Magtens holdepunkter

I den begyndende mangfoldighed af bosættelser er det især de store og rige bopladser, som falder i øjnene, dvs. de steder, hvor magten koncentreredes i det 5. og 6. århundrede. Vi kan kalde dem den første generation af centralpladser, og til dem hørte bosættelser som Gudme-Lundeborg på Fyn, Sorte Muld på Bornholm, Uppåkra i Skåne og Helgö i Mälarregionen. De fortsatte nemlig endnu deres virksomhed i flere århundreder frem i tiden.

Den store bosættelse i Gudme på Fyn har vi besøgt tidligere, dengang den i det 3. og 4. århundrede var en af de vigtigste bebyggelser i landet (se Gudme, Gudernes hjem). Intet sted herhjemme var bebyggelsen så omfattende, og intet andet sted rummede den så store rigdomme. Vi tolkede dengang Gudme som en stormands residens, måske endda et tidligt kongesæde, hvis velstand hvilede på omfattende betalinger af tribut.

Igennem det 4. århundrede havde Gudme været dominerende, når det gjaldt import. Næsten halvdelen af den samlede importmængde fra perioden stammede herfra. Og selv da de vestromerske provinser for alvor blev trængt i løbet af 300-tallet, havde Gudme opretholdt sine oversøiske kontakter. Nye forbindelser var blevet etableret til det sydøstlige Europa, og i 4-500-tallet, som vi nu er nået ind i, etableredes forbindelser til de frankiske områder i Central- og Vesteuropa, hvorfra man modtog dragtsmykker, våbenudstyr og mange andre kostbarheder. Adskillige af dem vidner om tilstedeværelsen af højtrangerende krigere i Gudme, også i den ældre germanske jernalder.

Men før vi berører Gudmes fortsatte velstand, skal vi kaste et blik ud over den store bosættelse, som ingenlunde var svundet i omfang i forhold til tidligere tider. Den omfattende bebyggelse lå stadig i et ganske let kuperet terræn med små spredte vådområder øst for Gudme Sø (se kortet Plan over Gudme i 3. til 6. århundrede e.Kr. i Gudme, Gudernes hjem). Det sammenhængende bosættelsesområde dækkede ca. 600 x 1000 meter. Men man har også gjort fund i den nærliggende Gudme by, hvor man stødte på bopladslag, formentlig fra germansk jernalder. I byen er det naturligvis ikke helt så enkelt at undersøge bopladslevnene som i det åbne land.

Endnu kan man ikke helt bestemme det store bopladsområdes karakter. Dels er de systematiske rekognosceringer med metaldetektor en tidrøvende affære, dels har man kun kunnet foretage arkæologiske udgravninger inden for begrænsede områder af det meget store bosættelsesareal.

Et af disse områder har tidligere været omtalt, Gudme III kalder arkæologerne det (se Gudme, Gudernes hjem). Her opstod omkring 200 e.Kr. en ny bebyggelse, dvs. samtidig med gravene på den nærliggende gravplads Møllegårdsmarken (se En ny elite). Bebyggelsen varede ved i mere end fire århundreder, men ophørte derefter.¹⁰³ Husene havde ligget på en lille bakke omgivet af eng- og vådområder. Ved udgravningen blev det klart, at bebyggelsen kunne inddeles i 9 faser med en varighed på gennemsnitligt 50 år. I hver af faserne blev husene revet ned og genopført på ny, ofte på stort set samme sted. Det gjaldt også de mindre økonomibygninger og hegnene.

I begyndelsen havde der kun været to gårde på stedet. Men tidligt i det 5. århundrede blev der anlagt en ny gård. Så var der i alt tre gårde på stedet. Efter hen ved 100 år blev den tredje af gårdene dog nedlagt, og omkring 650 e.Kr. ophørte bebyggelsen som helhed.

Allerede fra begyndelsen havde beboerne af gårdene rådet over en betydelig velstand. Ved den arkæologiske udgravning gjorde man rige fund af bl.a. bronze og glas. Man fandt også tre nedgravede skatte med genstande af sølv og guld: dels en møntskat, hvis mønter alle var fremstillet i det 4. århundrede, og som tidligst kan være nedlagt omkring år 400, dels en skat med brudsølv og endelig en skat med 3 stykker guldblik, dekoreret med dyre- og menneskefigurer.

Det andet af de udgravede arealer kalder man Gudme IV.¹⁰⁴ Også her begyndte bebyggelsen i det 3. århundrede og lå omgivet af lave vådområder i det forholdsvis kuperede terræn. Ved udgravningerne kunne man på stedet følge en enkelt gård igennem ikke mindre end 12 faser. Den ser ud til at have ligget på samme sted i hele Gudmebebyggelsens levetid. Vest for denne gård fandt man rester af endnu en gård, der dog kun delvist blev udgravet.

I 400-tallet bestod gården af et 29 m langt hovedhus, som var bygget sammen med det omgivende hegn. Desuden fandt man på den ca. 2700 m² store gårdtoft en staklade, en brønd og et mindre udhus. Med diverse ombygninger og udvidelser kunne denne gård følges helt ind i begyndelsen af 800-tallet. Derefter ophørte bebyggelsen, der ligesom gårdene i Gudme III havde været meget velhavende, i hvert fald i det 5. århundrede. Det kunne man bl.a. slutte af fundene af glas og af en møntskat, som indeholdt 25 romerske denarer og siliqua samt andre genstande af sølv.

Midt imellem de store gårde i Gudme havde i slutningen af den romerske jernalder ligget en monumental søjlehal, bygget i en slags bulkonstruktion, 47 x 10 stor (se Gudme, Gudernes hjem). Den var en af de største bygninger, vi kender fra Danmarks oldtid, og det var frem for alt den, der gav Gudme dets særpræg og vidnede om, at der formentlig var tale om kongeligt byggeri.¹⁰⁵ Som vi senere skal se, stod sådanne haller helt frem til vikingetiden ofte på de største og rigeste bosættelser, hvor de var et symbol på det økonomiske og militære lederskab.

Den store hal var blevet revet ned sidst i 300-tallet. Men lidt syd for den stod endnu et hus, 22 m langt, som var blevet fornyet ikke mindre end seks gange. Det var blevet opført før den store hal, og det blev stående til ind i 400-årene, dvs. ind i den ældre germanske jernalder. Ligesom hallen havde det en konstruktion, der adskilte sig væsentligt fra andre kendte jernalderhuses. Det havde bl.a. ingen indvendige bærestolper, vægkonstruktionen var derimod den samme som den store søjlehals.

Dette store centrale anlæg i Gudme har man, som allerede nævnt, set som en residens for en magtfuld potentat, en konge formentlig. At der i tilknytning til de imponerende bygninger mangler stalde og andre økonomibygninger har man yderligere tolket som udtryk for, at magnatens økonomiske grundlag må have været afgifter, såkaldt tribut, fra de omkringliggende hen ved 50 almindelige gårdanlæg. I disse arbejdede mange forskellige håndværkere, især sølv- og guldsmede. Og deres produkter blev afsat på den nærliggende handelsplads ved kysten, Lundeborg. Den store bosættelse ved Gudme skulle således være et udtryk for, at magtfulde personer i denne periode var begyndt at koncentrere handels- og håndværksaktiviteter ved deres residenser. Formålet hermed må have været at kontrollere og profitere af disse aktiviteter, blandt andet ved opkrævning af afgifter. Som en modydelse må magnaten eller kongen have garanteret beskyttelse af håndværkerne og købmændene og sikret markedsfred på handelspladsen. Redskabet til sikring af dette var stormandens eller kongens krigere.

I det 6. århundrede blev de kongelige funktioner formentlig flyttet til et andet sted på pladsen. Hvor tidligere hallerne havde stået, lå nu en gård af normal størrelse. Men Gudme som sådan fortsatte og blomstrede med sine mange guldrigdomme endnu ind i det 6. århundrede.

Generelt har udgravningerne i Gudme givet et billede af en omfattende bebyggelse med en meget lang kontinuitet. En enkelt gård har f.eks. kunnet vise at have eksisteret kontinuerligt gennem 12-15 faser dækkende det 3. til det 9. århundrede.¹⁰⁶ Metaldetektorfundene har vist, at pladsen har været i brug fra sen romersk jernalder til vikingetid. Huse fra den sene periode er dog endnu ikke fundet.

Med undtagelser af det store halbyggeri er hustyperne de samme, som vi kender fra andre af tidens bopladser: langhuse suppleret med mindre økonomibygninger. Hegn er dog kun undtagelsesvis blevet iagttaget på grund af senere tiders pløjning.

Inden for de store gårdanlæg er der foregået en omfattende håndværksvirksomhed. Det vidner bl.a. fund af smeltedigler om. Og hertil kommer en mangfoldighed af ufærdige genstande og støberiaffald, som findes overalt. Guld, sølv og bronze må i stort omfang være blevet forarbejdet på bopladsområdet. Men hvad der ellers foregik ud over de daglige aktiviteter, er det for tidligt at vurdere.

Til den store boplads hørte også den anløbsplads ude ved kysten, nord og syd for Tange Å's udløb i Storebælt, som forsynede Gudme med råmaterialer og eksotiske varer: Lundeborg. Allerede i yngre romersk jernalder var arealerne både nord og syd for åen taget i anvendelse. Men i den ældre germanske jernalder var det tilsyneladende kun området nord for åen, der var i brug. Men at der også her har arbejdet håndværkere, viser både deres redskaber og talrige halvfabrikater. Om handelen vidner fund af vægtlodder, små afklippede stykker betalingsguld, mængder af glasperler og skår af drikkeglas.

Forudsætninger for landingspladsen ved Lundeborg kan være svære at finde.¹⁰⁷ Det er imidlertid næppe alene Lundeborgs funktion som importhavn for prestigegenstande, der var baggrunden for dens anlæggelse. Omfanget af netop den varekategori var trods alt begrænset og har næppe kunnet afstedkomme de massive kulturlag, man finder på stedet. At pladsen blev etableret skyldes snarere tilbagevendende begivenheder i forbindelse med det formodede kongesæde i Gudme. De har kunnet tiltrække et større antal mennesker, hvoraf en del ankom med båd. Og på den baggrund har pladsen formentlig udviklet sig til en markedsplads og et produktionsområde.

Den elite, der residerede i Gudme i den ældre germanske jernalder, dvs. i 400-tallet e.Kr., havde på flere måder ændret adfærd i forhold til tidligere generationer. I den romerske jernalder havde man demonstreret sin velstand og sociale status i gravene. Det gjorde man ikke længere. I stedet markerede man sig ved kostbare ofringer af guld i form af ringe, brakteater og sværdskedebeslag, som ofte fandt sted inden for selve bopladsområdet. Samtidig ophørte også de store kollektive nedlæggelser af våbenofre. Man har taget denne ændring af de rituelle skikke som udtryk for, at eliten nu havde konsolideret sin status.¹⁰⁸

Ædelmetalskattene var tidligere stort set den eneste kildegruppe, man kendte fra ældre germansk jernalder på Fyn.¹⁰⁹ I 1833 havde man fundet den store guldskat ved Broholm, i alt 4,6 kg guld, næst efter guldhornene den største samlede mængde af dette metal, som er fundet i Danmark. Broholm-skatten viste nok, at området havde været rigt i 4-500-årene. Men de nye arkæologiske undersøgelser i det sydøstfynske område har siden bragt en overvældende mængde af ædelmetalfund for dagen. Samlet drejer det sig om hen ved 10 kg guld, som er nedlagt i forbindelse med kultudøvelsen i Gudme i den ældre germanske jernalder. Der er ikke andetsteds i Skandinavien set en rigdom, som kvantitativt eller kvalitativt kan måle sig med den, som rådede i Gudme inden for perioden ca. 400-550 e.Kr. Og interessant er det, at ædelmetalskattene hører sammen med bosættelsen. En skat af brakteater, dvs. tynde smykkeplader af guld, som vi senere skal høre mere om, gør det så direkte, at den lå nede i et stolpehul fra et af husene. Også enkelte stykker af brudguld er fundet i nedgravningerne til husenes stolper.

Lad os først kaste et blik på den enestående Broholm-skat. Den repræsenterer formentlig én samlet nedlæggelse, selv om det har vist sig, at guldet er fundet i mindst to koncentrationer.¹¹⁰ Skatten indeholdt tre store guldhalsringe, afhuggede stykker af flere andre halsringe med indstemplede ornamenter, to såkaldte kolbearmringe med fortykkede ender, en snoet armring, afhuggede stykker af flere andre armringe med indstemplede ornamenter, en sværdperle af guld, stykker af guldtråd fra spiralmundblik til sværdskeder, flere guldbarrer, en guldfibula, ni guldbrakteater, fingerringe, en spiralring, samt to romerske guldsolidi.¹¹¹ De i alt 4,6 kg guld svarer til over 1000 romerske guldsolidi. For denne guldmængde kunne man i Frankerriget i det 6.-8. århundrede udruste en hær på over 100 krigere med sværd, skjold og lanse.

Dateringen af det rige fund fra Broholm kan man bl.a. fastlægge ud fra nogle stykker af spiralsnoet guldmundblik, der tyder på, at skatten først blev nedlagt sent i den ældre germanske jernalder.¹¹² Desuden hører to solidi fra Valentinian 3. (425-55) og Zeno (474-91) med til fundet. De viser, at skatten tidligst kan være deponeret sent i 400-tallet, snarere i begyndelsen af 500-tallet.

Broholm-skatten er som sagt ikke det eneste udtryk for Gudme-elitens rigdom. Mange andre skattefund kan nævnes, blandt dem et fra Hesselager Fredskov, som foruden en flettet guldkæde og et granatprydet guldgemme indeholdt rester af et stort romersk sølvfad. De seks randstykker var klippet i passende, barrelignende stykker med en samlet vægt på 395 g. Både guldhænget, kæden og brudsølvet er romersk og sandsynligvis fremstillet i det østromerske område.¹¹³

Andre stumper af romerske sølvfade fandt man i 1984 sammen med talrige fragmenter af smykkeringe, barrer, ærmehægter og -, i alt 1,282 kg sølv, på bopladsen Stenhøjgård, kun 130 m sydøst for Gudme I.¹¹⁴ Samme sted fandt man også en brændt skat.¹¹⁵ Dens sølvplader og -nitter udviste slægtskab med en større, gådefuld sølvskat, der blev fundet 1990 på Laurits' Mark nord for Tange Møllevej.¹¹⁶ Den bestod af 19 klumper af sønderhuggede og sammenbukkede sølvplader, tydeligvis skrot. Sølvpladerne havde været prydet med pånittede guldblikdekorationer af en eller anden slags. Måske havde sølvet smykket et monument, en tempeldør eller et helligskrin et sted i Sydeuropa, hvor det var blevet bytte for barbarernes plyndringer.

Samme sted fandt man en guldskat. I udkanten af bopladsområdet lå i en lille nedgravning et bundt guldringe.¹¹⁷ Det omfattede to hele halsringe af den todelte type.¹¹⁸ Denne skat, som vejede 475 g, kan repræsentere en afvejet guldmængde, hvor man ud over de to komplette halsringe og en simpel spiralfingerring havde suppleret med et afklippet stykke af en tredje halsring.

Endnu en guldskat fandt man nord for Tange Møllevej.¹¹⁹ Den bestod af to skedebeslag og en guldbarre og kan formentlig opfattes som en konges gave til en betroet kriger i Gudme.¹²⁰ Det ene af mundingsbeslagene¹²¹ til en sværdskede var lavet af en spiralformet, 131 g tung guldstang, som fandtes sammenviklet med en guldbarre, der vejede 128 g. Tilsvarende spiralguldmundblik kendes fra to andre fund i Gudmeområdet. Knap så tungt var skattens andet mundblik. Det vejede 99 g, både for- og bagside var prydet af stiliserede dyrefigurer, støbt i skarpkantet relief og belagt med filigran. Hovedmotivet på stykkets forside var to diagonalt modstillede dyr. Ligeledes dekoreret med filigran var et lignende, men knap så overdådigt udsmykket guldmundblik,¹²² der fandtes i 1837 ved grøftegravning nogle hundrede meter øst for guldskatten.

Af vægtigt guld var desuden den skat, som blev fundet ved Lillesø nær Gudme. Den bestod af en kolbearmring, to spiralmundblik fra sværdskeder og tre spiralguldringe. Den samlede vægt af skatten var 605 g.¹²³ Inde i et af husene i Gudme fandt man desuden en skat, som oprindelig havde siddet i et stolpehul. Den indeholdt i alt ni guldbrakteater, en lille sværdskedeknap med indlagte almandiner i cloisonné, en fingerring, to små runde hængesmykker og en slidt romersk sølvdenar med øsken. Guldvægten var beskeden, ca. 50 g, men det var guldarbejde af meget høj kvalitet.¹²⁴

Ved Uhrenholtgård nær Gudme fandt man ydermere et bundt af guldringe holdt sammen med en spiralsnoet guldtråd. Bundtet indeholdt to fuldstændige halsringe og stumper af en tredje. Skattens samlede vægt var 475 g.¹²⁵ Og ved Hesselager Fredskov øst for Gudme, tæt ved Lundeborg, fremkom yderligere en muligvis spredt skat bestående af en halsring og to guldbrakteater. Her var den samlede vægt 311 g.¹²⁶

Endelig har man ved Egsmosegård nær Gudme i 1800-tallet fundet hele tre ringknopper af massivt guld fra sværdfæster, de stammer muligvis fra en spredt skat. En fjerde ringknop er fundet ved Albjerg syd for Gudme.¹²⁷ Disse massive ringknopper fra sværd fortjener en helt særlig opmærksomhed, man kender dem nemlig fra frankiske gravfund fra første halvdel af 500-tallet – og i Frankerriget havde ringknopperne deres helt særlige symbolske betydning: de to ringe, som greb ind i hinanden, var udtryk for båndet mellem hirdmanden og hans konge.¹²⁸ Når ringknopperne optræder i Danmark og de norsk-svenske Kattegatområder sammen med en række andre frankiske indflydelser, er der grund til at tro, at de har haft en tilsvarende symbolsk betydning inden for den elite, som brugte dem. Vi skal senere følge den fortsatte brug af ringknopperne inden for det skandinaviske krigeraristokrati (se Mænd under våben).

Trods deres forskellighed er der et vist fællespræg over ædelmetalskattene fra Gudme. Metallet i de enkelte genstande repræsenterede så store værdier, at de næppe kunne erhverves eller anvendes ved småhandel på lokale markeder. Alene ringene i guldfundet fra Laurits' Mark på tilsammen 475 g guld svarer nogenlunde i værdi til en soldats løn for 9 års krigstjeneste i den romerske hær. Skattene har karakter af solide, rørlige formuer, som må være blevet udvekslet mellem stormænd. Men det var en velstand, som ikke varede ved. I begyndelsen af 500-tallet ophørte nedlæggelserne af ædelmetalskatte, og i de følgende århundreder var kun små guldmængder i omløb.

Også de romerske mønter fra Gudme og Lundeborg fortjener at nævnes.¹²⁹ De består dog først og fremmest af denarer fra 1. til 3. århundrede, solidi fra 4. århundrede og siliquae samme tid. Hovedparten er altså fra den romerske jernalder, og det er kun få mønter, der synes at være ankommet til området i det 5. århundrede, selv om det er velkendt, at mange romerske mønter havde en endog meget lang omløbstid.

Som vi har set, udgjorde Gudme en klynge af mange samtidige gårde, som var meget større end de normale landsbyer i den germanske jernalder. Et andet karakteristisk træk var den lange kontinuitet i bebyggelsen. Nogle steder rakte den fra det 3. til det 9. århundrede.¹³⁰ Men trods sin størrelse og rigdom behøver Gudme ikke at have været noget helt enestående i datidens samfund. Nye undersøgelser vil formentlig kunne afsløre bebyggelser, der minder om Gudme, om end de næppe vil nå helt op på samme niveau.¹³¹ Ja, faktisk har metaldetektorerne allerede ledt vej til bopladser, der i flere henseender minder om Gudme. Som kendetegnes ved en rigdom på metalsmykker, opklippede guld- og sølvgenstande, guld- og sølvbarrer, affald fra metalhåndværk, smedning, vægtlodder og fremmede genstande. I det 5. århundrede er disse pladser endnu forholdsvis fåtallige, men i det 6. århundrede begynder deres antal at øges, og vi skal senere vende tilbage til dem (se Håndværkspladser og sæsonmarkeder). Det er bosættelser, der adskilte sig fra de ordinære landsbysamfund ved et langt større antal gårde og ved en langvarig kontinuitet, hvad angik handels- og håndværkeraktiviteterne. En sådan langtidskontinuitet kan kun skyldes, at magtfulde personer til stadighed havde interesse i dem. Netop her var Gudme et første og meget oplysende eksempel. Gennem stormandsgården og de overdådige guldfund viste den aristokratiets direkte tilknytning til håndværkscentret.

Formentlig skal man søge forbillederne for disse bosættelser på kontinentet, i bl.a. de stormandssæder med tilknyttet håndværkerbebyggelse, som opstod her i det 3.-5. århundrede.¹³² Man finder dem i ganske stort tal i bl.a. Sydtyskland.¹³³ Og i Nordvesttyskland har man f.eks. i forbindelse med udgravningen af en stormandsgård på bopladsen Feddersen Wierde fra det 3.-4. århundrede påvist et større håndværksområde i tilknytning til storgården.¹³⁴ Man skal derfor ikke se Gudme som noget helt enestående, selv om dens størrelse endnu er uden paralleller. Håndværkerbebyggelser af den art synes at være noget, der udvikles i de germanske samfund i den sene romerske jernalder.

Sammenlignelig med Gudme er den store bornholmske boplads Sorte Muld, der ligger på nordøen i Ibsker sogn.¹³⁵ Bevæger man sig nordpå fra Neksø mod Svaneke, begynder man allerede her at få et indtryk af den særlige bornholmske kystnatur. Klippefuldt terræn veksler med frodige marker, som skråner ned mod stranden og ender i småbitte skærgårde og stenede odder. Er det en sommerdag, kan der i landskabet være en overdådig fuglesang af drossel, solsort, bogfinke, bomlærke og gulspurv. Og man ser, hvordan de røde, gule, grønne, grå og rustbrune farver løber ud i den azurblå Østersø, og fjernt ude i horisonten aner man den lille Christiansø. Heroppe på østsiden af øen, på toppen af et bredt bakkedrag, hvorfra der i en højde af 60 m er en vid udsigt over havet, ligger Sorte Muld, kun 2 km fra kysten. I dag ses de ompløjede, trækulsholdige bopladslag efter pløjning som et stort mørkfarvet område i marken.

Det er sporene efter en permanent, meget omfattende bosættelse af blandet erhvervsmæssig karakter. Formentlig har man levet af et intensivt kreaturhold kombineret med fiskeri. Men på denne plads udviklede der sig allerede i den yngre romerske jernalder en koncentration af specialiserede håndværk.

Ved udgravninger i 1940'erne påviste man på stedet hustomter fra ældre germansk jernalder.¹³⁶ I 1980'erne har man igen foretaget undersøgelser på Sorte Muld.¹³⁷ Men det er kun en forsvindende lille del af det store bopladsområde, der er undersøgt, dog har man gjort udstrakt brug af metaldetektorer til rekognosceringer. Der er tale om et stort sammenhængende bopladsareal med en udstrækning på i hvert fald 40-50.000 kvadratmeter, mange steder dækket af et 1 m tykt kulturlag. De mange metalfund rækker fra ældre romersk jernalder til begyndelsen af vikingetiden med et tyngdepunkt i yngre romersk jernalder og i særdeleshed i ældre germansk jernalder.

Betingelserne for iagttagelser i fladen har hidtil været dårlige på Sorte Muld-bopladsen, grundplaner af huse har været næsten umulige at påvise. De talrige knoglefund viser, at både animalsk produktion og fiskeri har spillet en betydelig rolle for bopladsens økonomi. Det er i den sammenhæng blevet foreslået, at stedet har haft en funktion som kvægmarked for et større område.

Først og fremmest er det dog de talrige vidnesbyrd om udøvelsen af metalhåndværk og handel, der præger fundene fra Sorte Muld. Der er spor efter bronzestøbning og guldsmedehåndværk. Og der er fund, som vidner om en udstrakt handelsvirksomhed: vægtlodder, brudguld, skår af forskellige glastyper, såkaldte Snartemobægre, snabelbægre og reticellaglas.

På endnu et punkt ligner pladsen den store centralbosættelse ved Gudme: Det lokale aristokrati har også i Sorte Muld ofret kostbare guldskatte. For ikke mange år siden fandt man f.eks. nedgravet på pladsen et kræmmerhus af sølv, en sammenrullet sølvplade, som rummede otte guldperler, to hjulkorsformede hængesmykker, seks romerske mønter, som også var omdannet til smykker, og fem guldbrakteater.¹³⁸ Det må være en offergave, idet både sølvpladen og brakteaterne var bøjet sammen, så de ikke kunne bruges igen. Kun ganske få personer har kunnet bringe så kostbare ofre.

På et andet sted på pladsen, stedet går under navnet Dalshøj, fandt man under resterne af et nedbrændt hus fra ældre germansk jernalder yderligere en af de fineste guldskatte fra det tidlige 500-tal.¹³⁹ Sammen med en stor relieffibula lå 17 romerske guldsolidi, 2 guldspiralringe og et afhugget stykke af en tredje. Pragtfibulaen er et særdeles fornemt arbejde med spiralornamenter og profilsete dyrehoveder. Den er et typisk skandinavisk arbejde fra første halvdel af 500-tallet.

Endelig er der på marken umiddelbart syd for Dalshøj fundet et af de helt store danske guldfund i form af ikke mindre end 2350 såkaldte guldgubber, dvs. bittesmå, tynde guldplader med billedfremstillinger på. Om dette fund, som vidner om pladsens kultiske betydning, skal vi dog først høre senere (se Magtens boliger).

Den store bosættelse Sorte Muld har med sin markante beliggenhed i bekvem afstand til en kyst med flere naturlige anløbspladser for mindre fartøjer formentlig haft en funktion som markedsplads i forbindelse med distribution af handelsvarer til det bornholmske lokalområde. Men de rige fund antyder også, at stedet kan have været residens for et lokalt aristokrati, en småkonge måske, som til sig har knyttet et større antal håndværkere, og samtidig har haft politiske og økonomiske kontakter til især det alemannisk-frankiske område på kontinentet. Bosættelsen har formentlig tillige fungeret som regionalt kultcentrum.

Drager vi fra Bornholm videre over vandet til Skåne, finder vi mod vest i landsdelen centralpladsen Uppåkra.¹⁴⁰ Den ligger et stykke fra kysten på en svagt markeret højning på den åbne Lundslette, lige syd for Lund. Placeringen på egnens højeste punkt og beliggenheden 7 km fra Øresundkysten må være strategisk betinget og har givet en vis beskyttelse mod uforudsete sørøverangreb. I flere henseender ligner Uppåkra således Gudme. Der er også her i det skånske tale om en meget stor bosættelse, kulturlagene dækker et ca. 40 hektar stort område, og de kan være op til 2 m tykke, normalt har de dog en mægtighed på en halv til en hel meter.

De mere omfattende undersøgelser af Uppåkra er af forholdsvis ny dato og blev i øvrigt indledt ved hjælp af „indførte“ metaldetektorfolk fra Bornholm. Allerede på et tidligt tidspunkt efter Kr.f. var Uppåkra en usædvanlig stor boplads med flere gårde. Men fundene viser, at bebyggelsen og velstanden tiltog i omfang i 300- og 400-årene, i yngre romersk og ældre germansk jernalder, dvs. den tid hvor den første generation af centralpladser med økonomiske, politiske og religiøse funktioner opstod. Ligesom Gudme og Sorte Muld kan pladsen meget vel have været residens for en småkonge, til hvis hushold var knyttet en betydelig håndværksproduktion.

Fundene på Uppåkra-bopladsen omfatter både hjemlige og importerede sager. Romerske mønter blev anvendt som råmetal for sølvsmedenes produkter. Og disse omfatter prøver på højt udviklet håndværk, luksusvarer for samfundets øverste, bl.a. et stort antal bronzesmykker med forgyldning og indlagte halvædelsten, som stammer fra Frankerriget eller er præcist udførte hjemlige efterligninger. Produktionen begynder i 300- og 400-årene, men i det 6. århundrede øges dens omfang, og den fortsætter frem til anden halvdel af 900-tallet. Så skete der tilsyneladende en afbrydelse af aktiviteterne, samtidig med at Lund blev grundlagt.

Går vi længere mod nord, til Mellemsverige, finder vi endnu en centralplads, Helgö¹⁴¹ i Mälaren, vest for Stockholm.¹⁴² Her har svenske arkæologer fra 1950'erne til ind i 1970'erne foretaget arkæologiske udgravninger, desværre uden at være kommet til klare opfattelser af bosættelsens karakter.¹⁴³ Foruden selve bopladsen er også flere gravpladser og en lille tilflugtsborg blevet udgravet. Helgö var i brug allerede i 200-tallet, men sin blomstringstid fik øen i germansk jernalder, hvor der i bosættelsen udfoldede sig en omfattende håndværksvirksomhed.

Udgravningerne har vist, at man i bopladsens værksteder fremstillede smykker og andet kunsthåndværk i så store mængder, at produktionen rakte langt ud over det lokale forbrug. Afsætningsområdet har været stort. Hovedparten af produktionen gik naturligvis til Mälarområdet, men meget gik også til både Østbaltikum og Norge.

De internationale kontakter fra Helgö har været særdeles vidtrækkende. Om det vidner bl.a. mængder af glas fra Frankerriget og de tidligere romerske provinser. Måske noget af det er importeret som affaldsglas, der så kunne bruges i den lokale fremstilling af farvede glasperler.

Visse af bygningerne på Helgo er blevet tolket som høvdingehaller¹⁴⁴, og til dem knytter der sig rige fund af navnlig glas og våben fra det 5. og 6. århundrede. Pladsen udmærker sig også ved, at der er fundet mere end en snes af de såkaldte guldgubber. Alt sammen peger det på tilstedeværelsen af et aristokrati, der foruden at kontrollere produktionen og handelen også forestod de kultiske handlinger på stedet. Hvor dette aristokrati var hjemhørende, ved vi ikke med sikkerhed. Men Helgö lå ikke langt fra Gl. Uppsala, der var centrum i et fremvoksende kongerige, ifølge overleveringen sæde for den ældste kongeslægt, Ynglingeætten. Mon ikke Helgo har været kongelig ejendom og et af de steder, hvor den fremvoksende kongemagt kontrollerede og beskyttede såvel handel som håndværk?

Det var i tiden fra yngre romersk jernalder til ældre germansk jernalder, at den første generation af centralpladser opstod, med Gudme som en af de ældste. Det skete på et tidspunkt, da udviklingen fra stammesamfund til småkongedømmer var i fuld gang – det første skridt på vejen mod en statslig kongemagt. I den udvikling, hvor småkonger overalt i Sydskandinavien etablerede deres egne magtsfærer, fungerede centralpladserne formentlig som magtens holdepunkter for kontrollen med handel, håndværk samt udøvelsen af kulten. Centralpladserne blev utvivlsomt ofte etableret efter hårde interne og eksterne magtkampe, de samtidige våbenofferfund peger i hvert fald i den retning (se Urotider. 200-400 e.Kr.). Nogle af centralpladserne fik en levetid på et par hundrede år, andre eksisterede betydeligt længere, og vi skal møde dem igen senere i denne fortælling.