Fra bygd til bygd

At de tidlige bondesamfund fremstillede og brugte værdigenstande som f.eks. de overdimensionerede flintøkser og smykker af rav var udtryk for, at der eksisterede et netværk af kontakter, som bandt de enkelte samfund til hinanden. Det var kort sagt udtryk for, at der fandtes forbindelser, som sikrede, at mennesker og varer bevægede sig fra egn til egn.

Hvad sådan en vareudveksling kunne indebære, har vi allerede set et eksempel på, da vi omtalte flintøkserne fra den ældre bondestenalder (se Øksen). Her sammenlignede vi med forholdene i det fjerntliggende Ny Guineas højland, hvor økser blev fremstillet under forhold, der havde en vis lighed med bondestenalderen i Danmark.⁵⁷ I Ny Guinea indgik økserne i en omfattende byttehandel mellem de forskellige stammer. Ud over økserne omfattede byttehandelen tillige farvestoffer, fjer af fugle, kløpinde af ben, mineralolie, flettede netposer, nødder, muslingeskaller, plantefibre, salt, tobak, træolie, yams, røget kød, levende svin og meget andet. Ikke meget af det ville overleve efter årtusinder i jorden. Formentlig er lige så meget gået tabt, siden bondestenalderens mennesker for 5000 år siden udvekslede deres råstoffer og værdigenstande.

I arkæologien kan det være svært helt konkret at påvise, hvordan mennesker og varer i oldtiden bevægede sig fra egn til egn. Dels er det helt tilfældigt, hvad der overlever årtusinderne i jorden. Dels har man kun de stumme ting at gå ud fra. Men når man f.eks. i en jættestue på Møn finder lerkar, der tydeligvis er fremstillet i det samme pottemagerværksted som lerkar fundet i Mecklenburg på den anden side af Østersøen, så må man fastslå, at enten var det potterne, eller også var det pottemagersken, der havde bevæget sig over det hav, der skilte de to egne fra hinanden.⁵⁸ Men i begge tilfælde må det have været mennesker, der stod bag transporten. I stammebåde kunne man f.eks. godt klare en overfart fra kysten vest for Rygen til det dansk-skånske område på en enkelt dag.

Anderledes forholder det sig, når der er tale om mere generelle ligheder. Når man f.eks. kan se, at nogle af de ejendommelige fodskåle, som ofres foran de danske jættestuer, meget ligner dem, der brugtes i Vestungarn, i Østalperne og det nordvestlige Jugoslavien, 800 km borte fra Danmark i fugleflugtslinje.⁵⁹ Så må man regne med, at kontakten har været af mere indirekte art og er gået fra led til led over de mange hundrede kilometer.

Når man taler om vareudvekslingen i disse fjerne tider, er der naturligvis ikke tale om handel i den moderne forstand af ordet. Når oldtidens mennesker udvekslede varer, lå der nogle helt andre forestillinger bag, end dem der hersker i den moderne verden med dens pengeøkonomi. Det kan være svært at forstå for et moderne menneske, for vores forestillingsevne er dybt præget af og begrænset af det samfund, vi selv lever i. Vi lever i et pengestyret samfund. Vi har tilmed udviklet en økonomisk videnskab, der gør det muligt at beskrive og analysere økonomiske forhold som noget helt isoleret. Ja, selve samfundets udformning ser vi ofte som en slags biprodukt af økonomien.

Det gør det imidlertid svært for os at forstå samfund, hvis normer er helt anderledes end vore, f.eks. den tredje verdens samfund – eller oldtidens. I sådanne samfund synes økonomien snarere at være en slags biprodukt af samfundet. F.eks. bestemmes de økonomiske forhold af en lang række forpligtelser, som påhviler menneskene. Det kan bl.a. være forpligtelser, der er knyttet til slægtskab, politiske eller religiøse forhold. Man ser derfor ofte, at udvekslingen af varer er knyttet til sociale begivenheder af forskellig art: religiøse ceremonier, udveksling af ægteskabspartnere, indgåelse af alliancer osv. Der er næppe tvivl om, at sådanne sociale foranstaltninger også lå bag en stor del af bondestenalderens handel eller vareudveksling.

Modsat handel i moderne forstand eksisterede der i oldtiden heller ikke en direkte forbindelse mellem udbud og efterspørgsel. Man kan da spørge, hvad det var, der holdt vareudvekslingen i gang? Det gjorde bl.a. de eksotiske materialer, der kunne bruges til smykker, eller de værdigenstande, der blev brugt til at markere bærerens sociale position. Efterspørgslen efter den slags symbolske genstande havde en art svinghjulseffekt på varecirkulationen i videre forstand, og holdt derved udvekslingen af f.eks. mere nyttebetonede materialer i gang.

Af disse eksotiske materialer kender vi fra bondestenalderen i hvert fald to: rav og metal. Begge kom de til at spille en meget vigtig rolle, ikke blot i bondestenalderen, men i særdeleshed i den bronzealder der fulgte efter i det 2. årtusinde f.Kr.