Magiske redskaber, amuletter og smykker

Sådan så de ud, landets første beboere. Men vi kan supplere billedet af dem med deres egen opfattelse af sig selv. På en urokseknogle fra Ryemarksgårds Mose ved Ringsted findes et af de ældste billeder af mennesker i Danmark (se Skovlandets og sumpenes jægere).¹¹⁵ Indridset med en skarp flintkniv viser det fem mennesker, tre er set i profil, og de er indrammet af to set en face. Hovederne er trekantede, skraveringen af kroppene markerer formentlig skinddragter, der har været knælange og lukket fortil.

De tre personer i profil ser ud til at være kvinder, muligvis er de svangre. De to andre er måske mænd. Figuren længst til højre står stille, de tre i midten spadserer, mens den sidste synes i livlig bevægelse, spreder armene ud og spjætter med den ene fod. Hvad den lille scene forestiller er uvist, men det er en ikke urimelig tanke, at billedet skal tolkes som et udslag af Maglemosejægernes evige drøm om frugtbarhed og frodige kvinder.¹¹⁶

Et andet billede, indridset på en hjortetaksstav fra Åmosen, har man kaldt hjortedræber.¹¹⁷ Her er afbildet et menneske og et dyr, måske en hjort, et af jægernes foretrukne byttedyr. Begge er de gengivet i den geometriske stil, som er Maglemosetidens foretrukne, og som går igen i alle figurfremstillingerne. Den nederste del af menneskefiguren mangler, men begge skikkelserne er udfyldt med det samme geometriske motiv. Måske det antyder, at menneskene gik klædt i skind. Men igen må vi erkende, at meningen med den lille scene er uigennemskuelig.

Menneske- og dyrefremstillinger er meget sjældne på Maglemosetidens redskaber. Men på et fragment af en hjortetaksstav, fundet i Viksø mose i Nordøstsjælland, finder vi to menneskefremstillinger.¹¹⁸ Staven er over en stor del af fladen dekoreret i Maglemosetidens karakteristiske stil. De to stiliserede menneskefigurer er placeret umiddelbart over skafthullet. Det ser ud til, at der er tale om en mand og en kvinde.

Manden (øverst) er størst og er helt udfyldt med krydsskravering. Hans køn er markeret, men ikke på naturalistisk vis. Hvad der formentlig er hans fallos, er anbragt på den forkerte side af kroppen. Kvinden (nederst) er kun delvis skraveret, og ben og kropskontur er tegnet i forlængelse af hinanden, så kroppen er åben. Måske det skal antyde hendes kvindelige køn. Hvis skraveringen skal antyde en dragt, kan man forestille sig, at det var en art kappe eller slag, der skjulte armene og var trukket op om nakken, så skuldrene var dækket.

Det er ikke meget, disse billeder fortæller os om Maglemosemenneskenes udseende, om deres dragt og smykker. Men at der til dragten har hørt smykker af bl.a. dyretænder synes uomtvisteligt. I den vestsjællandske Åmose ved Øgårde fandt man f.eks. en kæde af ca. 100 gennemborede tænder af forskellige dyr: ræv, kronhjort, odder, grævling, som må stamme fra slutningen af Maglemosetiden.¹¹⁹ Men andre detaljer i udsmykningen af kroppen, f.eks. bemaling og tatovering, er naturligvis for længst gået tabt.

Maglemosemenneskenes dekorative kunst kender vi dog fra deres indskårne eller ridsede dekorationer på redskaber og våben af hjortetak, ben, rav og den bløde kalkskorpe på flintknolde. Det var tit udvalgte våben, man dekorerede, især slagvåben som økser og spidshakker. Mønstrene var ofte bygget op omkring langsgående linjer, og motiverne kunne være stregbundter, skråstreger, zigzaglinjer og trekanter. Dekorationen havde tydeligvis en betydning, som rakte ud over redskabets rent praktiske anvendelighed.

Som eksempel kan vi nævne et pragtfuldt „skaftvåben“ af en kastet hjortetak, som er fundet i Åmosen.¹²⁰ Sidesprosserne er skåret af, og overfladen er glatskrabet. I hele stykkets længde ser man indskårne, langsgående linjer med frynser. En sådan dekoration er karakteristisk for den yngre del af Maglemosetiden. Hvad redskabets funktion har været, er svært at afgøre. Men lignende lange og smukt dekorerede „skaftvåben“ med skæftningshul og hak i rodenden kender man også fra senere tider, fra Kongemose- og Ertebølletiden.

Det er en fremmedartet verden, vi føres ind i med disse dekorerede redskaber. Ligesom alle kendte jæger-samlerkulturer verden over var sikkert også Maglemosemenneskenes verden gennemtrængt af animisme, dvs. troen på, at alt i naturen, både levende og dødt, var besjælet. Når mennesker således føler sig omgivet af ånder, prøver de naturligvis at alliere sig med de gode kræfter og undgå de onde. Amuletter, dvs. genstande med særlig kraft, der virker for den, som bærer amuletterne, er f.eks. et udbredt værn mod dårligdomme.

Nogle af Maglemosemenneskenes dekorerede genstande må have haft den funktion. Det gælder f.eks. de aflange klumpede hængesmykker af rav, som ofte var dekoreret med mønstre, der var indskåret eller indridset i overfladen med et skarpt flintredskab. Frynseeller kammotiver var f.eks. ganske almindelige.¹²¹ På et enkelt ravsmykke fra den tid er der også indridset menneskefigurer.¹²² Det stammer fra Åmosen, og på den ene side ser man fire figurer stående ved siden af hinanden mens en femte svæver oven over dem. Om personen til højre skulle følges af en sjette eller om den blot holder et afhugget hoved i hånden er ikke til at afgøre.

Det prægtigste ravsmykke fra Maglemosetiden er dog et lille elghoved, som er fundet ved Egemarke i Nordvestsjælland.¹²³ Det løftede hoved, den langstrakte snude, den rundede mule og frem for alt hageskægget viser, at den jæger, som skar denne fine lille ravskulptur, af selvsyn kendte dette dyrs egenart. At han også udsmykkede hovedet med et geometrisk mønster, understreger kun det livagtige. Det er på grundlag af dette mønster, at man kan henføre Egemarke-elgen til Maglemosetiden.

Til de magiske genstande skal vi også regne nogle dekorerede flintknolde, som kan findes på bopladserne. De besynderligt, naturligt formede flintknolde har givetvis pirret stenaldermenneskenes fantasi, og undertiden har man skåret mønstre ind i deres overflade.¹²⁴ I to tilfælde kendes knolde af tydelig fallosform, som er dekoreret med komplicerede, indskårne mønstre. Formålet med disse ornamenterede kønssymboler er ukendt.¹²⁵