Ribbet glasskål fra jordfæstegrav ved Espe på Fyn. Ca. 1:1.

.

Ribbede glasskåle fra jordfæstegrav ved Juellinge på Lolland. Ca. 4:5.

.

Udbredelsen af ribbede glasskåle som dem, der blev fundet i Juellinge på Lolland. Det fremgår ikke af udbredelseskortet, hvilken vej skålene er kommet til Lolland.

.

Glaspokal med fod, fra jordfæstegrav ved Juellinge på Lolland. Ca. 4:5.

.

Det må have været med stor forundring, at jernalderfolkene tog de første skrøbelige glaskar i hånden, da disse i det 1. århundrede e.Kr. nåede Danmark. Ganske vist havde glas allerede længe været kendt herhjemme, men kun i form af små perler. Større genstande som skåle og bægre af glas havde man derimod aldrig før set.

Fremstillingen af det sprøde og gennemskinnelige glas havde en lang historie bag sig i Middelhavets højkulturer. Den romerske historiker Plinius fortæller i det 1. århundrede f.Kr. en skrøne om, hvordan glasset blev opfundet. Nogle fønikiske købmænd var på vej over havet med en last soda. De lagde ind til en kyst for natten, og da de ikke kunne finde nogle sten til at støtte deres kogekar, brugte de i stedet nogle blokke af soda. Den følgende morgen så de, at soda og sand var smeltet sammen. Sådan blev glaskunsten opdaget.

Glaskunsten var nu allerede opfundet i Egypten og Mesopotamien før fønikerne, nemlig omkring midten af det 3. årtusinde f.Kr. Men man mestrede i begyndelsen kun at fremstille små perler og amuletter. I den form lærte man også glas at kende i Danmark i hvert fald fra midten af det 2. årtusinde f.Kr. Man finder ikke helt sjældent sådanne små grønne og blå glasperler i bronzealderens grave, hvor de ofte optræder sammen med rav. Noget tyder på, at man tillagde de to materialer de samme magiske egenskaber.61 Rav og blokke af glas blev i øvrigt også fundet sammen på det handelsskib, som omkring 1300 f.Kr. sank ved Ulu Burun ud for den tyrkiske sydkyst, og som vi hørte om i bind 2 af dette værk (se Middelhavets rav).

På den tid var man imidlertid i Mellemøsten begyndt af kunne fremstille små flasker og skåle af glas. De var beregnet til at rumme velduftende olie eller parfume og blev lavet i den såkaldte sandkerneteknik.62 Disse små glas var uigennemsigtige og ofte udsmykket med glastråde i en anden farve. For det meste var glasmassen blå eller matgrøn.63

Da de store kulturer i middelhavsområdet brød sammen omkring 1200 f.Kr. ophørte også glasproduktionen, men omkring 900 f.Kr. blomstrede den op igen i Mellemøsten. Det var dog først i det 4. århundrede f.Kr., at den fik en større udbredelse, og i begyndelsen af det 1. århundrede f.Kr. blev glaspusteteknikken opfundet, ligeledes i det østlige middelhavsområde. Med handelsforbindelserne vestover spredtes kendskabet til fremstillingsmetoden og produkterne hurtigt til andre områder. Talrige værksteder for glaspustere opstod nu i Italien, og lidt senere finder man dem også i de romerske provinser, specielt langs Rhinen. Et vigtigt center for fremstillingen af glas opstod i Köln.64 Man kunne nu fremstille glas i mange udsøgte farvenuancer, specielt blåt, men også smaragdgrøn og gyldenbrun. Endog røde farver dukkede sporadisk op.

Hovedparten af glasset fra jernalderen blev fremstillet af meget stabilt sodaglas. Soda (dvs. natriumkarbonat) tilsattes som et flussmiddel, dvs. for at sænke smeltepunktet. I antikken fik man dels soda fra naturlige forekomster, dels fra aske efter brændte havplanter. Ofte indeholdt sodaen en naturlig forurening af kalk, som gjorde glasset mere modstandsdygtigt. Farvning af glasset foretog man ved at tilsætte glasmassen forskellige mineraler og smelte ingredienserne sammen ved høje temperaturer, mindst 1100 grader C. Klart, transparent glas opnåede man ved at tilsætte et manganrigt mineral og ydermere ved at reducere ilttilgangen i smelteovnen.

Sammen med de udsøgte bronzegenstande kom de første romerske glas nu til Danmark. De var næsten alle af former, man kendte ikke blot i de provinsialromerske områder i Europa, men også i Syrien, Egypten og Italien. Formentlig er glassene i de danske fund fra de to første århundreder e.Kr. fremstillet i værksteder i middelhavslandene. Men endnu kan man ikke sige nøjagtigt, hvilke værksteder, der fremstillede de enkelte glastyper.

At spredningen af glas fra produktionsstederne ud over det store nordtysk-polsk-sydskandinaviske lavlandsområde foregik på samme måde som spredningen af bronzevarerne, nemlig via høvdingecentrene, giver et rigt polsk fund fra Leg Piekarski (i Turek distriktet) et eksempel på. I en gravhøj fra det 2. århundrede e.Kr. var højsat en fornem høvding, som med sig i graven havde fået en guldring, sporer, et skrin med bronzebeslag og romerske bronzekar. I graven fandt man også ni kg. (!) skår af henved 20 glaskar.65 Leg Piekarski-høvdingen må have været en af de stormænd, som videreformidlede romerske luksusprodukter til ligestillede stormænd i naboområderne.

De ældste romerske glas, der kendes fra dansk jord, er to udsøgte skåle fra en grav med rige importbronzer fra Espe på Fyn.66 Skålene er lave, tykvæggede, og udvendigt forsynet med plastiske, lodrette ribber. Farven er koboltblå med opalhvide indlægninger, der ligner årer. Disse raffinerede glas var fremstillet i en teknik, der kaldes madrepora-glas, og som minder en del om millefiori-glasteknik.

Millefiori-teknik betyder, at skålen er fremstillet af mangefarvede glasstænger samlet i et bundt. Stængerne ordnes således, at de ovenfra set danner en mosaik. Så smeltes glastængerne sammen, uden at mønstret forskubbes. Man skærer nu en skive ud af bundtet og former det til f.eks. en skål. Dette sker evt. i en form. Skålen vil da få en ornamentik, der svarer til det mønster, glasstængerne var arrangeret i. Ved madrepora-glas skærer man glasskiven skråt ud af et bundt glasstænger, der er simplere farvet. Resultatet bliver en året (marmoreret) glasmasse, der minder om halvædelsten.

Skålene fra Espe er masseprodukter, formentlig fremstillet i Italien eller det østlige middelhavsområde på kejser Tiberius' tid (14-37 e.Kr). Man finder dem over store dele af Europa og Mellemøsten. Efter alt at dømme kom de to skåle fra Espe i jorden i den første halvdel af 1. århundrede e.Kr.

Et andet par af disse tidlige glasskåle er fundet i en rigt udstyret grav ved Juellinge på Lolland.67 Også disse to skåle er i koboltblå og hvide farver, men de er betydeligt mere tyndvæggede end skålene fra Espe, deres form er højere, og de har en mere markeret hals. De er fremstillet af blæst glas omkring midten af 1. århundrede e.Kr. og kan eventuelt være nogle af de tidligste produkter fra glasværkstederne i Rhinegnene, men er i øvrigt vidt udbredt i både Europa og den nære Orient.

På samme lokalitet, Juellinge, er fundet endnu en grav68 med et rigt gravudstyr, bl.a. to glaspokaler. De er farveløse, har tykke sider, står på en lille fod og er dekoreret med sekskantede facetslibninger samt pålagte glastråde omkring munding og fod. Glassene dateres til omkring 100 e.Kr.69 Oprindelsesstedet er vanskeligt at bestemme, typen kendes bl.a. fra så fjerne områder som Afghanistan. Men det er muligt, at den er fremstillet i Egypten.

En sidste glastype, fra den ældre romerske jernalder er små bægre på fod, af farveløst glas, men dekoreret med fire rækker ovale slibninger afgrænset foroven og forneden af vandrette indslebne linjer. To sådanne glas er fundet i en grav i Stenlille på Sjælland.70 Formentlig er de fremstillet i slutningen af 1. eller begyndelsen af 2. århundrede e.Kr.

Få var de således, disse tidlige romerske glasbægre. I Danmark overstiger deres antal næppe en halv snes, men alle var de luksusprodukter, som endte i rigt udstyrede grave i lighed med de importerede bronzegenstande. Som disse blev glassene brugt til at demonstrere elitens kendskab til den romerske livsstil. En helt anden rolle spillede derimod den sidste gruppe af importsager: de romerske mønter. Mod dem skal vi nu vende opmærksomheden.

Noter

61: J. Jensen 2001b.

62: Glasmassen, som i begyndelsen var af pulver, men senere blev udformet som stænger, opvarmes og formes omkring en sandkerne.

63: U. Lund Hansen 1973; A. Kisa 1909.

64: F. Fremersdorf 1967.

65: K. Jazdzewski & G. Rycel 1981, s. 30 ff.

66: Eggers type 181; U. Lund Hansen 1987, s. 157 og 405.

67: Grav 4, Eggers type 184; U. Lund Hansen 1987, s. 157 ff., 403.

68: Grav 1, Eggers type 185; U. Lund Hansen 1987, s. 157 ff., 402.

69: De betegnes glas af typen Sojvide-Lübsow typen.

70: Eggers type 187; D. Liversage 1980, s. 32; U. Lund Hansen 1987, s. 157 ff., 401.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Udsøgte glas.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig