Bronzestøberen (1100-700 f.Kr.)

I den yngre bronzealder nåede bronzehåndværket i Sydskandinavien endnu et højdepunkt. Første gang, det var sket, var omkring 1400 f.Kr., da bronzestøberen udsmykkede sine produkter med en rigdom af spiralmotiver. Det var „den skønne stils“ tid (se Spiralstilen og hvad der fulgte). Da det næste højdepunkt indtraf omkring 800 f.Kr., var spiralen for længst forsvundet som kunstnerisk motiv. I stedet var det en dekoration af bølgebånd, der udsmykkede bronzernes flader. Men samtidig havde håndværket også udviklet sig i retning af det sublime, hvad angik støbeteknikken. Ved hjælp af cire perdue-metoden kunne man nu fremstille de mest komplicerede genstande som f.eks. lurerne, der med deres tyndvæggede bronzerør, komplicerede snoninger og raffinerede dekoration står som et af højdepunkterne i bronzealderens metalhåndværk.

Naturligvis var det ikke alle bronzegenstande, der fordrede så høj en grad af mesterskab. På talrige af den yngre bronzealders bopladser har man fundet spor af, at bronzestøberen havde arbejdet her. Det gælder f.eks. på bopladsen Fragtrup i Himmerland, som ikke på nogen måde skiller sig ud fra flertallet af samtidige bopladser.¹²⁸ I området mellem de to udgravede huse fandt man en stor bunke af kulstøvfarvet, trækulblandet sand, hvor der ikke blot var foregået metalstøbning, men også brænding af lerkar.

Det har formentlig været ganske enkle genstande, som blev støbt på bopladsen ved Fragtrup. Og lignende støbepladser kender man også andre steder i landet. Ved gården Haag på Djursland lå i bakket terræn en lille højning af nærmest oval form.¹²⁹ Den var ca. 18 m lang og lidt over en meter høj og bestod af gulligt eller gråt sand, hvori der lå et stort antal smeltedigler og stumper af støbeforme af ler. Støbeformene var lavet af solidt, kvartsblandet ler, som på indersiden, dvs. ind mod støbehulheden, var belagt med et lag omhyggeligt slemmet, fint ler. Der var støbeforme til sværd og spyd, til små bøjlenåle og til dobbeltknapper, altsammen genstande fra begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr.

En lignende affaldsdynge fandt man ved Vindblæs nær Løgstør.¹³⁰ Her viste støbeformene, at der hovedsagelig var blevet fremstillet spydspidser. Men ligesom det var tilfældet i de andre dynger, kunne man i Vindblæs ikke påvise rester af ovne eller andre anlæg, der havde været brugt ved støbningen af bronze.¹³¹

Helt op i Uppland i det mellemste Sverige kender man den slags affaldsdynger,¹³² som må have hørt til helt almindelige bopladser.¹³³ Der er ikke tegn på, at man her fremstillede de pragtbronzer som eliten var i besiddelse af, f.eks. lurer. Den slags kostbarheder blev formentlig fremstillet i mesterværksteder, hvor særligt kyndige håndværkere udøvede deres kunst. Det synes at være sporene efter et sådant mesterværksted, man fandt på den rige boplads på Kirkebjerget ved Voldtofte på Fyn.¹³⁴ Under de tykke, sorte affaldslag fandt man i nogle gruber rester af støbeforme af ler til bronzelurer.

Støbeformene var lavet af fint, porøst ler, der var magret med ganske små sandkorn, under en halv mm store. Sammen med støbeformsfragmenterne fandt man desuden flere stumper af smeltedigler med en hældetud i den ene ende. Der var altså tydeligvis foregået støbning af lurer. Man fandt også resterne af en avlssten, dvs. den plade, der havde beskyttet støbemesterens blæsebælg under hans arbejde med at holde varmen ved lige i essen eller ildstedet.

Selve blæsebælgen har formentlig haft en lernæse, der var drejet sådan, at luften kom ud vinkelret på tudens længderetning. Den slags blæsebælgstude fra bronzealderen er fundet mange steder i Europa.¹³⁵ Der er også fundet en på Fyn, og den har tilmed form som et hestehoved.¹³⁶ Da vi kender hesten som bronzealderens kultdyr par excellence, kan vi måske også antage, at den fynske blæsebælgstud viser, at støbearbejdet havde en forankring i det religiøse. I det kulthus, der blev fundet ved Sandagergård i Horns Herred på Sjælland (se Hændernes hus), var der også tegn på, at der var foregået bronzestøbning.

At blæsebælgstuden var vinkelbøjet skyldes, at man brugte blæsebælgen til at puste luft ned i bålet i fyrhullet ovenfra.¹³⁷ Smeden kunne således holde blæsebælgen uden for ilden og samtidig blæse vinkelret ned i den. Ellers er det endnu ikke meget, vi ved om, hvordan arbejdet foregik i støberiværkstederne. De færdige produkter kender vi derimod i stort tal, især dem der blev nedlagt som offergaver på fugtigt terræn ude i naturen. På disse prægtige våben, redskaber og smykker kan vi følge, hvordan bronzestøberne igennem århundrederne udviklede en særegen dekorativ stil, til stadighed dog under påvirkning af forbilleder fra kontinentet.

I slutningen af den ældre bronzealder havde bronzestøberne skabt en plastisk stil, der byggede på reliefvirkninger i bronzernes overflade. Ved hjælp af en fyldmasse skabte man en kontrast mellem det blanke metal og den mørke fyldmasse, en vekslen mellem positivt og negativt. Det var den stil, som markerede afslutningen på den ældre bronzealders høje kunstudfoldelse.¹³⁸ Så omkring 1100 f.Kr., på overgangen til den yngre bronzealder, ændrede håndværket sig endnu en gang. Nye formkrav meldte sig, men denne gang var overgangen til de nye dekorationsformer ganske glidende. Tidligere tiders stjernemønstre blev stadig brugt, ikke blot til en vekslen mellem positivt og negativt, men også til en mere fladedækkende dekoration af indslagne linjer og punktrækker.

Hvor den gamle plastiske dekorationskunst stadig blev brugt, arbejdede bronzestøberen med et sikkert håndelag. Lidt mere tøvende var han, når han skulle arbejde med den nye fladedækkende ornamentik, som ud over stjernemotivet mest bestod af koncentriske cirkler, koncentriske halvbuer og buede linjer med punktrækker som konturgivere. Det var især på de store kvindesmykker – de såkaldte hængekar – at stilen fandt en harmonisk udformning. Her anbragte man med regelmæssige mellemrum zoner af mønstre, der bestod af punktrækker, buer og cirkelslag. Her og der lod man også det gamle stjerne- eller cirkelmotiv indgå. F.eks. udførte man det i skråskraverede buer, hvorved det virkede med i den samlede udsmykning på en levende og afvekslende måde.

Helhedspræget i den nye stil var bestemt af rent geometriske mønstre. De havde hele tiden været brugt sideløbende med de mere bevægede spiralmønstre og de plastiske dekorationsformer. Men fik nu en opblomstring som følge af inspiration sydfra, fra de centraleuropæiske bronzealderkulturer. På nogle arbejder, f.eks. på de høje, manchetformede ankelringe, som formentlig blev båret af mænd, blev den geometriske dekoration helt enerådende.¹³⁹ Disse ringe finder man især nedlagt som offergaver i det vestlige Danmark, og deres ornamentale motiver er geometriske, retlinede og i en vis grad kombineret med cirkler og bueslag. Motiverne er arrangeret uden hensyn til symmetrien omkring ringenes længdeakse. En noget uharmonisk ornamentik er det, og den viser sig da også som et fremmedelement i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. Man havde lært den at kende på bl.a. importerede sværd fra det centraleuropæiske område.

Et andet ornamentalt motiv var de mæanderslyng, hvormed man udsmykkede ikke blot sværd, hængekar og pincetter, men også små bensmykker, der formentlig havde en magisk funktion. De mæanderslyngede bånd optog man også fra det centraleuropæiske område, nærmere betegnet egnene omkring den øvre Rhin i Schweiz og Sydvesttyskland.¹⁴⁰ Det samme kan siges om andre mellemeuropæiske motiver, f.eks. nogle karakteristiske bølgebånd, anbragt på hver side af en skærende linje.¹⁴¹ De fik en vid anvendelse i Norden fra begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. og holdt sig i brug flere århundreder frem i tiden.

Det er imidlertid ikke blot en lidt famlende dekorationskunst, vi møder i denne tid. Overraskende nyskabelser er der også, specielt inden for billedkunsten. Hermed menes den miniaturekunst, der nu i stort omfang dukkede op, dels som små billedfremstillinger på bronzerne, dels som småskulpturer, der tjente religiøse fornål. Miniaturekunsten var intimt forbundet med den nye, fladedækkende ornamentik. Hvor billede og ornament før havde været adskilt, optræder de nu sammen. De enkle linjemotiver kombineres med billedfremstillingerne, først og fremmest ser man det på rageknivenes små flader. Oftest er det skibe, som afbildes, men sammen med dem finder man fugle, fisk, heste, slanger og undertiden også menneskefigurer. Vi skal senere vende tilbage til denne billedverden, der er af lige så ejendommelig en karakter som helleristningerne, med hvilke den da også er samtidig. Flere af motiverne som f.eks. skibet, hesten og fisken kendes gennem næsten hele bronzealderen. Men nye motiver som f.eks. slangen og fuglen kommer også til. Ofte får man det indtryk, at man står over for de første famlende forsøg på en billedskrift. Motiverne gentages om og om igen med en ensartethed, som viser, at de har et fast betydningsindhold. På en måde kan man sige, at billederne var en art skrift, i hvilken udsagnsordene, biordene, tillægsordene og forholdsordene manglede – kun navneordene havde fået deres skrevne form.

Også småskulpturer blev fremstillet i bronzestøberens og guldsmedens værksteder. Stadig var det hesten, som var det foretrukne motiv. Men den var ved at forvandle sig til et mærkeligt hornet dyr. Man møder det f.eks. på nogle af de kostbare guldskåle, som blev brugt ved de religiøse ceremonier (se Gyldne kar). Guldskålene var forsynet med en høj hank, som endte i et hestelignende hoved, sikkert udført og med sans for linjernes forløb. Den samme sikre stilfornemmelse for dyrefigurerne kan man også se på nogle af rageknivenes håndtag. Man aner, at hvad der er overleveret, er blot en miniaturekunst. Bag den skjuler der sig formentlig en endnu større kunst: træskulpturer og malerier, hvis eksistens vi kun lige aner. Men man kan meget vel forestille sig, at den billedverden, som bronzestøberen gav udtryk i de små skulpturer, også fandt sit udtryk i stort format: i bopladsernes huse i form af udskårne stolper og mangefarvede malerier på væggene.

Den nye fladedækkende stil, som udviklede sig i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr., nåede snart en harmonisk afklaring i den såkaldte bølge -båndsstil – bronzealderens sidste store kunstudfoldelse. De redskaber, våben og smykker, som bronzestøberne havde fremstillet igennem de sidste par århundreder, havde langsomt ændret form. Man foretrak nu store, tunge former, og navnlig kvindesmykkerne blev udformet således, at den nye dekorationskunst kunne komme til sin ret. Den plastiske udsmykning blev indskrænket til blot at bestå af lave lister. Med dem dannede man en indramning af de glatte zoner, hvor den nye bølgebåndsstil udfoldede sig. Der var en vis lighed med den spiralstil, man havde opgivet henved 400 år tidligere. Men der var samtidig noget mindre strengt, noget mere dynamisk og levende over bølgebåndsstilen.

I princippet består bølgebånd af jævnsides, finttrukne bånd af linjer, som slynger sig i mønstre med stor regelmæssighed. Bølgebåndene var udført med lige så forbløffende en præcision, som spiralstilen var det. Bølgelinjerne kunne slynge sig ind i hinanden, de kunne danne nyreformede og hjerteformede figurer eller mæanderlignende mønstre. Mønstrene placeredes f.eks. langs knivenes rygge, på spydspidsernes døller og på småsager som rageknive og pincetter. De fulgte altid på harmonisk vis bronzernes formgivning – altid i overensstemmelse med de ydre konturer. Navnlig på de store kvindesmykker kunne man finde bølgebåndene i en fuldendt udførelse. Båndene lå gerne i zoner omkring smykkets midte, adskilt af plastiske lister, undertiden kombineret med andre, reliefagtige dekorationsformer som f.eks. koncentriske cirkler.

En særlig forfinet udformning fik bølgebåndsornamentikken, når den blev brugt til billedfremstillinger. Oftest var motivet et skib med højt svungne stævne, som f.eks. placeredes på bladet af en ragekniv. Dyrehovederne på skibets stævne blev altid præcist og detaljeret udført. Undertiden kunne man se bidsler og seletøj angivet. Til andre tider blev hesten også forsynet med horn og en snabelformet mule. Det gør naturligvis ikke tolkningen af de mærkelige tegn lettere. Tit udsmykkedes skibene også med slangelignende figurer, eller der rejste sig midtskibs en økseformet figur. I mange tilfælde var grænsen mellem billede og ren dekoration meget vanskelig at trække.

Så særegen denne sidste bronzealderkunst end var, så er der dog ikke tvivl om, at den for en stor del byggede på forbilleder fra kontinentet i syd, nærmere bestemt fra det bronzehåndværk som på samme tid udfoldede sig i de vestlige dele af Centraleuropa.¹⁴² En lang række nordiske motiver blev tilpasset denne stil, og ofte på en ganske selvstændig måde. Mange af de nordiske bronzers dekorative motiver kan man dog ikke spore i Centraleuropa.

At ophamre bukler eller punkter i bronzernes overflade, var også en dekorativ detalje, man overtog fra de centraleuropæiske bronzehåndværkere.¹⁴³ Men at bearbejde bronzen ved hamring var ellers en teknik, de sydskandinaviske bronzehåndværkere kun sjældent brugte. Man klarede sig med støbning. Og dekorative detaljer, som i Centraleuropa blev udført ved hamring af bronzen, blev heroppe i nord gerne udført i støbeteknik.¹⁴⁴ Det gjaldt f.eks. også de drevne ringbukler, som man kendte fra bl.a. de kostbare guldskåle. Med sådanne ringbukler dekorerede man bl.a. de store kvindesmykker (hængekar) i tiden omkring 800 f.Kr., men altid i en støbt udgave.

Et andet område, hvor påvirkninger fra det centraleuropæiske område viste sig, var i de symbolske tegn, som ofte udsmykkede bronzerne. I Centraleuropa var den såkaldte fuglesolbåd et centralt motiv, specielt i Donauområderne, som man f.eks. ofte kunne finde på de hamrede bronzekar.¹⁴⁵ Dette motiv overtog bronzehåndværkerne i nord, men de bearbejdede det altid, så det fik mening i forhold til de nordiske mytologiske forestillinger.¹⁴⁶ Fugl og solskib var jo centrale motiver i bronzealderens kosmologi (se Hellige tegn og billeder). Men de nordiske fuglebåde var oftest ændret til ukendelighed, eller formet som de typiske nordiske skibe, som vi kender fra helleristningerne. I modsætning til Centraleuropa kan man i Norden således finde skibe, hvor det ikke er fugle, men heste, der pryder stævnene. Det motiv kender man ikke fra Centraleuropa, så om nogen fuldstændig overtagelse af de forestillinger, som i Centraleuropa var tilknyttet motivet, var der ikke tale.