En europæisk epoke

Det var i Danmark, at bronzealderen først blev erkendt som en selvstændig epoke. Det skete allerede i 1820'erne, da den geniale museumsmand Christian Jürgensen Thomsen opdelte årtusinderne før kristendommens indførelse i tre store tidsafsnit: stenalderen, bronzealderen og jernalderen. Det er betegnelser, som i dag indgår helt naturligt i vort daglige sprog.

Christian Jürgensen Thomsen var evolutionist som de fleste af 1800-tallets mennesker. Han mente, at der overalt i verden havde været en stenalder, en bronzealder og en jernalder. Efter hans opfattelse måtte alle folkeslag i deres udvikling gennemgå de tre stadier, før de kunne udvikle brugen af skriften. Først da ville de have nået det stade, som han kaldte det civiliserede, og som betød, at de havde en skriftlig kultur.

I dag vil man næppe se sådan på det. Mange arkæologer vil nok mene, at Europa er det eneste kontinent, som har haft en egentlig bronzealder. I hvert fald kan man sige, at i f.eks. Egypten, Mesopotamien, Indusdalen og i Kina kom bronzen først i brug, da der allerede eksisterede fuldt udviklede civilisationer med bystater. I de fleste tilfælde endda civilisationer med en skriftkultur. I disse civilisationer udviklede der sig nok en produktion baseret på bronze. Men den ændrede ikke fundamentalt hele samfundssystemet, sådan som bronzen gjorde i Europe.

I Afrika syd for Sahara, i Amerika og i Stillehavsområdet synes der slet ikke at have været tale om en bronzealder, måske med undtagelse af Thailand og de tilgrænsende dele af Sydøstasien, hvor en bronzealder udviklede sig på omtrent samme måde som i Europa.

De store civilisationer i Egypten, Mesopotamien, Indusdalen og Kina voksede således frem, før bronzen for alvor kom i brug. Det rejser naturligt spørgsmålet, hvorfor det samme ikke skete i Europa? Hvorfor udviklede bykulturen sig så langsomt på det europæiske kontinent? Det hænger sammen med, at med bronzealderen opstod der i Europa et egenartet samfundssystem, som bevarede sin styrke igennem henved halvandet årtusinde. Nord for Alperne ser vi det ske omkring 2000 f.Kr. Og det var ikke blot i Centraleuropa, at de store forandringer fandt sted. Også i de nordlige dele af kontinentet, herunder Sydskandinavien, opstod på samme tid et stort antal rangopdelte samfund – man kalder dem høvdingedømmer.

Med bronzealderen trådte mennesket, dvs. det enkelte individ, så at sige ud af den anonymitet, det havde levet i hele stenalderen igennem. I modsætning til stenalderens gruppeorienterede samfund, var det forskellene i rang imellem mennesker, som frem for alt karakteriserede bronzealderens samfund. Og netop disse forskelle gjorde det enkelte individ synligt. Rangforskellene var igen forbundet med magt og prestige – og med en vedvarende cirkulation af værdigenstande, som efter en vis tid blev destrueret ved at indgå i grav- og offerritualerne.

Det var her, at kendskabet til metal, først og fremmest guld og bronze, fik så afgørende en betydning for de europæiske oldtidssamfund. Metallet blev den katalysator, som satte denne samfundsudvikling i gang. For igennem det 2. og en stor del af det 1. årtusinde f.Kr. var guld og bronze det middel, hvormed man demonstrerede sin velstand. De to metaller, og navnlig bronzen, blev så at sige til et sprog, som var forstået og accepteret overalt. Jord og kvæg – og vel også andre ting – kunne naturligvis også markere velstand. Men bronzealderen igennem var det først og fremmest metallerne – samt en række andre eksotiske råmaterialer, rav f.eks. – som blev udvekslet imellem de enkelte samfund. Og kontrollen med disse ressourcer skabte nye former for magtudøvelse og prestige, som ikke blot afspejlede den eksisterende sociale orden, men som skabte helt nye former for social orden i oldtidssamfundene. Det er det, som frem for alt karakteriserer den europæiske bronzealder.