Fra Conrad Engelhardts publikation i 1863 af Thorsbjerg mosefund med J. Magnus Petersens tegninger.

.

Thorsbjerg mosefund: remsamler, snudebeslag, bid og kæde fra hesteudstyr. Ca. 3:4.

.

Thorsbjerg mosefund: træskjold med pladebeslag, randbeslag og skjoldbule. Diameter 104 cm.

.

Thorsbjerg mosefund: smykkeplade som oprindelig har siddet på ringbrynje. Ca. 4:5.

.

Thorsbjerg mosefund: ansigtsmaske med forgyldning. Til masken hører en flettet hjelmhue til beskyttelse af den bageste del af hovedet. Masken er stærkt beskadiget ved flere hug på kryds og tværs, bl.a i hagepartiet.

.

Thorsbjerg mosefund: bæltespænde af bronze. 1:1.

.

Som noget for sig står det store våbenofferfund fra Thorsbjerg Mose i Angel.101 Vi har allerede hørt om de tidligste nedlægninger, som skete i den ældre romertid (se Et varsel om urotider). Når Thorsbjerg-fundet indtager noget af en særstilling, skyldes det, at de hære, hvis våben ofredes her i det 3. århundrede e.Kr., ikke kom nordfra, men snarere sydfra, fra kontinentet.

Det store våbenofferfund blev som allerede nævnt udgravet i årene 1858-61 af Conrad Engelhardt. Det var i arkæologiens barndom, og det var den første større moseudgravning, der lykkedes rent teknisk. Mængden af de fundne genstande placerer også fundet blandt de største fra den ældre jernalder. Men da udgravningen er af så gammel dato, er oplysningerne om det fundne også meget mangelfulde.

Da man i midten af 1800-tallet tog fat på udgravningen af den lille kedelmose i Thorsbjerg, kunne man iagttage, hvordan hærudstyret lå spredt over et område på 7-800 m2 af mosefladen, tilsyneladende helt tilfældigt. Dog var der her og der en vis orden at spore. Træsagerne lå f.eks. samlet i dynger, det gjaldt bl.a. skjoldbrædderne, der var stablet oven på hinanden og gennemstukket af spyd. Skjoldbulerne lå for en del for sig selv, ligesom ringbrynjerne og rideudstyret.

De fleste genstande lå henved tre meter under mosens overflade. Dog kunne man på dem, der lå øverst, se insektboringer og ormeangreb. Noget af våbenudstyret må altså have henligget i fri luft et stykke tid efter ofringen. Andet er formentlig kastet eller sejlet ud i det åbne vand, sådan som man kan se det i andre af de store våbenofferfund. En række nedhamrede pæle, der havde været forbundet med vandrette bjælker og et dække af kvas, og som gik ud i mosen, var måske en slags bro eller overgang, der havde tilknytning til offerpladsen.

Det var tydeligt, at mange sager var blevet gjort ubrugelige, inden de blev ofret. Ødelæggelsen var for vidtdreven til, at den kan forklares blot som følge af kamp. Skjoldbuler og massive metalbøjler var sønderhugget eller sammentrykt, spydstager og buer var overskåret og itubrudt, klædningsstykker var sønderrevne, en træskede var hugget midt over, en ringbrynje flænget itu, og hver halvdel var henlagt i hver sit lerkar. Mange sager viste dog også direkte kampmærker, andre tydelige spor efter ild. Flere genstande havde kendelige slidmærker, andre havde været repareret i oldtiden.

Det er først indgående analyser, foretaget i vor tid, der har afsløret, at der bag dette virvar af ødelagt våbenudstyr skjulte sig flere forskellige offerhandlinger. Analyserne har imidlertid været vanskeliggjort af, at Thorsbjerg-fundets genstande af jern så at sige ikke er bevaret, takket være den sure mosejord.102 Til gengæld er fundet overmåde rigt på genstande af andre materialer, f.eks. bronze og sølv.

Som vi har hørt, fandt de første offerhandlinger i mosen sted i den ældre romerske jernalder. De var dog næppe særligt omfattende. Men i begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.103 skete en større offernedlæggelse. Dens omfang er ganske vist svær at vurdere, fordi jerngenstandene mangler.104 Dertil kommer, at genstandenes proveniens er en anden end i de øvrige mosefund,105 men nedlæggelsen omfatter formentlig henved 90% af det fundne militærudstyr.106 En sammenligning af sværdskederne fra Thorsbjerg med dem fra Vimose og Illerup Ådal viser mange lighedspunkter, især mellem Thorsbjerg og Vimose. Det samme gør hovedparten af bæltespænderne i Thorsbjerg, som ligner Illerups bæltespænder,107 samt remendebeslagene til hesteudstyr, sværdbandolererne og den personlige udrustning.108 Den store nedlæggelse i Thorsbjerg er dog muligvis en smule yngre end Illerup A.

Så følger i tiden omkring 300 e.Kr. en mindre omfangsrig offernedlæggelse.109 Også den er svær at afgrænse, da jerngenstandene, især spyd- og lansespidserne i det store og hele mangler i Thorsbjerg på grund af bevaringsforholdene. De øvrige fund fra mosen omfatter dog en del genstande, som tilhører denne sene offernedlæggelse. Det drejer sig om sværdgreb, vingede dupsko, rembøjler til sværdskeder, skjoldbeslag, brede, skeformede remendedupper, propelformede rembeslag, tøjlekæder til hesteudstyr, sadelbeslag og formentlig også ildslagningssten.110 Disse fund svarer til, hvad man har fundet i den nordlige del af Ejsbøl Mose.111

De nedkæmpede hære, hvis våbenudstyr vi finder i Illerup Ådal og i den store offernedlæggelse i Vimose, kom formentlig fra den sydlige skandinaviske halvø (Sydnorge-Vestsverige). Den store offernedlæggelse i Thorsbjerg i begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. havde derimod en anden baggrund. Her ser den nedkæmpede hær ud til at have haft en nordtysk oprindelse. Altså afspejler fundet formentlig et angreb sydfra, muligvis fra området mellem Elben og Rhinen. Det er en formodning, man er nået frem til, ved bl.a. at sammenligne Thorsbjergfundets fyrtøj med samtidige fyrtøjer fra hele Nordeuropa. Her har det vist sig, at man omkring 200 e.Kr. slog ild på forskellig vis på henholdsvis kontinentet og i Skandinavien. I Skandinavien brugte man nåleformede, syd for Østersøen derimod barreformede ildstål. Da jern ikke er bevaret i Thorsbjerg, mangler også ildstålene. Men der er fundet svovlkis, som netop anvendes sammen med de barreformede ildstål. Det indikerer, at våbenudstyret i den store offernedlægning i Thorsbjerg havde kontinental tilknytning.112

Der er ingen rester af både i Thorsbjergfundet. Jernnaglerne ville næppe være bevaret i den sure mose. Men man må også regne med, at nedlæggelsen fra begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. stammer fra en angriber, der kan være nået til Angel ad vejen til lands.113 Anderledes forholder det sig formentlig med den sene og mindre nedlæggelse, den der fandt sted omkring 300 e.Kr. Her udgjorde krigere fra Østersøregionen muligvis den angribende styrke.114

Men nu til de enkelte genstandstyper i Thorsbjerg-mosen. De sager, der fremkom ved udgravningen var i det væsentlige våben, ridetøj, klædningsstykker, dragttilbehør, smykker, mønter, betalingsguld, værktøj, vogndele, landbrugsredskaber og lerkar.

Spyd og lanse var hovedvåbnene, af dem må der have været nedlagt adskillige hundrede, men kun enkelte var bevaret. Dog nok til at vise to typer, en bred helrandet og en med modhager. Stagerne var af ask.

Af sværdene var kun fæstet og nogle få klingebrudstykker tilbage. Til gengæld var der mange træskeder med tilhørende beslag af bronze: mundblik, sværdrembeslag, dupsko og undertiden sideskinner. En del af sværdfæsterne havde en stor rund endeknap, mellemstykke og et halvrundt underhjalte, en videreudvikling af romernes korte, tveæggede stiksværd, gladius. Dupskoene var halvrunde, pendulformede eller skiveformede, med eller uden udskæringer. En af dem havde indridsede runer. Sværdet havde været båret i et bandoler af læder, forsynet med en stor bronzeskive.

Langbue og pil udgjorde også en vigtig del af bevæbningen. Derimod fandtes der kun forholdsvis få økser. De havde et blad af en enkel, smal form og et skaft af ask eller bøg, fortykket i den øvre ende.

Så var der skjoldene. Af dem var der mange i Thorsbjergfundet.115 Deres diameter var mellem 65 og 104 cm, og de var dannet af tynde, glathøvlede brædder, oftest af el, sjældnere af eg og kun undtagelsesvis af fyr. Skjoldrandene var gerne forsynet med forstærkningsbeslag af bronzeblik. Reparationer var foretaget nu og da med flade metallister. En af bulerne bar en runeindskrift, en anden en latinsk indskrift. AEL AELIANUS stod der på den, et latinsk navn.

Ca. 30 skjoldbuler af bronze og lidt flere skjoldhåndtag af bronze var bevaret fra nedlæggelsen i begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.116 I Illerup Å var et tilsvarende antal buler af bronze bevaret, men hertil kom mere end hundrede skjoldbuler af jern. Det giver en forestilling om, hvor mange der oprindeligt havde været i Thorsbjerg, men som var tæret væk af den sure mosejord. Ni af skjoldbulerne var i øvrigt af romersk oprindelse eller stammede fra et område under stærk romersk påvirkning.117

Der var desuden bevaret en række prydbeslag af ædelmetal til skjoldene.118 Bl.a. en fragmenteret skjoldbule af sølv med figurornamenteret guldblik.119 Der var også randbeslag af sølv. Der var dog ingen stykker, der direkte kunne sammenlignes med de presseblikdekorerede stykker fra Illerup og Vimose.120

Ringbrynjer fandt man kun i form af større eller mindre stumper. De var kunstfærdigt gjort af lutter småringe, hver enkelt stukket gennem fire andre. På nogle brynjer var alle ringe nittet sammen, på andre var hver anden nittet, hver anden smedet.

Som brystplader til en ringbrynje havde et par kunstfærdigt udsmykkede bronzeplader tjent.121 De havde en diameter på 13 cm og var belagt med forgyldt sølvblik. Den ene smykkeplade havde i centrum en stor roset, omgivet af en kreds af små Medusa-medaljoner. Dens yderbælte var ved lignende rosetter delt i fire partier hver med samme fremstilling i relief: en hvilende hjelm- og spydbærende, skægget Marsfigur. Den anden smykkeplade var dekoreret med en dyrefrise.

Pladerne synes fremstillet i en af romerrrigets provinser; et sted i Germanien er dyrefigurer senere blevet påloddet. I den romerske hær tjente disse phalerae, som de kaldes, som militære udmærkelser. Et par store, toleddede bronzebeslag, belagt med forgyldt sølvblik med dyrefigurer, har gjort det ud for skulder- eller bæltespænder.

Til krigeraristokratiets udstyr må man også regne det ridetøj, som fandtes ganske rigeligt i Thorsbjergfundet. Det drejede sig om i hvert fald 16 bidsler og tøjlekæder122 samt pandebeskyttere og andre beslag, nogle af dem sadelbeslag. Kun en enkelt spore blev fundet.

To hjelme fremkom også i Thorsbjergfundet, i øvrigt de eneste som kendes fra våbenofferfundene. De må have været båret af krigere øverst i krigerhierarkiet. Den ene af hjelmene var af sølv og formet som en ansigtsmaske med udskæringer til mund, næse og øjne. Baghovedet er beskyttet af en kalot bestående af flade, hinanden krydsende bånd. Sammenpassende naglehuller viser, at de to dele hører sammen. Man har betragtet hjelmen som enten et orientalsk eller et germansk arbejde. Noget sikkert svar kendes ikke, da der ikke kendes andre tilsvarende hjelme. Den anden hjelm, hvoraf kun det brede issebånd og det meste af det åbne nakkestykke er bevaret, røber sig ved sin roset og kransornamentik som et romersk arbejde. En lille plastisk bronzeslange har muligvis, som man har ment det, været en hjelmprydelse. Thorsbjergfundet er i øvrigt det af våbenofferfundene, som rummer flest romerske elementer.

Enestående er tillige de dragtstykker, som kom for dagen i Thorsbjerg-fundet. Det drejede sig om en kjortel, to par bukser, to pragtkapper med brede brikvævede borter samt mange fragmenter af Z/S spundne krystalkiperstoffer. De har allerede været omtalt (se Menneskene) og har formentlig hørt til den store nedlæggelse fra begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.

Af dragttilbehør fandt man desuden et par hundrede remspænder og rembeslag. Dernæst et antal fibuler, hvoraf nogle ellers kun er kendt i området mellem Elben og Rhinen. Det giver et fingerpeg om, hvorfra den nedkæmpede hær kom.123 Af andet personligt udstyr kan nævnes enkelte guldhængesmykker, et par niptænger, en del perler og knapper, en terning af rav, lidt betalingsguld o.a. Mønter forekom i et antal af 37, det var bl.a. denarer præget i tiden 60-194 e.Kr. (fra Nero til Septimius Severus). I alt blev der i Thorsbjergfundet 450 g guld, for størstedelen drejede det sig om fragmenterede genstande, arm- og fingerringe.

Noter

101: C. Engelhardt 1862; K. Raddatz 1957, 1987a-b; M. Gebühr 2000; M. Ørsnes 1969.

102: Hertil kommer også, at de kronologisk vigtige kamme af organisk materiale ikke er bevaret på grund af det sure miljø i mosen, J. Ilkjær 1993a, s. 306.

103: Dvs. i fase C 1b.

104: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 365.

105: J. Ilkjær 1990a, s. 290.

106: Ilkjær & Lønstrup 1982, s. 95.

107: J. Ilkjær 1993a, s. 164.

108: J. Ilkjær 1993a, s. 204.

109: I en sen del af fase C 2, våbenkombinationsgruppe 9.

110: J. Ilkjær 1990a, s. 301. Fra den sene nedlæggelse i Thorsbjerg kendes 13 ildslagningssten og 19 greb af nåleformede ildstål, J. Ilkjær 1993a, s. 256.

111: Ibid s. 296.

112: J. Ilkjær 1993a, s. 241, 256; 2000, s. 70.

113: J. Ilkjær 1993a, s. 378 f.; C. von Carnap-Bornheim 1997, s. 229.

114: Et helt specielt skjoldhåndtag, der er fundet i såvel Torsbjerg som Ejsbøl, findes i en række østsvenske og en finsk grav. Det tyder på at det kunne være krigere fra Uppland og omegn (svearne), der var på spil, J. Ilkjær 2000, s. 75.

115: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 283.

116: K. Raddatz 1987a, pl. 18-28; J. Ilkjær 1993a, s. 241.

117: Ilkjær & Lønstrup 1982, s. 99.

118: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 286.

119: K. Raddatz 1987a, fig. 18.

120: Da våben mangler i gravene i Slesvig-Holsten og i de vesttyske områder mellem Rhinen og Elben, er det i øvrigt også svært her at pege på paralleller til skjoldene fra Thorsbjerg, J. Ilkjær 1997, s. 57.

121: J. Werner 1941; C. von Carnap-Bornheim 1997b.

122: M. Ørsnes 1993, s. 278 og fig. 14e, 14f, 20b, 20f, 22c, 22e, 24b, 24c og 44.

123: J. Ilkjær 2000, s. 69.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Våbenofferet i Thorsbjerg Mose.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig