Hellige tegn og billeder

Det er en forunderlig mangfoldighed af ceremonigenstande, der er overleveret os fra bronzealdermenneskenes religiøse sammenkomster: hornede hjelme, bronzeskjolde, lurer, drikkekar af guld og bronze, processionsvogne med hesteforspand og meget andet. Endnu mangler vi dog at finde den genstand, som spillede den største rolle i bronzealdermenneskenes religiøse forestillingsverden: skibet. Ganske vist kender vi fra Danmarks oldtid et skib af bronzealdertype: Hjortspringbåden. Men den er fra det 4. århundrede f.Kr. og hører således jernalderen til. Til gengæld har vi tusindvis afbilleder af dette hellige objekt. Både en miniature på de billeder, som udsmykkede redskaber, våben og smykker i den yngre bronzealder – og i lidt større udgave på de helleristninger, som findes på klippefladerne over store dele af Sydskandinavien.

Første gang vi mødte skibet som religiøst symbol, var omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. Det var det lille, fine skibsbillede, som sad på klingen af det ene af krumsværdene fra Rørby i Vestsjælland (se Skibet og bronzen). Som religiøst motiv havde det hurtigt spredt sig overalt i kystområderne af det sydskandinaviske område. Vi mødte det talrigt på klippefladerne i både Norge og Sverige – og i stormandsgravene i Kivik og Sagaholm. I slutningen af årtusindet begyndte det at dukke op som symbolmotiv på bronzesagerne, f.eks. på det forunderlige bronzehorn fra Wismar (se Den hellige rus). Men sin virkelige blomstringstid fik skibet i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. Man kunne nu finde det, mere eller mindre indarbejdet i de dekorative mønstre, på rageknive, pincetter, halssmykker, spydspidser, økser og småknive af forskellig slags. En nylig optælling har vist, at der er skibsbilleder på mere end 400 bronzegenstande fundet i Danmark. Og da der ikke sjældent er mere end ét fartøj på hver genstand, kommer antallet af kendte skibsbilleder op på mere end 800.

Men ikke nok med det. På helleristningsfelterne sejler skibene nu frem som i store flåder. Og skibene indeholder ikke blot mandskab, men også besynderlige figurer som den opadvendte økse eller akrobater, der slår saltomortaler over mandskabsstregerne. De viser ikke almindelige fagter eller normalt sømandsskab. Det er scener fra de religiøse ceremonier, vi nu ser på helleristningerne.

I sin tidligste form er skibet enkelt tegnet med stærkt svungne, indadvendte stævne og en kølforlængelse både for og bag, skråstreger kan angive mandskabet. I den seneste del af den ældre bronzealder, imod slutningen af det 2. årtusinde, får skibet højt rejste stævne, der vender udad og nu er forsynet med hestehoveder. Skibsfigurerne fra den første tid er spinkelt udført, og konturerne dannes oftest blot af et par linjer. I løbet af de første århundreder af det 1. årtusinde f.Kr. bliver skibsbillederne mere sofistikerede. Konturerne er nu flerlinjede, og stævnene bliver til komplicerede S-slyng, der gengiver dyrehoveder af forskellig slags. Nogle må tolkes som hestehoveder med krøllede muler, manke og rasleblik fra hovedtøjet, andre ligner mere fuglehoveder. Denne udviklingsrække er vigtig, fordi den ofte kan bruges til tidsfæstelsen af de ellers vanskeligt daterbare skibe på helleristningerne.¹⁰⁴

Mens de skibe, der er afbildet på f.eks. halsringene, oftest er symmetriske, kan man på rageknivenes skibsbilleder se en opaddrejet kølforlængelse ud for stævnens dyrehoved. At denne køldel har vendt fremefter i sejlretningen, ses klart af de skibe, hvis besætning er gengivet på en næsten naturalistisk måde. Et skibsbilledes kølforlængelse gør det altså muligt at bestemme sejlretningen.¹⁰⁵ Det er en vigtig iagttagelse, som vi senere skal vende tilbage til.

Men lad os først tage for os en af de rigest udsmykkede rageknive fra den yngre bronzealder: en lille kniv formentlig fra det 9. århundrede f.Kr., fundet ved Vestrup i Himmerland. Vender vi den på hovedet, ser vi, at den på den ene side bærer et billede af et skib med stiliserede dyrehoveder både for og agter. Inde i skibet sidder to hornede, øksebærende figurer, hver med en havfruelignende hale. I midten holder en stående figur et slangelignende væsen i en line. Og til højre ses, stående på hovedet, en S-formet dyrefigur, der i en line er forbundet med en skive.

Det sidstnævnte billede på kniven fra Vestrup er et velkendt motiv. Det er Solvognen, som vi kender den fra Trundholm Mose, næsten et halvt årtusinde ældre end Vestrupknivens billede (se Solvognen). Hesten som solens ledsager fortsatte altså som et religiøst symbol ned i yngre bronzealder. Det ser vi af billederne på mange andre rageknive. F.eks, en ragekniv fra Neder Hvolris nord for Viborg.¹⁰⁶ Ud over solhesten bærer ragekniven et skibsbillede med stævne, der ender i højt rejste, stiliserede hestehoveder med manke.

Solhesten kendes på ialt 11 danske rageknive.¹⁰⁷ I alle tilfælde trækkes solen i en line. Også den rigtige Solvogn har haft en line: under hestens hals og på solskiven, vendt mod hesten, findes en lille øsken, hvori en line må have været anbragt.

Også de øvrige motiver på Vestrupkniven er velkendte. Den stående figur, der holder en line med et slangelignende væsen, kender vi f.eks, fra de små skulpturer, der i flere tilfælde indgik i bronzealderens offernedlægelser. At sammenligne de flade billeder med de tredimensionale figurer giver os en idé om, hvor bogstaveligt vi kan tage billedfremstillingerne. De synes at være ganske nøjagtige, omend stiliserede gengivelser af deres forlæg. Ved Fårdal i Viskum sogn ved Viborg fandt man f.eks, en rig offernedlæggelse, som ud over kvindesmykker og rasleblik til seletøj indeholdt en knælende, snoreskørtklædt kvindefigur. I sin oprakte højre hånd har kvinden efter alt at dømme haft en line, hvori var fastgjort en slangelignende figur.¹⁰⁸ Igen en lille skulptur, som svarer til billedet på Vestrupragekniven.

Det to mærkelige, øksebærende figurer på Vestrupragekniven kender vi også fra fund af småskulpturer. Ved Grevensvænge ved Næstved fandt man for mere end 200 år siden en lille samling ejendommelige bronzeskulpturer nedlagt som en offergave.¹⁰⁹ Det var tre små kvindelige akrobatfigurer, iført snoreskørt, en stående kvindefigur med den ene hånd udstrakt og den anden anbragt foran på brystet, og endelig to siddende mandsfigurer, et tvillingepar med hornede hjelme, hver med en økse i den ene hånd og den anden holdt imod brystet. Alle figurerne var forsynet med tappe, så de kunne fastgøres til et underlag af en eller anden art. Grevensvængefigurerne led en trist skæbne. Kun to af dem er i dag bevaret, men på en tegning fra 1779 kan man danne sig et ret nøjagtigt indtryk af deres oprindelige udseende.

Af de to mandsfigurer er kun den ene bevaret. De to mænd var fremstillet siddende eller knælende og var anbragt på en lille tap, som havde de oprindelig været fastgjort til et underlag. Ser man på de to øksemænd på kniven fra Vestrup, er der næppe tvivl om, at deres havfruelignende „haler“ må være et forsøg på at vise den knælende stilling, Grevensvængefigurerne indtager. De to kultøkser, mændene oprindelig bar i hænderne, kender vi også fra virkelighedens verden. De svarer til en 22 cm lang, hulstøbt ceremoniøkse, fundet i Nordsjælland, det nøjagtige findested er ukendt.¹¹⁰ Ja, selv den dragtform, som er angivet på Grevensvængefigurerne, en art kjortel med tungeformede snipper, kender vi fra fundene. Det må have været en rituel dragt af samme udseende, som den der blev fundet i en rigt udstyret grav med mange magiske genstande ved Hvidegården nord for København (se Shamanens billeder).

Endelig er der de dyrefigurer, som pryder for- og agterstavnen på skibet på ragekniven fra Vestrup. De svarer ganske nøje til nogle dyrefigurer, man også fandt i offernedlæggelsen ved Fårdal. Linjeføringen er den samme som på Vestrupknivens billeder.

Det har været foreslået, og sikkert med rette, at det sceneri, som Vestrupknivens miniaturebilleder og småskulpturerne afbilder, fremstiller de ritualer, som blev udført af levende mennesker ved bronzealderens religiøse sammenkomster.¹¹¹ Vi kan forestille os, at de bl.a. har omfattet blæsning aflurer, indtagelse af drikke i kostbare drikkekar, kørsel med processionsvogne, fremvisning af kostbare våben og dans. Til det sidste har måske både hørt kædedans og forskellige former for voltigeren, som man får indtrykket af det på en af de små figurer fra Grevensvængefundet.

Det er imidlertid kun sjældent, at man finder så sammensatte billedkompositioner som den på ragekniven fra Vestrup. Alligevel er navnlig rageknivene en uvurderlig kilde, når vi skal danne os et indtryk af de elementer, som indgik i bronzealdermenneskenes kosmologi. For ud over skibet finder vi på rageknivene billeder af hesten, solen, fuglen, slangen, øksen og en sjælden gang også af menneskelignende væsener. Fra slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. aner vi sporene af en mytologi, der som sit hovedtema har solens rejse over himmelen, og hvor solen og skibet er de mest prominente symboler. Men der føjer sig hertil også et kompliceret system af hjælpere, som interagerer med hinanden: solhesten, fisken, slangen og fuglen.

Det gennemgående motiv i denne forunderlige verden af miniaturebilleder er som nævnt skibet. Det kan for så vidt ikke undre, da søfart var så vigtig en del af livet i Norden lige fra de ældste tider. På helleristningerne er skibet også det absolut dominerende motiv.¹¹² Kun til vands var det muligt at opretholde kontakten menneskene imellem i det store område, som den nordiske bronzealderkultur omfattede. Ikke underligt, at skibet blev genstand for beundring, og det gjaldt sikkert også de mænd, som førte skibene.¹¹³ Den nordiske bronzealderkulturs område strakte sig fra vore dages Nordtyskland til omkring Tromsjø i Norge og fra Vesterhavet til den finske Bugt, ialt henved 100.000 kvadratkilometer. Inden for dette kæmpemæssige område havde man i store træk de samme trosforestillinger, som det kommer til udtryk i den fælles billedverden og i fundene af ceremoniudstyr. Man havde, hvad etnograferne kalder et fælles sociokulturelt betydningssystem.¹¹⁴ I det system udviklede skibet sig til et symbol, måske mere som et udtryk for de sociale og politiske kræfter i bronzealdersamfundet end som udtryk for den frugtbarhedsdyrkelse, man ofte har villet se i skibsbillederne.

Men skibet var også bærer af en lang række symboler, som måske tillader os at komme lidt nærmere ind på livet af den mytologi, som gennemsyrede det nordiske bronzealdersamfund. Allerede tidligt fik hesten sin plads som soldyr i bronzealderen. Det skete i midten af det 2. årtusinde f.Kr., da den som trækdyr for strids- og processionsvogne fik ikke blot en praktisk, men også en symbolsk rolle i den religiøse forestillingsverden. Det fornemste udtryk herfor er Solvognen fra Trundholm fra det 14. århundrede f.Kr. Men snart skete i Norden en sammenkobling mellem hesten og skibet. Vi ser det af, at skibet fik sine stævne udformet som hestehoveder.¹¹⁵ Hesten kom til at optræde i mange forskellige sammenhænge, i forbindelse med vognkørsel, gravlæggelser, soldyrkelse og seksuelle forhold. Det var formentlig hestens mobilitet, der gav den denne position, og som koblede den til den mandlige sfære, som det fremgår af bl.a. helleristningerne.

Fuglen var en anden af de aktører, der spillede en stor rolle i bronzealdermenneskenes mytologi.¹¹⁶ Ikke mange generationer efter Solvognen fik en sjællandsk høvding en fugleprydet kedel med sig i sin grav på Sydsjælland. Det var Skallerupvognen (se Fremmede drikkekar), hvis stel var formet som to symbolske skibe med fuglefigurer i stævnene. Skallerupvognens fugleskibe er et af de ældste symbolske udtryk for en forestilling, der med tiden fik stor udbredelse i Centraleuropa, men hvis oprindelse lå langt mod syd, i Middelhavslandenes bronzealderkulturer.¹¹⁷ Det centraleuropæiske fugleskib var ligesom det nordiske skib en bærer af solen, dets fugle synes at have været svømmefugle. Nogle gange lignede de en and, andre gange en langhalset svane. I tiden kort før det 2. årtusindes slutning indgik fuglene i den nordiske bronzealdermytologi, men de fik her en anden rolle at spille end i Centraleuropa. De blev, som vi nedenfor skal se, solens hjælpere, og kom til at spille en særlig rolle i de myter, der handlede om solens cykliske gang over himmelhvælvet.

En tredje aktør i bronzealdermyterne var slangen, som vi kender både fra miniaturebillederne på rageknive, fra småskulpturerne i Fårdalfundet og fra helleristningsbillederne.¹¹⁸ I bronzealderens billedverden er slangen en ejendommelig skabning. Den kunne have et hestelignende hoved og være forsynet med både nakkekrølle og ben. Den var kort sagt et blandingsvæsen, et fabeldyr med træk af både slange og hest. På skibsbillederne kan man finde slangen både i stævnene og inde i skibene, både de højre- og venstresejlende. Dens funktion synes at være at trække solen ned til jorden eller nattehavet. Som motiv optræder slangen på metalsager ikke blot fra Danmark, men også fra Sverige og Nordtyskland, i nogle tilfælde i form af en indlagt tråd af jern.¹¹⁹ Slangen ses ofte i tæt forbindelse med solhesten, ja, undertiden ser den ud til at die den. Det antyder måske, at slangen ifølge myterne nedstammede fra hesten, hvis træk den da også kunne bære. I Fårdalfundet ser man imidlertid en anden kombination. Her har slangen formentlig hørt sammen med den knælende kvindefigur, som efter alt at dømme har holdt den i en line. Kvinden tager med sin venstre hånd omkring det højre bryst, som byder hun det frem til dien. Er det måske også til slangen? Et mangetydigt væsen har slangen i alle fald været, og ikke nødvendigvis af negativ karakter, som den er det i den kristne religion.

Endelig var der fisken, som var et velkendt symbol i Norden lige siden midten af det 2. årtusinde f.Kr.¹²⁰ Det ældste fiskebillede er fra en spydspids fra midten af det 2. årtusinde f.Kr. (se Bronzestøbere i nord). I begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. finder vi fisken på en halv snes rageknive fra Danmark. Særlig interessant er en ragekniv med en fremstilling af to skibe over hinanden.¹²¹ Skibene sejler i hver sin retning, det nederste til venstre, det øverste til højre. Oven over forstavnen på det nederste ses et solbillede, som trækkes til højre af en fisk, ganske som var det en solhest, der trak det. Som vi senere skal se, viser fremstillingen evt., hvordan solen ved fiskens hjælp trækkes fra natteskibet over til dagskibet, dvs. solopgangen. Fisken kendes iøvrigt som symbol så langt mod syd som i Middelhavet, hvor den allerede spillede en rolle i det 3. årtusinde f.Kr.¹²²

Og så var der til slut mennesket. Det var nu kun i meget få tilfælde, at det optrådte i rageknivenes billedverden.¹²³ En meget sjælden gang afbildes på rageknivene mennesker, der udfører ritualer på samme måde, som man ser det på klippebillederne. Det var f.eks. tilfældet på ragekniven fra Vestrup. I de få andre tilfælde, hvor mennesker optræder, fremstiller de nok snarere myter. I tiden omkring 800 f.Kr. dukker der f.eks. rageknivsbilleder op med bemandede skibe, hvor mandskabets hoveder er fremstillet med strålekrans, ganske som på billederne af solen.¹²⁴ Man kan spørge, om vi her ser de første guder i den nordiske bronzealdermytologi? Var der da ingen guder tidligere? Hvis man ved guder forstår guddomme i menneskeskikkelser som i f.eks. den græske mytologi, så er svaret „Nej“.¹²⁵ Igennem det meste af bronzealderen var solen den højeste guddom, og næsten alt i den religiøse billedverden drejede sig om den. Men her i den sidste del af bronzealderen er det muligt, at solen fik menneskelighed i den forstand, at den blev afbildet i menneskeskikkelse. Men hvorfor i tvillingeudgave, når der dog kun er én sol? Det kunne svare til solens to sider, dagens og nattens sol.¹²⁶ En beslægtet opfattelse havde man i det klassiske Grækenland, hvor de to solaspekter repræsenteredes af tvillingerne Dioskurerne.

Et yderst kompliceret mønster er det, som miniaturebillederne frembringer. Men ikke desto mindre er der for nylig fremsat et forslag til deres tolkning, som måske kan bringe os et skridt videre til forståelsen af bronzealderens kosmologi.¹²⁷ Tolkningen tager sit udgangspunkt i, at solbilledet på henved et halvt hundrede rageknive optræder sammen med skibe, der sejler mod højre. Derimod er der ikke i et eneste tilfælde afbildet en sol på et venstresejlende skib. Det må siges at være et klart mønster, og det forklares ved hjælp af Solvognen. Dens solskive er jo forgyldt – altså strålende – når sol og hest kører mod højre. Mørk er solskiven derimod, når den bevæger sig i den modsatte retning. Skibsbillederne kan derfor tolkes som fartøjer, der i bronzealderens mytologi hjalp solen på dens rejse over himmelhvælvet om dagen. Når der ikke ses nogen sol på de skibe, der sejler mod venstre, må forklaringen være, at solen er slukket om natten, usynlig, ganske som den ikke-forgyldte side af Solvognens skive.

Miniaturebillederne opfattes altså ikke som noget statisk, men som gengivelser af noget dynamisk, en mytologisk fortælling, der handler om solens gang over himlen. På visse tidspunkter rejste solen på et skib, på andre tidspunkter blev den f.eks. trukket af solhesten. Ved at undersøge de øvrige motiver på billederne – fisken og slangen f.eks. – og deres tilknytning til skibe og sole – har det være muligt at foreslå en tolkning af disse sidemotivers funktion i bronzealdermenneskenes forestillingsverden. Men hvor gerne havde man ikke hørt bronzesmedens forklaring, når han afleverede en ragekniv med billeder til den nye ejer.

Tolkningen peger på, at rageknivenes billeder illustrerer myten om solens gentagne vandring over himmelhvælvet og dens rejse tilbage til udgangspunktet, en vandring hvor de forskellige solhjælpere hver har deres hovedopgaver. Et passende sted at begynde læsningen af miniaturebillederne er ved solopgang. Et godt udgangspunkt er en ragekniv fra ukendt findested, som er vist på side 485 øverst. Den kan tænkes at vise det øjeblik, hvor solen forlader nattens hav for at begynde sin sejlads ind over himmelhvælvet. Kniven er dekoreret i den såkaldte bølgebåndsstil og viser to skibsbilleder: Nederst et skib, der sejler mod venstre, og øverst et skib, der sejler mod højre. Retningen angives af skibenes opadvendte kølforlængelser. De to skibe er altså henholdsvis nattens og dagens skib. Imellem skibenes for- og agterstævn ser man en fisk, der trækker solen i retning mod dagskibet. Billedet forestiller således selve solopgangens øjeblik, hvor fisken trækker solen op af havet for at hjælpe den videre på formiddagens sejlads frem mod middagshøjden.

Netop det stadium, solen på sin middagshøjde, ser man på den ragekniv fra Neder Hvolris, og som vi også tidligere har afbildet. Det var øverst på himmelhvælvet, at solhesten havde sit domæne. På billedet ser vi det ædle dyr, der netop har hentet solen fra et skib, hvis forstavn er prydet med et prægtigt hestehoved. Solen i form af en cirkel med strålekrans bliver trukket i en line mod højre på vej mod eftermiddagens rejse over himmelhvælvet.

Sidst på dagen nærmer solen sig atter horisonten. Igen træder en af underverdenens hjælpere til: slangen. På en ragekniv, fundet på Lolland, ser man slangen overtage solen. Den bevæger sig mod højre foran et skib med dyrehovedstævn. Længere tilbage på skibet ses en lille figur, der kan være en stiliseret solhest, der netop er landet for at videregive solen til slangen og dermed til aftenmørket. Nu mangler blot rejsen mod venstre på nattens hav, i retning af morgengryet. Så er ringen sluttet, og en ny dag kan tage sin begyndelse i solens evige, guddommelige rejse.

Den solmyte, som vi nu har set skildret på miniaturebillederne, og som må være blevet fortalt og husket fra generation til generation, behøver ikke at have været identisk overalt i det nordiske område. Mange forskellige forhold har kunnet spille ind. Men alligevel synes tolkningen at udgøre et grundlag for at forstå noget af den religion, der lå bag de mange rige ofringer af bronze og guld, og den verdensanskuelse, der lå bag de ritualer, man kan fornemme bag de mange ceremonigenstande.

Bronzealderens religion er blevet kaldt en landbrugs- eller en frugtbarhedsreligion. Men rammer man mon ikke bedre ved at bruge udtrykket solreligion? For hvad man dyrkede, var selve himmellegemet som et højeste væsen i form af en mægtig, ikke personificeret guddom. Man var som besat af forestillingen om solens rejse over himmelen med skibet og solhesten som de mest prominente symboler. Men hertil knyttede der sig naturligvis en lang række andre mytiske forestillinger, som tilsammen udgjorde bronzealdermenneskenes kosmologi. Det var en cyklisk religion, som gjorde, at også for bronzealderens mennesker hvilede året trygt i årstidernes ring.

Men ser vi ud over denne religions centrale motiver og dens mange symboler, er det ikke nødvendigvis frugtbarhedsdyrkelse, som er nøgleordet til forståelsen. Nøgleordet er snarere virilitet.¹²⁸ Det er svært at overse, at bronzealderreligionens centrale motiver, heste, vogne og skibe, har et stærkt maskulint præg. Mandlig virilitet var det tilsyneladende, som blev dyrket på alle måder – i klippebilledernes afbildinger af falliske mænd, af heste og skibe og af vogne og kredstegn, som både kunne være hjultegn og solbilleder. Det svarer også bedre til det billede, vi hidtil har opridset af bronzealdermenneskenes verden, som en verden der var domineret af magtfulde mænd, af handel, krige, bronze og guld, rigdom og berømmelse.

Det fælles betydningssystem, som udgjorde de nordiske bronzealdermenneskers religion synes at have været udbredt i hele Sydskandinavien og det nordlige Tyskland. Men der er ingen tvivl om, at Norden også, når det gjaldt religionen, var en del af et større hele. I Centraleuropa spillede solen ligeledes en helt central rolle i de religiøse forestillinger. Også her var solskibet et symbol af afgørende betydning.

Dog var det i Centraleuropa en svømmefugl, der optrådte som hjælper for solen. Svømmefugle kan som bekendt agere under vandet (i underverdenen), de kan svømme på vandet og gå på land (solens territorium). Fuglene har altså evner og dermed magt i alle verdener, og de kunne derfor være solhjælpere på hele solfærden.¹²⁹ Det centraleuropæiske solskib var ingenlunde ukendt for bronzealdermenneskene i de nordlige dele af kontinentet. De kunne studere det på siden af nogle af de kostbare drikkekar, de fik fra områderne dernede i syd.¹³⁰

Men også længere mod syd, i Egypten, var skibet den guddommelige formidler af alting, som bærer af solen, som bærer af guder og som bærer af de hellige genstande, der blev brugt ved de rituelle ceremonier. Også i Egypten var der både natskibe og dagskibe, der sørgede for solens transport. Der var slanger, som fulgte solen gennem underverdenen og hjalp den mod onde slanger, og der var fisk, der fulgte solen og advarede den om den onde slange. Dog fandtes hverken hesten eller solhesten i Egypten. Men ligheder var der over lange strækninger, tværs igennem det europæiske kontinent og helt ned til Middelhavet. I begge ender af det store kontinent fandtes der en billedverden, der fortæller om grundlæggende ligheder i verdensopfattelsen.

Bronzealderens kosmologi rummede i sig mange fælleseuropæiske elementer. Måske den derfor også ændrede karakter, da forbindelserne sydover i slutningen af epoken undergik store forandringer. I hvert fald svandt bronzealderens forunderlige billedverden ind og forsvandt næsten omkring midten af det 1. årtusinde f.Kr. Andre forestillinger og billeder kom nu til udtryk. Man aner det, når man betragter den ejendommelige falliske mandsfigur, som i 1880 blev fundet ved tørvegravning i, hvad der i bronzealderen må have været en lille skovsø ved Broddenbjerg nær Viborg.

Figuren er kulstof 14-dateret til bronzealderens sidste århundreder.¹³¹ Den er råt tilhugget af en tredelt gren, dens ansigt er markeret med nogle få hug af øksen, og det er forsynet med en tilspidset hage, der muligvis skal forestille et skæg. Figuren har aldrig haft arme, men mest iøjnefaldende er dens ca. 30 cm lange fallos, der bar spor af påsmurt harpiksmasse. Man fandt den i tørvemosen ved siden af en lille stendynge, hvori der lå nogle få lerkarskår.

Virile fremstillinger af mænd kender vi mange af fra bronzealderens helleristninger. Alligevel er det, som om Broddenbjerg-figuren står fjernt fra bronzealderens billedverden. I sin primitive udførelse peger den mere fremad mod de billedfremstillinger, vi senere skal møde i jernalderen. Netop fra den tid kender man mange fund af menneskelignende træfigurer i de nordeuropæiske moser. Er de mon ikke et udtryk for, at helt nye trosforestillinger netop her, midtvejs i det 1. årtusinde f.Kr., var ved at vinde indpas blandt folkene i nord? Vi skal i det følgende bind vende tilbage til dette vanskelige spørgsmål. Foreløbig skal vi nøjes med at konstatere, at med jernalderens begyndelse forsvandt bronzealdermenneskenes rige kosmologi for altid.