Fornemme bronzer

Men lad os kaste et blik på de fornemme romerske importvarer, som kom til at spille så betydningsfuld en rolle i udviklingen af samfundene heroppe mod nord. Vi kender i Danmark fra den ældre romerske jernalder henved 175 romerske bronzekar fundet i ca. 80 grave.

På kortet, som viser omfanget af importen til Sydskandinavien de første halvandet hundrede år af vor tidsregning, ses tydeligt, at størsteparten gik til Danmark. Her modtog man 67% af den samlede import i ældre romersk jernalder.²⁴ I Sverige var procentdelen 23% og i Norge 10%. I begyndelsen gik importen især til Lolland-Falster, og lidt senere til Fyn. Men i slutningen af det 1. århundrede e.Kr. nåede importerede romerske bronze- og sølvkar frem til samtlige danske landskaber, især dog Fyn, Lolland, Østjylland, Sjælland og Møn. På samme tid nåede importen også til andre skandinaviske egne, især Østfold i Norge, Gotland, Skåne og Västergötland i Sverige.

Igennem hele ældre romersk jernalder havde Danmark således en central placering som det vigtigste modtagerland. Selv om Sverige havde selvstændige kontakter til den sydlige Østersøkyst, formidledes også en del af den svenske og formentlig næsten al den norske import via dansk område.

Det drikkeservice, som især nåede til Danmark, bestod for en del af bronzekasseroller, brugt til afmåling af vinen, som dog ikke fulgte med fra Rom. Hvad man herhjemme indtog af de kostbare drikkekar, var øl eller mjødlignende drikke brygget på byg eller hvede. „De brygger en drik af en vis lighed med vin. De kalder den øl“, meddelte Tacitus om germanernes drikkevaner. Man mærker hans lette sarkasme. Men Tacitus kom jo også fra et land, som grækerne kaldte „Oenotria“ (dvs. „Vinland“). Og de gjorde det med noget større ret end Nordboerne, der tusinde år senere benyttede den samme betegnelse om de nyfundne lande på den anden side af Atlanten.

Af de på én gang praktiske og forfinede bronzekasseroller til at afmåle de berusende drikke forekom adskillige varianter. F.eks. nogle med rundt hul i grebet,²⁵ med rundt hul i grebet og med svajet fod,²⁶ med rundt hul i grebet og dekoreret med en Thyrsosstav²⁷ samt en sen form af kasseroller med rundt hul i grebet.²⁸

En del af kasserollerne bar fabrikantstempler på grebet med navne som f.eks. Ansius Diodoru og Ansius Epaphroditus. Fabrikantens navn står i genitiv, så indskriften skal læses sådan: „Kasserollen er Ansius Epaphroditus' produkt“. Hovedparten af disse kasseroller var formentlig fremstillet i Capua, en rig handelsby ca. 25 km nord for Napoli, som havde en blomstrende bronzeindustri indtil det 1. århundrede e.Kr.²⁹ Adskillige af de capuanske produkter er fundet i Pompeji og Herculaneum, som blev ødelagt ved Vesuvs udbrud i 79 e.Kr. Karrene må altså være fremstillet før dette år. Den capuanske bronzeproduktion ophørte i løbet af det 1. århundrede e.Kr., og fremstillingen af bronzekar gik derefter over til provinserne i Gallien.

Videre brugte man øser og sier med lange, smalle og elegante skafter samt øser og sier med ruderformet, udekoreret greb og halvrund skål.³⁰ De var formentlig fremstillet i de provinsialromerske værksteder i Gallien.

Af større bronzekar brugte man bækkener med fod og randen udsmykket med en såkaldt æggestav, formentlig produceret i Capua,³¹ såkaldte Østlandskedler,³² formentligt fremstillet i Rhinprovinserne, og bronzespande af situlaform med stiliserede ansigtsattacher.³³ Formentlig også fremstillet i Rhinprovinserne.

Foruden disse massevarer importerede man også en lang række finere dele af romersk drikkeservice, f.eks. sølvbægre af den såkaldte Byrstedtype, men som i den samlede importmængde er unika.³⁴ De tilhører en gruppe bægre som mest findes sammen parvis, bl.a. i de rige fyrstegrave på kontinentet.³⁵

Desuden bronzekander med kløverbladsformet munding. Her var tale om to varianter, dels den som blev fundet i en mandsgrav fra Stangerup på Lolland,³⁶ dels den variant med højt svunget greb, som blev fundet i Hoby-graven.³⁷ Den sidste foreligger i Danmark kun i dette ene eksemplar, men der kendes paralleller til den fra Centraleuropa.³⁸

Endvidere ser man blandt drikkeservicet det fodbækken med påloddede faste håndtag,³⁹ som blev fundet i Hobygraven.⁴⁰ I hele Skandinavien kender man kun dette ene eksemplar. Men paralleller kendes fra to kontinentale fyrstegrave, Lübsow i Pommern⁴¹ og Holubice i Böhmen.⁴² Lige så enestående er serveringsbakken fra Hobygraven.⁴³ Den kendes herhjemme kun fra dette fund, men et lignende stykke er fundet i Mecklenburg.⁴⁴

Til de capuanske bronzer skal man endvidere regne den bronzesitula med naturalistiske ansigtsattacher, som blev fundet i Hobygraven.⁴⁵ Af den type kendes der dog et fund fra Norge og to fra Sverige,⁴⁶ ligesom den er fundet i Vorpommern, Polen, Böhmen, Mähren, Slovakiet, Østrig, Pannonnien og Italien.

Endelig er der de to helt enestående sølvbægre med dobbelte ringgreb fra Hoby⁴⁷ og den lille sølvkop med dyrehovedhank af bronze fra samme grav.⁴⁸

Rækken af tidlige importkar afsluttes med nogle typer, som også kun forekommer i få eksemplarer i Danmark, f.eks. bronzekasseroller med kløverbladsformet hul i grebet,⁴⁹ bronzebækkener med lav fod og faste håndtag med slangehovedformede loddeflader⁵⁰ og bronzebækkener med fod, men uden håndtag⁵¹ samt endelig en bronzekedel med jernrand.⁵²

Af høj kvalitet var denne ældste romerske import, som var produceret i middelhavsområdet og i de vestlige romerske provinser. Og den nåede hurtigt frem til Danmark via skiftende germanske centre. Også herhjemme skiftede modtagecentrene, formentlig både som følge af vekslende lokale magtforhold og af de skiftende politiske relationer til Romerriget, som de sydligere germanske områder var underkastet.

Det påvirkede også selve importen.⁵³ I begyndelsen, dvs. et godt stykke ind i det 1. århundrede f.Kr.⁵⁴ var den sammensat af ret få typer, hvoraf der var få af hver. Men hertil kom en høj andel af unikke og sjældne stykker. Formentlig skyldtes det, at bronzeproduktionen i begyndelsen overvejende foregik i Campanien og andre italiske værksteder, og at udvekslingen endnu var beskeden og ikke så velorganiseret som senere.

Omkring midten af det 1. århundrede f.Kr.⁵⁵ svandt den campanske del af importen ind. Derimod steg mængden af de galliske, masseproducerede standardvarer tilsvarende. Den geografiske spredning blev tydeligvis større, og fra slutningen af det 1. århundrede e.Kr. steg den samlede importmængde desuden betydeligt. Overalt blev den mere standardiseret, unikke og sjældne stykker udgjorde nu kun en ringe procentdel. Fra nu af var det den provinsialromerske produktion, der leverede hovedparten af importkarrene. Der opstod også en fastere kontakt mellem det danske område og de øvrige skandinaviske egne. Men det ser som allerede nævnt ud til, at det danske område udøvede en filterfunktion over for det øvrige Skandinavien. Ikke alle typer slap igennem dette filter til nabolandene.

Det samme skete også i de kontinentalgermanske centre, der ligeledes virkede som filtre over for nordligere germanske områder. Samtidig skiftede lokaliseringen af disse kontinentale centre. Tidligt i det 1. århundrede e.Kr. var det således Böhmen, der havde særlig betydning for vareudvekslingen videre ud i Germanien. Senere blev det Sydvestslovakiet.

Fra disse centre førtes varerne i begyndelsen af det 1. århundrede e.Kr.⁵⁶ til områderne langs Elben, den nedre Oder og nedre Weichsel. Fra midten af århundredet især kan man tydeligt se en kontakt tværs igennem Polen. Mange kalder dette fænomen for „ravvejen“.⁵⁷ Men om der var tale om en egentlig handelsvej eller snarere et net af kontakter mellem germanske centre rækkende fra Adriaterhavets nordlige ende til Østersøen er stadig usikkert.

Fra slutningen af det 1. århundrede e.Kr.⁵⁸ øgedes den geografiske spredning af importen på kontinentet. Der var nu ikke længere tale om en koncentration i et enkelt eller nogle få velafgrænsede centre. Udbredelsen var nu mere jævn fra Rhinen i vest til Weichsel i øst.

Allerede i århundredet f.Kr. var man begyndt at lægge våbenudstyr, rigere smykker, vogne, kedler og andre importkar i elitens grave. Denne tydelige markering af de dødes status fortsatte man med i århundrederne e.Kr. Høj status blev nu ikke blot markeret ved hjælp af importerede genstande, men også ved det hjemlige udstyrs mængde, kvalitet og materiale.

I begyndelsen skete det kun i ret få grave. Importen var beskeden og af en speciel sammensætning. Vi kender fra tiden lige efter Kr.f. en halv snes grave, der har fra et til tre stykker import. Kun en enkelt grav, den rige Hobygrav på Lolland, har otte stykker.⁵⁹ I de tidlige årtier af århundredet var det tilsyneladende endnu vanskeligt for eliten at skaffe sig de eftertragtede prestigegenstande. Importen nåede kun frem i begrænset mængde og blev kun sjældent formidlet videre til andre skandinaviske områder.

I løbet af det 1. århundrede e.Kr. blev næsten alle danske landskaber inddraget i fordelingen af prestigevarerne. Og samtidig steg mængderne af import betydeligt. Genstandene nåede nu også længere ned i det sociale system. De var typisk masseproducerede varer af ret få typer, og deres fordeling i gravene var nu jævnt faldende. De fleste grave indeholdt kun et, to eller tre stykker import. Maksimum var seks stykker. Formentlig blev importen nu spredt til eliten og dens afhængige gennem et redistributivt system, som dog endnu kun rådede over begrænsede importmængder. Til videre fordeling til fjernere områder rakte den i begyndelsen ikke.⁶⁰

Sidst i det 1. århundrede e.Kr. begyndte så en stigende videreformidling af importvarer til de skandinaviske områder. I Norge var det især til Østfold, Oppland, Vestfold, Rogaland, Hordaland og Sør-Trøndelag. I det nuværende Sverige især til Gotland, Västergötland og Skåne. Men Sverige havde nu også fået sine egne direkte kontakter til kontinentet via den polske Østersøkyst. Selv til Finland nåede den romerske import.

Under begrebet vareudveksling skjuler der sig formentlig flere typer af spredning. Vi har allerede nævnt, at den vigtigste formentlig var en relationsbindende udveksling mellem ligestillede fyrster, stormænd eller høvdinge forbundet med en beskeden grad af redistribution i de enkelte lokale samfund. Først efterhånden skete en stigning i importmængderne, og de nåede nu dybere ned i samfundssystemet.

Undtagelsesvis kan man også tænke sig mere direkte kontakter mellem parterne. De romerske okkupationsforsøg i tiden omkring Kr.f. frem til Elben kan måske have haft betydning også for det danske områdes kontakter. Netop Hobygravens udstyr kan afspejle en gave til en lollandsk høvding, hvis holdning over for enten Romerriget eller en germansk høvding tillagdes betydning. Dertil kom naturligvis andre lejlighedsvise former for erhvervelse af fremmede genstande, herunder krigsbytte.