Navnlig de fladehuggede flintdolke var meget eftertragtede blandt bondesamfundene i Danmark i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. Efterhånden kom de i brug over hele landet, men især dog i to områder: Nordjylland og det sydøstlige Danmark. I disse to råstofrige regioner blev de fremstillet, og herfra blev spredningen af dem uden for regionen kontrolleret. Og flintdolkene nåede vidt omkring, ikke blot inden for det gammeldanske område, men også langt mod nord, til de flintfattige dele af den skandinaviske halvø.
Her levede der fangstfolk, som erhvervede sig råmaterialer eller færdige flintprodukter så langt borte fra som det sydskandinaviske område. Helt op til de vejløse skovområder i Västerbotten, Ångermanland og Jämtland i det nordlige Sverige nåede flintdolke, der for en stor del var fremstillet af den karakteristiske, prikkede nordjyske senonflint.54 Man har gjort ganske store fund af flintdolke i disse egne. Det største af dem blev fundet ved Hauske på Karmøen i Vestnorge.55 Det bestod af 25 flintdolke, 2 madknive, 1 flintsegl, 1 forarbejde til en flintøkse, 4 skeformede skrabere og 214 flintafslag. Den importerede flint var af enten dansk eller skånsk oprindelse.56 Ja, helt til Finland nåede den gode kvalitetsflint fra de sydligereliggende områder.57
Også langdistancetransporter af flintøkser fandt sted. Fra Østsjælland spredtes tyknakkede huløkser helt op til de nordøstsvenske kystegne. Mere end 1000 km nord for Stevns, nær bunden af Den Botniske Bugt, er der over en strækning på godt 300 km fundet hele syv meget store øksedepoter, det største med næsten 200 økser fremstillet af sydskandinavisk flint.58 De fleste af økserne er uslebne og har aldrig været i brug. Der er tale om masseproducerede halvfabrikata, som enten er nået nordpå gennem en kæde af byttehandler, eller som mere eller mindre direkte er nået derop ad søvejen langs den svenske Østersøkyst. Om det så var den lokale befolkning eller sydskandinaviske bønder, der stod for transporterne, er naturligvis uvist.
Men eksporten gik også mod syd og vest. Såvel England som Holland og Nordvesttyskland fik sin del af den. Også her er fundet dolke af nordisk form og fremstillet af sydskandinavisk flint.59 Nok var de sydskandinaviske dolke opstået under fremmed indflydelse, men på grund af flintens høje kvalitet fik de hurtigt en stor udbredelse også uden for Sydskandinavien, selv i områder, hvor bronzealderen allerede var begyndt.
Men hvordan foregik spredningen inden for det snævrere sydskandinaviske område? I Nordjylland, i nærheden af kridtområderne ved Limfjorden, finder man både i gravene og i depotnedlæggelserne langt de fleste af de almindeligst forekommende typer af flintdolke.60 På samme måde er der også visse dolktyper, som er fremstillet i Østdanmark, der koncentrerer sig i fundene øst for Lillebælt.61
Navnlig det nordjyske område betød meget for flintdolkenes første spredning. Åbenbart var det her, at de første tilskyndelser til fremstillingen og brugen af dolkene var kommet. I Nordjylland havde man nære forbindelser til det nordvesteuropæiske område. Ikke blot rådede man over rige råstofforekomster og kunne derfor massefremstille flintdolke. Men man havde også tætte kontakter til beslægtede samfund i Holland, Nordvesttyskland og England.62 Disse områder indgik i et stort kompleks af indbyrdes forbundne samfund, der rakte helt ned til Den Iberiske Halvø og langt ind i Centraleuropa, og som man kalder „Klokkebægerkulturen“.63
Disse samfund udgjorde et netværk for sociale kontakter, og igennem det spredtes bl.a. metalgenstande over meget store afstande. Til dette netværk var befolkningen i Nordjylland knyttet. Ikke blot udvekslede man metalgenstande med de fremmede, som vi senere skal høre om det. Men man overtog og efterlignede også deres måde at markere social status på. Den keramik, man i Nordjylland brugte ikke blot ved gravlæggelserne, men også i det daglige liv på bopladserne, var, som vi allerede har hørt det, en efterligning af den keramik de fremmede i Nordvesttyskland, Holland og England brugte. Og i gravkulten lagde man særlig vægt på at vise mændenes sociale status, ganske som det var tilfældet hos frænderne i Vesteuropa. Rigt udstyrede grave var i øvrigt mere almindelige i Nordjylland end i andre dele af landet. Og som vi skal se det, var variationerne også større, ligesom de havde været det allerede i enkeltgravstiden.64 Man udviklede kort sagt en livsform, der havde mere til fælles med folkene i vest, end den havde med folkene i det østlige Danmark.
I Østdanmark var man på den tid, dvs. i århundrederne frem til ca. 2000 f.Kr., knyttet til andre regioner syd for Østersøen. Man havde nok en vis kontakt til Nordjylland, men den var ret begrænset.65 De forbindelser, man opretholdt med andre, beslægtede grupper, gik navnlig sydover, til Mecklenburg, Mellemtyskland og Polen. Men i dem spillede f.eks. udvekslingen af metal endnu kun en ganske beskeden rolle. I det hele taget var Østdanmark tilsyneladende ikke præget af den samme sociale konkurrence som områderne i Nordjylland.
Disse forskelle mellem landets enkelte egne begyndte at svinde i århundrederne efter 2000 f.Kr. Flintdolkenes rolle som det vigtigste bytteobjekt blev nu af mindre betydning. Ganske vist spredtes de nu frit over hele landet og blev let tilgængelige uden for de primære fremstillingsområder. Man kan næsten tale om en inflation i disse værdigenstande. Til gengæld var det metalgenstandene, som nu var de mest eftertragtede. De var nemlig begyndt at tilflyde landet i rigeligere mængder end før. Og at have kontrol med disse tilførsler blev et helt nyt projekt for bondesamfundene. Men den historie hører det efterfølgende årtusinde til og skal først berettes i bindet om bronzealderen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.