Menneskene (4000-2800 f.Kr.)

Et samfund består ikke bare af slægtsgrupper og klaner. Det består også af enkeltmennesker. Men hvordan så de ud, de mennesker som levede i de små bosættelser i ly af skovene? Som færdedes på søerne og åerne i deres lange slanke både, og som ved deres daglige slid ryddede markerne for de store sten, som havde ligget der i årtusinder, og brugte dem til at opføre uforgængelige boliger til forfædrene.

Det kan føles fattigt, at vi kun kender dem gennem de knogler, som de med så stor omhu bevarede i de store stengrave. At vi kun kender dem på deres ydre, som det afslører sig, når man betragter det med antropologens nøgterne blik. Men nærværende bliver de alligevel, når man ser deres menneskelige svagheder, deres sygdomme, deres slidgigt f.eks., som de erhvervede sig i en tilværelse, der var både barsk og risikofyldt. Det er en viden, vi kan få ved at studere de dynger af knogler, som i årtusinder lå gemt i forfædrenes grave.¹²³ Men først og fremmest ser vi, at de første bønders udseende kun ved nogle små træk afveg fra nutidens mennesker. Og det er endda detaljer, vi i et vist omfang også kan finde blandt nutidens mennesker.

I de foregående kapitler har vi fulgt landets beboere, siden vi fangede de første glimt af dem i fastlandstiden for 10.000 år siden. Og vi har set, hvordan den generelle udvikling bl.a. gik i retning af større spinkelhed i skeletterne, en udvikling hvis årsager man dog ikke har fuld klarhed over.¹²⁴ Mange af jægerstenalderens kranier var f.eks. kølformede, men det er et træk, der aftager i løbet af bondestenalderen. Ligeledes er det også tydeligt, at øjenbrynsbuernes fremtrædende udformning efterhånden er blevet mindsket, hvilket også kan være en del af et kompliceret mønster, hvori f.eks. kæbens størrelse spiller en rolle. Yderligere har visse iagttagelser vist, at tandsættene hos jægerstenalderens mennesker i nogen grad afveg fra bondestenalderens. Fra bondestenalderen kender man også kranier med tendens til smallere kranie- og ansigtsbredde end i jægerstenalderen. Der er i øvrigt tale om udviklingstræk, som genfindes over det meste af Europa i de egne, hvor landbruget vandt indpas.

Det er blevet foreslået, at nogle af ændringerne af kraniets udformning skulle være et resultat af ændret brug af tyggeapparatet, idet ændrede kostvaner kan medføre mindre krav til tyggefunktionen og dermed påvirker knoglernes udformning og tændernes størrelse.¹²⁵ Der er imidlertid også meget i udviklingen, der er arveligt bestemt. Om den tidlige bondestenalders mennesker kan vi dog sige, at de generelt var ret små af statur. Gennemsnitshøjden for mænd var omkring 165 cm; for kvinder var den lidt lavere, omkring 153 cm. Tilsyneladende steg den lidt hos begge køn i den følgende tid.¹²⁶ Det var ikke meget forskelligt fra den gennemsnitshøjde, jæger-fiskerfolkene havde haft i de forudgående årtusinder. Men der knytter sig også lidt usikkerhed til beregningerne. For den gravkult, bondestenalderens mennesker udøvede, gør, at det er forholdsvis sjældent, at man ved de arkæologiske udgravninger træffer på et helt skelet fra disse fjerne tider. Er skelettet ikke helt, må man beregne den dødes højde alene ud fra lårbenets størrelse, og det giver naturligvis en vis usikkerhed.

Men livet var kort for disse mennesker. I hvert fald det, man kalder den forventede levealder. Man kan beregne de dødes omtrentlige alder bl.a. ud fra graden af sliddet på deres tænder. Og den siger, at den gennemsnitlige alder lå på mellem 28 og 30 år.¹²⁷ Det er tankevækkende, fordi man i virkeligheden kun ser ret få patologiske forandringer på de døde stenaldermenneskers knogler og tænder. Kun få har haft alvorlige skavanker, f.eks. i form af kroniske lidelser, som afsatte sig spor på skelettet. Alligevel var den gennemsnitlige levealder så lav for dem, som nåede voksenalderen. Hvert tredje, måske endog hvert andet dødsfald ramte et barn. Derfor er det svært at forestille sig det sundheds- og sygdomsmønster, disse mennesker levede efter. Det adskilte sig i høj grad fra det, vi kender i dag, hvor børnedødeligheden er lav og gennemsnitslevealderen meget høj.

Man kunne forvente, at en af forklaringerne på disse store forskelle lå i de ernæringsmæssige forhold. Men ser man på knoglerne alene, må man konstatere, at menneskene i bondestenalderen gennemgående havde sunde og kraftige knogler. Der er f.eks. ingen eller i hvert fald meget få, der viser de karakteristiske forandringer, som plejer at være følgen af engelsk syge (D-vitaminmangel) eller af skørbrug (C-vitaminmangel). Det er også meget sjældent, at man finder porøse knogler med et lavt kalkindhold. Det må dog nævnes, at f.eks. tuberkulose var en sygdom, der allerede optrådte i disse tidlige tider.¹²⁸ Men ernæringsmæssige forstyrrelser er som helhed meget sjældne. Vi må erkende, at årsagen til, at disse mennesker havde et meget kortere liv, end vi har i dag, kun i begrænset omfang kan påvises ved de antropologiske studier, vi kan udføre i nutiden.

Men det hænder ikke sjældent, at fundene fra stenaldermenneskenes grave afslører et drama, som endnu i dag kan vække både gru og undren. I en jættestue ved Kellerød nær Tystrup Sø på Sjælland fandt man f.eks. skelettet af en mand på 35-50 år.¹²⁹ En kulstof 14-datering viste, at han havde levet omkring 3300 år f.Kr. I hans venstre tinding var der et gabende hul. Formentlig var det en læsion, som var fremkommet, da manden blev ramt af en slyngesten. Ved nærmere eftersyn kunne man konstatere, at der var tydelige skrabemærker omkring hullet. Hans frænder havde forsøgt et kirurgisk indgreb, mens han endnu var i live. Det må have været meget smertefuldt, og kraniet viste ingen spor af heling: manden var død af det frygtelige sår. Men det var ikke første gang, han havde været i livsfare. Over hans højre øjenbryn var der en helet læsion fra et næsten lige så grusomt sår. Tilsyneladende var det forårsaget af et slag med et stumpt instrument, men kraniet var ikke blevet knust, og Kellerød-manden levede måske endnu mange år, før han omsider fik sit banesår.

I Hulbjerg-jættestuen på Langeland fandt man spor efter et lignende drama.¹³⁰ Der var rester af mindst 53 døde mennesker i gravkammeret. Et af dem var en mand, som i venstre side af pandebenet, nær tindingen, havde et ovalt til trekantet hul. Sårrandene delvis helede, manden har sandsynligvis levet flere år herefter. Hvor mange ved vi ikke, for ofte heles en sådan åbning på kraniet aldrig helt. Han blev mellem 35 og 50 år. Da han fik det frygtelige slag, prøvede hans frænder at behandle ham. Man skrabede og afglattede den blottede kranieknogle. Muligvis fjernede man først den blødende hud med et snit tværs over panden for at kunne foretage operationen, som altså lykkedes, i hvert fald på kortere sigt.

Det samme gjorde en operation, man foretog på en mand, hvis knogler blev fundet i Grydehøj på Ærø.¹³¹ Han havde fået en kraftig læsion midt på pandebenet, muligvis som følge af et kølleslag. To frakturlinjer løb henholdsvis mod næsebenet og mod den venstre øjenhule. På indersiden af kraniet sad en lille, fastvokset bensplint, som pegede 1-2 mm ind mod kraniets indre. Men sårrandene midt i panden var helede, og det samme var de to frakturlinjer. Da man tog den hårdt sårede mand under behandling, åbnede man formentlig såret i panden, fjernede benstumper derfra og afrensede derefter sårets kanter og fjernede blodansamlingerne.

Det har været robuste mennesker, som kunne tåle disse operationer eller trepanationer, som man også kalder dem. Alle de trepanationer, vi kender fra bondestenalderens Danmark, ser ud til at være foretaget ved hjælp af skrabemetoden, dvs. at man med en skarp genstand, f.eks. af flint, skrabede hul på kraniet. Og trods den barske fremgangsmåde overlevede langt mere end halvdelen af patienterne, at dømme efter de ophelede sårrande. Patienterne var i øvrigt altid mænd.

Man kan spørge, om disse trepanationer altid blev foretaget på grund af kranielæsioner? Eller om de eventuelt undertiden havde andre årsager, f.eks. at fjerne onde ånder? Fra andre kulturer rundt om i verden ved man, at begge muligheder foreligger. Men ser man på samtlige de tilfælde, vi kender fra bondestenalderen, det er i alt 12, bemærker man, at langt de fleste trepanationer findes fortil og på kraniets venstre side.¹³² Under en frontal nærkamp vil et slag fra en højrehåndet modstander næsten altid ramme venstre side. Det er formentlig forklaringen på, at de fleste trepanationer findes på dette sted.

Også det forhold, at alle kranierne havde tilhørt mænd, kan støtte teorien om, at trepanationerne normalt blev foretaget efter en forudgående læsion. Men der var også læsioner, som var øjeblikkeligt dræbende, og hvor selv de bedste medicinmænd intet kunne stille op. Det var f.eks. tilfældet med en mand på 35-40 år, der blev fundet i den såkaldte Porsmose på Præstø-kanten.¹³³ Den døde var 35-40 år gammel. To pile med spidser afben havde ramt ham, en i overkæben en i brystbenet. Den i overkæben var gået ind skråt ovenfra gennem det højre næsebor og gennem ganen. Dens spids, der var over 10 cm lang, stak ind i mundhulen. En tilsvarende, over 12 cm lang spids havde ramt i brystbenet. Det har i hvert fald været et dødeligt skud, for aorta, den vigtigste blodåre, ligger lige bag ved brystbenet.

Vold og drab synes at have været almindelige blandt disse mennesker.

Men bortset fra de menneskeskabte plager synes deres generelle sundhedstilstand at have været ganske god. Man ser det bl.a. på deres tænder. Caries forekom f.eks. sjældent. Men alligevel var der dem, som havde problemer med tænderne – og ganske smertefulde problemer.¹³⁴ Men heller ikke den slags svagheder veg man tilbage for at behandle. Om det fortæller kraniet af en mand, som blev fundet i Hulbjerg-jættestuen på Langeland. Han havde haft en kindtand, der var rigtig dårlig. Der var caries i den, og det havde ført til betændelse i rodspidsen. Betændelsen havde spredt sig til kæben, og den syge må have haft kraftige tandsmerter og formentlig også ansigtssmerter. Hans andre tænder var i øvrigt også dårlige. Der var tydeligt svind af muskelvævet omkring tænderne i både overkæben og underkæben. Det er den sygdom, vi i dag kalder paradentose. Men det må først og fremmest have været smerterne, der tvang ham til behandling.

Vi må forestille os, hvordan en af frænderne holdt hans hoved fast, inden medicinmanden begyndte sin behandling. Den foregik med et ganske tyndt flintbor. Den slags var man vant til at arbejde med, f.eks. når man gennemborede tandperler til smykker.¹³⁵ Teknikken var den samme ved tandoperationen. Medicinmanden borede ind mellem tandens to rødder helt oppe ved tandkødet. Det hele tog omkring 5 minutter, så var man fremme ved det onde sted. Det har været meget smertefuldt, men patienten overlevede ikke desto mindre. Det kan man se af, at der siden afsatte sig tandsten inde i borehullet.¹³⁶

Det er den slags barske glimt, vi kan få af levevilkårene for de første bønder i Danmark. Men stadig er det kun deres knogler og deres tænder, vi kender. Hvordan så menneskene ud, når de færdedes derude i det danske landskab? Hvordan var de f.eks. klædt? Det ved vi uendelig lidt om. Men alligevel kan vi gætte. For vi kender en af deres frænder, en mand som levede omtrent samtidig med Kellerød-manden, som vi hørte om tidligere. Han levede ganske vist i et land langt borte. Helt nede i Centraleuropa eller rettere i Norditalien. Men hans ydre fremtoning har formentlig på mange måder mindet om Kellerød-mandens. Man kalder den fremmede for „Ötzi“ eller „Ismanden“, fordi han blev fundet i isen i Ötztaler-Alperne på grænsen mellem Østrig og Italien.¹³⁷ Han var fra tiden mellem 3350 og 3100 f.Kr.

Han kom fra et af de tidlige landbrugssamfund nede i de grønne Alpe-dale mod syd. Det var sidst på sommeren for mere end 5000 år siden, at han begav sig ud på sin sidste rejse. Måske han var draget op i de højereliggende bjergslugter i forbindelse med kvægets sommergræsning. I over 3000 meters højde blev han ramt i ryggen af en fjendtlig pil. Hvem der affyrede den, ved vi ikke. Men hans krop blev frysetørret i den isnende vind, han blev indesluttet af isen og på den måde bevaret intakt frem til vor tid. Han var en spinkel mand, 40-45 år gammel og ca. 160 cm høj. Da han døde, bar han på fødderne et par sko foret med græs. Hans ben var dækket af en slags gamacher af læder, der blev holdt oppe af et bælte, og på underlivet havde han et lændeklæde. Overkroppen var dækket af en kofte af skind, og yderst bar han en kappe, som var flettet og sammensyet af sumpgræsser. På hovedet sad en hue af bjørneskind. Alle dragtstykkerne, med undtagelse af kappen, var lavet af skind, som var syet sammen med stor omhu. Skindet, der stammede fra ged, kalv, rådyr og brun bjørn, var røget og behandlet med fedt for at gøre det vandskyende.

Han var godt udrustet til den lange tur, som alligevel skulle blive hans sidste. På ryggen bar han en slags rygsæk, der sad i et u-formet stativ af bøjede hasselkæppe. Han havde også et pilekogger af gedeskind med sig. Det indeholdt 14 pile med styrefjer og flintspidser, og til dem hørte hans 182 cm lange bue af takstræ. En af pilene viste blodspor 30 cm fra spidsen. Pilen havde altså været i brug, og havde gennemboret et ret stort dyr. Videre bar han på en økse med vinkelbøjet skaft og økseblad af næsten rent kobber. Mikroskopiske analyser har vist, at øksen både havde været brugt til at hugge træ med og til at slagte dyr med. Der sad nemlig rester af blod og hår på øksen. Desuden havde han forskellige andre redskaber på sig, en lille kniv i en skede af flettet bast, en skindpung med bl.a. en skraber med „gloss“, en bensyl og fyrsvamp til at lave ild med.

Det var alt sammen udstyr, han kunne få brug for på turen oppe i bjergene. Men hans hele fremtoning, hans dragt af skind og plantefibre, hans bue og pilekogger, ville næppe have skilt sig meget ud fra, hvad hans samtidige, bondefolkene i Sydskandinavien, var vant til at se. Deres dragter var formentlig lavet af de samme materialer, måske af et snit, som lignede ismandens dragt.

På den døde mands ryg og ben kunne man se tatoveringer. Efter deres placering at dømme, kunne de godt være akupunktur-tegn. Man kunne i øvrigt også se, at manden havde lidt af gigt. Det var derfor tankevækkende, at mange af tatoveringerne netop sad på de steder, som ifølge den kinesiske akupunktur-tradition bruges til lindring af gigt i lændehvirvlerne. Der var også andre tegn på, at den døde mand havde været i besiddelse af medicinsk viden. I hans tarme fandt man noget fint pulveriseret trækul. Det er mange steder i verden et almindeligt middel mod tarmlidelser – og netop det led manden af. Mikroskopiske analyser viste, at han havde indvoldsorm i tarmen. Den slags iagttagelser giver os lidt af en fornemmelse af, hvor megen viden vi endnu mangler, før vi kan sætte kød og blod – og dragt på de knogler af stenalderbønderne, vi kender fra gravene fra det 4. årtusinde f.Kr. i Danmark.