Bonden og hans dyr

De talrige landsbyudgravninger giver os på mange måder et håndgribeligt billede af den dagligdag, man levede i århundrederne op til Kr.f. Undertiden et billede med mørke skygger. Som f.eks. da man i byhøjen ved Nr. Tranders udgravede en tomt af et langhus, der var blevet totalt ødelagt ved en ildebrand i tiden omkring Kr.f. Inde i huset lå resterne af fem indebrændte mennesker. Måske de var døde, da de prøvede at redde husdyrene ud af den brændende bygning. Det lykkedes ikke, for inde i resterne af stalden lå 15 indebrændte dyr, heste, får og køer samt en gris og en hund.⁸⁰

Det samme dystre billede har man også mødt andre steder. F.eks ved Siggård nær Skive, da man udgravede en landsby fra det sidste århundrede f.Kr. og i et nedbrændt langhus med en forsænket stald fandt knoglerne af syv indebrændte kreaturer.⁸¹ Det samme skete ved Solbjerg på Mors, hvor man i en hustomt fra samme tid fandt knoglerne af en indebrændt hest og tre køer.⁸²

Det var altså fortrinsvis de store dyr, som stod i jernalderhusenes staldender. Det giver os anledning til at se på omfanget af jernalderens husdyrhold.⁸³ Vi kan begynde i Hodde, hvor størrelsen af de udgravede båseskillerum i langhusene også viser, at det var de større dyr, fortrinsvis køer og enkelte heste, der havde stået i staldene. Bebyggelsen i Hodde kan opdeles i fem faser, hvoraf den første omfattede 11 samtidige gårdanlæg. Der har været staldende i samtlige langhuse, og sætter man det gennemsnitlige beboertal til fem, svarer det til, at der til 55 mennesker havde hørt 188 opstaldede, større dyr.

I den næste fase er der 17 samtidige gårdanlæg med et samlet beboertal på ca. 85. På den tid har langhusenes stalde kunnet rumme 284 større dyr. Men landsbyen vokser stadig. Der følger nu en fase med 25 samtidige gårdanlæg og et indbyggertal på omkring 125 mennesker. I langhusenes stalde står der nu 418 større dyr. Så kommer landsbyens blomstringstid. I 27 samtidige gårdanlæg lever der 135 mennesker, og til dem hører der 460 større dyr.

Så følger endelig en tid kort før Kr.f., hvor indbyggertallet i landsbyen falder lidt, overflytningen til den ny landsby er formentlig begyndt. Men endnu ligger der 25 samtidige gårdanlæg inde bag palisaden. I dem bor der ca. 125 mennesker, der skal sørge for pasningen af ca. 350 større dyr.

Det var altså et stort dyrehold, der hørte til gårdene i Hodde-landsbyen. Og så viser tallene endda kun, hvor mange dyr der var staldplads til om vinteren. Til dem skal man yderligere lægge de mange dyr, der ikke stod på stald: får, geder og svin.

Der tegner sig dermed en hverdag, som må have krævet mange hænders arbejde. Foder skulle tilvejebringes, stalde muges ud, og gødning køres bort. Ikke mindst vandforbruget må have været betydeligt. Brønde havde man efter alt at dømme ikke inde i selve landsbyen. Men et kildevæld lå ca. 100 m borte. Herfra skulle vandet for en del hentes op til landsbyen.

Men man klarede sig. Ikke mindst takket være de gode græsningsforhold omkring landsbyen. Den lå på en lille afgrænset bakkeø, der var ca. 1,5 km² stor. Mod nord, vest og syd var den afgrænset af dybtskårne ådale. Mod øst lå der engområder, ca. 1,6 km² store. Hertil kom, at der i den sydfor liggende Varde Ådal var ideelle områder til græsning og høbjergning. Medregner man landsbyens engområder mod øst, kan man anslå, at dens ressourceområde dækkede ca. 3,7 km².

For 200 år siden regnede man med maksimalt at kunne græsse et høved pr. tønde land (ca. 5500 ) på græsarealer.⁸⁴ Dvs. at Hodde kunne græsse i alt 670 kreaturer. Da landsbyen befandt sig i sin blomstringsfase, havde den staldplads til ca. 460 større dyr. Det betyder, at 2/3 af hele ressourceområdet på ca. 3,7 k formentlig var udlagt til græsningsarealer til landsbyens større dyr. Kvægavlen har altså været dominerende i forhold til agerbruget. Det kan man næsten se af den måde, hvorpå landsbyen var placeret i forhold til de større engområder.

Vender vi os nu til de frugtbare jorder i Thy, så finder vi en anden situation.⁸⁵ Heroppe, i egnene omkring den vestlige Limfjord, bestod bebyggelsen overvejende af de såkaldte byhøje. De begyndte allerede tidligt i den keltiske jernalder, men fik deres blomstring i århundrederne omkring Kr.f. Byhøjene fortsatte ned gennem ældre romersk jernalder og undertiden også videre i yngre romersk jernalder. De kunne ligge 3-400 år på samme sted, hvis ikke længere.

I det sydlige Thy kender man foreløbig 30-40 byhøje, hvoraf de fleste ligger midt på den lerede jord i et højt og let bølget terræn. Byhøjene ligger meget tæt i forhold til hinanden, deres indbyrdes afstand er højst 1-2,5 km. Man har altså effektivt udnyttet den frugtbare lerjord, især til kornavl. Til gengæld har der kun været ganske få større græsningsarealer, modsat forholdene længere mod syd.⁸⁶ Samtidig er der ingen tvivl om, at også fiskeri indgik som en væsentlig del af erhvervsgrundlaget, når muligheden forelå (se Landsbyer og gårde). Erhvervsstrategien har altså kunnet skifte fra egn til egn. Men mærkeligt nok ser det ikke direkte ud til at have givet sig udslag i bebyggelsens udformning.⁸⁷

Hvad angår det korn, som blev dyrket på markerne omkring bopladserne i den sene keltiske jernalder, så har vi et ganske godt indtryk af det fra kælderen i Overbygård (se Huse og kældre). Byg, avnklædt og nøgen, var den almindeligste kornsort, efterfulgt af hvede. Det sidste er lidt overraskende og tyder på, at hveden var en vigtigere afgrøde i jernalderen end tidligere antaget. Som nummer tre blandt kornsorterne kom havre. Det er stort set det samme billede, vi kender fra andre af tidens bopladser.⁸⁸

Havredyrkningen var begyndt tidligt i årtusindet, men tiltog nu i omfang gennem de sidste århundreder inden Kr.f. Lige omvendt forholdt det sig med hirsen, den var nu i kraftig aftagen. Hør og sæddodder blev også dyrket i et vist omfang.⁸⁹

Redskabsteknisk skete der ikke de store ændringer i disse århundreder. Man brugte stadig den sammensatte bueard, som var kommet i brug tidligt i det sidste årtusinde f.Kr. (se Den daglige føde), pløjeteknikken var den samme.⁹⁰ Enkelte nye redskaber optræder dog, f.eks. løvknive af jern, som bestod af et fladt knivsblad med smal grebtunge og en spids ombøjet i vinkel.⁹¹ Løvknive blev brugt til afskæring af løvtræers kviste og blade til brug som kvægfoder. Også en kortskaftet le hørte til de nye redskaber.⁹²

Til arbejdsredskaberne hørte også de vogne, som løste de tunge transportopgaver i landsbyerne. Det var vogntyper, som allerede havde en mere end tretusindårig historie bag sig. Vi har fulgt dem, siden vi i det 3. årtusinde f.Kr. lærte deres tunge skivehjul at kende (se Vogne og veje). Med begyndelsen af bronzealderen fik vi en første forestilling om de tunge arbejdsvognes udseende (se De lange huse). Det var tohjulede vogne eller kærrer med skivehjul, hvis akse var forbundet med en undervogn fremstillet af en kraftig tveje.

I bronzealderen udvikledes imidlertid også andre vogntyper: de lette processionsvogne med egerhjul (se De hellige vogne). Deres fortsatte brug i den keltiske jernalder skal vi senere høre mere om (se Den hellige mose). Her skal vi alene beskæftige os med de tunge arbejdsvogne, som nu havde udviklet sig til firhjulede køretøjer.⁹³ De ældste firhjulede vogne var formentlig blevet udviklet allerede i det 2. årtusinde f.Kr.⁹⁴, og fremstillinger af firhjulede vogne kendes også fra de skandinaviske helleristninger.

Endnu kender man dog ikke fund af hele arbejdsvogne fra tiden før Kr.f. Men på grundlag af vogndele fundet i moser har man kunnet sammenstykke et billede af, hvordan de efter al sandsynlighed så ud. De tunge arbejdsvogne havde fire skivehjul.⁹⁵ Undervognen bestod af en tveje og en ligeledes tvejet vognstang samt hjulenes aksler. På langvognen hvilede en fletværkskurv med træbund, der ikke nåede forakslen. Køretøjet bestod således af en kærreformet bagvogn med en fletværkskasse, der var hægtet til en kærreformet såkaldt forstilling uden drejetøj. De to dele kunne surres eller boltes sammen i et bevægeligt led af samme type, som knyttede vognstang og trækåg sammen. Åget var fastbundet til oksernes horn eller hvilede på deres nakker.

Hjulene var svære skivehjul. De viser, hvordan hjulmagerne eksperimenterede med forskellige tekniske løsninger for at undgå den almindeligste svaghed, at hjulet flækkede. Hjulskiven kunne være sammensat af to til tre dele, der var samlet med grater. Det betød, at man kunne anvende mindre tømmerdimensioner end ved de tidligste skivehjul, som var skåret ud af ét stykke træ. Ved at sammensætte hjulskiven af flere stykker træ, fik man også et bedre forløb af træets fibre. Hjulskiven kunne desuden være forsynet med to halvmåneformede udskæringer. De gjorde hjul-segmenterne lettere og mere formstabile ved svingende luftfugtighed. Det er bl.a. den hjultype, man kender fra offerfundet fra Rappendam.⁹⁶