Rekonstruktion af kedlen fra vogngraven i Husby, Slesvig, formentlig fremstillet i det sydøstalpine område.

.

Krigergrav fra Sdr. Vilstrup i Sydjylland. Den døde kriger havde med sig i graven fået bl.a. et rundt skjold, som det ses af den bevarede skjoldbule og skjoldrandbeslaget øverst th.

.

Sværd af keltisk type. Fundet nedlagt som offergave i Lindholmgård Mose øst for Slangerup på Sjælland. 85 cm langt.

.

Våbenkombinationer i krigergrave fra den sene keltiske jernalder.

.

Skede af jernblik til sværdet af keltisk type. Fundet nedlagt som offergave i Lindholmgård Mose øst for Slangerup på Sjælland. 85 cm langt.

.

Keltisk kriger fra en helligdom i Saint-Maur-en-Chausse i Nordfrankrig. Fra tiden omkring Kr.f.

.

Lerkar fra Kraghede-gravpladsen i Vendsyssel, dekoreret med en jagtscene, hvori indgår i hvert fald én rytterfigur.

.

Rytterfrisen fra Kraghedelerkarret.

.

Udbredelsen af våbengrave fra den sene keltiske jernalder i Danmark. Sluttede fund er markeret med en trekant. Ikke-sluttede fund med en cirkel.

.

De rige grave fra gravpladserne Kraghede, Hedegård og Langå viser os, hvordan den nye krigers status var ulig alle andres, når han drog ind i dødsriget med alle sine våben og sit personlige udstyr. Fornemst var nok den kriger, som kom til vogns. Det var ham vi bl.a. mødte i Langå. Hans høje position var yderligere sat i relief af den store keltiske eller italiske metalkedel, han havde fået med i graven, og som ydermere rummede en etruskisk stamnos og andre herligheder. Hans bålfærd havde i sandhed været overdådig.

Disse rige vogngrave må have rummet mænd fra den allerøverste del af aristokratiet. Vi finder dem spredt over et stort geografisk område. I Kraghede i Nordjylland lå som nævnt også en rigt udstyret vogngrav.54 Den var ganske vist ikke særlig godt bevaret. Bronzebeslagene fra vognen var næsten alle smeltede til uigenkendelighed på ligbålet. Man kunne dog bestemme en bøsning af samme slags, som på Dejbjergvognene. Et andet fragment stammede antagelig fra en af kapslerne fra undervognens stangtøj. Men de mange små stumper af våben, redskaber og personligt udstyr, samt resterne af mindst to heste, to svin og et får viser, at også her havde en krigerhøvding fået en overdådig bålfærd.

En tredje vogngrav fandt man i Husby på Angel øst for Flensborg.55 Foruden vogndele af jern indeholdt den seletøj af jern og en større bronzekedel, formentlig fremstillet i det sydøstalpine område i tiden mellem det 5. og 2. århundrede f.Kr. At dømme efter diameteren på de bevarede jernbånd fra hjulene lignede de både de keltiske vogne fra Centraleuropa og Dejbjergvognen.56

En sidste vogngrav fandt man i 1939 ved Rosenfelde øst for Szeczin (Stettin) i Polen.57 Den var dog så dårligt bevaret, at man kun kunne fastslå, at den døde var blevet gravsat sammen med en firhjulet vogn med jernbeslåede hjul.

Lidt længere nede i hierarkiet rangerede nok de mænd, som blev gravsat med metalkedler af fremmed herkomst. Kedlerne symboliserede, at også her var der tale om mænd med et kontaktnet, der rakte langt ud over lokalsamfundet. Fire sådanne kedler blev fundet i gravene på Langå-gravpladsen. De svarer i øvrigt til den, som blev fundet i den rige grav i Kraghede. Og hertil kommer yderligere et antal grave med kedler, bl.a. en fra Wilhelmslyst på Langeland,58 og en fra Munkhøjgård på Lolland.59 På Bornholm har man fundet kedler i ikke mindre end fem grave, to ved Simblegård, begge våbengrave, og tre fra henholdsvis Dovr Ås, Dillehøj og Stenshøj. Den fra Dovr Ås var også rigt udstyret med våben.60

Disse kedler61 var efter alt at dømme fremstillet i de keltiske bysamfund i Centraleuropa. Heroppe i de nordlige egne af kontinentet blev de brugt som brændtbensbeholdere i særligt rigt udstyrede grave – og gerne i grave med våben, som rækker fra ca. 100 f.Kr. til ind i 1. århundrede e.Kr. Sådan finder man dem også i Sverige, bl.a. på Öland62 og på det svenske fastland.63 Kedlerne kendes også fra fund i Norge64 og i gravene syd for Østersøen.

Men hvem var de, disse mænd, i hvis grave pragtudstyr fra den keltiske verden kunne ligge side om side med italisk og græsk-etruskisk bronzehåndværk? Var de mon vendt hjem efter lange rejser til den keltiske verden på kontinentet i syd? Havde de mon stiftet bekendtskab med høvdingebegravelserne i Mellemtyskland og set, hvordan vogn, våben, guld og fornemme bronzer ledsagede samfundets fornemste på vejen til dødsriget? Eller var det på en helt anden måde, gennem personlige forbindelser eller måske ægteskabsalliancer med andre stammer mod syd, at de fremmede pragtgenstande og kendskabet til de rige vogngrave var kommet herop til Norden? Under alle omstændigheder viser de, at der nu fandtes en krigerelite i Sydskandinavien med forbindelser langt ud over det europæiske kontinent.

Den sidste gruppe af grave, som skilte sig ud fra flertallet, var de almindelige krigergrave. I dem gravlagde man krigerne med deres udrustning, som regel et ca. 70 cm langt tveægget sværd med metalskede, en spydspids og en skjoldbule, undertiden med stangagtig top – dog fik den døde ikke nødvendigvis alle sine våben med sig. Som regel var det sværdet, der blev lagt i graven, men først efter at være bukket sammen, måske fordi det så fyldte mindre. Det blev dog ikke altid lagt i urnen, men kunne også blive anbragt ved siden af den. Sværdet kunne også være et enægget hugsværd.

At markere krigerens status i graven, som her gjort, var i sin oprindelse en keltisk skik. Og det var formentlig også fra de centraleuropæiske keltere, at skikken bredte sig mod nord, først til de stammer, som levede i det centrale Polen og derfra videre ud over hele det store lavlandsområde i nord, til Danmark og til Syd- og Mellemsverige.65

Det var også krigergravene, som havde det mest varierede udstyr af gravgaver. Alle mulige dragtspænder, sakse, halvrunde knive og forskellige småting af jern kan man finde i dem. En typisk våbengrav blev f.eks. fundet ved Sdr. Vilstrup i Sydjylland.66 Den lå på en større gravplads med ret ubetydelige grave fra århundrederne omkring Kr.f. Våbengraven var nedgravet i en grube i undergrunden. I den stod brændtbensurnen med de brændte, rensede knogler. Oven på disse lå et kort, enægget sværd, et tveægget sværd med skede, en spydspids, to knive, en halvmåneformet ragekniv, en skjoldbule, brudstykker af et skjoldhåndtag, skjoldrandbeslag samt et dragtspænde. I alt ti lerkar var der i graven. Den dødes udstyr havde været pakket ind i et stykke vævet stof, inden det blev anbragt i urnen. Og mens ligbålet flammede, var store stykker fårekød blevet lagt på det. Det viste de brændte fåreknogler, man fandt i graven.

Når det gjaldt selve gravskikken, adskilte krigergravene sig ikke fra andre grave. I Syd- og Midtjylland var de fleste våbengrave urnegrave, hvor benene var lagt i urnen i renset tilstand. I Nordjylland var det derimod brandpletten, der var den almindeligste gravform.67 Hvor stor en del af landsbyernes beboere, der tilhørte denne krigergruppe, er det svært at sige. Men der synes ikke at have været krigere i alle landsbyer. Våbengravene har en tendens til at være forholdsvis hyppige på enkelte gravpladser og sjældne eller helt at mangle på andre. På f.eks. gravpladsen Vogn var 7% af gravene våbengrave.68 På en anden gravplads fra samme tid ved Tarm var det 20 af i alt 150 grave, der indeholdt våben.69 Omtrent den samme fordeling af våbengravene kunne man også finde på Bornholm.70

Med våbengravene fra tiden kort inden Kr.f. ser vi for første gang den krigerklasse fremstå, som i de følgende århundreder skulle komme til at spille så stor en rolle for oldtidssamfundets videre udvikling. Og fra gravfundene kan vi danne os et billede af dens bevæbning. Krigernes vigtigste kampvåben var sværdet. Det var enten et enægget hugsværd eller et tveægget stiksværd. Det lange stiksværd var udbredt over hele Nord- og Mellemeuropa, herunder også det keltiske område. Nogle få af de danske sværd er da også af keltisk fabrikat. Det var et farligt og effektivt våben, slankt og smidigt. Knap en meter langt, når det var keltisk, men noget kortere og ikke af så høj teknisk standard, når det var fremstillet heroppe i nord.

Spydet og lansen var de andre hovedvåben. De fandtes i flere forskellige former – en forholdsvis bred og en noget slankere – sikkert betinget af deres forskellige brug. Alle var de lavet af lokale smede.

Så var der endelig skjoldene. De var af træ, men normalt var det kun skjoldbulen, der sad på midten som beskyttelse af hånden, som overlevede ligbålets flammer. Den var altid af jern og formet som en lav, konisk top. Muligvis brugte man endnu lejlighedsvis det aflange, firkantede til ovale skjold med den spidsovale skjoldbule, som vi kender fra Hjortspringfundet.71 Det var det typisk keltiske skjold, som var i brug i Gallien helt op til romernes erobring.72 Men netop her i det 1. århundrede f.Kr. blev det afløst af det runde skjold med rund skjoldbule fastgjort med jernnitter.73 Det afspejlede den øgede romerske dominans i Centraleuropa, og ganske i overensstemmelse hermed tog man også den nye skjoldtype i brug over hele det nordeuropæiske område. Rundskjoldet blev derefter dominerende i den barbariske verden igennem næsten hele det 1. årtusinde e.Kr.74 Nogle få af krigerne var også iført ringbrynjer. Det erfarede vi allerede i Hjortspringfundet. Og på gravpladsen ved Hedegård i Midtjylland fandt man også spor af en ringbrynje i en af gravene (se De mange og de få).75

Endelig kan vi konstatere, at i slutningen af den keltiske jernalder steg de nordiske krigere også til hest – i hvert fald gjorde nogle af dem det. På et af lerkarrene fra Kraghede ser man en jagtscene. Karret var dekoreret med en frise, som viser en bereden jæger med en pisk i hånden, hvormed han dirigerer to hunde, som jager et rådyr.76 Nu kan man ikke se, om rytteren også har sporer, for hans ben mangler på afbildningen. Men rigtige sporer fra netop den tid har man da også fundet. I en jernaldergrav fra Tudvad sydvest for Vejle lå et krumt stykke jern, som viste sig at være en spore, den hidtil ældst kendte fra Danmark.77 Igen var der formentlig tale om en færdighed, som man havde lært af kelterne, der netop dyrkede ridekunsten i deres centraleuropæiske hjemland.

Selv om nordboernes kontakter til deres keltiske naboer i syd ikke tegner sig særlig klart i de arkæologiske fund, så synes forbindelsen af have været der. Man har sikkert fulgt den våbentekniske udvikling hos centraleuropæerne nøje. Også vi kan i dag følge, hvordan den keltiske våbentaktik ændrede sig igennem århundrederne, afhængig af hvilke fjender de stod overfor.78 I det 4. århundrede blev sværd mere almindelige end tidligere, og den enkelte kriger var gerne udstyret med to spyd eller lanser. Det var den bevæbning, som gallerne brugte ved f.eks. angrebet på Rom i 390/385 f.Kr. I tiden noget før 300 f.Kr., da kelterne trængte i retning af Balkan og Grækenland, blev våbnene noget tungere, man blev bedre rustet til nærkamp. Som en detalje kan nævnes, at skjoldbulerne nu blev tvedelte. Det er også, hvad der på samme tid skete med Hjortspring-krigernes skjolde.

Omkring midten af det 3. århundrede f.Kr. standardiseredes udrustningen yderligere. Hver kriger fik nu et længere sværd, en lanse og et firkantet eller ovalt skjold med en tung jerndækket skjoldbule. Dette var kelternes udrustning, da de bl.a. under den anden puniske krig kæmpede på karthageniensernes side mod Rom. Senere, i midten af det 2. århundrede f.Kr., blev lanserne ganske lange og forsynet med bajonetlignende spidser. Det hang sammen med en øget udvikling af rytteriet. Og endelig ser vi, hvordan de keltiske krigere i det sidste århundrede f.Kr. blev bevæbnet med lange sværd og runde skjolde med runde skjoldbuler.

I Norden kan vi ikke på samme måde følge den våbentekniske udvikling i detaljerne – det muliggør de arkæologiske fund ikke. Men vi kan dog her og der se paralleller til udviklingen i syd, i bl.a. sværdenes, skjoldenes og skjoldbulernes udformning. Formentlig var der langt flere våbentekniske overensstemmelser mellem nord og syd, end vi i dag aner.

Sådan tegner de sig for os, disse krigere, som dukkede op på den nordeuropæiske scene i århundredet op mod Kr.f. Men lad os nu se på menneskene selv – eller rettere den lille gruppe af dem, som vi kender fra den samme tids mosefund.

Noter

54: S. Jensen 1981; O. Harck 1988, s. 100; P.O. Schovsbo 1987, s. 27.

55: K. Raddatz 1967a; O. Harch 1988, s. 101.

56: Se også P.O. Schovsbo 1987, s. 25.

57: H. Jarl Hansen 1984; O. Harck 1988, s. 102; P.O. Schovsbo 1987, s. 25.

58: AUD 1989, 146.

59: H.-J. Eggers 1951, 89.

60: M.B. Henriksen 1994.

61: H.J. Eggers 1951, type 4-8.

62: På Öland er der to rige våbengrave, en fra Ryd og en fra Övre Albäck, hvor kedler med jernrand var brændtbensbeholdere (Ölands järnåldergravfält 1991, 87.441.499 og H.J. Eggers 1951, 98).

63: F.eks. på gravpladsen Kyrkbacken i Västergötland (K.E. Sahlström & Gejvall 1948, 10-12; H.J. Eggers 1951, 98).

64: To kedler kendes fra Ås i Vestfold og Tjelta i Rogaland, begge gravfund. H.J. Eggers 1951, 91, 95; Magnus & Myhre 1986, 222; Aa. Bjørnvad 1989, fig. 4.

65: Kaul & Martens 1995, s. 150 f. Af vigtigere regionale oversigter over våbengravene fra den ældre jernalder kan nævnes P. Nicklasson 1997 (svenske fastland), M. Rasch 1991 (Öland), E. Nylén 1955 (Gotland), M. Adler 1993 og T. Weski 1982 (Nordtyskland).

66: E. Jørgensen 1968.

67: E. Jørgensen 1968, s. 79.

68: Bech & Lysdahl 1976, s. 201; J.-H. Bech 1980; T. Trolle-Lassen 1984, 1987.

69: T. Egebjerg Hansen 1985.

70: C.J. Becker 1990, s. 91.

71: Kendes fra et lille mosefund fra Vædebro i Midtjylland, se Den hellige mose. H. Andersen 1959; F. Kaul 1988, s. 38.

72: Om det keltiske skjolds typologi og kronologi se P. Stary 1981.

73: Se f.eks. skjoldet fra våbengraven i Sdr. Vilstrup, E. Jørgensen 1968, s. 51, fig. 12.

74: K. Randsborg 1995, s. 181.

75: Archäologie der Schweiz IV. Die Eisenzeit. Zürich 1974.

76: Se Kaul & Martens 1995, s. 130 ff.

77: E. Jørgensen 1973.

78: A. Rapin 1988; K. Randsborg 1995, s. 180 ff.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Høvdinge og krigere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig