De levende og de døde (2400-2000 f.Kr.)

I næsten to tusinde år havde landets befolkning nu levet som bønder. Levevilkårene havde naturligvis sat sit præg på deres udseende. Nok var landbruget et slidsomt erhverv, normalt sikrede det dog føden for befolkningen. Og den afspejlede sig i en øget gennemsnitshøjde for datidens mennesker.⁶⁶ For mænd var den nu omkring 171 cm, mens den for kvinder var mindst 10 cm lavere.

Men mens stenalderen gik mod sin slutning, skete der også andre forandringer i menneskenes ydre fremtoning. Dragt og smykker fik nye former. Førhen havde klædedragten været fremstillet af skind og plantefibre.⁶⁷ Man kender dog kun i et enkelt tilfælde rester af en sådan dragt. Det var en stump kalveskind, der blev fundet i Tværmosen ved Ejsing i Nordvestjylland. Stykket var ikke mere end 16 x 4 cm stort. Det havde huller langs kanten, og igennem dem var der trukket lædersnore, hvortil der var fæstnet ravperler og hasselnøddeskaller. En kulstof 14-datering viste, at den formodede dragtstump var fra omkring midten af det 3. årtusinde f.Kr.⁶⁸ Men hen imod årtusindets slutning kommer dragter af vævet fåreuld på mode. Det var noget helt nyt. Nok havde man lige fra landbrugets tidligste tid holdt får som husdyr, men ligesom det var tilfældet med kvæget holdt man dem først og fremmest for kødets skyld. Først hen imod stenalderens slutning begyndte man at udnytte fårenes uld til fremstilling af klæde. På samme tid dukker vævevægte for første gang op i de arkæologiske fund.⁶⁹ Til den sene stenalders husholdninger kan der altså også have hørt en væv.

Men også den sene stenalders smykkemode peger i samme retning. Til dragten har ofte hørt nåle af ben.⁷⁰ De kunne have et ringformet, et øskenformet eller et lille skiveformet hoved. Oprindelig var de forsynet med en snor fra hoved til spids. De har altså været anvendt på samme måde som de dragtnåle, hvormed man senere hen i bronzealderen holdt de vævede dragter sammen. Hvor man tidligere i stenalderen havde brugt påsyede ravstykker på dragten, der brugte man nu ravknapper, som regel kegleformede og med en V-formet gennemboring til fastsyningen. Det var i øvrigt en smykkemode man delte med folkene over store dele af Vest- og Centraleuropa.

Ellers er det ikke meget, vi kender til menneskenes påklædning og deres smykker i den sene stenalder. Nogle små hængesmykker af skifer, kile- eller mejselformede, har også hørt til dragten⁷¹ sammen med enkelte perler af ben eller rav. Men der er næppe tvivl om, at man i de sidste århundreder af det 3. årtusinde gjorde op med årtusindgamle dragt- og smykketraditioner. Det var ikke bare af størrelse, at menneskene så anderledes ud end tidligere. De var også anderledes klædt.

Det var imidlertid navnlig i deres forhold til de døde, at den sene bondestenalders mennesker tegnede deres særpræg. I den forudgående enkeltgravstid havde fællesskabet fået mange nye former. Ja, der var endog grupper af individer, der var begyndt at skille sig ud fra fællesskabets anonymitet, f.eks. i Vest- og Midtjylland. Sådan var det fortsat i slutningen af det 3. årtusinde, hvor man i de samme vestlige egne af landet fortrinsvis begravede de døde under gravhøje i enkeltmandsgrave.⁷² Også i Nordjylland, kunne man begrave de døde under gravhøje, men også andre gravformer var i brug. F.eks. efterbegravelser i enkeltgravstidens stenkister og i de endnu ældre megalitgrave. På øerne i Østdanmark begravede man i de fleste tilfælde de døde i stengrave. Det kunne være i de århundredgamle megalitgrave, eller det kunne være i nybyggede stenkister. Undertiden begravede man dog også de døde under flad mark uden at sætte noget varigt monument på stedet.

Der var altså store forskelle mellem gravformerne i de forskellige egne af landet. Det gjaldt også selve måden, man indrettede gravene på, f.eks. deres orientering i forhold til verdenshjørnerne og de gravgaver, man gav de døde med på den sidste rejse. I Vestdanmark videreførte man mange af de skikke, som var opstået i enkeltgravstiden. Man brugte f.eks. tit de samme gravhøje, som var opført århundreder tidligere.⁷³ De døde blev lagt i retningen øst-vest og meget hyppigt i en trækiste. Alt sammen var det gammel skik. Var den døde en mand, blev dette gerne understreget ved, at man gav ham en flintdolk og en eller flere pile – og formentlig også hans bue – med i graven. I Østdanmark videreførte man også traditionerne fra tidligere århundreder, hvor gentagne begravelser i stenbyggede grave, både gamle og nybyggede, var det almindeligste. Overalt brugte man dog at anbringe den døde i udstrakt rygleje, kun sjældent blev liget anbragt på siden i sovestilling, som man havde gjort det i tidligere århundreder.

Når enkeltmandsbegravelserne i Vestdanmark blev anlagt øverst oppe i de gamle høje, dækkede man gerne graven med en solid stendynge. Det samme gjorde man, hvis graven fik sin egen høj. Graven blev så nedgravet omkring 1 m eller dybere under markoverfladen, hvorefter højen blev bygget. Men også i disse høje kunne efterbegravelser finde sted.⁷⁴ De nye grave blev anlagt i et højere niveau, men gerne sådan, at de respekterede de første gravlæggelser, som de i øvrigt blev adskilt fra ved en stenlægning. Ja, man kan på den måde få, hvad man har kaldt etagegrave, og som giver det indtryk, at man har villet bisætte de døde så tæt ved hinanden som muligt, formentlig for at understrege, at de hørte til den samme slægtsgruppe. Omkring gravene er der ofte svære stenpakninger, hvis form lader ane, at gravkisten oprindelig kunne være en udhulet træstamme. For første gang støder vi her på de kistebegravelser, som senere hen i bronzealderen skulle blive så almindelige.

I den forudgående enkeltgravstid havde man i Jylland undertiden bygget regulære gravkamre af træ. Den skik fortsatte man med i de sidste århundreder af det 3. årtusinde. Ved Løsning nord for Vejle fandt man f.eks. et sådant anlæg, som nærmest må betegnes som et dødehus.⁷⁵ Bygningen var 5 x 3 m stor, og var nedgravet godt 1 m under markoverfladen. Væggene havde været omkring et par meter høje, dvs. at kun ca. en meter havde raget op over markoverfladen. De var stavbyggede, dvs. sat af lodrette planker. Det gjaldt dog kun de tre af væggene. I den fjerde havde tømmeret ligget vandret, og det nåede kun fra bunden af nedgravningen op til markoverfladen. Der må således have været et hul i den ene væg, som gav fri adgang til kammeret. Inde i dette lå selve graven, som oprindelig havde været en plankebygget kiste på en brolægning af udkløvede stenfliser. Rester af den eller de døde var ikke bevaret, men der lå syv hjerteformede pilespidser og to lancetformede flintdolke i graven. Formentlig har kammeret været brugt to gange med nogen tids mellemrum, det har altså ligget udækket en tid med sit gabende hul i siden. Det betød dog ikke, at der var adgang for alle og enhver. Der var nemlig spor af hele to hegn omkring dødehuset. Det yderste tegnede sig som en ringgrøft, hvilket vist blot betyder, at stolperne oprindelig havde stået tæt. Efter at dødehuset havde stået et stykke tid, blev det nedrevet og en lav høj blev opført på stedet.

Dødehuse bygget af træ er endnu kun fundet og udgravet nogle få steder i Jylland, men har formentlig ikke været helt sjældne. I bunden af gravhøjen Diverhøj, der lå sammen med flere andre høje på et langstrakt bakkedrag på Djursland, fandt man f.eks. sporene af en formentlig teltformet, tømmerbygget bygning der må have dækket over en grav fra slutningen af det 3. årtusinde f.Kr.⁷⁶ Bygningen, som var ca. 5,5 x 5 m stor og havde været omgivet af et stolpehegn med en diameter på 7-8 m, var blevet afbrændt og derefter dækket af en stenrøse.

I det nordjyske område, som på mange måder indtog en særstilling i det sene 3. årtusinde, var efterbegravelser i stenkister fra enkeltgravstiden meget almindelige.⁷⁷ Man brugte både de mandslange stenkister og de store gravkamre i Jylland. Her var der meget lidt, der tydede på traditionsbrud.

I Østdanmark var efterbegravelser i ældre tiders store stengrave det almindeligste på samme tid.⁷⁸ Begravelserne var ofte adskilt fra de ældre begravelser ved et sten- eller sandlag, men på grund af de gentagne begravelser er det svært at udrede, hvilke gravgaver de døde fik med sig i graven. For mændenes vedkommende var det dog oftest en flintdolk. Lerkar blev derimod ikke særlig hyppigt brugt som gravgave.

Med tiden blev begravelser i mandslange, såkaldte hellekister dog mere og mere almindelige.⁷⁹ Hellekisterne bestod af et aflangt gravrum omsat med og dækket med flade stenfliser. Gulvet blev ofte lagt af flade stenfliser, og på disse blev de døde lagt, ved gentagne begravelser ikke sjældent oven på hinanden, men ofte også sådan, at man flyttede rundt på gamle knogler fra tidligere begravelser. Hellekisten var en gravform, som forekom over hele landet, hyppigst dog i de østlige egne. I Nordjylland lå kisterne normalt i retningen nord-syd, mens de sjællandske gerne var orienteret vest-øst med indgang mod øst. Hellekisterne kunne være anlagt på den gamle markoverflade eller gravet ned i denne, de fleste af dem var dækket af en høj. Når man skulle foretage en efterbegravelse i gravkammeret gravede man sig enten hensynløst ned ovenfra eller man ryddede en gang fra kanten af højen frem til kistens indgang.⁸⁰ Det hænder, at man finder hellekister i gravhøje, som også rummer en jættestue med begravelser fra den sidste del af bondestenalderen. Jættestuen har så været benyttet først til gravlæggelser. Derefter er stenkisten blevet bygget.

Hvordan de typiske sjællandske hellekister i gravhøje så ud, har man kunnet få et indtryk af ved undersøgelser i f.eks. Gerdrup⁸¹ og Himmelev, begge nær Roskilde Fjord.⁸² Ved Himmelev lå to små gravhøje fra det sene 3. årtusinde gemt under en stor, ødelagt bronzealderhøj. Begge højene dækkede over hellekister, begge var de anbragt i retningen øst-vest og havde indgang i østenden. Den bedst bevarede af højene havde været henved 1 m høj og 11 m i diameter. Omkring dens fod lå en kreds af hovedstore sten, og fra dem strakte der sig en kappe af lidt mindre sten op ad højsiden. Uden om hele højen havde der stået en stolpekreds i en afstand af 11,5 m fra stenringen. Den har formentlig haft en rituel funktion, i hvert fald havde den næppe nogen praktisk betydning for den lave høj. Selve højen bestod af jord, men i midten var der en flad stendynge, som dækkede over en 3 m lang hellekiste. Foran dens indgang var der en nedgravning, som havde været nødvendig for at få adgang til kisten. Her lå en del menneskeknogler, som stammede fra tidligere begravelser. Knoglerne, som stammede fra to individer, lå pænt samlet i en bunke, og der syntes at være sket en vis sortering. I gravkammeret fandtes kun skelettet af en enkelt person, som lå udstrakt på ryggen med fødderne mod indgangen. Den døde havde ikke fået noget gravgods med i graven.

Også på Bornholm blev hellekisterne en almindelig gravform i slutningen af det 3. årtusinde. Ved Runegård udgravede man f.eks. rester af en høj med flere store og små hellekister.⁸³ Også på en række andre lokaliteter er der undersøgt hellekister.⁸⁴

En noget uanseelig gravform var endelig fladmarksgravene.⁸⁵ Deres ringe antal kan dog skyldes, at de er svære at finde. De kendes især på øerne, men også i et mindre antal i Limfjordsområdet. Derimod er de ikke fundet i Jyllands mellemste og sydlige egne. De er således især udbredt i landets nordlige og østlige egne og kendes i øvrigt også fra det sydlige Sverige. I begyndelsen blev de ofte anlagt i undergrund af grus, f.eks. i strandvolde. Det kunne både være i form af enkeltgrave, dobbeltgrave og massegrave. I dobbeltgravene lagde man de døde med fødderne mod hinanden og hovederne hver sin vej. Ligene kunne både ligge i sovestilling og i udstrakt rygleje. Der var tilsyneladende heller ingen faste regler for, hvordan graven skulle vende i forhold til verdenshjørnerne.

Ved Lille Vasby mellem København og Roskilde fandt man f.eks. sådan en samling fladmarksgrave.⁸⁶ Der var tale om både regulære enkeltmandsbegravelser, om en fællesgrav og om nedgravninger med spredte knogler. En del af knoglerne, deriblandt fem barnekranier, var nedlagt i kanten af en stor uregelmæssig nedgravning. To af kranierne lå i hver sin lille fordybning af nedgravningen. Desuden fandtes ryghvirvler, ribben, finger- og tåknogler af både børn og voksne liggende spredt i nedgravningen. Nogle steder var der dynger af lemmeknogler, og flere af disse var blevet knækket over før nedlæggelsen. De var dog ikke brækket på langs, som de ville have været, dersom det var knoglemarven, man havde søgt at få fat på. I nogle tilfælde kunne man imidlertid konstatere, at knoglerne var blevet skåret over, mens der endnu sad bindevæv på dem. Ligene er altså i visse tilfælde blevet parteret endnu inden skeletteringen.

Hvor knoglerne kom fra, står ikke helt klart. Men i den store nærliggende fællesgrav fandt man skeletdele af tre voksne mennesker. Kranierne og de fleste af lemmeknoglerne manglede dog – de var tydeligvis fjernet fra graven. Tilbage lå ryghvirvler, ribben og andre småknogler. Her var det tydeligt, at flytningen af knoglerne var sket, efter at ligene var skeletterede. Så uigennemskuelige de ritualer, der lå bag den slags knogleflytninger end kan forekomme, så synes de dog bedst at kunne forklares ud fra den forfædredyrkelse, som foregik hele bondestenalderen igennem, og som påbød, at man splittede de dødes knogler ad.

Det var en stor mangfoldighed af gravformer, der udviklede sig i Danmark i de sidste fire århundreder af det 3. årtusinde f.Kr. Ganske vist brugte man overalt flintdolken som et vigtigt symbol på mandlig status.

Det gav gravene et vist fællespræg, men i gravritualerne og i den måde, man byggede gravene på, var der mange forskellige særpræg, som viste, at man rundt om i landet betonede forholdet mellem individualitet og kollektivitet ret forskelligt.

I de nordlige og østlige dele af Danmark var begravelser i fællesgrave, specielt genbrugen af storstensgravene og nybyggeriet af store stenkister, de såkaldte hellekister, stadig den foretrukne begravelsesform. Her fremhævede man de dødes tilhørsforhold til gruppen ved at foretage gentagne begravelser i slægtens gravsteder. På traditionel vis kunne man endog foretage rituelle ofringer foran de store stengrave.⁸⁷ Enkeltmandsgrave, både med og uden en gravhøj, anlagde man over hele landet, men de var normalt undtagelser, undtagen i de egne hvor traditionen havde rødder helt tilbage i enkeltgravstiden: dvs. i det vestlige og centrale Jylland. Det havde allerede dengang givet befolkningen sit eget særpræg.⁸⁸ Og endnu i slutningen af det 3. årtusinde eksisterede dette særpræg. I disse egne var der ikke mange begravelser, der fandt sted i storstensgrave og hellekister.

Overalt i landet fik mændene som regel en af de fornemme flintdolke med i graven. Det var det fornemste statussymbol. Men man lagde også vægt på at vise hans status som bueskytte. En eller flere pilespidser, måske en håndledsbeskytter – og formentlig også buen selv – markerede dette.⁸⁹ Til gravgaverne kunne også høre et lerkar, et skiferhængesmykke, en nål eller knap af knogle, sjældnere rav. Kobbergenstande blev kun i meget sjældne tilfælde brugt som gravgaver.

Det er svært ud fra gravgaverne og gravskikkene at danne sig et billede af den sociale orden i dette sene stenaldersamfund. Det ser ud til, at det først og fremmest var mænd, der fik en begravelse med gravgaver. Alene mændene synes at have konkurreret om social prestige. At lægge vægt på mandlig prestige var et fænomen, der rakte langt tilbage i tiden, og i enkeltgravstiden havde det navnlig fået sit udtryk i enkeltmandsbegravelserne i de vestlige egne af landet. Men endnu i bondestenalderens sidste fase var det fortsat beskedne forskelle i velstand og rang, der blev udtrykt i gravritualerne. Skarpe opdelinger i rang, status og velstand kom ikke til udtryk. Der er heller ikke noget i hverken husenes form og størrelse eller i de rituelle ofringer, der peger i retning af store sociale forskelle. Det var snarere forskelle mellem aldersgrupperne, f.eks. unge mænd med lav status over for ældre mænd med høj status, der blev markeret i gravriterne. Kvinder var til gengæld næsten helt usynlige materielt set i dette samfund. Muligvis var de udelukket fra at deltage i den sociale kappestrid. Det var først i det følgende årtusinde, at kvinder blev synlige som rangspersoner.

Den sociale kompleksitet synes dog at have været højere i Limfjordsegnene end noget andet sted i Danmark på denne tid. Rigt udstyrede grave var mere almindelige her end andre steder, med flere pilespidser og sommetider et dekoreret lerkar eller en gennemboret ravknap sammen med en elegant fladehugget flintdolk.⁹⁰

Det var et usædvanlig stort antal gravformer, der fandtes i dette område. Måske de repræsenterede forskellige sociale grupper. I hvert fald synes de ved deres geografiske udbredelse at have udelukket hinanden. Det kan man muligvis tolke således, at der her i Limfjordsområdet eksisterede en vis grad af kappestrid mellem de enkelte grupper, og som havde forbindelse til de rige flintressourcer og til koncentrationen af vestlige indflydelser i disse områder. Allerede i enkeltgravstiden havde Limfjordsområdet haft en særstilling som en region, der socialt og økonomisk var mere kompleks end de øvrige dele af landet. Og i det 3. årtusindes sidste århundreder voksede kompleksiteten yderligere.