Jættestuerne

I tiden omkring 3300/3200 f.Kr. nåede byggeriet af de store stengrave sit højdepunkt. Inden for et ganske kort tidsrum, måske kun 100 år, opførte landets bondebefolkning nogle af oldtidens mest imponerende bygningsværker.⁶⁸ Det skete som afslutningen på den tid, hvor bondesamfundene oplevede deres første, store ekspansion.

De ligger endnu derude i landet. Man kan møde dem på en åben mark, hvor de rejser sig over kornets bølgende flade, og vældige skyblokke står over dem. Eller man kan møde dem dybt inde i en skov, hvor man først sent får øje på dem, fordi årtusinderne næsten har gjort dem til natur. Men de mørke kamre, bygget af enorme gråsten, er menneskeværk. De er de sidste rester af landskabets ældgamle erindring, der rækker mere end 50 århundreder tilbage i tiden. Henved 700 af dem er bevaret til vor tid. Men man skønner, at der oprindelig har været ca. 4000 af dem. De fleste ligger i nærheden af kysten, ofte i små grupper sammen med andre storstensgrave. Det var generationers gravsteder, man holdt i hævd. Sjældent ligger de højt i landskabet. Man byggede dem gerne bag en beskyttende bakkekam, så de lå i læ for vestenvinden, og ofte lå de på sydsiden af bakken, hvor solen havde mest magt. Fra jættestuen var der ikke langt til de levendes landsbyer. Gravplads og boplads udgjorde en helhed, sådan måtte det være i en tilværelse, hvor de døde var lige så nærværende som de levende.

Blev der oprindelig bygget henved 4000 jættestuer over en periode på måske blot en enkelt eller et par menneskealdre, kan det meget vel betyde, at der til hver eneste boplads, som formentlig blot rummede en storfamilie, har hørt en sådan storstensgrav. De var udbredt over hele landet (se kortet). Færrest jættestuer er der i de vestlige dele af landet. Kortet giver dog ikke den fulde sandhed, for også i Vest- og Nordjylland har der ligget adskillige af dem.⁶⁹ Men i tidens løb er mange jættestuer blevet plyndret for sten til veje og jernbaner, det gælder specielt i det nordvestlige Jylland. Det er dog sikkert, at jættestuerne aldrig har været særligt talrige i denne del af landet.⁷⁰

At man begyndte at bygge jættestuer, skyldtes sikkert impulser udefra. I et stort område syd for Danmark, i Slesvig-Holsten og Mecklenburg og vest for Elben, i det nordvesttyske og hollandske område, blev der på samme tid bygget jættestuer, der meget lignede de danske.⁷¹ Men jættestuerne betegnede intet brud i udviklingen, intet religionsskifte. Man fortsatte og udbyggede den dødekult, man havde udført i århundreder. Man løste også et pladsproblem, for jættestuernes stenkamre var betydeligt større end dyssernes. Og man ændrede på selve gravmindets konstruktion. Jordhøjen blev nu en fast del af gravmindet, og den dækkede hele det stenbyggede kammer, også dets overliggere. Kuppel og kammer blev en helhed. Jordfrie stengrave byggede man ikke mere.

Der var en meget stor variation i de jordhøje, som dækkede jættestuernes kamre. Nogle steder var kammeret dækket af en terrasseformet høj, hvor indgangen til gravkammeret mundede ud på den foran liggende terrasse. Det var f.eks. tilfældet med den prægtige dobbeltjættestue Klekkendehøj, der ligger i det fine ødanske landskab, ikke langt fra kysten på det sydvestlige Møn.⁷² Også den store jættestue på Hulbjerg nær Langelands sydspids⁷³ lå på en kunstig terrasse. Det kan i nutiden ofte være svært at se jættestuernes terrassekanter, fordi den nedskredne højfyld skjuler dem. Men i stenalderen så højene anderledes ud. De stod med skarpe kanter og afsatser, helt ulig de bløde former, som præger højene med jættestuer i dag.

Størrelsen af højen kunne også variere meget. De største var 30-40 m i diameter og havde en højde på 4-5 m. De mindste var omkring 20 m i diameter og havde en højde på kun 1,5-2 m. Hvordan højenes overflade oprindelig så ud, er vanskeligt at sige. Det er dog sikkert, at de ikke så ud som i dag. F.eks. var dækstenene ikke synlige. Hensigten med jættestuebyggeriet var at skabe et helt tæt gravkammer til de døde, og man overdækkede derfor dækstenene med et lag af sten, ler eller jord. Ja, i visse tilfælde var hele højoverfladen dækket af et stenlag. Det gav de store anlæg et imponerende og massivt udseende. Sådan fremstod f.eks. den allerede nævnte Klekkendehøj, der ligger i en klynge af storstensgrave. Samme fremtoning havde også jættestuen Jordehøj vest for Stege Nor, ligeledes på Møn.⁷⁴ I sjældne tilfælde dækkede man også et bredt bælte af højen lige oven for rækken af randsten med hvidbrændt flint, mens resten af højen var stenbelagt. Det var f.eks. tilfældet ved jættestuen Jordhøj syd for Mariager Fjord.⁷⁵

Omkring højens fod stod der oftest en række af randsten. Også de kunne variere meget i form og størrelse. Nogle steder var der ligefrem tale om meterhøje stenmure, hvor mellemrummene mellem de store sten var udfyldt med flade sten lagt oven på hinanden. Det er en byggeteknik, man kalder „tørmur“, og som vi senere skal møde i byggeriet af gravkamrene. Andre steder var randstenskæden mere beskeden og bestod af enkeltvis stående sten. Man kunne også i nogle tilfælde se randstenskæden afsluttet opadtil med en række vandrette, flade sten, der dannede en slags hylde.⁷⁶

En ganske særlig udformning fik randstenskæden, når man lod rækken af sten bøje sig indad mod gangens udmunding. På den måde opstod en lille plads foran indgangen, som spillede en vigtig rolle i de ritualer, stenaldermenneskene udførte ved forfædrenes grave. Den slags små forpladser havde man undertiden også lavet ved stordysserne.

Selve højens form var som regel rund eller oval. Den kunne dog også være rektangulær. Det var f.eks. tilfældet med det imponerende gravminde Kong Svends Høj på Lolland.⁷⁷ 42 store randsten omkransede den rektangulære høj, der rummede et 12,5 m langt gravkammer. Højens to kortsider, eller gavle, var trukket indad i et bueformet forløb. Hver af gavlene, som bestod af 7 sten, havde været spidst tagformede med en op til 4 m høj sten i midten og lavere sten ud mod siderne. Herved fik selve højen form som et hus med sadeltag.

Men nu til de gravkamre, som var målet med hele byggeriet, og som skjulte sig inde i højene. Også de kunne være meget forskelligartede. Principielt er jættestuen et gravkammer, der har en lang gang vinkelret på kammerets længderetning. Herved adskiller den sig fra stordyssen, som har sin gang i forlængelse af kammerets længderetning. De største jættestuekamre kunne nå op på 15 meters længde. Bredden kunne være op til 2,5 m, afhængig af dækstenenes størrelse. Højden kunne nå op til 2,5 m. Vinkelret på kammerets langside udgik gangen, som var dækket af mindre dæksten, der lå på tværs af gangens længderetning. Gangen var normalt 45 m lang og gik næsten altid i retningen øst, sydøst eller syd. Selve kamrene findes i utallige variationer og former. De kan være delte i midten, så der opstår to kamre. Der kan også være to sammenbyggede kamre med fælles vægsten mellem kamrene, der kan være påsat bikamre ved siderne osv.

Der lå stor byggeteknisk kunnen bag stenaldermenneskenes jættestuebyggeri.⁷⁸ Man måtte håndtere sten, der vejede op til 20 tons. Man måtte udføre omfattende jordarbejder, og man måtte sikre, at gravkammeret forblev jordfrit. Alt det krævede erfaringer, som man havde erhvervet igennem generationer. Vi kan da også se, at det var mennesker med stor viden, der byggede disse gravminder, som blev opført for evigheden. I mange egne af landet kan man se, at jættestuerne er bygget efter præcis samme opskrift. Så ens kan de være, at man i mange tilfælde fristes til at tro, at det var den samme bygmester, der stod for byggeriet.

Jættestuerne blev ofte bygget på jord, som tidligere havde været dyrket.⁷⁹ Ved arkæologiske udgravninger finder man tit spor efter ardpløjning under jættestuen. Det hændte dog også, at stenalderbønderne rømmede overjorden af, inden de begyndte byggeriet.

Det afgørende udgangspunkt for konstruktionen af jættestuen var bredden af kammeret. Jo bredere man ønskede det, jo større og tungere sten måtte man bruge, og jo større var risikoen for ustabilitet i den færdige konstruktion. Almindeligvis var bredden 2-2,5 m.

Det var formentlig de to hjørnesten ved indgangen, man satte først. Derefter satte man bærestenene umiddelbart overfor, i kammerets modsatte side, så man på den måde fastlagde kammerets bredde på midten. Man kunne nu anbringe de følgende bæresten til siderne, indtil man opnåede den ønskede størrelse af kammeret. Bærestenene var naturligvis vigtige, de skulle bære hele konstruktionen, og de blev derfor anbragt med en svag hældning indad mod kammeret for at sikre den bedst mulige trykfordeling fra dækstenene. De blev også gerne nedgravet en smule i undergrunden, støttet med en pakning af mindre sten og stabiliseret med ler. At sætte disse bæresten fordrede stor nøjagtighed, som krævede, at man kunne hæve og sænke dem efter behov. Hvordan man gjorde det, ved vi ikke, man kan blot konstatere, at stenalderens bygmestre evnede det. Stenene i jættestuerne står altid der, hvor den tunge konstruktion kræver det.

Bærestenene var næsten altid af granit eller gnejs. De kunne have en højde på 1,5-2 m. I de små kamre behøvede man 6-8 bæresten, i de store kamre kunne der være helt op til 27 bæresten. De vendte altid den plane side ind mod kammeret. Den indvendige højde af kammeret var naturligvis bestemt af bærestenenes størrelse, men i visse tilfælde kunne man øge højden ved at lægge indskudssten oven på bærestenene.

Det vanskeligste sted i konstruktionen var der, hvor gangen udgik fra kammeret. Her stod de to hjørnesten, som var lidt lavere end kammerets bæresten, og som altid var udsøgte, så de havde en kvadratisk eller måske trekantet standflade. En kraftig, flad sten blev nu lagt over indgangspartiet fra den ene hjørnesten til den anden. Man kalder denne sten for nøglestenen, og på den kom senere en eller to dæksten til at hvile. Nøglestenen blev gerne låst fast til siderne af højere sidesten ved siden af hjørnestenene. Stenene i gangen var næsten altid højest inde ved kammeret, men aftog så i højde udadtil mod indgangen.

Nu var tiden kommet til at udfylde mellemrummene mellem de store bæresten. Målet var at gøre gravkammeret helt tæt. Det skete ved, at mellemrummene blev fyldt ud med en tæt pakning af flade sandsten, undertiden med sammenfoldet birkebark imellem. Man kalder en sådan mur en tørmur, dvs. at der normalt ikke var noget bindemiddel imellem stenene. Det er dog en regel med mange undtagelser. For flere steder har man konstateret, at bygmestrene faktisk brugte et bindemiddel. Det kunne være en våd kridtmasse, der virkede som en slags mørtel. Vådt ler blev undertiden også benyttet. Man tilstræbte en lige og lodret mur inde i gravkammeret. Det fik man ved, at mureren sad inde i kammeret og tildannede fliserne og lagde dem på plads mellem bærestenene. Samtidig sad en medhjælper på bagsiden af stenvæggen og beklaskede tørmurens bagside med en blanding af vådt ler og knust flint i takt med at fylden til den omgivende høj blev tilført. Op ad kammeret bestod denne fyld ofte af næsten rent, fast ler, der ydede støtte til kammeret og samtidig modvirkede, at der trængte vand ind. Kammerets tæthed lå i det hele taget jættestue-byggerne meget på sinde. De lagde derfor ofte skråtliggende, flade sten på toppen af bærestenene for at lede nedsivende vand bort fra kammeret. Det er en detalje, man bl.a. kan se i jættestuen Kong Svends Høj på Lolland.⁸⁰

Omsider kom så den vanskeligste del af arbejdet, at lægge dækstenene på plads. Hvor langt borte, man hentede disse kolossale stenblokke, ved vi ikke. Det har dog næppe været særlig langt, for den slags store sten lå i stenalderen overalt i landskabet, hvor isen havde efterladt dem efter den sidste istid. Man kunne vælge sten af meget varierende form, de havde dog altid en flad side, der kunne vende nedad mod kammeret.

Hvordan de store, tunge dæksten blev transporteret på plads er noget af en gåde. De kunne veje op til 20 tons, og der er givet mange forslag til, hvordan stenaldermenneskene udførte dette kolossale arbejde. Velkendt er den arkæologi-interesserede kong Frederik VII's forslag om, at det skete på rullende tømmerstokke via en jordrampe, der førte op til bærestenenes øverste kant.⁸¹ Den gamle konges forslag rummer muligvis noget af svaret, selv om det i visse henseender næppe var helt korrekt. Kongen forestillede sig bl.a., at jættestuekammeret ved denne proces havde været jordfyldt for at stive det af. Det var det næppe, for jord er et meget dårligt middel til afstivning, fordi den sætter sig. Man må nok snarere forestille sig, at kammeret har været afstivet med tømmerstokke på kryds og tværs. Men der er forhold, der taler for, at kongens forslag om, at stenene blev bragt på plads via en jordrampe har noget på sig. Man har nemlig i flere tilfælde ved udgravningen af jættestuer kunnet iagttage skråtstillede lag i højfylden, der formentlig er sporene efter den rampe, hvorpå man trak dækstenene op til bærestenenes øverste kant.⁸² Omkring disse har man også undertiden kunnet iagttage en art plateau, der må være det sted, hvor man arbejdede med at lægge de store dæksten på plads.⁸³

Alligevel er spørgsmålet ikke fuldt belyst, for man har aldrig fundet de redskaber, stenaldermenneskene brugte. Ved udgravningen af jættestuen „Røverkulen“ i Sønderjylland fandt man dog i højfylden bag en bæresten spor efter en kraftig, lodret stolpe. Den var næsten 50 cm tyk og kan tænkes at have været brugt til at løfte de store sten med.⁸⁴ Efter anvendelsen er den så efterladt i højen.

Hvordan fremgangsmåden end var, så ser det ud til, at det var den midterste dæksten, der blev lagt først på plads. Den blev enten lagt på de to hjørnesten eller på henholdsvis nøglestenen og bærestenen i den modsatte side. Derefter blev dækstenene på begge sider af den midterste dæksten lagt på plads. Herved fik man en så at sige selvlåsende konstruktion, som sikrede jættestuekammerets stabilitet.

Nu kunne man tætne gravkammeret ovenfra. Det gjorde man med enten knust flint, ler og flade sandsten, der i nogle tilfælde dækkede hele gravkammeret som et tag. Med jord gav man så højen dens endelige form. En tærskelsten og karmsten markerede i gangen, hvor døren skulle sidde. Den skulle åbnes, hver gang nye begravelser fandt sted.

Inde i det nu mørke gravkammer lagde man så gulvet. Det kunne bestå af et lag store og små, tæt lagte sten direkte på det oprindelige muldlag. Dette gulv havde en drænende og formentlig også stabiliserende funktion, og oven på det lagde man et 10-20 cm tykt lag knust flint, som ofte var hvidbrændt.⁸⁵ Også det var med til at dræne fugtighed bort fra kammeret. Gulvene kunne dog også være af ler eller blot bestå af det naturlige undergrundssand. Jættestuernes kamre blev imidlertid brugt til begravelser gennem mange århundreder. Ved udgravningen af dem finder man derfor ofte mange forskellige gulvlag, og det kan være vanskeligt at afgøre, hvilke af dem der var samtidige med jættestuens opførelse, og hvilke der var lagt i forbindelse med de mange efterbegravelser.

Selve jættestuekammeret, hjertet i gravmonumentet, kunne være af meget forskelligartet udformning.⁸⁶ Det mest almindelige var et lille, ovalt kammer, som var 2,5-3 m langt. Det var en type, som blev bygget overalt i landet. Var kammeret rektangulært, var det oftest større end de ovale kamre. Så kunne længden i nogle tilfælde nå helt op på 16 m. De rektangulære kamre var ikke så almindelige i Jylland, derimod byggede man dem i stort antal på øerne.

Undertiden var der et eller flere små bikamre bygget på hovedkammeret. Det var en form, som havde en begrænset udbredelse, størsteparten blev opført i Nordjylland i Limfjordsegnene.⁸⁷ I de fleste tilfælde var bi-kammeret anbragt således, at man fra det kunne se ud i gangen. Derved opstår de næsten korsformede kamre. Et kendt eksempel er den imponerende „Lundehøj“ ved Hurup i Sydthy, der ligger på et bakkedrag med en vældig udsigt over Limfjorden.⁸⁸

Over for jættestuerne med bikamre stod dobbeltjættestuerne, som bestod af to stuer med fælles endevæg. Det var hovedsagelig en sjællandsk variant. Begge kamre var bygget samtidig efter samme princip og formentlig af en og samme håndværker. Der kendes henved 30 dobbeltjættestuer fra hele landet, men langt hovedparten af dem ligger på Sjælland, specielt ligger de tæt på Kalundborg-egnen.⁸⁹ Beslægtet med dobbeltjættestuerne er en variant, hvor der ligger to separate kamre i højen med hver sin gang. Dem kender man også henved 30 eksempler på, fortrinsvis i området ved Hjarbæk Fjord i Nordjylland og på Roskilde-egnen.⁹⁰

Variationsmulighederne var uendelige og præget af lokale forhold. Således kan man i de sydlige dele af landet møde former, der afspejler beslægtede jættestuer på den anden side af Østersøen. På de syddanske øer er der f.eks. jættestuer, hvis kammer er trapezoidt. De peger i retning af lignende anlæg i Mecklenburg.⁹¹ Her i Syddanmark er jættestuerne også ofte dækket af rektangulære høje på ganske samme måde som i Mecklenburg.

Et fællestræk ved jættestuerne var, at deres indgang næsten altid pegede mod syd-sydøst. Der er dem, der peger på, at det var her midvinterens sol stod op, men der er også dem, som siger, at gangen dermed var orienteret efter månen.⁹²