I den sidste del af den tid, hvor Ahrensburg-jægerne færdedes i de udstrakte landområder, der i dag udgør Sydskandinavien, indtraf den klimamildning, som satte et punktum for den sidste istid. Det er en af vor tids virkelig store naturvidenskabelige erkendelser, at istidens klima var betydelig mere dramatisk, end man tidligere forestillede sig det. Overgangen fra den kolde yngre Dryas-periode til den efterfølgende begyndende varmetid, Præborealtiden, skete i løbet af forbløffende kort tid.114 Undersøgelser i skånske søaflejringer har f.eks. vist, at den årlige gennemsnitstemperatur i løbet af knap 30 år steg mindst 6-7 grader.115 Ved et kompliceret puslespil af informationer hentet fra boreprøver fra den grønlandske indlandsis, sedimentkerner fra aflejringer på bunden af Nordatlanten, borekerner fra moser og ferskvandssøer, træringsundersøgelser og kulstof 14-dateringer er det lykkedes forskerne at vise, at denne dramatiske forandring fandt sted omkring 9500 f.Kr.116 Og der var efter alt at dømme tale om en klimaforandring, som fandt sted overalt på jordkloden på samme tid.

Igen var det ikke ændringer i solens indstrålingsvarme, men i havstrømmene i oceanerne, der forårsagede forandringerne. Også i Sydskandinavien var istidens ophør en begivenhed, som på langt sigt vendte fuldstændig op og ned på menneskets muligheder i disse nordlige landområder. Den mærkedes i første omgang i form af en kæmpemæssig økologisk katastrofe, der ramte de nordlige dele af jægernes jagtrevir.

I årtusindernes løb havde de store mængder smeltevand fra den vigende gletscher ført til dannelsen af den Baltiske Issø, der lå hvor i dag Østersøen ligger. Denne kolossale sø var blokeret af de omgivende landmasser og af gletscheren, og den havde kun få og utilstrækkelige afløb. Hen imod slutningen af yngre Dryas var gletscheren stoppet op i det lavtliggende Mellemsverige. Kun bjerget Billingen, et 23 km langt tvilling-plateaubjerg i Västergötland, skilte issøens enorme vandmasser fra Vesterhavet.

Issøens overflade var omkring 25 m højere end Vesterhavets overfladeniveau. Da der nu med den stigende temperatur ved slutningen af istiden tilførtes Issøen store mængder smeltevand, skete det dramatiske gennembrud. Med sit voldsomme vandtryk brød Issøen igennem spærringens svageste led, som var ved bjerget Billingen. Det må have været en økologisk katastrofe af dimensioner, som ødelagde og afbrød dyre- og plantelivet over betydelige områder af Mellemsverige.117 Store dele af Issøens bund i sydvest blev tørlagt i løbet af ganske kort tid, og havvandet gik nu ind over det lave midtsvenske søområde, ind i Issøen, der herefter blev en havarm med brakvand med udløb gennem det mellemste Sverige. Man kalder dette stadium af Østersøens historie for Yoldiahavet, navngivet efter den lille ishavsmusling, Yoldia arctica.

Ved kombinerede naturvidenskabelige undersøgelser har man kunnet ansætte tidspunktet for denne naturkatastrofe til omkring 9570 f.Kr.118 Den er altså sket, mens Ahrensburg-jægerne endnu færdedes i landområderne heroppe mod nord. Vi ved ikke, om noget menneske så det ske. Men virkningerne udeblev ikke. Sydskandinavien fik nu ikke blot et helt nyt udseende, men også et nyt klima og snart også en ny bevoksning. I løbet af blot en enkelt generation skiftede klimaet fra et arktisk til et tempereret klima. På kort tid blev den åbne parktundra forvandlet til en lysåben birkeskov med fyr, asp, enebær og rævling.119 Istiden var forbi, den mellemistid, vi lever i endnu i dag, var begyndt.

Noter

114: Dansgaard et al. 1989.

115: S. Björck 1996a.

116: S. Björck 1996a.

117: S. Björck 1996b.

118: Se S. Björck i A. Fischer (red.) Man and Sea in the Mesolithic, 1995.

119: Björck & Digerfeldt 1984.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Istiden slutter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig