have udøvet. I hvert fald mangler man blandt fundne spor efter korn og andre dyrkede planter.

Fra tid til anden må skibe fra fjerne egne være løbet op på stranden ved Lundeborg. De bragte med sig eksotiske luksusvarer fra Romerriget og råmaterialer til håndværkerne, både dem der boede på landingspladsen og på bebyggelsen længere inde i landet. Om det vidner et stort antal romerske mønter og andre romerske sager, bl.a. glasperler og skår af talrige glaskar, uforarbejdede stykker af granat samt guld og sølv i form af barrer og brudsølv, tillige med den særlige formpressede keramik, Terra sigillata og keramik fremstillet på drejeskive.

Det var ikke blot de levende, man fandt sporene af i Gudmebebyggelsen. Også de dødes grave fandt man. De lå samlet på den store gravplads Møllegårdsmarken, som befandt sig nogle hundrede meter øst for bopladsens østligste udløbere.98 Oprindelig rummede gravpladsen omkring 2500 grave. Af dem var ca. 30 fra århundredet før Kr.f. Ca. 300 grave var fra den ældre romerske jernalder – og resten, dvs. mere end 1500 grave, var fra det 3. til begyndelsen af det 5. århundrede e.Kr. De samtidige grave lå i små klynger, hver med 20-30 grave. Formentlig afspejler det de familier (gårde), som brugte gravpladsen.

Der blev dog også fundet andre, men mindre gravfelter i Gudme-området uden for Møllegårdsmarken.99 Gravene på disse små gravpladser blev anlagt i de samme århundreder som Møllegårdsmarken, men generelt var de fattigere. Muligvis tilhørte de små gravpladser gårde, der lå uden for den centrale bebyggelse i Gudme. Til den hørte så til gengæld Møllegårdsmarken.

Kort efter 400 e.Kr. holdt man op med at anlægge grave på Møllegårdsmarken. Det betød dog ikke, som vi har set, at den nærliggende bosættelse ophørte.100 I 500-tallets første årtier gravede de derboende mennesker store guld- og sølvskatte ned, både på det store bopladsområde og ved kysten. Først omkring 550 e.Kr. var Gudmes tid som særtilfælde ved at være slut. Aktiviteterne ved Storebæltskysten blev indskrænket. Hverken nedgravede skatte eller grave kendes fra den tid. Men hovedbopladsen inde i landet fortsatte ikke desto mindre sin tilværelse, indtil man i middelalderen samlede bebyggelsen i landsbyen omkring Gudme Kirke.

De fund, man har gjort i den store bosættelse ved Gudme, er usædvanligt rige og overskygger alt, hvad man kender fra andre af tidens bopladser. Centralt står det store antal guld- og sølvskatte, talrige fund, der vidner om udøvelsen af diverse metalhåndværk og mængder af genstande, som blev bragt til stedet ved handel. En del af baggrunden for Gudme og Lundeborgs voldsomme vækst i 200-tallet skal man søge i bl.a. Romerrigets interesser i områderne omkring den vestlige del af Østersøen. Handelspladsen blev faktisk anlagt på et tidspunkt, hvor der skete en voldsom stigning i mængden af masseproducerede romerske varer i Sydskandinavien. Og det er ikke utænkeligt, at det altsammen var et led i den romerske udenrigspolitik over for de germanske folkeslag i den nordlige del af kontinentet. Under alle omstændigheder blev Gudme i løbet af det 3. århundrede e.Kr. en del af det romerske afsætningsområde i nord. Talrige fragmenter af romerske varer fra Rhinområdet i form af glas, bronzer og keramik fra 200- og 300-tallet er fundet i Gudme og på handelspladsen ved Lundeborg.

Et af de karakteristiske træk ved Gudme er de guld- og sølvsmede, der sammen med bronzestøbere arbejdede på mange af gårdene. Metalbarrer, metalskrot, støbeaffald, smeltedigler, værktøj og vægtlodder til afvejning af legeringer vidner om disse håndværkeres produktion. Det krævede metalforsyninger i form af guld, sølv og bronze. I værkstedsområdet har man bl.a. fundet to depoter af brudsølv fra 300- og 400-tallet, som begge indeholdt talrige stumper af ituhuggede, senromerske sølvfade. To andre depoter med romerske sølv- og guldmønter fra 300-tallet er formentlig også håndværkeres metaldepoter.101 Det samme er, efter alt at dømme, de flere kg brudstykker fra en sønderhugget, romersk bronzestatue, som blev fundet samme sted102.

Det kan ikke have været Gudmes håndværkere, der på individuel basis varetog de handelskontakter, som sikrede metalforsyningerne. Det må have krævet en mere centraliseret organisation. I det lys må man også se anlæggelsen af lade- og handelspladsen ved Lundeborg. En handelsplads af dens størrelse og med så mange arbejdende værksteder må have været fristende mål for plyndring. Derfor havde den et behov for beskyttelse og formentlig også for en regulering af sine funktioner. Til gengæld kunne den beskyttende autoritet, den stormand, som permanent eller lejlighedsvis residerede i de store hal-lignende bygninger, beskatte aktiviteterne.103

Som vi senere skal se, var det politiske, økonomiske og formentlig også militære kraftcentre, der styrede importen af navnlig romerske luksusartikler til det meste af Skandinavien i den yngre romerske jernalder. I den første halvdel af det 3. århundrede e.Kr. tegner der sig således et markant kraftcenter på Østsjælland (se Et sjællandsk høvdingedynasti), men dette billede nuanceres betydeligt senere i århundredet, Gudme-bygden bliver nu af stor betydning. Om det vidner bl.a. den megen romerske import i gravene på Møllegårdsmarken og de rige fund fra selve bosættelsen. I det 4. århundrede e.Kr. er Fyn således klart dominerende med hensyn til import, næsten halvdelen af den samlede importmængde fra perioden stammer herfra.

Da de vestromerske provinser for alvor blev trængt i løbet af 300-tallet, etablerede Gudme nye kontakter til det sydøstlige Europa. Fra østromerske og gotiske områder i det østlige Middelhav og ved Sortehavet stammer en række guldsmykker, glas, mønter og brudsølv fra 300- og 400-tallet. Det var ofte unika i en skandinavisk sammenhæng, og de vidner om, at kontakterne foregik mellem højtstående stormandsfamilier. Efter romerrigets nedgang i Vesteuropa fortsatte Gudmes oversøiske kontakter i 400- og 500-tallet. Der etableredes nu forbindelser til det frankiske område i Vesteuropa, hvorfra man modtog dragtsmykker, guldspænder og guldsværdknapper. Om dette skal der berettes i det følgende bind.

Det billede, udgravningerne af Gudmebebyggelsen foreløbig har tegnet, er naturligt nok blevet tolket sådan, at der her var tale om et stormandssæde – måske endda et tidligt kongesæde. Stormanden eller kongen, har man peget på, varetog kontrollen og beskyttelsen af handels- og håndværksaktiviteterne, og som modydelse kunne han opkræve betaling, såkaldt tribut.104 Man har endvidere fremhævet, at tributten næppe kun bestod af naturalier fra de afhængige gårde, men at den også blev betalt med håndværksarbejder og værdimetaller, ligesom der kom afgifter fra aktiviteterne på handelspladsen ved Lundeborg. Parallellen til vikingetidens byer som Hedeby og Ribe er her indlysende, og Gudme kan eventuelt opfattes som et tidligt Jelling eller Lejre.

Det må dog også nævnes, at man fra anden side har fremført, at en sådan tolkning bygger på samfundsforholdene i Danmark mere end 500 år efter Gudme og Lundeborgs glansperiode.105 Man har peget på, at det østfynske center var et fænomen i sin egen tid, og at det derfor kræver en egen selvstændig fortolkning.106 Det er da også påfaldende, at man i øvrigt ikke har vidnesbyrd om en kongeslægt med særlig tilknytning til det østfynske område. F.eks. er der jo ikke på Østfyn fundet gravanlæg af monumentale dimensioner, som man kender dem fra Østsjælland.107

Med disse overvejelser kommer vi imidlertid let til at foregribe den diskussion, vi skal føre senere hen, men hvis præmisser vi endnu mangler at fremlægge. Foreløbig må vi nøjes med at se Gudme og Lundeborg som en første repræsentant for de centrale pladser, der blev så karakteristiske i en senere del af jernalderen, og som i sig rummede en sammensmeltning af tre funktioner: helligsted, mødeplads og metalhåndværk. Måske det er, hvad der ligger gemt i den ældgamle betydning af navnet Gudme, som er „Gudernes hjem“.

Noter

90: Af den spredte litteratur om Gudme kan bl.a. nævnes: F. Johansen 1985; A. Kromann 1983, 1987, 1991; A. Kromann et al. 1991; Michaelsen et al. 1996; P.O. Nielsen et al 1994; P. Vang Petersen 1994; K. Randsborg 1993 P. Østergaard Sørensen 1994; H, Thrane (red.) 1985, 1990, 1993.

91: E. Albrectsen 1971.

92: P. Østergaard Sørensen 1994.

93: P. Østergaard Sørensen 2000.

94: L. Jørgensen 2001, s. 78.

95: L. Hedeager 2002, s. 283.

96: Lundegård blev fundet af amatørarkæologer i 1986. De første udgravninger fandt sted 1986-92 ved Svendborg Museum. Bosættelsesarealet er på ca. 5,6 ha, kulturlaget dækker 1,6 ha, deraf er indtil nu kun nogle få tusinde kvadratmeter undersøgt. Se O. Crumlin-Pedersen (red.) 1996; P.O. Nielsen et al. 1993; P.O. Thomsen 1987, 1994; J. Ulriksen 1998.

97: Man kunne ved udgravningerne ikke påvise nogen stratigrafi, men lagene blev udgravet i 5-10 cms tykkelse. I den sydlige del af området kunne man skelne mellem fire tidshorisonter, som strakte sig fra romersk jernalder, fase C 1 til ind i det 6. århundrede. I nord kunne man udskille tre faser, som gik fra fase C 1 af romersk jernalder til fase 2 af merovingertiden (efter M. Ørsnes).

98: E. Albrectsen 1971.

99: Ved Gudbjerg hører nogle grave til tidlig romersk jernalder, bl.a. med hesteudstyr. Ved Løkkegård er fundet 58 grave fra romersk jernalder. Ved Brudager er fundet 168 grave fra 1.-4. årh. Ved Egelygård er fundet 112 brandgrave, hvoraf to med sværd, en med glas og to med drikkehorn. Typisk er, bortset fra Egelygård, blandingen af brand- og jordfæstegrave.

100: H. Thrane i Hoops Reallexikon der Germanischen Altertumskunde, Gudme.

101: A. Kromann 1991.

102: K. Kjer Michaelsen 2000.

103: Den form for tidlig handel kaldes med et udtryk skabt af den amerikanske forsker Karl Polanyi (1957) for „administreret handel“, se J. Jensen 1979, s. 214.

104: L. Jørgensen 2001.

105: A. Kromann et al. 1991, s 157 ff.

106: L. Hedeager 2002, s. 289.

107: Ibid.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Gudme, Gudernes hjem.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig