Fællesskabets ofringer

Lige siden landbruget begyndte i Danmark, var store mængder af værdigenstande blevet ofret overalt i landet, ikke blot i søer, vandløb og moser, men også mange steder på tørt land. Det var en offerskik, som efter alt at dømme udsprang af den indbyrdes kappestrid mellem de enkelte bondesamfund, en kappestrid om den højest mulige anseelse. Med offergaverne markerede man sig i forhold til naboerne. Og denne kappestrid blev ingenlunde formindsket i tiden efter ca. 2400 f.Kr. hvor talrige offergaver af værdifulde våben og redskaber blev lagt ud i naturen i nærheden af bøndernes bosættelser.⁹¹

Når vi i dag finder disse offergaver, er de kun de sidste synlige spor efter de indviklede ritualer, som bondebefolkningen udøvede, og hvis tolkning kan være overordentlig vanskelig. Formentlig havde ofringerne to sider, en profan og en religiøs. Men i et primitivt samfund udgør de to sider af samme sag. Hvilke religiøse forestillinger, der knyttede sig til ritualerne, har vi svært ved at få hold på. Men at de sigtede mod samfundets overlevelse på længere sigt, er der næppe tvivl om. Ej heller at familiegruppen, klanen eller stammen var kernen i religionen. For hvad er mere helligt for et samfund end samfundet selv?

Offerritualerne hørte altså hjemme i den sfære, som angik fællesskabet, og som også kom til udtryk, når man begravede de døde i fællesgravene. Vi må antage, at det var fællesskabet, familiegruppen eller klanen, der var ejeren af den velstand, man lod indgå i offerritualerne. Det kunne være flint- og metalgenstande, som måske nok i praksis blev båret af fremstående mænd, men som i realiteten var gruppens ejendom. Det var formentlig den, som stod for offerhandlingerne.⁹²

Nu, i bondestenalderens seneste del, var dolkmoden kommet til Sydskandinavien. En meget stor del af de værdigenstande, som blev nedlagt som offergaver var derfor flintdolke.⁹³ Man ofrede dem enten enkeltvis eller flere sammen. I Jylland var det fortrinsvis i de flintrige egne i nord, at man udøvede skikken. I Midt- og Vestjylland blev der derimod næsten ikke foretaget ofringer af flintdolke. Det er på sin vis påfaldende, idet flintdolke fra Nordjylland på dette tidspunkt ellers vandt stor udbredelse så langt mod nord som til Norge.⁹⁴ I Midt- og Vestjylland ofrede man til gengæld skafthuløkser og ikke sjældent overdimensionerede eksemplarer, som må have haft en symbolsk betydning.

Også i de flintrige egne i Østdanmark blev der nedlagt talrige ofre. Et stort depotfund af 16 flintdolke fra en mose ved Hårbølle på Møn stammer således fra fem adskilte nedlæggelser.⁹⁵ Dolkene, der alle var nyhuggede og ubrugte, var lagt ned i den daværende sø, to bunker med henholdsvis syv og fire dolke blev fundet tæt ved hinanden, en enkelt dolk ca. 20 m herfra.

Men det var ikke blot de kostbare flintdolke, der blev ofret. Også flintøkser og -mejsler blev i stort tal lagt ud i naturen som offergaver, ganske som man havde gjort det i tidligere århundreder. I Bondestenalderens sidste tid gav man kun sjældent de døde en økse med som gravgave på rejsen til det hinsides. Men i offerceremonierne spillede de fortsat en rolle og gjorde det endnu langt ind i bronzealderen. En af de største offernedlæggelser med økser fra bondestenalderens sidste århundreder fandt man ved Vejleby i Odsherred. I alt seks flintøkser og seks flintmejsler var her blevet nedlagt i brakvand i en sidearm til Lammefjorden.⁹⁶

Et lignende fund gjorde man ved Suldrup i Nordjylland.⁹⁷ Det rummede 11 flintgenstande, økser og mejsler. To af økserne var ydermere overdimensionerede, dvs. at de formentlig var fremstillet alene for at blive brugt i kulten. Suldrup-fundet er et godt udtryk for den rigdom på flint, der herskede i Nordjylland. Mange rige offernedlæggelser blev f.eks. foretaget i egnene omkring flintminerne, bl.a. på Skovbakken ved Aalborg.⁹⁸

I alt kender man fra hele landet henved 70 offernedlæggelser med flere flintøkser fra denne tid.⁹⁹ Tallet af enkeltvis nedlagte flintøkser løber op i mange hundrede. Næsten alle er de fundet i Danmarks nordlige og østlige egne, ganske som det var tilfældet med flintdolkene, dvs. i de egne, hvor der er let adgang til undergrundens naturlige flint.

Offernedlæggelserne kunne bestå af mange forskellige typer af flintøkser og -mejsler og i alle mulige kombinationer, uden at der tilsyneladende var noget fast mønster. Man nedlagde både slebne og uslebne redskaber og i nogle få tilfælde også groft tilhuggede forarbejder, eller blot hvad man ville kalde flintskrot.

Men der var også andre fint forarbejdede redskabstyper, der blev ofret. F.eks. skeformede skrabere og især flintsegle. Mange af de halvmåneformede segle var tydeligt slidt på deres ægge. Der var ofte tale om udtjente redskaber, som næppe havde nogen særlig eksportværdi. Også seglene blev nedlagt både enkeltvis eller nogle stykker sammen. Enkeltvis kunne de f.eks. blive nedgravet som husofre i bøndernes huse, men som regel fandt offernedlæggelsen sted ude i naturen et lille stykke fra bopladsen. I alt kender man henved 70 offernedlæggelser udelukkende med flintsegle og ca. 30 nedlæggelser af segle i kombination med andre redskaber.¹⁰⁰ De ældste af disse segle var i formen asymmetriske. Senere hen, dvs. i tiden omkring 2000 f.Kr., blev de symmetriske, halvmåneformede. Også seglene blev fortrinsvis ofret i de nordlige og østlige egne af landet, dvs. der hvor de naturlige flintforekomster var rigest.

Blandt de ofrede værdigenstande havde smykker af rav tidligere spillet en stor rolle. Den var nu næsten ophørt, og mærkeligt er det, at heller ikke i det efterfølgende 2. årtusinde f.Kr. indgik genstande af rav i offerritualerne. Det er så meget mere mærkeligt, som vi ved, at der på den tid over hele Europa var ved at opstå en stor efterspørgsel efter det gyldne materiale, som blev skyllet op på strandene ved landets kyster. Men fra slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. kender vi kun et enkelt offerfund af rav. Et ejendommeligt fund af fem ravøkser, der var blevet gemt som en offergave under en stor sten ved Hørdum i Thy.¹⁰¹

Det afgørende nye i offerritualerne ved bondealderens slutning var dog, at der nu begyndte at indgå genstande af metal i dem, om end endnu i beskedent antal.¹⁰² Allerede i den tidlige bondestenalder havde man ganske vist ofret nogle få bronzegenstande i landets søer, vandløb og moser. I de sidste århundreder af det 3. årtusinde f.Kr. var mængderne fortsat meget små. Men de var dog et klart forvarsel om de rige offerskikke, der skulle udvikle sig i løbet af det næste årtusinde, i bronzealderen. Og metallet var ikke blot kobber, men også guld, som ikke tidligere havde været set i landet. Om disse nye og eksotiske genstande af stor værdi skal vi høre mere i det følgende kapitel.

Som vi nu har set, fandt offernedlæggelserne især sted i landets østlige og nordlige egne. Det var de områder, hvor råstofferne var lettest tilgængelige. Men det var også i de samme områder, at man i gravritualerne særligt betonede de dødes tilhørsforhold til gruppen. I Vest- og Midtjylland havde man derimod en større forkærlighed for individuelle begravelser.

Denne forskel i betoningen af henholdsvis gruppens og individets rolle i gravritualerne ser også ud til at afspejle sig i offerritualerne i bondestenalderens sidste århundreder. Både når man gav de døde gravgaver med på rejsen til det hinsides, og når man ofrede flintdolke, økser og andre kostbarheder i f.eks. søer og vandløb, tog man jo værdier ud af omløb. Derved forhindrede man brugen af dem i det daglige liv fremover. Når man gav de døde gravgaver med i graven, var det naturligvis et udtryk for de efterlevendes omsorg for den døde. Og gennem gravritualerne kunne man f.eks. markere den dødes alder, køn og sociale placering. Men udførelsen af gravritualerne var også samtidig en mulighed for, at de efterlevende kunne demonstrere og eventuelt forstærke deres samfundsmæssige anseelse. Det er en mulighed, mennesket til alle tider synes at have brugt, når det stod over for døden.

Når det gjaldt offernedlæggelserne af kostbare flintvåben eller -redskaber var det i virkeligheden de samme menneskelige hensigter, der kom til udtryk. Men i modsætning til gravritualerne var offerritualerne ikke rettet mod individet. De blev formentlig organiseret og udført af de lokale samfund, af grupper af mennesker eller måske af fremstående enkeltpersoner men på gruppens vegne for at øge lokalsamfundets anseelse. Forskelle i offergavernes rigdom afspejlede således forskelle i rigdom mellem de enkelte samfundsgrupper.

I virkeligheden var de to slags ritualer, gravritualerne og offerritualerne, komplementære. Dvs. at de tilsammen dannede et hele, men gensidigt udelukkede hinanden. Når de rituelle ofre voksede i omfang og rigdom, faldt til gengæld mængden af gravdeponeringer – og omvendt. Det er et forhold, vi mange gange senere skal møde i oldtidshistorien. Men gennem offerskikkene deltog man altså i den indbyrdes kappestrid mellem slægtskabsgrupperne og opnåede højere status, jo større værdier man var i stand til at investere i ritualerne.¹⁰³

Det var, som vi har set, en tradition, der rakte helt tilbage til landbrugets begyndelse. Alt efter formåen kunne man ofre enkeltgenstande eller mange værdigenstande sammen. Og da metalsager efterhånden begyndte at komme i omløb mellem samfundene, indgik også de i offerritualerne. Derimod brugte man dem endnu sjældent som gravgaver i gravene. Det havde også den fordel, at mere metal kunne forblive i omløb, hvad der var vigtigt i en tid, hvor metalmængderne endnu var meget begrænsede.