Fangstpladser

Selv om landbruget forandrede befolkningens levevis afgørende, skete det kun langsomt og gradvist. Endnu længe efter, at de egentlige landbrugsbopladser begyndte at blive anlagt inde i landet, fortsatte menneskene med at opsøge de samme steder ved kysterne, i indlandet og på småøerne ude i havet, som forfædrene med omhu havde udvalgt til deres jagt og fiskeri. Man kom der som regel på årstidsbestemte besøg, som fandt sted, når arbejdet med landbruget tillod det. Men det var, som holdt man de to aktiviteter strengt adskilte. På de bopladser inde i landet, hvor dyrkningen af markerne og husdyrholdet må have taget størstedelen af beboernes tid, finder man sjældent knogler af vilde dyr. En undtagelse er måske vildsvinet, hvis knogler er vanskelige at skelne fra tamsvinets.⁶⁸

Til gengæld var der næsten ingen ende på de kulinariske glæder, man skaffede sig, når man sæsonvis slog sig ned på fangstpladserne, f.eks. ude ved kysten.⁶⁹ Fiskeri, fuglefangst, jagt på havpattedyr og på skovens store køddyr gav mulighed for en meget varieret kost, og man supplerede den med alt godt fra havet, skaldyr bl.a., som man havde gjort det i årtusinder.

Ved Sølager, på sydsiden af Halsnæs, hvor Roskilde Fjord løber ud i Isefjord, lå en sådan fangstboplads med tilhørende køkkenmødding, som var beboet igennem en lang periode af det 4. årtusinde f.Kr.⁷⁰ Den lå ved foden af en stejl strandskrænt, og klatrede man op på den, havde man en herlig udsigt over mod Hornsherred, samtidig med at man kunne kigge ud over fjorden. Her stod jægerne tit og holdt øje med sælerne, som hørte til blandt deres yndlingsbytte. Men farvandet ud for bopladsen var også særdeles fiskerigt. De lange slanke både løb tit op på den lave forstrand foran bopladsen med rige laster af torsk, hornfisk, fladfisk og ål.⁷¹

Man havde også rigt udbytte af at gå på jagt inde i baglandets skove. Her kunne man jage rådyr, kronhjort og vildsvin, og det hændte også, at man kom hjem til bopladsen med en nedlagt ræv eller en vildkat. Og så var der endelig fuglene. Tusindvis af disse vingede væsener færdedes herude ved kysten eller passerede den på deres forårs- og efterårstræk. Andefugle og svaner var foretrukne som bytte. Mange af dem leverede også dun og fjer til pynt og udforing af jægernes dragter.

Ude i havet, 25 km fra Halsnæs' nordkyst, lå den lille ø Hesselø. Den havde sit særlige ry blandt jægerne, for her var sælfangsten særlig god. Hesselø er ikke mere end 1,5 km lang og lidt over en halv km bred. Midt på øen ligger der et par morænebakker, som hæver sig en snes meter over havoverfladen. Men ellers består kysten af strandvolde og åbent, fladt land, som vinden stryger ind over og pisker rundt med blomsterne i græsset, den gule Kællingetand og Jomfru Marias Sengehalm. I nordvest og sydøst strækker øen sig ud i havet som lange stenrev.

Når der i stenalderen kom mennesker til øen, kom de formentlig sejlende inde fra bopladserne på Halsnæs.⁷² Turen over havet var ikke ufarlig, og man sejlede den endda som regel sidst på året, i december, hvor man tit kunne overraskes af usigtbart vejr med storm og regnskyl. Men der var meget at komme efter. For i december begyndte gråsælerne at samles på de lange stenrev i nordvest og sydøst for at bringe deres unger til verden. De kom i januar og februar, og ungerne var let jagtbytte, fordi de ikke kunne gå i vandet, før de havde skiftet pels en 4-5 uger efter fødslen. Men man gik også efter de fuldt udvoksne dyr.

År efter år havde man været på øen, altid var det det samme sted, man slog sig ned. Man lå der i et par måneder, mens stjernerne gik ind over øen. Hvert år føjede nye dynger af affald sig til de gamle. I lavningerne lå der masser af sælkranier, og på stille dage hang lugten af rådnende slagterester tungt over pladsen.

Når mændene ankom i deres både inde fra Halsnæs havde de store lerkar med sig. Dem brugte de til at opbevare spæk fra sælerne i. Det var store dage, når man havde nedlagt sæler. Så fik man fedt helt op til albuerne. Den jagtmetode, man anvendte, var den samme, som man har brugt helt op til vor tid. Mændene sneg sig ind på sælflokkene og nedlagde dyrene med kølleslag – slagjagt kalder man det.⁷³ Derfor lå der så mange ituslåede kranieknogler og løse sæltænder på slagtepladsen.

De nedlagte dyr parterede man med bueformede flintknive. Og hvilken rigdom på skind, kød og tran gav det ikke. Det var som en fest – og når den var overstået, vendte man hjem til bopladserne derude bag horisonten med bådene bugnende fulde af sælkød, spæk og skind.

Men der var også steder ved kysten, hvor fangsten antog et helt særligt omfang. Det var de steder, hvor fiskegærderne strakte deres lange arme ud i vandet. Vi har allerede hørt, hvordan man i jægerstenalderen anvendte ruser af en form, der nøje svarer til de risflettede åleruser, som fjordfiskere brugte indtil for et par generationer siden. Disse effektive fiskeredskaber anvendte man også i bondestenalderen. Man har fundet rester af dem i marine havaflejringer, da man foretog arkæologiske undersøgelser forud for den faste Storebæltsforbindelse. Det skete på et sted, der hedder Oleslyst, i den fjord, som i stenalderen skar sig ind ved Halsskov på Vestsjælland. Her fandt og udgravede man en 30 m lang sektion af en ålegård. Den var en del af et anlæg, som formentlig oprindelig havde været flere hundrede meter lang.⁷⁴

Kulstof-14 dateringer viste, at ålegården havde været i brug på to tidspunkter med 400-600 års mellemrum. Den første gang, man byggede et stort fiskeanlæg på stedet, var i tiden mellem 3500 og 3100 f.Kr. Den anden gang var i tiden mellem 2950 og 2600 f.Kr. Halsskov Fjord var et godt fiskested, som det lønnede sig at komme tilbage til.

Hvad arkæologerne fandt, var en sektion af ålegården, et flettet gærde, 5,5 m langt og 1,7 m bredt samt en række stolper over et mere end 30 m langt område. Formentlig havde hele anlægget strakt sig et par hundrede meter ud i vandet. Man kunne ikke se, hvordan det udgik fra kysten. Men man kunne se, at det ude i vandet endte i en spids vinkel, der må have fungeret som en art tragt, som ledte fiskene lige ind i en ruse for enden af fiskegærdet.

Gærdet var lavet af hasselvidjer op til 4-5 m lange, som var flettet om de lodrette stave, der havde stået med en indbyrdes afstand af 40-45 cm. Fletværket var fastgjort til en række lodrette pæle og dannede således et langt og sammenhængende gærde. Vidjerne var 2-3,5 cm i diameter og var af lind, hassel, ask, ahorn, elm, eg og asp. De gav således et godt billede af den skov, der havde vokset derinde på det tørre land. Almindeligst var vidjer af lind og hassel, og de var flettet med en teknik af høj kvalitet og præcision. Pælene var hugget i det meget tidlige forår, derved sikrede man sig, at træet havde den bedst mulige holdbarhed. Hver enkelt sektion af gærdet afsluttedes meget forskelligt i de to ender. I den nordlige ende blev vidjerne holdt tæt sammen i en gaffelgren, hvorimod de i sydenden stak ud på begge sider af en enkelt stav. På den måde kunne de enkelte gærde-paneler føjes sammen i en fortløbende række, der blev fastgjort til de opretstående pæle. Det eneste man nu havde at gøre, var at vente på at fiskene skulle gå i rusen. Om vinteren bragte man formentlig gærde-sektionerne i land, kun de opretstående pæle blev stående ude i vandet.

Et lige så imponerende anlæg som det ved Halsskov er fundet ved Ørnekul på Nekselø i Sejerøbugten.⁷⁵ Det strakte sig hele 250 m ud i havet til en vanddybde på fire m og må have dannet en uigennemtrængelig barriere for fiskene. Også dette fiskegærde var lavet af hassel, og der har skullet mange hænders arbejde til at lave det.

De fangster, man gjorde i fiskegærderne, var formentlig især af ål. Fiskeriet foregik om sommeren og efteråret. Gulålen kunne tages om sommeren med madding på krog eller i frie ruser. Blankålene blev normalt taget om efteråret, når de var holdt op med at æde og i store stimer var på vej igennem de danske farvande til Sargassohavet øst for Florida for at yngle. Den mest effektive måde at fange blankålene på er i ålegårde, som leder stimen ind i fælden. Når der så var fangst, var det også noget, der vejede tungt. Der var ingen anden fisk, der kunne konkurrere med blankålen i henseende til fedt, proteiner og vitaminer. Og fangsten kunne let tilberedes ved røgning.