Langhuse, kvæg og korn

Lad os endnu en gang vende blikket mod udkanten af det europæiske kontinent, mod de vidtstrakte landskaber i Sydskandinavien, der i nord fortabte sig i stadigt køligere egne med søer, skove og bjerge. Også her var nye livsformer vokset frem i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. Bondesamfundenes første fase var forbi. I stedet var fremstået et samfund, hvis bosættelser lå spredt overalt i landskabet. Kunne vi se ud over landet, som det dengang så ud, ville vi endnu mange steder have set sammenhængende skovarealer, men også store åbne strækninger, hvor enkeltgårde lå omgivet af vidtstrakte overdrev med græssende kvæg. Her holdt generation efter generation af bønder til på de samme jorder, om end husene med visse mellemrum blev revet ned, når de var udtjente og erstattet med nye.

Det er først i de seneste år, at man har fundet frem til og udgravet den tids bopladser. Men man kan nu følge udviklingen af bøndernes boliger fra omkring 2400 f.Kr. og videre frem i tiden til det tidspunkt, hvor kendskabet til metal afgørende begyndte at sætte sit præg på menneskenes dagligdag.

På nordsiden af Djursland, på de magre jorder i det åbne landskab ud mod det blå Kattegat, lå i begyndelsen af den senneolitiske tid, ved Hemmed plantage, en lille bosættelse. Her har man udgravet en mindst 18 m lang, omtrent øst-vest orienteret hustomt med en 12-14 m lang sænkning i østenden.⁴ Det var et langhus med midtsuler af den grundtype, man havde boet i i tidligere århundreder (se Bopladserne). Afstanden mellem midtsulerne var mellem 6 og 7,5 m, husets bredde var 6 m. Ved udgravningen tegnede væggene sig ved en række stolper, der stod med et par meters mellemrum. Flere af stolperne stod parvis. Husets østgavl var let buet og havde 2-3 tætstillede stolper i hjørnerne. Inde i huset fandt man rester af to ildsteder inden for det forsænkede parti, og tæt op ad nordvæggen havde stået en jordovn med skørbrændte sten.⁵

Huset fra Hemmed Plantage er ikke enestående. Man har fundet lignende mange andre steder på den jyske halvø, og de viser, at der var en vis variation i husene fra disse århundreder. Nogle havde forsænkede gulve, andre manglede dette træk. De forsænkede partier kunne enten optage hele husets østende eller kun en mindre del, f.eks. området mellem to af midtsulerne, men sænkningen lå altid i midten eller østenden af huset. Måske det forsænkede areal afspejler, at her var stalddelen af huset, for her havde man bortgravet gødning. Husenes størrelse kunne i øvrigt variere, men de var ikke over 20 m lange. Bredden var mellem 5 og 7 m. Husets ildsted kunne ligge enten i vestenden, i midten eller i østenden af huset.

Endnu et typisk hus fra disse århundreder fandt man ved Øster Nibstrup i Vendsyssel.⁶ Her var der tale om et noget større hus end ved Hemmed Plantage. Øster Nibstrup-huset var 19,5 m langt og 7 m bredt. Taget var båret af seks midtsuler. Der var ikke noget forsænket parti i husets indre. Det største spænd mellem tagstolperne var i vestenden, mellem den anden og den tredje indvendige midtsule. Også ved Myrhøj ved Strandby i Himmerland⁷ og Diverhøj nær Trustrup på Djursland⁸ har man fundet disse huse.⁹ De to sidstnævnte havde begge et forsænket parti inde i huset.

Men hustypen er ikke begrænset til Vestdanmark. Den kendes også fra øerne. I det hele taget er det navnlig fundene fra Østdanmark og Skåne, der nu kan kaste lys over tidens byggeskik. Her kan man følge en udvikling, der går i retning af stadigt større huse, hvor man i tiden omkring 2000 f.Kr. når frem til bygninger, der er 30-45 m lange. Lad os først se på Skåne, hvor bondesamfundets udvikling fulgte de samme hovedlinjer, som i resten af det gammeldanske område.

Fra de sidste par århundreder af det 3. årtusinde f.Kr.¹⁰ stammer flere af de langhuse, der er udgravet ved Fosie IV uden for Malmö.¹¹ Bebyggelsen lå 8-10 km fra kysten i et terræn med talrige små bakker, hvorimellem der var fugtige lavninger. Husene lå alle på højtliggende jord. Fire af husene var så ens i deres grundplan, at man næsten kunne kalde dem typehuse.¹² De var øst-vestvendte og havde alle tre indvendige midtsuler på linje med en stolpe placeret midt i hver gavl. Længden kunne variere mellem 14 og 16 m, bredden mellem 6 og 7 m. Afstanden mellem vægstolperne var 1,5-2,5 m. Det længste spænd mellem tagstolperne fandt man altid i den vestlige del af huset. Vægstolpernes forskellige afstand antyder, at husene havde været opdelt i forskellige rum. Formentlig havde der været et stort rum i vestenden og et mindre i østenden, hvortil kom to smalle gavlrum, hver på ca. 2 meters længde.

De eneste spor, man fandt efter husene, var de nedgravninger, hvori tømmeret havde stået. Det var alligevel nok til, at man kunne danne sig et indtryk af, hvordan disse bygninger oprindelig var blevet opført.¹³ Byggearbejdet var formentlig begyndt med, at man havde rejst de tre store, tagbærende stolper. De var 5 m høje og af eg. Omkring tagstolperne byggede man så husets egentlige skelet, der hvilede på i alt seks lodrette stolper, der stod indrykket langs husets langvægge. De lodrette stolper blev forbundet med tværstolper og sideåse, og endelig blev så tagåsen, spærene og det langsgående tømmer lagt på.

Nu kunne man rejse de lidt over en meter høje ydervægge, som blev sat af lodrette stolper med et par meters mellemrum. Udvendig på væggen byggede man en risfletning, som kunne støtte den tørvevold, der blev lagt op om væggen udefra. Og til sidst blev taget dækket af tagrør, som man hentede i de sumpede områder, der omgav bopladsen. Selve arbejdet med at opføre huset havde ikke været det mest tidskrævende. Hvad der derimod tog tid, var fremskaffelsen af materialerne, tømmer i de rigtige dimensioner, græstørv, vidjer til fletværket og tagrør til taget. Men alt i alt var det en bygning, som kunne opføres af en forholdsvis lille arbejdsstyrke, og resultatet var et ganske funktionelt hus, som med passende vedligeholdelse kunne stå en 20-30 år.

Det var også huse af den slags, der stod på bopladsen Nymarksgård ved Stege på Møn¹⁴ og på den bornholmske boplads Limensgård, der lå på klippeøens sydlige del.¹⁵ I Limensgård kunne man ved de arkæologiske udgravninger følge byggeskikkens udvikling helt fra midten af det 3. årtusinde f.Kr. og til begyndelsen af bronzealderen. De 14 hustomter, der blev udgravet, havde naturligvis ikke stået på stedet på samme tid, men havde efterfulgt hinanden over et meget langt tidsrum. Som nævnt lignede flere af husene dem fra Fosie. Men flere af dem var længere og opdelt i flere rum. Principielt var byggemåden dog den samme, idet boligens grundenhed, der rummede den enkelte families opholdsrum, var bibeholdt i selv de meget lange huse. Man havde så blot gjort husene længere ved at forlænge østenden.

Netop denne tendens til at bygge meget lange huse satte for alvor ind omkring 2000 f.Kr. Bygningerne kunne nu nå op på en længde af indtil 47 m, det er nogle af de største huse, der kendes i Sydskandinaviens oldtid. Men efterhånden ændredes indretningen af husene, som med tiden blev opdelt i næsten lige store sektioner. Der er ingen tvivl om, at opførelsen af de store bygninger i tiden omkring 2000 f.Kr. afspejler vigtige forandringer i den sene bondestenalders samfund. De skete samtidig med, at metalteknologien for alvor vandt indpas i Sydskandinavien og formentlig også samtidig med, at den interne kappestrid skærpedes mellem bondesamfundene. Tilsyneladende skete den udvikling både i de østlige og de vestlige dele af landet.¹⁶ Men hele den historie, som også har sit internationale perspektiv, hører det 2. årtusinde f.Kr. til, og skal først fortælles i det efterfølgende bind.

Lad os derfor igen vende tilbage til den dagligdag, som bønderne levede på deres bopladser. Til de små marker, som omgav husene, og til de åbne græsningsarealer, som lå lidt længere borte, og hvor kvæget græssede. På markerne groede der fortrinsvis byg, som der havde gjort det i de forudgående århundreder.¹⁷ Men også hvedearten spelt dukkede nu op imellem afgrøderne.¹⁸

Det hænder også, at de beskedne fund af potteskår fra bopladserne kan fortælle lidt om den daglige føde. Undertiden har man fundet skår, som stammer fra sikar, dvs. simple, cylindriske skåle med en flad, gennemhullet bund.¹⁹ Der er næppe tvivl om, at de har været brugt til fremstilling af ost, et indlysende produkt, når man holder husdyr. Mælken rummer jo protein, fedtstof og sukker i en nyttig sammensætning, og den er desuden gavnlig ved sit indhold af kalk. Desuden kan den forarbejdes til en række forskellige produkter, der kan gemmes som forråd.

Det er indlysende fordele, men de betyder ikke, at bønderne altid havde malket deres kvæg, i hvert fald ikke fra det tidligste landbrugs tid. For det første giver køer ikke ret meget mælk, hvis de ikke er specielt forædlet til det. For det andet er mennesket biologisk set ikke umiddelbart rustet til at kunne optage mælk i voksenalderen. Over meget store dele af verden kan voksne mennesker ikke tåle mælk. Det gælder f.eks. blandt kinesere, thailændere og sydamerikanere. På vore breddegrader må evnen til at tåle mælkesukker, som skal kunne nedbrydes i tarmen af enzymet laktase, være resultatet af en relativ ny genetisk udvikling. Hvornår den har fundet sted kan ikke siges med sikkerhed, men formentlig var det et kulturtræk, som først spredtes ud over det europæiske kontinent i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. Derfor begynder sikar og i øvrigt også flade skåle til tykmælk først at dukke op i keramikken på bøndernes bopladser på den tid.²⁰

Men i øvrigt arbejdede pottemagerne med et bredt udvalg af lerkarformer. De var både i formgivningen og dekorationen stærkt traditionsbundne. Man fremstillede f.eks. små bægre med en svajet profil og indrid sede, vandrette furer under mundingen, som meget lignede tidligere århundreders keramik.²¹ Store forrådskar med vandrette linjer under randen, store åbne skåle og små retvæggede bægre havde også det samme traditionsbundne præg.²² Men ét sted kom der dog noget helt nyt til udtryk i keramikken. Det var i Nordjylland, hvor man begyndte at fremstille lerkar dekoreret med streg-, tandstok og cardiummønstre i en hidtil ukendt stil.²³

Denne nye keramik har man bl.a. fundet på bopladsen Myrhøj ude i det forblæste Vesthimmerland.²⁴ Til opbevaring og fremstilling af deres føde havde beboerne bl.a. brugt høje, svajede lerkar med vandret linjeornamentik under randen, af en form der var i brug på næsten alle tidens bopladser. Men de havde også brugt talrige lave, forholdsvis brede, svajede bægre med rundet bug samt brede bægre med skarpt bugknæk og retvæggede bægre, som alle var udsmykket med en karakteristisk dekoration. Normalt dækkede den hele karsiden og bestod af vandrette bånd af skråstreger, krydsskraveringer og vandrette linjebundter, som var adskilt fra hinanden af blanke zoner. Det var en keramik, som ikke blot blev anvendt i husholdningen, men også i gravritualerne.

Denne nye keramik var ikke opstået af ingenting. Den var fælles for bondesamfundene over store dele af det nordvesteuropæiske lavlandsområde. Men i Danmark blev den næsten udelukkende brugt i Nordjylland. Det må betyde, at der bestod nogle ganske særlige forbindelser mellem Nordjylland og det nordvesteuropæiske lavlandsområde i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. Vi skal senere vende tilbage hertil. Men først skal vi vende os til det råstof, som man i Nordjylland rådede over i så rigelige mængder: flint.