Rekonstruktion af Skrydstruppigens og Egtvedpigens dragter fotograferet på levende modeller..

.

Egtvedpigens dragt.

.

Skrydstruppigens bluse.

.

Vævevægt fra bopladsfundet Lindebjerg på Fyn, fra ca. 1800 f. Kr. Diameter ca.11 cm.

.

Skrydstrupkvindens frisure sættes. Øverst ses, hvordan håret fra issen og nakken blev lagt over en valk af menneskehår. En uldsnor bindes omkring håret, der derefter deles op i små duske, som flettes sammen til en art fletning tværs over panden fra tinding til tinding. Nederst er hårnettet anbragt over frisuren. Hårnettets bindesnor danner to lange løkker på hver side af hovedet. Disse vikles nu i hver sin retning om hovedet og fastholder såvel hårnet som frisure.

.

Borum Eshøjkvindens hårnet, fremstillet i den komplicerede fletteteknik, der kaldes sprang.

.

Halskrave fra tiden omkring 1400 f.Kr. Fra en offernedlæggelse fundet ved Rye By, Gørlev sogn, i Vestsjælland.

.

Bælteplade med spiralmønstre, fundet i en grav ved Hverrehus i nærheden af Viborg. Diameter 15 cm.

.

Bæltedåse fra grav ved Øster-Bølle, Øster-Bølle sogn, Nordjylland.

.

Tutuli, små smykkeplader til fastsyning på dragten. Findes i to udformninger, dels en flad skiveformet med ophøjet spids, dels en hatformet med rund puld. Fra henholdsvis Kongsted i Niløse sogn og Annebjerg Skov i Højby sogn, begge Vestsjælland.

.

Først er der kvinderne. De er tre i tallet og meget forskellige. Forrest står den 16-18 årige Egtvedpige, spinkel af bygning, tynd om livet og ca. 160 cm høj. Hendes hår er kortskåret, lyst og løsthængende. Når hun smiler, ser man hendes store, slidstærke tænder. Hun er iført en kortærmet bluse og et snoreskørt – en sommerdragt velsagtens. Hun blev da også, som vi har set, begravet en sommerdag. Hun bærer fornemme smykker, bl.a. en skinnende bælteplade og en armring om hvert håndled.

Ved hendes side står den gamle kvinde fra Borum Eshøj. Hun er ret lille og tætbygget med kraftige overarme og må være mellem 50 og 60 år gammel. Hun bærer en bluse som Egtvedpigens, men hendes skørt er langt og folderigt. Også hun er fornemt udstyret med en bælteplade foran på maven. I hendes bælte sidder en dolk i træskede. Arm- og halsringe bærer hun også. Hun er tydeligvis en kvinde af høj byrd.

På hendes anden side står den høje, slanke pige fra Skrydstrup. Hendes ansigt er fint og smalt, også næsen er smal, og tænderne er store og velformede. Hun er mellem 16 og 18 år gammel og ca. 170 cm høj. Men hun virker noget højere på grund af det opsatte, askeblonde hår, som holdes sammen af et hårnet. Hendes dragt ligner den gamle kvindes. På overkroppen har hun en bluse med trekvartlange ærmer, og på underkroppen bærer hun et langt skørt. Hendes smykker syner ikke af meget. Kun to guldringe hænger ved ørerne, alligevel ser også hun ud til at være af fornem familie.

Det mest iøjnefaldende af de tre kvinders dragtstykker er det snoreskørt, som den unge kvinde fra Egtved bærer. Det er knækort og kun 38 cm højt. To gange går det omkring kroppen, viklet venstre om. Det er ikke bundet om livet, men hviler direkte på hofterne. Så langt nede sidder det, at skørtets overkant fortil kun sidder nogle få centimeter højere oppe end behåringen i skødet. Underkanten af skørtet når til omkring knæet. Det er fremstillet af en fortløbende snor, der foroven er fæstet i et vævet bånd. De nedhængende snore er snoet sammen to og to, og to snoninger er igen snoet sammen til én. For neden er de løse ender samlet med en tværgående snoning over de nedhængende løkker, der således danner skørtets nedre kant.

Snoreskørter af den art var i brug hele bronzealderen igennem. På nogle små statuetter fra periodens sidste halvdel ser vi dem båret af kvinder, muligvis i en kultisk sammenhæng (se Hellige tegn og billeder). Forekomsten af snoreskørter i såvel grave som offernedlæggelser er i det hele taget forholdsvis nem at påvise, idet skørterne undertiden var forsynet med små cylindriske bronzerør, som sluttede om de nedhængende snore forneden på dragtstykket. De har givet en fin lille klingende metallyd fra sig, når kvinden bevægede sig. Liggende på deres oprindelige plads har man fundet sådanne metalrør, bl.a. i en egekiste fra Ølby Lyng på Sjælland.1 Man kender dem også fra samtidige votivhenlæggelser, bl.a. et rigt depot med kvindesager fra Vognserup på Vestsjælland, hvor rester af snorene endda var bevaret inde i metalrørene.2 Også i depotfund fra bronzealderens sidste halvdel forekommer de.3

På overkroppen bar kvinden fra Egtved en bluse vævet af fåreuld i to-skaftet vævning og med trekvartlange ærmer. Den var udskåret af et enkelt, rektangulært stykke stof, ca. 60 x 100 cm stort. Tilskæringen begrænsede sig til et snit for hvert ærme og et til hovedet. Sammensyningerne blev foretaget på ærmernes underside og på ryggen som en T-formet søm.

Halsåbningen var ombukket en enkelt gang og forstærket med et par rækker knaphulssting.

Længden af blusen var kun ca. 40 cm. Forneden var den øget med en tilsyet, ca. 9 cm bred kant, der udgjorde en slags linning. Når blusen var trukket over hovedet, kunne den godt stå ud fra kroppen, båret oppe af brystet. Men med tilsyningen for neden blev vidden af blusen holdt lidt i ave.

Bluser som den fra Egtvedgraven synes at have været en fast del af kvindedragten. Også Borum Eshøj- og Skrydstrupkvinderne bar den. Hos den sidste havde den dog fået en ganske raffineret udformning. Ærmerne var forsynet med et broderi i sammentrækssyning, som gav de albuelange ærmer en behagelig form derved, at ingen tykke folder generede, når armen blev bøjet. Også halsudskæringen var forsynet med en broderet bort. Den var fremstillet i to omgange: først blev der syet en opbygning af såkaldte tungesting, dernæst blev der lavet en oversyning med tre om hinanden slyngede tråde. 12 rækker af denne snorelignende syning blev anbragt side om side på den mindre end to cm brede halskant. At fremstille en sådan bluse var et ganske tidrøvende arbejde. Ved et efterlignende forsøg for nogle år siden brugte en rutineret broderitekniker 40 timer til at eftergøre den fine halsudskæring.4

Om bæremåden af kombinationen snoreskørt og bluse har der hersket en del diskussion. Men det må antages for godtgjort, at der mellem bluse og skørt var blottet et stykke af den nøgne krop, hvorpå der i Egtvedpigens tilfælde sad en bælteplade i et vævet bælte.5

Som vi så både den unge kvinde fra Skrydstrup og den ældre kvinde fra Borum Eshøj stå for os, var de begge iført et langt skørt. I Skrydstrupgraven fandt man den døde iført et sammensyet tøjstykke vævet af fåreuld, der rakte fra bæltestedet og helt ned til fødderne.6 Tøjstykket var ordnet i store folder og holdt sammen af et bælte. Overkanten nåede op til underkanten af trøjen, medens tøjstykket forneden var bøjet om fødderne. Det store tøjstykke var ret medtaget af tidens tand. Flere steder var knoglerne presset igennem tøjet. Mærkeligt var det, at det næsten 4 m lange og indtil 145 cm brede stofstykke ikke var tilskåret eller på nogen anden måde formet. Det var blot syet sammen forpå med en grov søm. I Borum Eshøjkvindens grav havde man fundet et lignende tøjstykke, men hvordan det oprindelig lå i graven, har man ingen oplysninger om.

Der hersker stor usikkerhed om, hvordan disse „skørter“ oprindelig blev båret. Og talrige er de forslag, som er fremsat om deres bæremåde. Man har forestillet sig, at skørtet blev båret med et bælte i taljen og et stort rynket overfald. Det er også blevet foreslået, at det blev båret med bæltet anbragt under maven og med alt stoffet rynket under bæltet, hvorfra det som to „etageskørter“ hang ned over bærerens lænd og ben. Endelig har man foreslået, at stoffet kunne lægges dobbelt og vikles 21/4 gang om kroppen. Det ville så nå fra armhulerne og ned til fødderne. Et hjørne af stoffet skulle stikkes ned bag de to dobbeltlag, som sad stramt over brystet. Og endelig skulle der sidde et bælte rundt om livet.7

Ingen af de foreslåede bæremåder virker helt overbevisende. De giver alle kun begrænset bevægelsesfrihed. Man kan endelig også tænke sig den mulighed, at de store tøjstykker både har været brugt som sovetæpper og som kapper og forskellige former for svøbedragter. Slidspor på tøjet peger muligvis i den retning.8 Men vi må nok foreløbig konkludere, at spørgsmålet om bronzealderkvindernes skørt endnu er ubesvaret. Svaret blæser fortsat i vinden.

Alle de dragtstykker, vi hidtil har omtalt, var fremstillet i fåreuld og alle i toskaftet vævning. Hvordan skal vi da forestille os, at bronzealderens væveredskaber så ud? Ingen originale væve er bevaret fra oldtiden, men alligevel kender vi dem indirekte, dels gennem de vævede stoffer, dels fra fund af såkaldte vævevægte.9 Det var været forholdsvis ukomplicerede væve, som har været opretstående, dvs. at deres trend har været holdt udspændt ved hjælp af vævevægte. Væve af den type har været i brug helt frem til vor tid – de går under navnet opstadvæve. De tidligste spor, vi har af dem i Danmark, nemlig fund af vævevægtene, går helt tilbage til bronzealderens begyndelse.10 Men det er troligt, at vævede tekstiler allerede har været i brug herhjemme i det 3. årtusinde f.Kr.

Hvor man skal søge oprindelsen til den opretstående væv, har været meget omdiskuteret.11 Det ser dog ud, som om man så tidligt som i det 6., måske endog det 7. årtusinde f.Kr., har anvendt den i landskaberne langs den mellemste Donau, og at kendskabet til den derfra har spredt sig over store områder bl.a. via Sortehavet og Middelhavet.12 I Norditalien og Schweiz er de ældste vidnesbyrd om brugen af den opretstående væv fra det 5.-4. årtusinde f.Kr.

I princippet består den opretstående væv af to lodret stående stolper, der foroven er forsynet med en bom. Til denne fastgøres trendtrådene, der forneden holdes udspændt af vævevægtene. Grænsen for vævningens bredde sættes af længden på overbommen. Hvad angår længden af det vævede stof, så har man fra bronzealderen vidnesbyrd om en vævelængde på indtil fire meter.13 Ofte indvævede man den kommende vævnings trendtråde i et særligt bånd, som så surredes til overbommen. Lodret ned fra dette opsætningsbånd hang trendtrådene i det korrekte antal og med den planlagte trådtæthed.

Der er i bronzealderens første halvdel også tegn på, at man har fremstillet såkaldte rundvævninger. I rundvævningsprincippet fastgøres trenden ikke til én, men til to faste bomme, en over- og en underbom, og trenden vindes da om disse som en spiral. Dvs. at der konstruktionsmæssigt ikke er den store forskel på væveredskaberne til de to vævemetoder. Rundvæven har blot i stedet for vævevægte en underbom. Herved kan der fremstilles en vævning, som er dobbelt så lang som afstanden mellem de to bomme.

I dag har bronzealderdragterne alle den samme rødbrune farve, som skyldes årtusinders ophold i højens sure fugtighed. Men oprindelig havde de uldens naturlige farve. Der var gerne tale om en lysere brun eller i sjældne tilfælde hvid. At det var tilfældet, har man kunnet konstatere ved hjælp af et elektronmikroskop, som kan oplyse om, hvilke typer farvepigment uldgarnets fibre indeholder.

I et elektronmikroskop kan man i uldfibrenes tværsnit se de såkaldte melaninkorn, som er uldens naturlige farvepigmentkorn. Jo større kornene er, og jo flere der er af dem, des mørkere vil den naturlige farve af ulden være. Er ulden derimod kunstigt farvet, f.eks. ved plantefarver, ligger pigmentkornene på fibrenes skellag. Derved adskiller de sig klart fra de naturlige farvepigmentkorn. Hidtil har man ikke konstateret spor af kunstig farvning af bronzealdertekstilerne – de fleste af dem må have været naturligt brune. Til gengæld har man kunnet se, at der en sjælden gang optræder helt hvid uld. Det har formentlig været en eksklusiv og sjælden vare. Men den findes f.eks. i graven fra Trindhøj. Det ituskårne tæppe, som lå under den dødes hoved og fødder, var vævet af udsøgt, næsten hvid uld. Det understreger kun, at graven må have rummet en person af høj status.

Men tilbage til kvinderne og deres dragter. Alle havde de om livet et bælte. Egtvedpigens sad på det bare maveskind, og i bæltet var bundet en bælteplade med spiraldekoration, som dækkede partiet omkring navlen. „Dækkende og æggende“ som udgraveren af Egtvedgraven beskrev det.14 Bæltet var 1,75 m langt og var i den ene ende afsluttet af en kvast. Også kvinden fra Skrydstrup havde om livet et bælte, som holdt det store tøjstykke sammen.15 Hendes bælte var vævet af lys fåreuld, og har altså skilt sig noget ud fra den mørkebrune dragt. Det var 2,15 m langt og 3-4 cm bredt, men må have været længere. I den bevarede ende var der frynser, som var flettet sammen af småduske, bestående af flere tråde, oprindelig har der været 5-6 frynser. Bæltet var vævet i toskaft af den type, man kalder reps.

Også Borum Eshøjkvinden bar et bælte – eller rettere hun havde fået to med sig i graven.16 Det ene var ganske simpelt, lidt over to meter langt og formentlig fremstillet af en kantstrimmel skåret af en vævning. Det andet var meget fint. Det var næsten to og en halv meter langt og vævet i brikvævning. For hver ende havde det en stor kvast fremstillet af fineste lammeuld efter samme snoningsprincip som snorene i Egtvedskørtet.17

Yderligere et udsøgt bælte kender man fra en kvindegrav i Bredhøj i Vestjylland.18 Det blev fundet i en stærkt formuldet egekiste og lå i flere stykker. Tilsammen giver de en længde på ca. 105 cm, den oprindelige længde kan dog godt have været større. Bredden var omkring 5-6 cm. Det var fremstillet af uld, og der kunne ikke konstateres spor af farvning. Oprindelig har det været hvidt, hvad der er usædvanligt, for bronzealderfårets pels var for det meste brunlig i farven. Bredhøjbæltet havde et særpræget hulmønster, der var fremkommet ved at krydse et antal skudtråde efter et bestemt system. Det var udført som en vævning i lærredsbinding med individuelt krydsede skudtråde, og det var uden tvivl udført som en brikvævning.

Til kvindernes dragt hørte også fodbeklædning. I Skrydstrupkisten lå ved kvindens fødder to rektangulære tøjstykker skåret af et og samme tøjstykke, som nøje svarede til dem, man fandt i den ene af Trindhøjgravene.19 Sammen med tøjstykkerne i Skrydstrupgraven lå resterne af et par sko. De var meget medtagne af tidens tand, men det ser ud til, at de virkelig havde været brugt. Af den højre sko var bevaret et 12-14 cm langt stykke af snudens underside. Derimod manglede hælepartiet og overlæderet. Af den venstre sko var næsten hele den 25 cm lange sål bevaret, og man kunne tydelig se aftryk af storetåen. Inde i skoen lå en del hår og nogle græsser, formentlig rester af en foring.

Hvordan skoene har set ud i deres helhed, er ikke til at sige. Men de har nok lignet dem, man fandt i gravhøjen ved Jels.20 Her lå i den plyndrede kiste et stykke læder omvundet med en rem. Det var tydeligvis en sandal, og man kunne se, at den stammede fra venstre fod. Sandalen var lavet af et ca. 40 cm langt og 25 cm bredt stykke læder. Bagtil var det samlet med en sømning med lædersnor. Tåpartiet var afrundet efter fodens form, og ned ad siderne var kanterne udfligede. Fligene havde for enden små huller, hvorigennem der havde været trukket en læderrem, som skulle samle sandalen om foden. En bredere rem snoede sig op omkring benet.

Og så er der endelig kvindernes frisure. Egtvedpigens hår var kortskåret, medens derimod Skrydstruppigen havde langt hår sat op i en kompliceret frisure. Bronzealderens kvinder kunne altså sætte deres hår på flere måder, enten kunstfærdigt eller mere hverdagsagtigt.

Når en kunstfærdig frisure som Skrydstruppigens skulle sættes, blev det lange hår redt tilbage. Over hovedet fra tinding til tinding lagde man en valk af menneskehår, og kvindens hår blev derpå redt hen over valken i et ensartet tyndt lag. Det blev nu delt op i en række småduske, hvis spidser flettedes sammen ligesom blomsterne i en blomsterkrans. Den fremkomne fletning dannede nu en hårsnor tværs over panden fra tinding til tinding. Derpå blev en ca. 1 m lang uldsnor lagt omkring hovedet i kanten af frisuren for at holde den på plads, indtil den kunne sikres på mere forsvarlig måde.21

Næste trin bestod i, at et hårnet blev sat ned over kvindens hoved. Den vedhæftede snor dannede to lange løkker, som hang ned, en på hver side af hovedet. Den ene af disse blev viklet om hovedet i kanten af nettet. Dernæst blev den anden viklet om, modsat, men kun til det sted, hvor den mødte enden af den første. Her blev den stukket gennem løkken, og omviklingen fortsatte nu den anden vej og afsluttedes ved, at enden af snoren blev sat i klemme under beviklingen. Om hagesnoren på sidste billede hørte med til frisuren er ikke helt sikkert. Måske skulle den blot holde den dødes hage på plads.

Rester af en frisure som Skrydstruppigens fandt man også i en grav på Mors, ikke i en egekiste, men i en brandgrav af samme alder som Skrydstrupgraven.22 Sammen med de brændte knogler af den døde lå en klump, der viste sig at bestå af menneskehår, et hårnet og en hornkam. I klumpens ene ende var rester af hårnettet bevaret. Det bestod af hår betydelig tykkere end menneskehår, antagelig var det hår fra en hests hale eller manke. Det var tydeligvis flettet sammen, så det dannede de rhombeformede masker i et hårnet. Hvorfor var det ikke brændt ligesom gravens øvrige indhold? Måske fordi det ikke var en dagligdags frisure, men en som kun blev brugt ved særlige lejligheder. Hårnettet, valken og kammen er da kommet i graven som et tilbehør i lighed med den dødes smykker, som man også kun sjældent lagde på ligbålet.

Også i Egtvedpigens grav var der spor af noget tilsvarende.23 Foran pigens ansigt stod en lille barkæske med bl.a. en snor med nogle knuder, hvori der sad hår, formentlig fra en ko- eller hestehale. En mikroskopisk undersøgelse af hårene viste, at de var snoet på samme måde som i hårnettet fra Skrydstrupgraven og graven fra Mors. Også i Egtvedgraven må der altså være tale om et hårnet, der ikke blev brugt ved gravlæggelsen. Hvordan det iøvrigt har været brugt, er svært at sige. For Egtvedpigen havde jo kortskåret hår, og der blev jo heller ikke fundet nogen valk i graven.

Alle kvinderne i egekistegravene bar smykker, nogle mange, andre få. Men når det gælder smykkerne, behøver vi ikke at begrænse os til gravene med bevarede egekister. Også de tusinder af grave, hvor organisk materiale ikke er bevaret, kan belyse smykkemoden i bronzealderens første halvdel. Et fornemt og ret almindeligt smykke var halskraven. I en grav fra Ølby Lyng på Østsjælland ser vi den sidde på den døde, som hun bar den i levende live: med den brede side vendende fremad.24 Et harmonisk og smukt dekoreret smykke var det, ofte forsynet med en dekoration af tværgående lister og for enderne med spiralmønstre. Halskraver af dette udseende var udelukkende i brug i storhedstiden omkring det 14. århundrede f.Kr.

Mere almindelige var halsringe, fremstillet af en bronzestang, hvis ender undertiden endte i en spiral. I form af tynde, snoede bronzeringe med glatte, ved hager eller spiraler forbundne ender, var halsringe i brug lige frem til den ældre bronzealders slutning.

Det fornemste kvindesmykke var dog bæltepladen, som sad fastgjort i bæltet foran på livet. Hvad der i tidligere tider havde været en beskeden lille pynteskive var nu vokset til et prægtigt pladesmykke, som i sjældne tilfælde også kunne forekomme i gennembrudt arbejde. Det smukkeste eksempel på en sådan bælteplade er fundet nedlagt som en offergave i Langstrup Mose, Nordsjælland (se Spiralstilen og hvad der siden fulgte).25 Den er smykket med spiralrækker i kredszoner, harmonisk og fint udført. Og i Egtvedpigens grav kan vi se, hvordan en sådan plade blev båret. På bagsiden sad en øsken til fastgørelse i bæltet. Den blev altså båret direkte på kroppen og har dækket partiet omkring navlen.

I den ældre bronzealders slutning gik bæltepladen af mode og erstattedes af et bæltesmykke, hvis midttap havde en knapagtig afslutning, og som ved roden var aftrappet. Side om side med den dukkede en ny bælteprydelse op. Det var en lille rund, flad dåse eller æske af bronze, som var forsynet med låg og med bøjler på dåsens rand og lågets midte. En pind eller rem stukket igennem bøjlerne kunne holde dåsen lukket. Såfremt remmen var selve bæltet, sad dåsen som bæltesmykke med bunden vendende udad, og denne fremadvendte bundplade blev snart genstand for udsmykning, bl.a. med de bue- og stjernemønstre, som i den ældre bronzealders slutning afløste spiralmotiverne.26

Om håndleddene bar kvinden gerne armringe og om fingrene og i ørerne kunne sidde spiralringe i mange vindinger, undertiden af guld. Skrydstrupkvinden bar dem således omkring det ydre øre.27

Til dragten kunne også høre nogle små piggede plader, såkaldte tutuli. Vi kender dem bl.a. fra et rigt offerfund af kvindesmykker fra Vognserup på Vestsjælland28 og fra den allerede omtalte kvindegrav fra Ølby ved Køge, hvor de grupperer sig omkring bæltepladen på en måde, som antyder, at de har været syet på dragten.29 Disse små tutuli findes også i mandsgrave.

Var kvinden iført snoreskørt, kunne dette undertiden forneden være udsmykket med små bronzerør, der må have frembragt en ringlende lyd, når kvinden bevægede sig. Igen er det Ølbygraven, der kan oplyse om bæremåden. Neden for kvindens smykkeplader lå der 125 små bronzerør, sirligt ordnede i rækker. Indvendig indeholdt de rester af snor, og det må anses for sikkert, at de oprindelig sad som staffage på et snoreskørt.

Det sidste smykke, som kvinden kunne bære – og som hun iøvrigt delte med manden – var bøjlenålen. Den dukker op netop ved storhedstidens begyndelse. En slags toleddet sikkerhedsnål til at holde dragten sammen var den, men uden fjederkraft. Tidligere havde man brugt nåle med en uldtråd eller læderstrimmel, der forbandt nålens hoved og spids og derved forhindrede nålen i at glide ud af stoffet. Nu skabte man den toleddede bøjlenål, som havde samme funktion, og som iøvrigt var en forenklet efterligning af de bøjlenåle med fjederkraft, man på samme tid brugte i Middelhavsområdet.

Allerede fra begyndelsen rullede man bøjleenden under nålehovedet op i en spiral, samtidig med at man gjorde nålens hoved fladt forneden, så det kunne hvile fast på spiralen.30 Noget senere udformede man nålehovedet med tværarme til en slags korstegn. Bøjlestangen var gerne trind og skråriflet, og det fine lille smykke kunne udformes både i bronze og i guld. På Bornholm fik bøjlenålene deres særlige form, idet bøjlestangen blev udfærdiget som en bred, rhombisk plade, gerne dekoreret med kreds- eller spiralmønstre. I den form fandt bøjlenålen også anvendelse i Skåne.

Noter

1: Aner & Kersten 1, nr. 299.

2: F.Rieck 1971; Olsen & Kjærum 1980, nr. 63.

3: Bl.a. Nørre Kær i Magleby sogn, H.C. Broholm 1946, M 129 og Øgemose i Næsbyhoved-Broby sogn, ibid. M 42.

4: Om bluserne fra Egtved, Skrydstrup, Borum Eshøj og Melhøj se L. Bender Jørgensen 1986; K.H. Stærup Nielsen 1989.

5: H.H. Hansen 1949, s. 215 ff, idem. 1952, s. 235 ff og idem 1978 samt H.C. Broholm 1950b, s. 275 ff.

6: Broholm & Hald 1939; K.-H. Nielsen 1979.

7: H.H. Hansen 1978; M. Hald 1930, 1950, 1980; E. Munksgaard; K.-H. Nielsen 1979.

8: K.-H. Nielsen 1989, s. 63, note 35.

9: K.-H. Nielsen 1999.

10: Tidlige vævevægte i bopladsfundet fra Lindebjerg på Fyn, se K.-H. Nielsen 1999, s. 15, fig. 5. I den ene af kældergruberne i det store hus i Skrydstrup fandtes også adskillige fragmenter af vævevægte, Ethelberg et al. 2000, s. 232.

11: K.-H. Nielsen 1999, s. 37 ff.

12: E.J.W. Barber 1991.

13: Det store skørt fra Skrydstrup, Broholm & Hald 1939.

14: Th. Thomsen 1929.

15: Broholm & Hald 1939.

16: J. Jensen 1998, s. 87.

17: Broholm & Hald 1940.

18: E. Østergaard 1988.

19: Broholm & Hald 1939.

20: H.C. Broholm 1938.

21: E. Lomborg 1964a-b.

22: Fundet i den overpløjede grav Hvilshøj, Karby sogn, se E. Lomborg 1964a.

23: E. Lomborg ibid.

24: Aner & Kersten 1, nr. 299.

25: Aner & Kersten 1, nr. 200.

26: Bæltedåse, se rig kvindegrav fra Skelde på Broagerland (P. Ethelberg 2000). Sammen med bæltedåsen lå en kegleformet smykkeknap.

27: Broholm & Hald 1939.

28: F. Rieck 1971; Olsen & Kjærum 1980, nr. 63.

29: Aner & Kersten 1, nr. 299.

30: Om udviklingen af bøjlenålen, se S. Müller 1909.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Kvinderne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig