Vinterdag i jernalderlandsbyen. Fra Hjemsted Oldtidspark i Sydjylland.

.

Rekonstruktion af lysindfald i et af husene i Hjemsted Oldtidspark.

.

Sadeltagshegn fra et af gårdanlæggene på Hjemsted Banke, genopført i Hjemsted Oldtidspark i Sydjylland.

.

I sjældne tilfælde kunne et gårdanlæg i det 5. århundrede som her på Hjemsted Banke i Sydjylland være helt omgivet af et sadeltagshegn.

.

Trapez-formet gårdanlæg fra 6. århundrede udgravet ved Østergård nær Bevtoft mellem Vojens og Toftlund i Sydjylland. To hovedfaser er udskilt. I dem begge ses hovedhus, der tjente både som beboelse, stald og lade, sadeltagshegn, staklade, formentlig vognport og en bygning med fire stolpepar, som ikke kan funktionsbestemmes.

.

Endnu i den germanske jernalder var arden det vigtigste pløjeredskab. Fra Hjemsted Oldtidspark i Sydjylland.

.

Høne der spiser aks, indridset på et lerkar fra det 5. århundrede e.Kr., fundet på en gravplads ved Bordesholm i Holsten.

.

De var imponerende at se til, de store landsbyer fra det 5. og 6. århundrede e.Kr., især de jyske, som de lå der på den veldrænede jord, omgivet af kraftige faskine- eller flethegn. Gik man til den enkelte gård, så man, at den centrale bygning, hovedhuset, kunne være op til 30-40 m lang, undertiden endnu større. Bredden var derimod altid omkring de 5-6 m uanset husets længde.

Meget ofte er det kun sporene efter de dybt nedgravede, bærende dele af bygningerne, man får at se ved de arkæologiske udgravninger. Detaljerne, der kan give oplysninger om indretning og brug af de enkelte , er ofte ikke bevaret, det gælder navnlig ved de arkæologiske udgravninger i Østdanmark, hvor dyrkningen af jorden igennem århundrederne har været så intensiv. Det er naturligvis gået ud over de arkæologiske levn. Tit finder man blot nedgravningerne fra de stolper, der bar taget. De stod altid i to parallelle rækker inde i huset og delte det op på langs, så man fik den treskibede langhuskonstruktion, der på den tid allerede havde været i brug i hen ved to tusinde år.

Det var således et byggeri, der hvilede på traditionen, men i dimensionerne viste det helt nye træk, og havde gjort det siden den yngre romerske jernalder (se Mod større produktivitet). De meget lange bygninger lå fortsat orienteret øst-vest med en lille drejning mod nordvest. De tagbærende stolper stod i et meget fast system, og i vægkonstruktionen indgik kraftige planker. I beboelsesenden, som lå i den vestlige ende af langhusene, stod de tagbærende stolper gerne i to kvadratiske eller rektangulære, øst-vest orienterede moduler. Husets ildsted fandt man som regel mellem disse to moduler, og netop her ser man ofte, at vægstolperne var dobbelte, ganske som de også var det ved indgangene til huset. De dobbelte stolper ved ildstedet er blevet tolket som en konstruktion, der skulle sikre lysindfald i det mørke husindre, altså en slags vinduer, som muligvis har været forsynet med indvendige skodder.78

Ellers var det formentlig kun gennem indgangsdørene, at der slap lys ind i det indre af det lange hus. Dette var opdelt i 5-6 rum, adskilt ved skillevægge. Fra hvert rum var der adgang til det næste rum. I midten af huset lå gerne et indgangsrum, hvortil der var indgang i begge langsider. Fra indgangsrummet kom man i vest ind i beboelsesafdelingen, i øst ind i stalden, hvor der stod opstaldet et varierende antal dyr. Ved de arkæologiske udgravninger kan man ofte beregne dyrenes antal ud fra antallet af båseskillerum. Det gælder dog kun i Jylland, i Østdanmark er sporene af husenes båseskillerum så at sige aldrig bevaret.

Længst mod øst i bygningen fandt man gerne et stort rum, som kan have fungeret som lade. Loftet over bygningens østende kan tænkes at være brugt som kornmagasin.79

I Østdanmark var husene ofte noget mindre end i Jylland. Det skyldes måske, at de store jyske landsbyer primært baserede deres eksistens på kvæghold, mens de østdanske landbrug mere var blandingslandbrug, måske med et større svinehold end det var vanligt i Jylland.80

Almindeligvis opfatter man langhusene i de store gårdanlæg som hørende til et enkelt hushold, hvis bolig lå i vestenden af huset. Det ser dog ud til, at der også var huse, som rummede flere familier. I Mølleparken ved Løgumkloster i Sydjylland har man f.eks. udgravet et over 35 m langt hus, hvori der var ildsted i begge ender.81 Det kunne tyde på, at også østenden havde været inddraget til beboelse.

Igennem det 3. og 4. århundrede havde man bygget langhusene i længder, som ikke tidligere var blevet set. I det 5. og 6. århundrede formindskedes længden af husene ganske vist noget, men kun for igen at vokse i jernalderens sidste århundreder. Det var i øvrigt en tendens, man kunne iagttage over hele det store område, hvor de treskibede langhuse var i brug. Man kunne nemlig finde dem over hele Sydskandinavien og Nordvesttyskland, mod syd helt ned til Westfalen og det nedre Rhinområde.82

Ser man på de småhuse, som hørte til de enkelte gårdanlæg, så blev også deres antal og forskelligartethed øget kraftigt i løbet af det 5. århundrede. Disse småhuse blev næppe bygget for at skulle opfylde én bestemt funktion. De kan have været brugt som værksteder, boliger for tyende, aftægtshuse, forrådshuse eller lader. Småhusene lignede i deres konstruktion de store langhuse, men der var dog en type, som skilte sig ud som noget særligt. Det var de såkaldte grubehuse, en hustype, der i sin oprindelige form bestod af en op til 1 m dyb grube, 2x3 m stor og af ovalt eller rektangulært grundrids. Taget var teltformet og blev båret af to stolper, en i hver ende af nedgravningen.

I Centraleuropa kendte man denne hustype allerede omkring Kr.f. Herhjemme vandt den først indpas i løbet af det 5. århundrede, i hvert fald i Jylland, og måske først lidt senere på Sjælland. I nogle grubehuse var der et ildsted enten inde i selve bygningen eller umiddelbart udenfor. Disse huse fungerede formentlig som regulære boliger. Andre tjente udelukkende som værkstedshytter til f.eks. vævning, pottemageri, smedning og fremstilling af kværnsten. Med tiden dukkede grubehusene også op på de kystnære anløbspladser, hvor de blev den dominerende hustype og fungerede som boder eller hytter, hvor håndværkere sæsonvis tog ophold.

Ved de arkæologiske udgravninger af landsbyerne, kan man ofte se grøfter eller stolperækker, der markerer indhegninger af gårdene eller bebyggelsen som helhed. For arkæologerne er de vigtige, fordi de giver sikkerhed for samtidigheden og samhørigheden mellem de enkelte bebyggelseselementer på bopladsen. Det hænder også, at man kan se, at hegnene indgik i tagdækkede konstruktioner. Dvs. at man langs med hegnene kunne finde åbne skure, formentlig dækket af et sadeltag.83 Disse bygningers funktion er endnu ikke helt klar. De blev sandsynligvis brugt både som værksteder, til opstaldning af småkvæg og som lagerplads for eksempelvis hø, stakket halm, brændsel og dyrkningsredskaber. Man finder dem også syd for den nuværende grænse, i lavlandsområdet mellem Elben og Weser.84 Noget tyder på, at det er en konstruktionsform, som man havde overtaget fra de romerske landvillaer.

Om det landbrug, der blev drevet fra de store jernaldergårde, er vi endnu kun sparsomt underrettet. I tidligere tiders landbrug havde man dyrket et bredt udvalg af kornsorter, samtidig med at ukrudtsplanter havde spillet en stor rolle for ernæringen. De dyrkede marker havde været omgivet med digevoldinger (se Agre og græsningsland), og her havde man dyrket korn i et rotationssystem, der formentlig også indebar lejlighedsvis braklægning af de enkelte agerstykker – altså et sædskiftebrug, som indgik i en bredspektret dyrkningsstrategi.

Med de store omlægninger af landbruget i den yngre romerske jernalder, dvs. i det 3. og 4. århundrede, var man holdt op med at hegne markerne med digevoldinger, og man var samtidig gået over til et mere begrænset udvalg af afgrødesorter,85 som til gengæld blev dyrket mere intensivt i et formodet indmark-udmark system (se Mod større produktivitet). Om dette landbrug har man hidtil været dårligt underrettet, men i de senere år har arkæologerne fået hjælp fra en ganske overraskende kilde, nemlig fra de jernudvindingsovne, som er fundet i flere af de jyske landsbyer fra 4-500-tallet.

I slaggegruberne i jernudvindingsovnene brugte jernaldermenneskene nemlig undertiden utærsket halm som fyldmateriale. Det gjaldt f.eks. i landsbyen Drengsted i Sydvestjylland (se Landsbyer og gårde), hvorfra man har fået et helt usædvanligt materiale af navnlig byg-, rug- og havrekerner.86 Analyser af dette korn viser bl.a., at jernalderbønderne bevidst dyrkede rug og byg på separate marker – og at de to kornsorter blev udsået på forskellige tidspunkter af året. Her gjaldt efter alt at dømme det gamle ord om, at forårssæden skal være i jorden, inden solen vender (21. juni) og vintersæden inden dagene længes (21. december).

Byggen blev altså sået som sommerbyg og rugen som vinterrug. Analyserne indikerer endvidere, at der har været tale om en agerbrugsform baseret på et toskiftesystem, hvor bønderne i første skifte dyrkede byg for derefter, når næringsindholdet i markstykket efterhånden dalede, at gå over til rug i det følgende sædskifte. Hvor længe det første sædskifte med byggen varede – et, to eller tre år – kan man ikke bestemme. Men meget tyder på, at man dyrkede rugmarkerne i en flerårig periode. Dette dyrkningssystem ligner det græsmarksbrug, som har præget store områder af Vestjylland i historisk tid, og som er karakteriseret ved spredtliggende marker med hovedvægten på animalsk produktion. Adgangen til græsning for kreaturer og får på tilknyttede hedeområder, braklagte marker og langs åløbene var af betydelig værdi i dette system.

At rugdyrkningen havde så stort et omfang i begyndelsen af den yngre jernalder var noget forholdsvis nyt. Dyrkningen af denne robuste kornsort var formentlig begyndt med de store ændringer af landbruget i yngre romersk jernalder (se Mand og kvinde), og den fik efterhånden vidtrækkende betydning for bønderne, idet indførelsen af vinterrug betød en sikring af udbyttet, samtidig med at den fordelte arbejdsbyrden med pløjning og såning over et længere tidsrum.

Dyrkningen af byg var derimod en gammel tradition. Byg havde hidtil været den dominerende kornafgrøde – i hvert fald længe før bronzealderens slutning. I løbet af jernalderen skete der imidlertid et skift fra nøgen til avnklædt byg.87 Men byggen udgjorde stadig en væsentlig del af jernaldermenneskenes kost, dels i form af grød, dels i form af øl.88 Til brødbagning var den derimod ikke særlig velegnet – men blev dog brugt dertil (se nedenfor).

Jernalderbønderne var altså i stand til at holde deres afgrøder på separate markstykker. Det tyder på, at bønderne havde godt styr på, hvad de foretog sig. Ved at indføre vinterdyrkning af rug spredte man også risikoen for misvækst. Det er vigtige oplysninger om et landbrugssystem, vi ellers kun har meget spredt viden om. Om pløjningen ved vi f.eks. kun, at den formentlig foregik med ard 89 (se Den daglige føde) og okser. Brugen af heste til pløjning begyndte næppe før i middelalderen. Da fik den i øvrigt en afsmittende virkning på agerbruget, idet havre blev en vigtig foderplante til hestene.

Med hensyn til gødskning af markerne, så ved vi, at samtidigt med de store ændringer af landbruget i det 3. og 4. århundrede sker der også en ændring af den måde, hvorpå man slipper af med husaffaldet. De affaldsgruber, som i den ældre jernalder og tidligere var så karakteristisk et træk ved bosættelserne, forsvinder nu på det nærmeste. Formentlig er forklaringen, at der var sket en øgning i brugen af gødning. Husholdningsaffaldet blev i den yngre jernalder ikke længere kastet i gruber, men endte i stedet på møddingen, hvor der lå aske, sod, affald fra slagtningen, ukrudt og meget andet. Alt dette kørte man nu sammen med dyrenes gødning ud på markerne.

Samtidig med at man praktiserede sædskifte i afgrøderne, benyttede man sig sikkert også af braklægning i jernalderlandbruget. Hvornår braklægning blev taget i brug, ved vi ikke, men det er sandsynligt, at allerede den ældre jernalders digevoldingsmarker periodisk blev lagt brak. Braklægning gav jorden en hvileperiode. Når den var overstået, kunne marken tages ind i drift en 4-5 år for så igen at blive taget ud af drift, alt naturligvis afhængigt af jordens bonitet.

Sammenfatter vi vor spinkle viden om den yngre jernalders landbrug, tegner der sig et billede, hvor der omkring landsbyerne, dvs. i indmarken, lå agre med forskellige afgrødetyper og brakmarker anbragt mellem hinanden, dvs. jord med lange dyrkningsrotationer. Og uden for det afgrænsede agerland, i udmarken, lå græsningsområderne, hvor de store kvægflokke færdedes.

I tidligere tider, dvs. i størsteparten af den ældre jernalder, havde man haft en mere bredspektret dyrknings- og agerbrugsstrategi, hvori marker med digevoldinger indgik i et rotationssystem med lejlighedsvis braklægning af de individuelle agerstykker – et sædskiftebrug. Digevoldingerne kunne anlægges og nedlægges efter behov.

Med de store ændringer af landbruget i det 3. og 4. århundrede holdt man op med at voldindramme agrene, som sine steder blev forladt og herefter overgik til hede eller skov, men stadigvæk fandt udnyttelse. Markerne blev nu mere intensivt gødet, og vinterdyrket rug blev taget i brug. Man kan kalde det et udvidet sædskiftebrug.90

Det øgede udbytte, som bl.a. vinterafgrøderne medførte, må have virket stabiliserende på jernaldersamfundet. Man havde nemlig skabt et ressourceoverskud, som var en første forudsætning for den udvikling i retning af en centralisering af det politiske system, som vi skal skildre på de følgende sider. Det var en udvikling, som stillede øgede krav til produktionen, og som førte til gradvise ændringer i landbruget frem til etableringen af det middelalderlige agerbrugssystem ved oldtidens slutning. Men herom vil vi få at høre senere.

Her skal vi blot nævne et helt håndgribeligt vidnesbyrd om den yngre jernalders kornavl. Det stammer fra bosættelsen Præstestien i det nordlige Esbjerg, hvor der blev udgravet en større bebyggelse og en tilhørende gravplads.91 Oven på en af gravene fandt man en kop med mørkt fyld. Det viste sig dels at være korn – den ene halvdel var rug, den anden byg og havre -dels en ubestemmelig porøs masse, fladtrykt til en tykkelse af ca. 1 cm.

Den mørke substans var resterne af et fladt brød, bagt af bygmel. I øvrigt noget særdeles fint forarbejdet mel, fremstillet af korn, som må have været kværnet flere gange – formentlig er det også blevet sigtet. Dette halvandet tusinde år gamle brød – det ældste vi kender fra oldtiden herhjemme – var meget tæt og havde kun få luftblærer.92 Sådan ses det ofte ved brød bagt af bygmel, som har et lavt glutenindhold og derfor ikke hæver ret meget. Det er muligt, at man havde anvendt surdej, men der var nok snarere tale om et uhævet brød.

Bagningen var formentlig sket på en flad sten eller lerplade. Og det er slet ikke svært at eftergøre processen: tag noget fint sigtet bygmel og rør det sammen med en passende mængde vand (ca. 1 dl til 100 gram mel) og salt til en sej masse. Herefter står dejen tildækket i seks timer, og den formes så til fladbrød. Det sker ved, at dejen klappes ud i bygmel til højst 1 cm's tykkelse. Fladbrødene bages nu på en meget hed, tør pande. Ved at banke på det færdigbagte brød fremkommer der en hul lyd. De færdige brød kan virke lidt seje, men egner sig godt til suppe og anden søbemad. Smager også godt med smør og ost eller pølse.93

Inde i langhusenes stalde kunne man se kvæget stå to og to sammen i de store båse. Hovederne vendte de ud imod ydervæggene, rumpen ind mod den grebning, der løb i husets længderetning. Det var sikkert kun malkekvæget, trækdyrene og ridedyrene samt dyr til opfedning, der stod på stald vinteren over. Resten af dyrene gik formentlig derude i udmarken året rundt. Det er således mere antallet af malkekvæg og trækdyr, man får indtryk af ved at kigge ind i staldene i jernaldergårdene. Størrelsen af det samlede kvæghold kan vi ikke få et sikkert billede af. Men vi kan se, at staldenderne i gårdene bliver længere i løbet af jernalderen. Det må betyde, at gårdens behov for malkekvæg og trækdyr øgedes, efterhånden som århundrederne gik. I øvrigt skal man næppe tillægge jernalderens malkekvæg nogen større mælkeydelse. Mellem 250 og 300 liter mælk om året pr. malkeko er måske et rimeligt bud. I vor tid giver en malkeko henved 8000 kg mælk om året.

Det var i øvrigt et mangfoldigt dyreliv, der udfoldede sig i gårdens bygninger, på gårdspladsen og møddingen – ikke uligt det, de ældste af os i dag erindrer fra vor barndoms bondegårde.94 Her færdedes mange svin, langbenede var de og med stride børster hen ad kammen. Men de gav sul, fedt og flæsk, gode kalorier til at opveje det hårde daglige arbejde. Får var her også mange af. De så ud som de hornede racer, man stadig kan finde rundt om i Skandinavien, på Gotland bl.a. Fårene var så nyttige, for de gav varm uld, godt skind og kød og fed mælk. Og så var der endelig de skræppende flokke af fjerkræ: gæs og ænder, som lignede henholdsvis vilde grågæs og gråænder – og der var masser af høns, som skrabede på gårdspladsen. Noget småt kræ var det, de lignede nutidens dværghøns, men de evigt galende haner havde allerede fået deres plads i fortællingerne om de nordiske gudeslægter. Det havde kattene også, frugtbarhedsgudinden Frejas ledsager, som til daglig passede det mere nøgterne hverv at holde bestanden nede af mus og andre gnavere i lade og lo.

Noter

78: P. Ethelberg 2003, s. 228.

79: I Archsum-Melenknop på Sylt fandt man ved udgravningen af en hustomt store mængder korn i staldenden. Det har man tolket som tegn på, at staldloftet fungerede som kornlager, se H. Zimmermann 1992, s. 138.

80: Hedeager 2002, s. 339.

81: Andersen & Rieck 1984.

82: Se bl.a. H.T. Waterbolk 1991; H. Hamerow 2002.

83: P. Ethelberg 2003, s. 232 ff.

84: Såkaldte zaunparallelle Pfostenröste, se W.H. Zimmermann 1992.

85: D.E. Robinson 1994. Se også Robinson & Harild 1994.

86: Mikkelsen & Nørbach 2003.

87: Forskellen på nøgen byg og avnklædt byg beror på avnernes evne til at fastholde kornet i akset. Betegnelsen „nøgen byg“ må derfor ikke forlede til den opfattelse, at kernerne ikke har været beskyttet af avner.

88: U. Körber-Grohne 1994.

89: Mikkelsen & Nørbach 2003, s. 131.

90: Mikkelsen & Nørbach 2003.

91: Robinson & Siemen 1988.

92: Et lignende, men noget senere fund kendes fra Tornow i Mellemtyskland. Her var der tale om grovbrød fremstillet af rug og hvede i forholdet 3:1, se K.-D. Jäger 1966.

93: Opskriften efter Robinson & Siemen 1988.

94: For en generel oversigt over jernalderens husdyr se bl.a. N. Hardt i P. Ethelberg et al. 2003.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Huse, hegn og marker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig