Den hellige rus

Ligesom de store bronzeøkser indgik også kostbare drikkekar i bronzealdermenneskenes kulthandlinger. Vi har tidligere hørt om de fornemme drikkekar fra Centraleuropa, der dels blev brugt som statusmarkeringer i fornemme krigergrave (se Fremmede drikkekar), dels blev ofret side om side med andre kostbarheder i moser og engdrag. Også den ejendommelige kedelvogn fra Skallerup vidner om, at indtagelsen af alkoholiske drikke, må have spillet en rolle i de religiøse ceremonier.

Efter alt at dømme var der her tale om ældgammel skik og brug. Allerede fra bondestenalderens begyndelse ser drikke (og drikkebægre) ud til at spille en rolle i de ritualer, der knyttede sig til gravlæggelserne, og i bronzealderens første halvdel indtager fornemt udskårne drikkekar en vigtig plads blandt de gravgaver, man gav de døde med på rejsen til det hinsides.⁶² Takket være de enestående bevaringsforhold i egekisterne kender vi i Danmark og Nordtyskland ialt 22 trækar eller rester af sådanne fra grave fra den sidste halvdel af det 2. årtusinde f.Kr.

I deres form ligner karrene hinanden meget. De er halvkugleformede og forsynet med en standflade samt en x-formet hank lige under randen. I hanken sidder undertiden en bronzering, i et enkelt tilfælde var der tale om en strop af hamp. Karrene er udskåret af rodtræ fra løvtræer. Mest er der tale om ask, sjældnere om eg, birk eller poppel. Af de 22 kendte kar er de 14 dekoreret med små tinstifter med flade hoveder. En dekoration af bronzestifter med fladt, hvælvet blikhoved kendes også. Stifterne sidder gerne i horisontalt omløbende rækker på overdelen af karret og i koncentriske cirkler på standfladen, hvorfra der kan udgå et stjernemønster. Oftest er der tale om en stjerne med 8 takker, men stjerner med henholdsvis 6 og 12 takker forekommer også.⁶³

Trækarrene er udelukkende kendt fra et område, der strækker sig fra Ringkøbingkanten og ned i Nordslesvig.⁶⁴ Formentlig blev de brugt over hele landet, men det er kun i de jyske egekister, at bevaringsforholdene har været gunstige nok. Normalt står trækarrene ved fødderne af den døde, omend undtagelser fra regelen forekommer. Drikkekarrene synes først og fremmest at stamme fra mandsgrave.⁶⁵

Fornemst blandt drikkerekvisitterne er dog det bronzehorn, eller rettere de beslag til et drikkehorn, der i 1836 blev fundet dybt nede i en tørvemose nær Wismar i det nordvestlige Mecklenburg.⁶⁶ Beslagene består af et mundingsstykke, ca. 14 cm i diameter med en ophængningøsken i midten, et smalt midterbånd, også med en øsken, og et 17 cm langt endestykke med fem ornamentbånd og triangulære spidser foroven, altsammen beregnet til at blive monteret på et horn af organisk materiale. Beslagene er rigt dekoreret både med en geometrisk ornamentik og med billeder omend kun på mundingsbeslaget. Her er billederne opdelt i bånd og kan læses fremadskridende.⁶⁷

Det, som gør Wismarhornet så fascinerende, er, at det er dekoreret med miniatureudgaver af de billeder, man finder blandt helleristningerne. Bl.a. er der klare ligheder med billederne i Kivik- og Sagaholmgraven (se nedenfor). På Wismarhornets mundingsstykke ser man syv dekorerede zoner adskilt af lister. Man ser skibe med mandskabsstreger, der sejler til højre. Så følger en zone af spiraler, og dernæst et bånd med skibe, hjulkors, s-formede figurer og en skive med figurer omkring – det kan være fugle eller mennesker. Så følger endnu en række tangentforbundne spiraler, et geometrisk tungemotiv og endelig et bredt bånd med skibe med dyrehoveder i stævnen, koncentriske cirkler og mænd med skjolde og spyd. Billederne optræder ofte parvis, og det synes indlysende, at de tilsammen udgør en fortælling. Men dens indhold er ikke umiddelbart klart. Hvad forestiller f.eks. de s-formede figurer? Nogle steder i bronzealderens ikonografi er de svømmefugle, andre steder, som f.eks. i Kivikgraven, er de kvindefigurer.

Wismarhornet er formentlig fra tiden omkring 1400 f.Kr.⁶⁸ Men lignende horn var også i brug langt ned i det 1. årtusinde f.Kr.⁶⁹

Kostbare drikkekar af bronze og guld, fint udskårne træskåle med tinstifter, en kedelvogn på hjul, drikkehorn som Wismarhornet – altsammen tyder det på, at indtagelsen af drikke spillede en betydningsfuld rolle blandt bronzealderens mennesker.⁷⁰ Men hvad var det for drikke, de indtog? Ja, herom er vi ganske godt underrettet, takket være de naturvidenskabelige undersøgelser man har kunnet foretage af nogle få heldige fund.

På bunden af den barkspand, man fandt i Egtvedpigens grav, sad der et tykt brunt bundfald, som var resterne af den drik, spanden oprindelig havde rummet.⁷¹ Dette bundfald rummede talrige pollenkorn, hvoraf de talrigste var fra mjødurt, hvidkløver, lyng og en plante, der hører til korsblomstfamilien. Der var også spor af en lang række andre planter som blåmunke, sort natskygge, perikum, ramsløg og hvede. På det grundlag kunne man konstatere, at spanden havde rummet en gæret drik, som var tilberedt med honning. Ikke den rene stærke mjød, som ifølge et gammelt udsagn fremmer avlekraften og gør livet langt og behageligt. Men derimod en mere dagligdags drik – en fortyndet mjød, tilsat en erstatning i form af gæret hvede – en slags honningsødet øl.

Der er imidlertid også andre gravfund fra Egtvedpigens tid, som har rummet rester af de drikke, som bronzealdermenneskene indtog – og som viser, at man også kendte til stærkere varer. Det er bl.a. to gravfund fra henholdsvis Nandrup på Mors og Bregninge i Nordvestsjælland.⁷² Graven fra Nandrup var en meget rig mandsgrav, hvor den døde med sig på rejsen til det hinsides havde fået et langt, smukt sværd med massivt bronzefæste, en stor bronzedolk og en lang bøjlenål, som holdt hans dragt sammen. I fodenden af graven havde de efterladte stillet et ret stort lerkar med en drik, hvoraf der var bevaret nogle sorte flager med et højt indhold af pollen. De viste sig at være rester af honning, mange af pollenkornene var nemlig af lind, men der var også pollen af mjødurt og hvidkløver og en lang række andre blomster. Det var et pollenindhold, som man netop ville forvente at finde i honning eller mjød.

Graven fra Bregninge var også en mandsgrav, rigt udstyret med bronzesværd, våbenpålstav og desuden en bøjlenål, en pincet, en syl og formentlig en ragekniv.⁷³ Også i denne gravs fodende havde de efterladte sat et mellemstort lerkar, også det indeholdt en sort skorpe. Ved den naturvidenskabelige undersøgelse af skorpen fandt man store mængder pollen af lind og blomstrende urter som mjødurt, kurveblomster og pileurt. Igen må der have været tale om et kar, der indeholdt honning eller mjød.

I mandsgravene havde der altså stået kar med rester af en ganske stærk drik fremstillet af ren honning og vand. Forskellige beregninger bl.a. af rumfanget førte frem til, at det var mjød brygget af honning tilsat vand og derefter gæret, altså den rene stærke vare, dog muligvis krydret med urter som mjødurt eller perikon. Mjød fremstillet på den måde hører til de mest alkoholstærke drikke, der kan fremstilles uden destillation. Dog afhænger alkoholstyrken af den anvendte gærtype, og da vi ikke kender den, kender vi heller ikke nøjagtigt styrken af bronzealderens mjød.

Men den drik, der fandtes i mandsgravene, har i hvert fald været stærkere end den drik, man fandt i Egtvedpigens grav, og som var en sammensat drik brygget på en kombination af korn, bær og honning. Egtvedpigens drik har snarere svaret til den noget svagere drik, som findes omtalt i skriftlige kilder fra middelalderen. I svenske kilder hedder den „molska“.⁷⁴

Her kan et efterlignende eksperiment være på sin plads – og et sådant har da også været gjort for at genskabe den svagere af de drikke, bronzealdermenneskene kunne beruse sig i.⁷⁵ Fremstillingen af den rene, stærke mjød er jo velkendt fra middelalderlige kilder.⁷⁶ Men også den anden, svagere drik lader sig let genskabe. Til ca. 25 liter beregnes 1 kg trane- og/eller tyttebær, som bringes til gæring i nogle liter svagt lunkent vand. Hvis man bruger friske bær, starter gæringsprocessen af sig selv. Når den er godt igang, tilsættes lidt honning, mere lunkent vand og ca. 600 gram opblødte, knuste kerner af hvede. Det er formentlig, hvad man har gjort ved drikken fra Egtvedgraven. De syrlige bær hjælper med til at omdanne kornets stivelse til sukkerstof, som ved gæringen forvandles til alkohol. Når stormgæringen er overstået, fyldes op med vand, og mere honning kommes i. Afhængig af mængden af honning får drikken en større eller mindre alkoholstyrke, og smagen bliver mere eller mindre sød, men har iøvrigt sin helt særlige karakter. Men frem for alt: lad drikken afgære grundigt. Gør man ikke det, må man regne med kraftige tømmermænd, hvad der sikkert heller ikke har været bronzealdermenneskene ubekendt.