Norden i Atlantisk tid, da havstigningen var på sit højeste.

.

Den biologisk rige kystzone i den Atlantiske tid kan sine steder have set ud som her ved Knudshoved på sydkysten af Knudshoved Odde på Sydsjælland.

.

Det indre af den Atlantiske tids urskov var mørkt og skyggefuldt. Træerne nåede en tykkelse, som man sjældent eller aldrig ser i dag. Men hovedindtrykket har været som her i lindeurskoven på Ormø ud for Sydvestsjælland.

.

Den Atlantiske tid kalder man den klimaperiode, der begyndte efter 7000 f.Kr. Klimaet blev efterhånden varmere og mere fugtigt. Det skyldtes bl.a. ændringer af forholdet mellem landet og havet. Den urskov, der i årtusinder havde dækket Danmark, ændrede også gradvist karakter. Botanikerne kalder perioden for ældre Lindetid, fordi den småbladede lind nu blev skovens dominerende træ. Det var den varmeste tid efter istiden, og i periodens slutning kulminerede varmen. Først i tiden efter 4000 f.Kr. begyndte man at se tegn på en svag klimatisk tilbagegang.

Det var i den sidste ende klimaet, der bestemte ikke blot landets udseende, men også dets udstrækning. Under den sidste istid havde store mængder vand været bundet i iskapperne ved polerne. Dengang var verdenshavets niveau mindst 100 m lavere end i dag. En stor del af den is var smeltet i den sidste del af istiden. Men endnu lang tid frem var store vandmængder fortsat bundet i iskapperne. Ved den fortsatte afsmeltning af isen var havet steget i ryk igennem Præboreal- og Borealtiden til omkring 30 m under nutidens niveau.

Men så begyndte mellem 7000 og 6000 f.Kr., dvs. ved begyndelsen af den Atlantiske tid, en dramatisk havstigning.1 Den fandt sted i løbet af kun ca. 600 år. Så kraftig var stigningen, at den har fået nogle forskere til at mene, at der i stenalderjægernes sagn og fortællinger nok er indgået beretningen om en syndflodslignende tilstand, hvor store dele af landet blev oversvømmet i løbet af nogle få menneskealdre.2 I Danmark er stigningen påvist i bl.a. Limfjordsområdet3 og i Storebælt.4

Det var vitterlig en voldsom havstigning, der fandt sted – og den kan iagttages mange steder på Jorden. Herhjemme steg havet i Storebæltsområdet 2,3 m pr. 100 år! Og ved studier på Avernakø i Det sydfynske Øhav har man kunnet vise, at stigningen endda var endnu hurtigere i perioden 6400-6200 f.Kr.

En sådan havstigning må have været ganske følelig for jægerstenalderens mennesker. På lave områder medførte den betydelige ændringer af kystlinjen, bopladser måtte flyttes på grund af det fremtrængende vand inden for et enkelt menneskes levetid. Perioden 7000-6000 f.Kr. var i sandhed en tid med store miljøforandringer. Perspektivet er tankevækkende i en tid, hvor man diskuterer fremtidige virkninger af den såkaldte drivhuseffekt. Den kan skabe en fornyet afsmeltning af ismasserne ved polerne. Klimaforskerne mener, at det vil kunne medføre en stigning i verdenshavene af en størrelsesorden på 0,5-1 m. Måske må også vi, nutidens mennesker, om 50-100 år flytte vore bosættelser længere ind i landet.

Den Atlantiske tids havstigning skabte en voldsom forandring af landets udseende. Omkring 7000 f.Kr. begyndte havet at trænge ind i Storebælt.5 Og fra Storebælt fortsatte det ind i Østersøen. Det skete gennem renden mellem Langeland og Lolland. I Østdanmark krydsede havet på omtrent samme tid tærsklen i Øresund. Med de helt nye afløbsmuligheder forvandledes Østersøen langsomt til et salt hav med forbindelse til verdenshavet gennem sunde og bælter. Man kalder datidens hav for Littorinahavet efter strandsneglen Littorina litorea, som levede i den salte Østersø.6

På kort tid blev Danmark til et ø- og et fjordrige. Kystzonens længde blev mange gange forøget, og store områder af Nordjylland, Nordfyn og Nordsjælland splittedes op i mange øer, adskilt af fjorde og sunde eller lavvandede bredninger. Der dannedes kystområder, som man i dag kun ser i Stavnsfjord på Samsø, ved Fynshoved og i Det sydfynske Øhav. Tåsinge, Ærø og Langeland var derimod én stor ø. Og Vadehavets mange øer var landfaste med Sønderjylland.

Efter ca. 6000 f.Kr. steg havet ikke så hurtigt som før, og efter ca. 5000 f.Kr. var der endog flere korte perioder indimellem, hvor havspejlet faldt omkring 1 m.7 Afsmeltningen ved polerne var stort set ophørt og var nu i balance med klimaet. Mindre klimaforandringer gjorde dog, at havspejlet fortsat svingede. Disse såkaldte littorinafluktuationer ses tydeligst i Sydskandinavien gennem den atlantiske og den tidlige del af den efterfølgende subboreale periode. Vigtige studier er gjort i Blekinge,8 ved Barsebäck i Skåne,9 Trundholm i Nordvestsjælland10 og Søborg Sø og Vedbæk i det nordøstlige Sjælland.11

Landhævningen var en anden faktor, som påvirkede forholdet mellem land og hav. Også den havde sin forklaring i de skiftende mængder is på landjorden, idet den skete i de områder, som havde været dækket af indlandsisen. Ved afsmeltningen var Skandinavien blevet befriet for en kolossal vægt, tykkelsen af isen havde været op til 3 km. Men nu hævede landet sig langsomt igennem årtusinderne, befriet for sin tunge byrde. De dybest nedpressede dele i Nordskandinavien hævede sig flere hundrede meter. Hernede i syd var forholdene ikke så drastiske. Her finder vi en såkaldt vippelinje, der går tværs igennem Danmark fra Nissum Bredning i vest til Falster i øst. Nord og nordøst for vippelinjen hævede landet sig, mens områderne syd og sydvest for linjen sænkede sig. Den var en langsomt virkende proces, men den er årsag til, at vi i det nordøstlige Danmark kan finde strandvolde fra Littorinahavets kyster inde i landet, betydeligt over det nuværende havspejl, mens vi i Syddanmark må lede efter den Atlantiske tids kystlinjer under havets nuværende overflade.

Det hav, der omgav landet i Lindetiden, var ikke blot mere saltholdigt end havet i vore dage, det var også varmere og mere næringsrigt end nutidens. Det varme, salte og friske vand gav gode levevilkår for store østers- og muslingebanker. Samtidig var det levested for masser af fisk, sæler, små- og storhvaler, og der udfoldede sig et rigt fugleliv ved det. Forskellene mellem ebbe og flod var også større end i dag. Det viser de dybe strømrender og stejle kystlinjer i de mange danske fjorde. Store fladstrandede områder blev lagt tørre ved ebbetid, så man kunne gå mere eller mindre tørskoet ud til østersbankerne.

For menneskene betød havets stigning, at jagtmarkerne blev mindre. De fik imidlertid rigelig erstatning for tabet, idet der på samme tid opstod en mangfoldighed af biologisk rige og afvekslende fjorde og bredninger. Afstanden til havets rigdomme blev kort, og der var nok at tage af. Derfor fik kystbebyggelsen også et omfang som aldrig før.

Men lad os vende blikket mod den urskov, som nu i årtusinder havde dækket landet, og hvis udvikling langtfra havde stået stille. Helt tilbage i Præborealtiden, da skoven først var begyndt at dække landet, havde der været tale om en åben pionérskov. Dvs. at den havde været domineret af lyskrævende træer, der udmærkede sig ved hurtig vækst, hurtig og effektiv frøspredning. Pionértræerne opnåede generelt ikke nogen høj levealder, men de var ret fordringsløse med hensyn til klima og jordbund. I tidens løb foregik der imidlertid en langsom udvælgelsesproces, der fremmede opvæksten af en anden slags træer: klimakstræerne. Modsat pionértræerne var de meget langsomme i væksten og kunne tåle skygge. De nåede først sent at bære frugt, og deres frøspredning foregik langsomt.12 I den Atlantiske tid havde skovens udvikling nået det stadium, hvor den åbne pionérskov blev forvandlet til en stabil urskov, en såkaldt klimaksskov. Efter at den var dannet, indtrådte der en naturlig balance i skovens sammensætning. Ændringer fandt kun sted lokalt, når der skete vandstandssvingninger, stormfældninger og lignende. Opvækst af samme slags træer gentog sig efter de gamle træers henfald, og kun sjældent så man skovstrækninger domineret af pionértræer.

Urskoven dækkede hele landet, naturligvis afbrudt af strækninger med søer, åer, sumpe og naturlige enge. På den gode jord voksede der lind, elm og – i mindre grad – eg. Navnlig linden var meget synlig i skovbilledet -den fagre lind, som middelalderens skjalde sang om. Hvor den først havde etableret sig, var det vanskeligt for andre træarter at udkonkurrere den. Og linden var en meget sejlivet træart; den kunne ligesom egen opnå en meget høj alder, og den var ikke så udsat for svampeangreb eller andre sygdomme. Så almindelig var den, at man har kaldt den Atlantiske tid for ældre Lindetid. Også skovelmen var et meget almindeligt træ, men den oplevede en mærkelig brat nedgang i slutningen af den Atlantiske tid, som vi senere skal høre nærmere om. Elmen stillede store krav til jordbunden, og den voksede på den bedste, lidt fugtige muldbund. Endelig var der egen. Dens potentielt høje levealder gav den mange fordele, specielt i den ældre lindetids varmere klima, og den dominerede ofte på fugtig, men ikke helt våd jordbund. I åskove og i strandskove ved søer fik den derimod alvorlig konkurrence af elm.

På de sandede jorder i Midt- og Vestjylland havde bevoksningen et helt egenartet præg. Her fandt man en lysåben egeskov med megen fyr og birk, og der var større åbne områder med græs og lyng. Store heder, som vi kender dem fra senere perioder, var der dog ikke endnu. Den åbne ege-birkeskov var i højere grad præget af græs og urter end af lyng.

Mere spredt fandt man i skoven fyr, asp, røn, løn, æble, kristtorn og navr. De havde imidlertid svært ved at klare sig i kampen med skyggetræerne. På den fugtige bund langs søer og åer kunne hassel, ask og pil dog let klare sig i konkurrencen. Og kom man ind i landet, bredte elletræerne sig mange steder som tæt skov på de sumpede, dyndede strækninger.

Ude ved landets kyster stod skoven som en tæt mur. Her var der en trængsel af alle mulige træer og buske. Højt rejst stod eg og elm ved siden af den tætløvede lind.13 Mere spredt voksede der løn, abild, kristtorn, og vedbend klatrede overalt op ad buske og træer. Også kaprifolie og mistelten sås hyppigt på en lang række værtstræer. Alt i alt udgjorde urskovens bryn et broget og mangfoldigt billede, et fuldgyldigt udtryk for den biologiske rigdom, som prægede den Atlantiske tids kyster.

Trængte man derimod fra kysten ind i urskoven, var der betydelig mere mørkt og skyggefuldt. Over store strækninger var der ikke megen underskov eller urtevegetation; til gengæld stod træerne med meget tykkere stammer, end vi ser det i dag. Man kunne dog tit støde på områder, hvor vindfælder eller lynbrande havde åbnet skoven. Her var der lysninger med græs og en broget mangfoldighed af træer under opvækst. Selve skovbunden var et næsten uigennemtrængeligt vildnis af vandhuller, rådnende træstammer og nedfaldne grene.

Denne biologisk rige og afvekslende urskov er i Danmark for altid gået tabt. Men det betyder ikke, at vi ikke nogle enkelte steder i landet kan få et indtryk af, hvordan den dengang så ud. Et sådant sted er Draved Skov i Sydvestjylland, der ligger isoleret mellem ufremkommelige moser, og hvor man i disse år er i gang med et fascinerende skovprojekt.14 I Draved Skov lader man træerne dø af ælde. De falder om og bliver liggende, modsat i et almindeligt skovbrug, hvor man fælder træerne, når de er modne. For i nutidens skovbrug drejer det sig nemlig om penge. Men når det gælder Draved Skov, så har man i Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet besluttet, at den fra år 2000 skal ligge urørt af menneskehånd. Der er imidlertid langt fra en nutidig dansk skov til en rigtig urskov. Derfor har forstfolk i en årrække foretaget en række indgreb i skoven for at jævne de nyere dele af den med jorden. Næsten en tredjedel af skoven er blevet fældet, andre dele er blevet tyndet kraftigt ud for at give nye arter en chance. Og endelig er henved 100 kilometer grøfter og dræninger inden for skovens område blevet kastet til, med det resultat at der danner sig nye søer, og træerne stedvis går ud.

Målet er at skabe en skov, der gror på egne vilkår – ikke på menneskets.

Men paradoksalt nok kræver det til en indledning en vældig arbejdsindsats for at fjerne sporene af mange århundreders menneskelige indgreb i landskabet. Man kan sige, at i Draved Skov går forstfolkene baglæns i tiden. Tilbage til de tider, da menneskets indgreb i skoven endnu kun var som nålestik i en stor organisme. Ja, man gør så at sige alt det modsatte af, hvad man ville gøre i et rationelt drevet skovbrug.

Allerede nu begynder man i visse partier af skoven at kunne danne sig et indtryk af, hvordan en sådan urskov så ud. Mange steder gror den herlige, småbladede lind, der var så fremtrædende et træ i stenalderens urskov.

Men skoven er fugtig, mørkegrøn og lukket. På skovbunden ligger der væltede stammer af gamle, hensmuldrende træer, store svampe gror på dem sammen med skovsyre og engelsød. Det hele er ét kaos. Mos breder sig overalt, blomster er der ingen af, kun bingelurt og andre lave urter, der er tilpasset livet i skyggen. Ofte møder man gamle hule træer, og omkring dem står de unge opadstræbende træer tæt. Her og der er der en lille lysning, og mellem rådnende træstammer og grene vælder opvæksten op. Det var en sådan urskov, der groede inde i baglandet bag fangstfolkenes kystbosættelser, efterhånden som den stabile klimaksskov opstod i løbet af den Atlantiske tid.

Noter

1: C. Christensen 1995; C. Christensen et al. 1997.

2: A. Fischer 1991b; C. Christensen 1993.

3: K. Strand Petersen 1976.

4: C. Christensen et al. 1997, s. 45 ff.

5: Ibid. s. 48 ff.

6: Dateringerne for de tidligste marine indflydelser i den sydlige Østersø ligger mellem 7000 og 6800 f.Kr. C. Christensen et al. 1997, s. 48 ff.

7: C. Christensen 1982a-b; C. Christensen et al. 1997, s. 51.

8: B. Berglund 1971.

9: G. Digerfeldt 1975.

10: E. M. Jacobsen 1982.

11: C. Christensen 1982a-b, 1995.

12: B. Fritzbøger 1994.

13: J. Iversen 1967.

14: Draved Skov ligger få km syd for Løgumkloster. I 1950'-erne gennemførte Nationalmuseet en række eksperimentelle forsøg med skovrydning med stenøkse og svedjebrug i Draved Skov. S. Jørgensen 1953; A. Steensberg 1979; J. Troels-Smith 1990.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Havet og skoven.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig