.

Store trug, hvert udskåret af et enkelt stykke træ, fundet i Nørre Smedeby Mose i Sønderjylland. Ca. 150 cm lange.

.

Tørvespade fra den keltiske jernalder, fundet i Nørre Smedeby Mose i Sønderjylland. Ca. 1:5.

.

Mosefundne lerkar fra denkeltiske jernalder.

.

Offerfundet fra Bukkerup. Skematisk fremstilling af de 13 okser, som blev fundet på offerpladsen. Kun de med sort markerede dele af skelettet var til stede.

.

Offerfundet fra Bukkerup; tøjrpælen, som blev fundet sammen med okserne.

.

Fallosstav fundet ved tørvegravning i Hedelisker ved Skjødstrup nord for Århus. Hele staven er 55 cm lang.

.

Svære bronzehalsringe, såkaldte „kronehalsringe“, blev i den keltiske jernalder i stort tal nedlagt som offergaver i landets moser. Her er vist to typer, en ældre og en yngre. Ca. 2:5.

.

Udbredelsen af de såkaldte „kronehalsringe“, som ikke blot kendes i Danmark, men også langt mod sydøst i Europa.

.

Træskjold af samme udformning som Hjortspring-fundets skjolde. Fundet i en offernedlæggelse ved Vædebro i Midtjylland sammen med våben og menneskeskeletter.

.

Menneskelignende dragtspænder af bronze fra den keltiske jernalder, nedlagt som offergaver i danske moser. Ca. 2:5

.

Den ene af Dejbjergvognene som den kan ses genopstillet i Nationalmuseets udstilling fra Danmarks oldtid.

.

Stormandsgrav udgravet nær findestedet for Dejbjergvognene. Selve kisten var en plankekiste. Her lå den døde med sit spyd og sit enæggede sværd i skede. Over kisten var bygget en huslignende konstruktion. At der er tale om en bygning og ikke blot en indhegning af graven fremgår af stolpernes dimensioner.

.

Ansigtsmaske af bronzefra den ene af Dejbjergvognene,ca. 5 cm høj.

.

Nogle dyreformede beslag af okse- og fuglefigurer er alt, hvad der var tilbage af den bronzebeslåede pragtvogn fra Fredbjerg i Vesthimmerland. 1:2.

.

De sørgelige rester af bronzebeslag, smeltede til næsten uigenkendelighed, fra pragtvognen fra Dankirke i Sydjylland. 1:2.

.

Fund af vogne af Dejbjerg Langåtypen fra den keltiske jernalder.

.

De forskellige funktionsbestemte udformninger af Dejbjerg-Langå-vognene.

.

Kedlen fra Mosbæk i Himmerland, et etruskisk arbejde fra tiden omkring 300 f.Kr.

.

Den gigantiske keltiske kedel fra Brå nær Horsens i Østjylland. Et stykke af randen med de bevarede hankebeslag er vist sammen med en rekonstruktionstegning af den ca. 70 cm høje kedel, som kunne rumme henved 600 liter væske.

.

Bronzekedlen fra Rynkeby på Fyn; yderplade med ansigtsmaske og inderplade med bl.a. vildsvin.

.

Ansigtsmaske, der har siddet på kedlen fra Sophienborg ved Hillerød.

.

Til venstre: Tyrefigur fra Lundeborg på Sydøstfyn. Til højre: Tyrehovedopsats, formentlig fra en keltisk bronzekedel, fundet i Tissø på Vestsjælland. Henholdsvis 1:2 og 1:1.

.

Det var mørke ritualer, der udfoldede sig derude i moserne langt fra landsbyerne. Men moserne havde også deres hverdage. De kom, når små flokke af mænd, kvinder og børn i sommermånederne drog ud for at grave, ælte og stable tørv. Omkring de små grupper af arbejdende mennesker blandede de langstilkede tjærenelliker deres rødlilla farve med mosens gulgrønne vækster, og duften af porse drev gennem landskabet.

Tørvegravning var et ældgammelt håndværk. Lige siden bronzealderen havde bondebefolkningen anlagt tørvegrave (se Langhuse og haller). Tørv var værdsat brændsel på ildstederne derhjemme i landsbyens langhuse. Og med sig i mosen bragte folkene tørvespader, madvarer og krus og fade, almindelige dagligdags fornødenheder. Det hænder, at man støder på sporene af disse gøremål af rent praktisk og dagligdags art. Ja, man har endog i enkelte tilfælde fundet jernalderbøndernes håndæltede tørv. I Nørre-Smedeby i Bov sogn fandt man i en tørvemose talrige spor af runde nedgravninger foretaget i jernalderens tidlige del.100 De var gravet fra et niveau, der lå ca. 40 cm under mosens overflade på undersøgelsestidspunktet. De fleste af hullerne var 1,5-3 m brede og 60 til 90 cm dybe. I et af dem stod direkte på sandbunden et øsekar eller fad af træ. Ikke langt derfra stod, ligeledes i en tørvegrav, et stort trug,1,5 m langt. Ca.35 m herfra fandt man yderligere et sæt bestående af et stort og et mindre trug. Trugene var sat ned i gruberne, efter at de i nogen tid havde stået åbne. Man fandt også dele af så dagligdags redskaber som en plov, en tørvespade og lerkar.

Ikke alt var altså offergaver. Vi må huske, at moserne helt op til vor tid var led i menneskenes daglige virke. De var ikke blot steder, hvor man gravede tørv. Her blev også hør og humle rødnet, inden fibrene forarbejdedes til tekstiler og bindematerialer, her garvedes huder til læder, her hentedes malm til jernudvinding, og her opbevarede man sommeren igennem landsbyens gavntræ fra vinterskovningen, ligesom sprukne træsager blev lagt ud til udkvældning.101

Men mosen var også det sted, hvor man fik kontakt til de magter, som bestemte over dagligdagen. Det var her, man foretog de offerhandlinger, som skulle sikre markernes afgrøder og dyrenes ve og vel. Og offerhandlingerne kunne antage mangfoldige former. Det kan imidlertid ofte være svært, flere tusinde år senere, at skelne rituelle gøremål fra de mere praktiske. I Rappendam Mose, som ligger i et dalstrøg sydøst for landsbyen Jørlunde i Nordsjælland, fandt man f.eks. talrige dele af plove samt fragmenterede og hele skivehjul og andre vogndele, såsom undervogne og vognaksler. I alt henved 40 skivehjul var blevet lagt ud i mosen.102 Genstandene lå inden for et areal på 60 x 8 m i adskilte grupper, de var altså nedlagt ved flere lejligheder, formentlig over en meget lang periode. Ved udgravningen fandt man mindst 6-7 ansamlinger af trægenstande, som lå på et lag af grene, især hassel og birk. Talrige menneskeknogler, bl.a. af en 30-35 årig kvinde, lå i nærheden af træsagerne. Hvad der var foregået her, står ikke klart. Det er muligt, at nogle af henlæggelserne havde en rituel baggrund. Men man kan også tolke dem som noget rent praktisk.

Som vi senere skal se (i Mod større produktivitet), arbejdede man i bl.a. jernalderens vognbyggeri med en særlig teknik, der var baseret på en kombination af tørt, lagret træ og træ i grøn eller våd tilstand. Under arbejdet med at fremstille f.eks. vognhjul blev træet lagt i vand. Også hjul, som trængte til reparation, blev lagt til opblødning, før de kunne skilles ad. Det kan være en del af forklaringen på, at der findes så mange udslidte vognhjul i moserne landet over. Også redskaber, som var i fuld brug, kunne få en tur i det våde element – på samme måde, som når man for blot et par generationer siden på varme sommerdage kørte arbejdsvognene ud i gadekæret.

Noget lettere at fortolke er de mange lerkar, man finder i moserne, ikke blot fra den keltiske jernalder, men også fra de efterfølgende århundreder. De repræsenterer formentlig offergaver. Når lerkarrene blev stillet ud i mosen, var de naturligvis ikke tomme. De indeholdt madvarer, ganske som de havde gjort det i bondestenalderen, da skikken også blev udøvet. Der var dog næppe nogen direkte forbindelse mellem moseofrene fra bondestenalderen og dem fra jernalderen. For imellem dem lå en næsten totusindårig periode, hvor skikken ikke blev udøvet. Men nu, i tiden efter 500 f.Kr. var man igen begyndt at sætte måltidsofre ud i vådområderne. Et eller flere lerkar ad gangen. Vi kender den slags fund fra henved 400 lokaliteter i Danmark. Heraf er knap halvdelen fra den keltiske jernalder, resten er fra de efterfølgende århundreder.103

Skal man vurdere, hvor almindelig skikken var i et langtidsperspektiv, viser det sig, at henved 35% af samtlige fund er fra den keltiske jernalder, medens mere end 60% er fra den ældre romerske jernalder. Med andre ord, skikken var nok almindelig i den keltiske jernalder, men den nåede sit absolutte højdepunkt i de to første århundreder efter Kr.f.104

Man udøvede skikken i meget forskelligt omfang i de enkelte dele af landet. I århundrederne før Kr.f. var det mest befolkningen i det østlige Midtjylland, der foretog lerkarofringerne, medens de blev meget almindelige i Vendsyssel i århundrederne efter Kr.f. I Sydjylland og Nordslesvig blev skikken kun udøvet i et meget begrænset omfang i begge tidsafsnit, og det samme gælder Fyn, Sjælland og de øvrige danske øer. Foreløbig kendes ikke ét fund fra Bornholm. Også i Sverige praktiserede man kun sjældent den slags ofringer.105

Moseofrene blev foretaget både i små og store moser. I nogle tilfælde kunne der være tale om op til hundrede lerkar, i andre tilfælde var det blot et enkelt lerkar, der blev ofret. Det hændte også, at karrene blev nedsat i huller gravet i mosen, og man dækkede dem derefter med en stendynge. Sommetider har man fundet måltidsrester i forbindelse med lerkarrene. Eller man finder sammen med karrene knogler, der repræsenterer væsentlige dele af hele dyr – altså ikke spredte og stærkt fragmenterede knogler.

Det var f.eks. tilfældet i en mose ved Bukkerup nær Søllested på Fyn.106 Her fandt man i et stort antal tilfælde lerkar nedlagt sammen med samtlige lemmeknogler fra en ko, dvs. forben og bagben, indbefattet skulderblade og dele af bækkenknoglerne. Men hverken kranier eller kropsknogler fandtes. Køerne var, som jernalderkøerne oftest var, små, disse var imidlertid usædvanligt små. Deres skulderhøjde var i gennemsnit 1,05 m.

Mosen rummede i alt et halvt hundrede lerkar, de stammede fra sen keltisk jernalder og frem til yngre romertid, dvs. de var ofret over en periode på 3-400 år. Men nedlæggelserne viste et meget fast ritual, som var blevet gentaget igen og igen. En ko blev slagtet, for- og baglemmerne blev flået af dyret og lagt til side, medens resten blev stegt og fortæret. Nok var det de mindste og ringeste dyr, man fravalgte til slagtning, men der var alligevel rigeligt med kød, så mange munde kunne mættes.

Så fulgte ofringen af knoglerne og sammen med dem ofte tøjr og tøjrpæl samt et lerkar, måske med et drikkeligt indhold. Mon ikke de ofrede knogler skulle repræsentere hele køer, som guderne jo let kunne fuldstændiggøre? Knoglerne var nemlig ikke knust, og marven ikke udtaget. Man kommer derfor til at tænke på den ellers langt senere myte om Thor, der ved aftenstid slagtede sine bukke og serverede dem for rejsefællerne, men udtrykkelig forbød, at de brød benene. Næste morgen ville han nemlig svinge hammeren over dem og gøre dyrene levende igen.107

Sådan er det ofte gået for sig dernede i mosen, når kærulden dækkede store arealer med sine silkehvide duske, og hvidtjørnen stod i blomst. Et landbrugssamfund som jernalderens havde god brug for at stå på god fod med naturens magter, i hvert fald dem, der rådede for markens og staldens frugtbarhed.

Men der var også moser, hvor man i billedform udtrykte noget af den frugtbarhedskult, som må have ligget bag de mange ofringer. Ved Forlev Nymølle i det østlige Midtjylland – nogle få km fra den store våbennedlæggelse i Illerup ådal (se Våbenofferet i Illerup Ådal) – udgravedes tre offersteder i mosen, alle dækkede med sten.108 Et af dem var en regulær dynge, der delvis dækkede over en knap 3 m høj træstamme, der med få og enkle snit var forvandlet til en kvindefigur. Sammen med den blev fundet bundter af hør. Dele af okse, hest, hund, får og hare samt et lerkar med ukendt indhold var blevet ofret til dette frugtbarhedssymbol, som, da det stod oprejst i stendyngen, har kunnet ses på lang afstand.

Et beslægtet fund gjorde man i en mose ved Rosbjerggård i Nordjylland.109 Her fandt man en dynge af sten og to træstykker, der ved udgravningen tolkedes som de sidste rester af en mandlig figur af samme art som den, der blev fundet i Broddenbjerg Mose i nærheden af Viborg, og som var fra den seneste del af bronzealderen (se Hellige tegn og billeder). Keramikken fra Rosbjerggård viste, at der var foregået ritualer på stedet fra en sen del af keltisk jernalder og ind i århundrederne efter Kr.f.

Lignende fund gjorde man ved Braak i nærheden af Eutin i Holsten.110 Her fandt man figurerne af en mand og kvinde i overstørrelse. Hver af de to havde omhyggeligt formede hoveder og tydeligt markerede genitalier. I begge tilfælde var det den udvalgte grens naturlige form, som havde dikteret figurernes udformning, alligevel var der tale om egentlige billedeskærerarbejder. Ligesom figuren fra Forlev Nymølle må de to figurer fra Braak have været synlige på lang afstand.

Et tydeligt frugtbarhedssymbol er en stor falloslignende stav, som blev fundet i en mose ved Hedelisker nord for Århus, ikke langt fra våbenofferfundet af samme navn (se Fortsatte våbenofringer). Den lignede nærmest en kroget gren, var 55 cm lang, ca. 5 cm tyk og S-formet.111 Den fandtes i forbindelse med et stort, mørkt trækullag med brændte knogler af mennesker og får. Oven på laget lå knuste lerkar og et par jernknive. Tæt omkring trækullaget fandtes skeletterne af ikke mindre end 13 hunde, og der lå også store sten, som i to tilfælde var bundet til hundene med bastreb. Aabenbart har de skullet tynge kadaverne ned. Nær hundene lå desuden en lille samling ubrændte menneskeknogler, og ved dem lå fallos'en. Nogle lerkarskår og en hel potte kunne datere offerpladsen til tiden kort før Kr.f.

Der er en verden til forskel mellem bronzealderens velordnede billedunivers og disse primitive skulpturer, der tydeligt vidner om udøvelsen af en frugtbarhedskult, men hvis indhold vi i øvrigt ikke ved meget om. Dog ser det ud til, at oksen har spillet en væsentlig rolle i ritualerne.112

Var bronzealderens religiøse univers gået tabt for århundreder siden, så var der dog stadig områder, hvor man fulgte ældgamle traditioner. Det gjaldt f.eks. nedlæggelser af halsringe i moserne, en skik der var opstået i den yngre bronzealder, og som var fortsat ned igennem den keltiske jernalders første århundreder.113 Endnu i de sidste århundreder f.Kr. blev bronzehalsringe i ret store tal nedlagt i de danske vådområder. Det gjaldt f.eks. de såkaldte kronehalsringe. Sammenfatter man både ældre og yngre varianter af kronehalsringene, kan der opregnes fund fra et halvt hundrede lokaliteter spredt over hele landet.114

Kronehalsringene forekom i to varianter. De svært støbte og barokt udformede varianter var de yngste – de hørte hjemme i de sidste par århundreder før Kr.f. Deres udbredelse indskrænkede sig ikke blot til Sydskandinavien og Nordvesttyskland, men rakte mod sydøst, tværs igennem det østeuropæiske kontinent.115 Her havde de et tvedelt udbredelsesmønster: én gren pegende mod Ukraine, en anden mod Moldavien, hvor en lokal produktion synes at have fundet sted.116 De kan dermed betragtes som vidnesbyrd om en kulturkontakt mellem områderne umiddelbart nord for den hellenistiske verden ved Sortehavets nordkyst og Nordvesteuropa – en kontakt, som vi senere skal vende tilbage til (se Fra fjerne egne).

Blandt de ofrede halsringe finder man også et af jernalderens prægtigste smykker, den store guldhalsring fra Dronninglund Mose i Vendsyssel.117 Hele 622 gram vejer den. Bøjlen består af en massiv, glat guldstang og siderne på de modstillede knopper er ornamenteret med den fineste filigran (se Fra fjerne egne). Også Dronninglundhalsringen er fra tiden kort før Kr.f. og vidner ligesom kronehalsringene om kontakterne mod sydøst i retning af Sortehavet.

Endelig skal nævnes de mosefundne halsringe med kugleender. De forekommer udelukkende i de østlige dele af landet,118 og kan betragtes som vidnesbyrd om en mere centraleuropæisk, kel tisk inspiration af det nordiske bronzehåndværk i århundrederne lige inden Kr.f.

Igennem hele den keltiske jernalder havde man således over hele landet den skik at nedlægge halsringe i vådområderne. Skikken var opstået i Østdanmark i den yngre bronzealder, men med bronzealderens slutning udbredtes den til hele landet. Men skikken omfattede også nedlæggelser af andet dragtog smykkeudstyr, armringe f.eks. – og nåle, bl.a. de såkaldte holstenske nåle.119 Også dragtspænder blev nedlagt,120 nogle af dem udformede som stiliserede menneskefigurer.121

Men de gamle offerskikke ændredes med tiden, og i de sidste århundreder inden Kr.f. fik de en bredde, som næsten kan sammenlignes med offerskikkenes sidste kulmination i den yngre bronzealders midte. Våbenofre kom til, det første var det, der blev nedlagt i Hjortspring Mose omkring 350 f.Kr. (se Slaget ved Hjortspring). Så fulgte også nedlæggelser af så unikke genstande som de to vogne fra Dejbjerg. Og endelig nedlagde man kostbare kedler af central- og sydøsteuropæisk oprindelse, som det nedenfor skal beskrives.

Enkeltvise nedlæggelser af våben fandt også sted i et vist, omend begrænset omfang.122 Til dem hørte bl.a. et fornemt La Tene-sværd med skede af jernblik fra Lindholmgård Mose.123 Mere iøjnefaldende var imidlertid de samlede nedlæggelser af våben, som indledtes med fundet fra Hjortspring Mose på Als. Dette fik i de sidste par århundreder f.Kr. et par efterfølgere, bl.a. i et fund fra Krogsbølle på Nordfyn.124

I en moseagtig lavning fandt man i forbindelse med en stenbrolagt vej, der førte igennem en bæk i en moselavning, et antal våben: 24 jernspydspidser, 19 benspydspidser, 6 enæggede sværd og 1 tveægget sværd samt et antal andre genstande som f.eks, en bidselstang til en hest og nogle knive. Mærkeligt nok manglede skjoldene fra den lille hærstyrke. Vejen havde allerede været der, da våbnene blev ofret. De fleste af dem lå vandret omkring vejen, men enkelte spydstager var sat lodret ned i mosefladen med spidsen nedad. To spydspidser sad kilet ind mellem vejens fundamentsten.

Det er svært at sige, om man her står over for et krigsbytteoffer i samme forstand som Hjortspring. Eller om det er selve pladsen, hvor kampen foregik, og hvor man af religiøse årsager ikke bjergede våbnene. Våbnene afspejler dog næppe en egentlig hær. Hvis hver kriger har haft to eller tre spyd, kommer vi nok ikke over 20 mand. Noget af fundet kan dog være gået tabt, før man forstod dets betydning. Våbnene fra Krogsbølle er formentlig lidt yngre end dem fra Hjortspring, men afstanden i tid er næppe mere end 100 eller højst 200 år.

Et beslægtet, men noget mere dramatisk fund gjorde man ved Vædebro ved Skanderborg, ikke langt fra det senere, store våbenofferfund i Illerup Ådal.125 Ved opgravning af et 5 x 11 m stort område blev dynger af menneskeknogler bragt for dagen. Skønsmæssigt vil man anslå, at de repræsenterede mindst 26 mennesker. 25 af dem var mænd, en muligvis en kvinde eller en spinkel mand.126 På to af kranierne var der dybe snit, der var blevet påført, medens de to mennesker endnu var i live. Snittene var ikke dødelige, men var udført, kort før døden indtraf. Spredt mellem knoglerne lå et par spydspidser, en kniv af jern, et knækket pileskaft, en mærkelig træskovl eller -skuffe og ret store mængder af lerkarskår. Man fandt også et næsten fuldstændigt bevaret træskjold. Skjoldbulen, der havde dækket håndtaget, manglede, og skjoldet havde et hak i randen. Træhåndtaget var uhyre spinkelt, men man havde forstærket det med et jernstykke. Ved konserveringen af skjoldet viste det sig, at det havde været malet med rød farve.

Fra tidens brandgrave ved vi, at bronzebeslåede pragtvogne hørte til elitens udstyr. Også de kunne nedlægges i moserne. I en lille mose, Præstegårdmosen ved Dejbjerg i Vestjylland, fandt man to sådanne pragtvogne127. Lidt syd for mosen ligger et bakkedrag kaldet Vognbjerg. Også selve stednavnet Dejbjerg vækker oldtidsforestillinger. Det er af stednavneforskerne udlagt „Dødebjerg“. Af betydning for tolkningen af vognfundene i Præstegårdmosen er endvidere, at der i yngre romertid blev nedlagt vogndele på samme sted i mosen.128

Præstegårdmosen ligger midt i et bebyggelsesområde, som i tiden omkring Kr.f. – og i øvrigt også senere hen i jernalderen – må have haft en fremtrædende position.129 Flere landsbyer er blevet afdækket i området. En af dem lå ca. 1 km vest for mosen, og til den hørte en gravplads, hvor man udgravede 50 grave. En af disse skilte sig klart ud fra de andre. Den rummede en kriger, som med sit sværd og spyd var blevet bisat i en kiste, hvorover var opført yderligere en plankekiste med tagryg.130 Endelig havde man over graven bygget en 7 x 4 m stor bygning, et dødehus. Måske det var høvdingen fra landsbyen, der var gravlagt her. Måske netop ham, som ejede eller brugte et af de fornemme processionskøretøjer.

Fundstedet for de to vogne lå ved den vestlige bred af en vase, der strakte sig ud over Præstegårdmosen fra sydvest mod nordøst.131 Her blev der i 1870'erne gravet tørv, og i tørvegravene fandt man en mængde væltede træstammer i området vest og øst for vasen, medens selve fundområdet var uden større træ. Man tolkede det således, at mosen i oldtiden havde været et skovbevokset, vandrigt område, hvorigennem gik en naturskabt, farbar vej (vasen). Midt ude i moradset lå i den vestlige kant af denne vej en mindre sø, måske en ældre tørvegrav, og heri var de to adskilte og ødelagte vogne lagt og siden afmærket med grene og vidjer.

De første dele af vognene fandt man i 1879 og 1880 på bunden af mosen under godt 1,5 m tørv. En undersøgelse blev iværksat, og i løbet af nogle få dage fandt man to egerhjul, hjørnebeslag til en vognkasse, endefjæl og dele af en undervogn og vognstang. Sammen med de først fundne dele udgjorde de store dele af en vogn, Dejbjerg I. Man fandt desuden to pyntefjæl, der senere skulle vise sig at høre til en anden vogn, Dejbjerg II. Ved udgravningen fandtes også en agestol af elletræ med flettet sæde og et par vognaksler, der næppe har hørt til vognen, skår af fem lerkar, kæppe af hassel og pil, nogle dyreknogler og i det ene af lerkarrene to vævebrikker af træ.132

Godt 10 m sydvest for det første fund fandt man i 1883 ved den fortsatte tørvegravning foruden de to manglende hjul til den første vogn også hjul, langvogn, vognstang, fjæl og jernbeslag til den anden vogn, Dejbjerg II.

Der var nu tale om to prægtigt udstyrede vogne. Ingen af dem var fuldstændigt bevarede,133 men de har været af samme type, omend ikke noget ensdannet par. Den ene var lidt større end den anden, den enes hjul havde 14 eger, den andens 12. På dem begge var nav og fælge skåret i asketræ, medens egerne var af bøg. Hver fælg har været bøjet af et enkelt stykke træ, omsluttet af et jernbånd, der var lagt på i glødende tilstand. Vognenes dekoration bestod af gennembrudt bronzearbejde med fyldmotiver som bl.a. triskeler og kredse. På vognkassen sad mandsmasker med pandehår og langt buet overskæg. De peger tydeligt i retning af den keltiske kultur.

De to vogne var tydeligvis blevet skilt ad, inden de blev lagt ud i mosen. Når vogntræet hist og her var ormeædt, kan det skyldes, at vogndelene havde ligget i fri luft gennem længere tid, inden mosen voksede hen over dem. De bærer ikke spor efter ødelæggelse, og hvad der mangler, skyldes formentlig senere tiders tørvegravning. Der er altså ikke antydning af den samme rituelle destruktion som i Hjortspringfundet.

For at prøve Dejbjergvognenes egenskaber, fremstillede man i 1980'-erne en kopi af en af dem på Fyns Stiftsmuseum på Hollufgård.134 Den genskabte vogn viste sig at være et let og spændstigt køretøj, der opførte sig værdigt og elegant ved prøvekørslen. Dog var ikke alle de raffinerede detaljer lige velanbragte, og vognen forekom i virkeligheden ret primitiv. Det forklarede man med, at mestrene bag de fornemme køretøjer var vant til at bygge tohjulede stridsvogne. Det er nu næppe en god forklaring. Byggeriet af firehjulede paradevogne havde netop en lang tradition bag sig i Centraleuropa (se De hellige vogne).

Opfattelsen var, at begge vognene var ægte keltisk import. De viser da også mange ligheder i stil og håndværk med den keltiske verden. Det gælder f.eks. jernfælgene, som var blevet påsat egetræsfælgene med en særlig teknik.135 Det er derfor blevet foreslået, at det mest sandsynlige fabrikationssted skulle være det nordlige Gallien, det mellemste Rhinområde, eller blot Gallien i almindelighed.136 Men andre forslag er også blevet bragt. Eftersom noget af udsmykningen har sine bedste paralleller i en særlig slags bælter fundet i Holsten137 og i de kuglehalsringe, der er fundet i danske moser, er en nordeuropæisk, såkaldt germansk oprindelse også blevet nævnt.138

Svaret på spørgsmålet om Dejbjergvognenes oprindelse finder man muligvis ved at sammenligne dem med andre vognfund – og Dejbjergvognene er ikke enestående, som vi allerede har set. Rester af lignende vogne er fundet i rige høvdingegrave i henholdsvis Kraghede i Vendsyssel og Langå på Fyn (se De mange og de få). Men hertil kommer to forholdsvis nye fund af vogne, som ligner Dejbjergvognene meget, fra Fredbjerg i Nordjylland139 og Dankirke i Sydjylland.140

Ved Fredbjerg i Vesthimmerland fandt man de udbrændte rester af en pragtvogn i og omkring resterne af et treskibet langhus. Huset var en normal jernaldergård fra sen førromersk og ældre romersk jernalder. En afløbsrende udgik fra husets nordlige indgangsbrolægning. Her fandtes vogndelene. De bestod af bl.a. nitter, beslag fra to vognfjæle, to bronzekapsler fra de bagudrettede ender i undervognens stangtøj, hjørnebeslag til en vognkasse og nogle små, plastiske fuglefigurer. Vogndelene viser, at vognen var af samme type som den, vi kender fra Dejbjerg og Langå. Fredbjergvognen var blevet efterladt i staldenden af et jernalderhus. Ingen af beslagene var påvirket af ild, så den var ikke blevet tilbageladt på grund af en brand. Det er derimod blevet foreslået, at huset havde rummet en smedje og genbrugsmateriale i form af gamle vogndele.141

Også den anden vogn blev fundet på en boplads, nemlig den rige boplads Dankirke i Sydvestjylland (se Et landsbysamfund i forvandling).142 Fundene fra Dankirke spænder over tidsrummet 200 f.Kr. til 700 e.Kr. Vognen har formentlig stået i et af bopladsens huse,143 da det engang i ældre romersk jernalder gik op i luer, men den har næppe været intakt, da huset brændte. En del af de fundne fragmenter stammede formentlig fra udsmykningen af en vognkasse, i lighed med den der kendes fra den bedst bevarede af Dejbjergvognene. Det drejede sig bl.a. om en gruppe jernnagler med ornamenterede bronzehoveder, pynteblik af bronze og en jernkrog. Desuden var der dele af seletøjsbeslag.

De danske vogne har mange lighedspunkter med de mellemeuropæiske, og er givetvis fremstillet i den samme tradition. Men det er også påfaldende, at de danske vogne indbyrdes udviser en meget høj grad af lighed, som ikke genfindes ved en sammenligning med de mellemeuropæiske vogne. De seks danske pragtvogne udgør en homogen gruppe, og er formentlig fremstillet i det samme værksted.

På den anden side må den kunststil, som findes på vognene, beskrives som rent keltisk. I særdeleshed hvis man ser nærmere på Dejbjergvognens menneskehoveder med deres stirrende øjne og overskæg. De har mange keltiske paralleller. Det raffinerede, gennembrudte arbejde på beslagene på vognene med indlægning af emaille peger i samme retning. Det taler for, at vognene skulle være ægte import.

Fastholder man imidlertid, at vognene blev lavet i Danmark, så må dog i hvert fald de to vogne fra Dejbjerg være fremstillet af keltiske håndværkere. Eller håndværkerne må have været uddannet i keltiske værksteder. Vogntypen står i hvert fald fjernt fra de lokale danske arbejdsvogne, og ornamentikken er typisk keltisk, ikke nordisk. De nærmeste paralleller findes i den store befæstede keltiske oppidum Manching i Bayern. Det rejser endelig spørgsmålet, hvordan man kan afgøre, hvad der er import, når det ikke blot var genstandene, som blev importeret, men også håndværkerne selv?

Men lad os igen vende tilbage til vognenes konstruktion. De seks danske køretøjers undervogne var bygget på samme måde. Overvognen var derimod forskellig de seks vogne imellem.144 Vognene fra Langå, Kraghede, Fredbjerg og Dejbjerg I havde en lav vognkasse, der kunne løftes af som en båre. Vognene fra Dankirke og Dejbjerg II havde derimod en høj vognkasse, der var prydet med påsømmede beslag af bronzeblik. Men efter alt at dømme havde Dejbjerg I-vognen også en høj vognkasse ved siden af den lave. Det ser altså ud til, at vognen har kunnet fremtræde på to forskellige måder – og at den måske har haft to forskellige funktioner.

Det samme gjaldt formentlig Dejbjerg II-vognen. Foruden den høje vognkasse med en stol af træ, havde den fire jernstænger med knapformet hoved, som kunne erstatte nogle T- og korsformede jernbolte i undervognsfjælene. Det ville derved blive teknisk muligt at montere en vognkasse, hvis køretøjet også skulle kunne dreje. Disse jernstænger gav derfor, sammen med den høje vognkasse, også Dejbjerg II-vognen to alternative udformninger. Det peger igen på, at vognen kunne have to forskellige funktioner.

I alt er der altså tre forskellige varianter af vognene, hver med sin særlige funktion. Det er blevet foreslået, at den lave vognkasse har været brugt som ligbåre.145 At den høje vognkasse (med stol) har hørt til et personkøretøj. Og at varianten med de fire jernstænger monteret på undervognsfjælene (uden vognkasse) har været et processionskøretøj, forsynet med et løst omhæng af tekstiler eller læder.

Brugen af processionskøretøjer var en skik, der rakte langt tilbage i tiden, helt tilbage til de firhjulede vogne, som var blevet udviklet i Centraleuropa i det 13.-12. århundrede f.Kr. (se De hellige vogne), men som også indgik i den nordiske bronzealders kult i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. Gennem tiderne skiftede de religiøse forestillinger, men nogle af de rituelle udtryk forblev de samme. Og de fornemme processionskøretøjer var fortsat i den keltiske jernalder et af krigerelitens foretrukne statussymboler, som indgik i gravritualerne, når særligt højtrangerende krigere blev begravet.

Men ligesom vi har set, at vognene eventuelt kunne have flere funktioner, således har de måske også kunnet indgå i flere forskellige rituelle sammenhænge. Den tanke melder sig i hvert fald, når man læser den romerske forfatter Tacitus' beskrivelse af germanernes brug af hellige vogne. Tacitus skriver om de nordgermanske folkeslag,146: „at de i fællesskab dyrker Nerthus, det vil sige Moder Jord, og tror, at hun griber ind i menneskenes anliggender og kommer kørende rundt til de forskellige folkeslag. På en ø ude i Oceanet findes en hellig lund, og i den står en indviet vogn, der er dækket med et klæde. Kun én præst må røre den. Han fornemmer, når gudinden er til stede i sin helligdom, og medens hun på sin vogn trækkes af sted af køer, ledsager han hende fuld af ærefrygt. Da er der glade dage, og alle de steder, som gudinden finder værdige til at besøge og gæste, er smykket til fest.“

Det var store rigdomme, der i århundrederne før Kr.f. blev nedsat som offergaver i de danske vådområder. Nogle af dem fulgte, som vi har set, stormændene i deres grave. Det gjaldt pragtvognene, men det gjaldt også metalkedlerne. F.eks. den, der blev fundet ved Mosbæk i Himmerland, og som svarede til en af de kedler, der blev fundet i Langå-gravene (se De mange og de få). Mosbækkedlen blev i 1875 fundet i en mose kun en 1/2 km nordøst for fundstedet for Gundestrupkedlen.147 Den stod i tørven med bunden opad – og et prægtigt stykke var det. Den vejede mere end 5 kg og var næsten en 1/2 m i diameter.

På hver side af den flade, indadbøjede overdel var den prydet med et Herkuleshoved. Mosbækkedlen var et etruskisk arbejde, formentlig fremstillet i Arretium nord for Rom omkring 300 f.Kr.148 Hvornår den var blevet ofret i den nordjyske mose, står derimod ikke helt klart. Det kan meget vel være sket et eller to århundreder, efter at den var blevet fremstillet.

Blandt bronzekedlerne er det dog Bråkedlen, der indtager førstepladsen. Et offerfund er den helt sikkert, men den var næppe nedlagt i en mose. Den lå i en lille grube i en bakkeskråning ved Brå syd for Horsens.149 Nyere arkæologiske undersøgelser på fundstedet har vist, at der her findes en landsby fra midten af den keltiske jernalder, altså samme tidsrum som man daterer kedlen til. Bråkedlen var fuldstændigt sønderhugget – sikkert med en jernøkse, som lå ved siden af. Over den sønderhuggede kedel var lagt et par store sten.

Selv om Bråkedlen var helt ødelagt, har man alligevel kunnet rekonstruere den ret nøjagtigt. Den var kolossal af størrelse, mere end en meter i diameter og med en højde på 70 cm. Den kunne rumme mindst 600 liter væske. Over- og underdelen bestod af udhamrede bronzeplader, mens randen og de tre store bæreringe, der sad i støbte øskener på randen, var af jern omlagt med bronze.

Randens indadvendte del er udsmykket med uglehoveder og bladranker i typisk keltisk stil. På hver side af bæreringene sidder en støbt tyrefigur. Uglehovederne kan sammenlignes med lignende hoveder på et par vognbeslag fra den befæstede, keltiske by Manching i Bayern, og det er ikke utænkeligt, at det var her, kedlen blev fremstillet i 2. halvdel af det 3. århundrede f.Kr.150 Under hvert af de beslag, som omsluttede bæreringene sidder to fine, små tyrehoveder. Tyremotivet findes på mange af de keltiske kedler, og som vi skal se, er det helt centralt på kedlerne fra Rynkeby, Sophienborg og på Gundestrupkarret.

Sammen med Bråkedlen fandt man i øvrigt en ca. 15 cm lang bronzegenstand, som ikke kunne bestemmes nærmere.151 Formentlig er det en stump af en antik hængelampe formet som en påfugl, og efter alt at dømme af hellenistisk oprindelse.152 Et mærkeligt fremmed objekt, men endnu et vidnesbyrd om de lange kulturkontakter, der på den tid gik igennem det europæiske kontinent.

Det tredje af de rige kedelfund stammer fra Illemosen ved Rynkeby mellem Odense og Nyborg. Her fandt man i 1845 resterne af en keltisk kedel, som bestod af sammennittede plader af bronzeblik, udsmykket med udhamrede relieffer.153 Rynkebykedlen må oprindelig have haft en diameter på omkring 70 cm. Det var kun omkring halvdelen af ydersiden og en inderplade, der var bevaret.

Dekorationen på kedlens yderside viser et stiliseret kvindehoved med halvlangt hår og den hellige keltiske halsring, den såkaldt torques, om halsen. Øjnenes pupiller er i dag tomme, men oprindelig var de fyldt ud med glasflus. På hver side af hovedet er pånittet en støbt tyrefigur med optrukne forben. Formentlig er den afbildede kvinde en gudinde. Inderpladen er med nagler fæstnet til ydersiden. Den viser to dyr over for hinanden, et vildsvin og måske en ulv (eller to vildsvin); de to dyr er antagelig i kamp. På pladen ses også en såkaldt triskele, et af kelternes religiøse symboler.

Det er uvist, men muligt, at kedlen har været skilt ad eller måske er slået i stykker inden nedlægningen. Rynkebykedlen må være et keltisk arbejde, antagelig fremstillet i Gallien i det 1. årh. f.Kr. Kvindeansigtets harmoniske stil og den karakteristiske frisure kendes på andre kunstværker herfra. Nok har kedlen mange lighedspunkter med Gundestrupkedlen (se Sølvkedlen fra Gundestrup). Men ikke desto mindre er de fremstillet i hver sin ende af den keltiske verden.

En fjerde kedel, eller rettere resterne af den, fandt man i 1886 på en holm i en mose ved Sophienborg nær Hillerød i Nordsjælland.154 Sophienborgkedlen blev fundet i overfladen af jorden ved rydning af et krat. Formentlig har den været nedsat på mosefladen, ikke nedgravet, på samme måde som også Gundestrupkedlen var nedsat. På kedlens yderside har der siddet tyrefigurer af samme art som på Rynkebykedlen. Der har også været drevne menneskeansigter i tidens karakteristiske stil, men længere og smallere end det almindeligvis er tilfældet. Nogle lignende, aflange masker, men endnu mere forenklede, har man fundet i Gårdby sogn på Öland.155

Naglehuller viser, at også de må have været fastgjort til en kedel.

Endelig fandt man i 1989 ved Lundeborg på det sydøstlige Fyn en støbt bronzefigur, som næsten er identisk med tyrefigurerne på Rynkebykedlen og Sophienborgkedlen.156 Den blev fundet ikke i en mose, men på en kysthandelsplads, der blomstrede flere hundrede år efter tidspunktet for figurens fremstilling. Endnu på dette sene tidspunkt har den altså været i brug. Udformningen af tyrens bagside og huller til nitter viser, at den har siddet på en kedel. Men brudflader i dens bund viser, at den med vold er flået af kedlen, som man ikke har fundet spor af. Man kunne imidlertid se slidspor i bunden af tyrefiguren, som viser, at den har stået selv, og altså en tid uden kedel været i brug. Om den har været benyttet i kultiske handlinger, kan man derimod ikke sige.

I flere tilfælde har man i øvrigt fundet tyrefigurer alene i danske moser.157 Nogle af dem er beslægtet med tyrefigurerne på Rynkeby- og Lundeborgkedlerne, og har antagelig også oprindelig siddet på kedler. En af dem er fundet på Stevns på Østsjælland, en andet ved Rå på Lolland.158 Endelig har man fundet en oksefigur i Tissø på Vestsjælland, som stilistisk afviger lidt fra dem ved Rynkeby og Sophienborg. Den er muligvis et lidt senere produkt.159

Denne stærke koncentrationen af dekorerede keltiske kedler i Danmark savner modstykke andre steder i Europa. Almindeligere er derimod enkle kedler uden dekoration, men med en kraftig jernrand.160 De er, som vi allerede har hørt, fundet i nogle af de rigeste grave i Norden og Nordtyskland, hvor de blev brugt som beholdere for de dødes brændte ben (se Høvdinge og krigere). De enkle kedler med jernrand er efter alt at dømme fremstillet i værksteder i de store keltiske oppida i Central- og Vesteuropa. Også her ofredes de i søer, moser eller kilder.161 Afbildninger af de hellige kedler finder man i øvrigt også af og til på keltiske mønter.

Noter

100: C.J. Becker 1948a, 1971, s. 18 ff.

101: P.O. Schovsbo 1983.

102: G. Kunwald 1970; P.O. Schovsbo 1987, s. 209.

103: C.J. Becker 1971b.

104: C.J. Becker 1971b. Beregningerne tager hensyn til, at de arkæologiske perioder ikke er lige lange. Antallet af fund er derfor omregnet til antal lokaliteter pr. 100 år. Derved får man et lidt anderledes billede. Helt nøjagtigt bliver tallet 34,6 fund pr. 100 år af keltisk jernalder. For ældre romertid bliver tallet derimod 62,5 fund pr. 100 år, og for yngre romertid 7 fund pr. 100 år.

105: H.Arbman 1945.

106: E. Albrectsen 1944, 1945; C.J. Becker 1971b; Aa.G. Andersen 1993; T. Hatting 1993; Chr. Adamsen 1994.

107: C.Adamsen 1994.

108: H. Andersen 1961; van der Sanden & Capelle 2001, s. 16.

109: C.J. Becker 1971b.

110: H. Schwabedissen 1949, s. 65; van der Sanden & Capelle 2001.

111: F. Kaul 1994.

112: H. Thrane 1993.

113: J. Jensen 1997, s. 172.

114: Fundliste J. Jensen 1997, s. 172.

115: Martens og Kaul 1995. s. 136.

116: Se f.eks. H. Keiling 1970; T. Dabrowska 1988; M. Babes 1988 og M.B. Shchukin et al. 1993.

117: S. Müller 1900b, s. 140 ff; J. Brøndsted 1940, s. 96, fig. 78; Kaul & Martens 1995, s. 114 ff.

118: C.-A. Moberg 1954, s. 22 ff; Fundliste J. Jensen 1997, s. 172 ff.

119: J. Jensen 1997, s. 172, fig. 98.

120: Fundliste J. Jensen 1997, s. 173 ff.

121: Ibid., s. 304, fig. 118.

122: Ibid., s. 298 ff, nr. 6, 15, 29, 43, 137, 157, 208.

123: O. Klindt-Jensen 1950, s. 45, fig. 16; J. Brøndsted 1960, s. 68.

124: H. Kjær 1901, s. 41 ff; C.J. Becker 1948, s. 166 ff; F. Kaul 1988, s. 37; K. Randsborg 1995, s. 42 ff. Hoops Reallexikon, bd.17 (Krogsbølle). Se også AUD 1989, 140-141.

125: H. Andersen 1959, 1959; F. Kaul 1988, s. 38.

126: Sellevold et al. 1984, s. 288.

127: H. Petersen 1888; P.O. Schovsbo 1981, 1987, s. 240, nr. 89 og O. Harck 1988.

128: P.O. Schovsbo 1987, s. 240.

129: T. Egebjerg Hansen 1990, 1991, 1996.

130: T. Egebjerg Hansen 1996, s. 211.

131: P.O. Schovsbo 1987, nr. 89.

132: De to vævebrikker er ifølge en nyere C 14-datering fremstillet inden for perioden 1.-3. årh. e.Kr. De er altså nedlagt senere end pragtvognene, T. Egebjerg Hansen 1996, s. 211.

133: Sammensætningen og henførelsen af de enkelte dele til den ene eller den anden af de to vogne har derfor voldt vanskeligheder.

134: P.O. Schovsbo 1991.

135: P.O. Schovsbo 1987.

136: O. Klindt-Jensen 1950, s. 87 ff; J.V.S. Megaw 1970, s. 129.

137: Alm. om de såkaldt holstenske bælter se K. Hucke 1962.

138: O. Harck 1988.

139: S. Jensen 1980, 1981.

140: H. Jarl Hansen 1984.

141: P.O. Schovsbo 1987.

142: H. Jarl Hansen 1984.

143: Dankirke hus VII.

144: P.O. Schovsbo 1987, s. 28.

145: På samme vis som det er foreslået for Lusehøjgraven fra ca. 800 f.Kr. (se De dødes grave).

146: L. Hedeager 1988, s. 77.

147: F. Kaul 1991a.

148: P.J. Riis 1959; H. Salskov Roberts 1995.

149: O. Klindt-Jensen 1953; F. Kaul 1991a, s. 110.

150: Krämer & Schubert 1979, s. 366 ff. Stilistisk er dekorationen af Bråkedlen dog også tæt knyttet til nogle bronzebeslag fundet i en grav i Malomerice nær Brno i Mähren (Se O. Klindt-Jensen 1953). De repræsenterer den plastiske stil, som er karakteristisk for den keltiske kunst i det 3. århundrede f.Kr og kendt fra genstande fundet i det centrale og vestlige Europa. Der er derfor også forskere, som har peget på, at Bråkedlen kan have sin oprindelse i centret af dette område, mest sandsynligt i Mähren. Se f.eks. P. Mortensen i S. Moscati et al (red.), 1991, s. 375.

151: F. Kaul 1995, s. 33.

152: Krämer & Schubert 1979, s. 378; Gebhart 1989, s. 566.

153: F. Kaul 1991, s. 108.

154: F. Kaul 1991, s. 111.

155: M. Stenberger 1979, s.413.

156: F. Kaul 1991a, s. 111.

157: O. Harck 1988, s. 103; J. Jensen 1997, s. 298 ff, nr. 30, 74, 100 og 156.

158: O. Klindt-Jensen 1950, s. 113, fig. 70d.

159: Jørgensen & Petersen 1996, s. 24, fig. 5.

160: H.J. Eggers 1951 type 4-8.

161: Man kan eksempelvis nævne en kedel fra Duchov (Dux) i Böhmen fyldt med bl.a. hundredevis af dragtnåle. Andre kedler stammer fra den store offerplads ved La Tène i Neuchatelsøen i Schweiz, i en offersø ved Llyn Cerrig Bach på øen Anglesey ud for Wales' nordvestkyst, hvor der er ofret våben og hellige genstande, og fra Carlingwark Loch i det sydlige Skotland.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Den hellige mose.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig