Park- og skovtundraens jægere

Federmesser-jægerne færdedes fortsat i landet i begyndelsen af den klimamildning, der fulgte efter ældre Dryas, Allerødtiden, og som satte ind omkring 11.800 f.Kr. Der står et ganske særligt lys over denne tid, hvor det unge land begyndte at få sin egen karakter. Den varmeperiode, der nu indledtes, var som et varsel om, at istidskuldens knugende greb om landet var ved at løsnes. Store dele af den tidligere steppetundra blev nu langsomt dækket af en åben birkeskov med et indslag af røn, bævreasp, pil og her og der af fyr.⁵⁹ Og den åbne skovbund var grosted for mængder af urter og græs. I den nordlige del af landet bredte der sig en parktundra, i den sydlige del af landet var der derimod snarere tale om en skovtundra. Sommertemperaturen nåede op på 13-14 grader. Det har været et betagende, jomfrueligt land at gæste: om foråret, når solen fik mere og mere varme, birken blev grøn, og jorden emmede af forårsdampe. Om sommeren, når de lette skygger faldt på skovbundens mange urter og græsser, der duftede så frodigt. Eller om efteråret, når træernes løv var gult og orange, og rønnebærrene glødede i de sidste kølige solskinsdage. Det var et rigt land, der gav rigelig føde til landets mange dyr.

Landet var fortsat en del af et mægtigt nordeuropæisk lavlandsområde, der strakte sig langt mod vest, helt over til England. Hele den sydlige del af det, der i dag er Nordsøen, var et åbent parktundraland. Ovre mod øst lå den kæmpemæssige Baltiske Issø, som stadig optog store mængder afsmeltningsvand fra bræen. Sådan forblev det imidlertid ikke længe. Lettet for ismassernes tryk begyndte de sydlige dele af Danmark at hæve sig. Øresundsforbindelsen mellem Den Baltiske Issø og Kattegat blev afbrudt, der blev direkte landforbindelse mellem Danmark og Sverige, mens Issøen søgte sig nye afløb i det mellemsvenske område. Stadigt forsynet med mængder af smeltevand bredte Issøen sig mod nordøst i hælene på den vigende indlandsis.

Allerødtidens lette, lyse skov gjorde det muligt for bl.a. elsdyret og den irske kæmpehjort – et dyr som ikke længere eksisterer – at leve heroppe. For elsdyret var livsbetingelserne i det unge land særdeles gode. Så gode, at det ikke fortrak, selv da klimaet blev koldere under det efterfølgende kuldefremstød, yngre Dryas.⁶⁰ Elgen var nu kommet for at blive i landet i mange tusinde år. For kæmpehjorten blev det derimod den sidste storhedstid. Den uddøde i den efterfølgende kuldeperiode. Fortsat færdedes store flokke af rensdyr heroppe vinteren igennem, men også de forsvandt ved afslutningen af den næste periode. De uddøde dog ikke, men trak blot længere nordpå.

Havde sporene af menneskets tilstedeværelse i Danmark været svage i den foregående periode, så begynder de til gengæld at tegne sig noget tydeligere i den sollyse Allerødtid, navnlig i dens sidste halvdel. Man kender efterhånden et ganske stort antal bopladser fra den tid. Men fortsat er det kun et begrænset udsnit af jægernes liv, de viser. Det skyldes, at man endnu kun har fundet bopladserne i det, der dengang var indland, dvs. de landområder, der lå fjernt fra ishavskysten. Men hvilken rolle havet og dets ressourcer spillede for jægerne, ved vi fortsat intet om. De bopladser, vi kender fra Allerødtiden, har oftest ligget i indlandet og naturligvis på steder, der var bestemt af fangstmulighederne. En boplads, der havde tjent som udgangspunkt for jagtekspeditioner ud i det omgivende terræn, fandt man i 1944 ved Bromme på Midtsjælland.⁶¹ Her, på et sandet næs ved en lille sø, havde en lille gruppe fangstfolk opholdt sig igennem nogle måneder af sommeren, mens jagtmulighederne var særlig gode. Så var de brudt op og var søgt andre steder hen – hvorhen ved vi ikke. Det er den boplads, der har givet navn til Allerødtidens jægere: Bromme-jægerne.

Sporene efter Bromme-jægerne finder man i Danmark og Skåne, og i Nordtyskland fra Elben til Rügen.⁶² Måske de også færdedes over et endnu større område, for man finder ikke sjældent deres karakteristiske jagtvåben, skafttungespidserne, i de tilgrænsende egne. Det er ikke i alle egne af Danmark, man har fundet deres bopladser. I Vestjylland mangler de endnu, men det skyldes nok tilfældigheder. På Bornholm, der endnu var landfast med lavlandsområderne i syd, har man i 1986 ved Vallensgård Mose gjort et fund, der med stor sandsynlighed stammer fra Bromme-jægerne.⁶³ I Skåne er en af de nordligste bopladser fundet i Vångamossen, den ligger på en lav sandet højning ved Finjasjöns nordlige bred.⁶⁴

De få kulstof 14-dateringer, der endnu er foretaget af Bromme-jægernes bopladser, hører hjemme i Allerødtidens sidste halvdel.⁶⁵ Men ser man på flintredskabernes udvikling, fornemmer man, at der er tale om en ubrudt udvikling fra Federmesser-jægernes tid i den første del af Allerødtiden. Ligeledes ser det ud til, at der i begyndelsen af den efterfølgende periode, yngre Dryas, sker en glidende overgang til de såkaldte Ahrensburg-jægeres flintredskaber.⁶⁶

De bopladser, Bromme-jægerne har efterladt os, tjente ikke alle det samme formål. En enkelt boplads vil aldrig kunne vise os det totale billede af jægernes liv og færden året rundt, uanset hvor heldige bevaringsforholdene end måtte være. Allerødtidens jægere levede i et ungt økosystem præget af hastig vækst, hurtige forandringer og stor nettoproduktion. Alligevel kunne intet fast sted i landet endnu give dem tilstrækkelig føde året igennem. De stærke sæsonvise udsving i fødemængderne imødegik de formentlig ved til tider at dele sig op i mindre grupper, mens de til andre tider udnyttede fordelene ved at være i en større gruppe. Sådan har man kendt det fra Grønland helt op til vor tid, hvor mange familier i juli-august-september rejste ind i fjordene og herfra vandrede i indlandet til lejrpladser ved søer og elve, som de benyttede år efter år. Sent på sommeren drog de så tilbage til kysten med rensdyrskindene og så meget kød de kunne bære. Måske også Bromme-jægerne om vinteren slog sig sammen med andre fangerfamilier ude ved kysten. Her kan de have drevet fællesjagt, udvekslet koner, fortalt myter og historier og meget andet. Men disse større bosættelser ligger formentlig der, hvor der i dag er hav. Netop det gør, at vort billede af landets tidlige indbyggere endnu er så skævt.⁶⁷ Den skævhed vil vi i øvrigt finde flere årtusinder frem af landets ældste historie, og den vil først forsvinde, når den undervandsarkæologi, vi senere skal høre mere om, er blevet udviklet yderligere.

Om bopladserne fra Bromme-jægernes tid må vi antage, at nogle af dem vendte man tilbage til sæson efter sæson for at opholde sig her i en kortere eller længere periode. Andre var derimod kortvarige sæsonpladser. Disse forskelligheder kan man iagttage, fordi flintredskaberne varierer noget i udseende og art fra plads til plads, og fordi placeringen i terrænet også veksler. Nogle af Bromme-jægernes bopladser ligger på lave næs ved senglaciale søer og vandløb, gerne hvor et åløb mundede ud i eller forlod søen. Det gælder f.eks. bopladsen ved Bromme i Midtsjælland og flere bopladser i Åmosen og i Holmegårds mose, ligeledes på Sjælland.⁶⁸ Så er der andre bopladser, der ligger højt i terrænet. Det kan f.eks. være på en landbro mellem sænkninger i terrænet, eller det kan være på eller ved bakker med vidt udsyn over det omgivende landskab. Det gælder f.eks. flere af Bromme-jægernes bopladser på Knudshoved Odde i Sydvestsjælland.⁶⁹

Disse forskelle i bopladsernes placering i terrænet og deres forskelligartede flintredskaber er baggrunden for, at man har skelnet mellem en række forskellige bopladstyper.⁷⁰ Man taler om basisbopladser, som er fundrige pladser med en alsidighed af flintredskaber og flintaffald fra lang tids redskabsfremstilling. Man taler om huggepladser, hvor jægerne har fremstillet redskaber, og hvor der er mængder af flintaffald, men kun få redskaber. Videre taler man om slagtepladser, det er pladser, hvor de skafttungespidser, som var jægernes vigtigste jagtvåben, dominerer over alle andre redskabsformer. Og endelig taler man om jagtstationer, hvor man finder store mængder beskadigede skafttungespidser og mange skrabere, som kan have været anvendt ved bearbejdelsen af friskt eller tørt skind.

Måske var det kun på basisbopladserne, at man boede i en længere periode. Et sådant sted var Bromme-bopladsen, der i Allerødtiden lå på et sandet næs på østsiden af en lille sø, i hvis nordende Tudeå udmundede.⁷¹ Bopladsen bestod af et antal små flintkoncentrationer, dannet ved flere gentagne besøg på stedet. En af dem var ca. 10 x 5 m stor. Størsteparten af de bearbejdede flintredskaber, som først og fremmest var skafttungespidser, skrabere og stikler, lå omkring et formodet ildsted. At dømme efter den alsidige repræsentation af redskabstyper var der tale om en basisboplads, hvis beliggenhed ved et lille vandløbs udmunding i en større sø, højt oppe i et vandløbssystem, svarer til andre bopladser i Sydsjælland, f.eks. Stoksbjerg Vest og Stoksbjerg Bro.⁷²

På disse pladser har jægerne kunnet skaffe sig friskt drikkevand fra vandløbene, råmaterialer til deres redskaber i form af udskyllet flint i vandløbene og søerne, og de har kunnet både fiske og jage i det omgivende terræn. Bosættelsen har altså haft et bredt økonomisk grundlag. Ofte lå bopladserne i nærheden af steder, hvor dyreflokke må have passeret på deres vandringer. De små arealer på 25-50 m², som bopladserne dækker, antyder, at det næppe er mere end en kernefamilie eller en lille gruppe jægere, der har boet der. Den gunstige beliggenhed har man så udnyttet ved flere gange at vende tilbage til det samme sted. Derfor ligger bopladserne ofte i små klynger, det gælder f.eks. ved Hollendskær i Vendsyssel,⁷³ Langå i Midtjylland,⁷⁴ Stoksbjerg i Sydsjælland og på Knudshoved Odde på Sydvestsjælland.⁷⁵

Ved Hollendskær i Vendsyssel lå der 13 små bopladser i to grupper.⁷⁶ Det er de nordligste kendte bopladser fra Bromme-jægernes tid i Danmark.

Afstanden til ishavet var kun ca. 7 km, men alligevel ligner bopladserne ved deres beliggenhed de øvrige kendte indlandsbopladser: de er anlagt ved et søbassin langt oppe i et vandløbssystem. På nogle af pladserne ved Stoksbjerg på Sydvestsjælland⁷⁷ kunne man se hvordan redskaberne og den ildskørnede flint koncentrerede sig omkring et ildsted. Måske er det en antydning af, at der her stod et telt eller en hytte, men ellers har vi ikke fra noget fund i Danmark spor af, hvordan Bromme-jægernes boliger så ud.

Ude i landskabet, hvor god flint til redskabsfremstilling var inden for rækkevidde, kunne Bromme-jægerne lægge deres huggepladser. Trollesgave på Sydsjælland var f.eks. et sådant sted.⁷⁸ Ved udgravningen tegnede pladsen sig som en lille rund koncentration af flint. I den ene ende af pladsen var der en større sten, som formentlig var det sted, hvor flinthuggeren havde siddet, mens han tilvirkede sine redskaber. Op til stenen var der en meget høj koncentration af flintaffald. Blandt de mange tusinde afslag var der kun 60 slagretoucherede redskaber. De færdige redskaber var formentlig bragt bort fra huggepladsen af jægerne. Ikke langt fra tilhugningsområdet kan have stået et telt eller en hytte, gulvarealet var blot 8-10 m². Uden for indgangen havde bålet brændt, og der var endog spor efter både voksnes og børns aktiviteter. Formentlig var bopladsen spor efter en enkelt kernefamilies sommerophold af kun nogle ugers varighed. Ude ved bredden af den nærliggende sø havde det rådnende affald fra de slagtede dyr flydt.

Når man kan uddrage så forholdsvis meget af disse små, uanseelige flintpladser, hænger det bl.a. sammen med en analysemetode, som arkæologerne er begyndt at bruge i de senere år, og som groft sagt betyder, at man sammenføjer, hvad flinthuggeren havde adskilt.⁷⁹ Man prøver nemlig at samle de færdige redskaber og affaldsflinten til de flintblokke, afslagene oprindelig blev slået af. Da det kan dreje sig om mange tusinde stykker flint, er det et overordentlig tidrøvende og kostbart arbejde, som kun giver resultater på bopladser, som er totaludgravet med en meget omhyggelig udgravningsteknik. Men ud fra fordelingen af flinten kan man bl.a. finde frem til det sted, hvor flinthuggeren forarbejdede den. Dvs. man kan identificere de forskellige aktivitetsområder, og derved få et indtryk af, hvordan menneskene har bevæget sig på pladsen under den tid, de opholdt sig der. Ja, man kan undertiden identificere flere forskellige individers arbejdspladser og så at sige kigge dem over skulderen under arbejdet. I stedet for et statisk får man et ganske anderledes dynamisk billede af bopladsen.

Bromme-jægernes slagtepladser, hvor de parterede det nedlagte bytte, kender man også, f.eks. fra Ommelshoved på Ærø⁸⁰ og Eskebjerg på Knudshoved Odde på Sydvestsjælland.⁸¹ Den sidstnævnte plads ligger på den sandede nordvestskråning af en sænkning i terrænet, formentlig et dødishul. Som vi allerede har hørt, var Knudshoved Odde i senglacialtiden en del af et langstrakt højdedrag mellem vådområder, som renflokkene efter alt at dømme fulgte på deres sæsonvandringer. Det kan meget vel være disse rensdyr, der havde været målet for de talrige skafttungespidser, man fandt inden for et 10 x 20 m stort areal på pladsen. Desuden fandt man skrabere og stikler. Formentlig var der tale om en jagtpost af en type, som er fundet flere steder på Knudshoved Odde. Alle ligger de på sandede flader på oddens sydside i nærheden af høje udsigtsbanker, hvorfra man kunne observere de vandrende dyreflokke.

Normalt antager man, at Bromme-jægernes jagt navnlig rettede sig mod elg og kæmpehjort. Men endnu på denne tid levede der rensdyr i Sydskandinavien. Og bopladsernes placering kan godt antyde, at det stadigvæk var små jægergruppers opgave at jage rensdyr langs de ældgamle vandringsveje. De mange bopladser f.eks. i bakkerne på Knudshoved Odde kan meget vel have været et udgangspunkt for jagt på rensdyr på en nordøstlig rute.⁸² Og måske de mange skafttungespidser af Bromme-type, som er fundet på den lille halvø Ommelshoved på Ærø⁸³ er sporene af endnu en vandringsrute, som førte rensdyrene sydfra op over Ærø til Sydfyn.

I dette jagtmønster har den sidste kategori af bopladser, jagtstationerne, formentlig også spillet en rolle. Ved Løvenholm på Djursland, på vandskellet mellem Troldbæk, der løber sydpå til Kolindsund, og Hevring Å, der løber nordpå til Kattegat, lå en sådan plads.⁸⁴ Med 7-8 meters afstand lå to koncentrationer af forarbejdet flint. I den ene angav en koncentration af ildskørnet flint et ildsted. Rundt om det blev der fundet talrige skrabere, som må have været anvendt til skrabning af friskt eller tørt skind. Desuden var der enkelte stikler, men talrige skafttungespidser. Flinthugningen på stedet har været af begrænset omfang, større redskaber må have været bragt til pladsen udefra. Her blev de beskadigede skafttungespidser udskiftet efter jagten, som formentlig har været god. Men det detaljerede indblik i det efterfølgende jagtorgie mangler man, for knogler og andet organisk materiale var som på de fleste Bromme-bopladser ikke bevaret.

Det flintredskab, som Bromme-jægerne i Sydskandinavien og Nordtyskland især betjente sig af, var den såkaldte skafttungespids. De fremstillede den i flere forskellige udgaver: en svær, en spinkel og en kort type. Den svære type kunne være over 14 cm lang og var lavet af kraftige slagflækker, mange af dem havde i forvejen en velegnet spids.⁸⁵ Skafttungen blev altid hugget i slagbuleenden med slag fra flækkens bagside. Det er den type, man kalder en Lyngbyspids efter et fund, man gjorde i 1912 i sølag ved Nr. Lyngby i Vendsyssel. En anden variant af skafttungespidserne var mere spinkel.⁸⁶ På denne type var slagbulen ofte bortretoucheret, og skafttungen endte gerne i en spids. Endelig var der de korte skafttungespidser, som ikke var mere end 4-6 cm lange.⁸⁷ De kan godt ligne senere pilespidser, og er formentlig også fra den seneste del af Bromme-jægernes tid.

Generelt var Bromme-jægernes flinthugningsteknik grovere og mere materialeforbrugende end deres forgængeres, Federmesser-jægerne. Formentlig skyldtes det, at deres håndværkstraditioner nu var tilpasset til den rigelighed på flint, de fandt i de sydskandinaviske morænelandskaber.

Bromme-jægernes flintspidser med skafttunge er aldrig fundet skæftede, og man har derfor været i tvivl, om de blev brugt som spidser på jagtspyd eller som pilespidser. For at prøve, hvordan skafttungespidserne kunne have været anvendt, foretog en gruppe arkæologer en række efterlignende eksperimenter.⁸⁸ Man skæftede efterligninger af skafttungespidser og afskød dem fra en bue. Man målte skudafstanden, pilens flugt, og hvor langt den trængte ind i dyret. Det var særdeles lærerigt. Man kunne iagttage, hvordan pilen trængte ind i dyret og lavede en bred sårkanal. Forblødning var det umiddelbare resultat. Bueskytten måtte derfor tilstræbe at ramme byttet på et sted, hvor han var sikker på, at det forblødte hurtigt, dvs. i hjerte- eller lungeregionen. Han kunne også søge at ramme en af de store pulsårer. Men sådanne skud er ikke så effektive, fordi dyrets dødskamp forlænges betydeligt.

Forsøgene viste også, at en skudafstand på ca. 20 m var det optimale, dog afhængig af, hvor tung pilespidsen var. Men særlig interessant var det, at man ved efterfølgende mikroskopiske undersøgelser kunne konstatere, at de slidspor på flintspidsen, som fremkom ved forsøgene med bue og pil, lignede dem, man finder på Bromme-jægernes skafttungespidser. Man kunne altså drage den konklusion, at brugen af bue og pil måske allerede var kendt på dette tidspunkt af de senglaciale jægeres færden i Sydskandinavien. Med dette jagtvåben var der skabt helt nye muligheder for landets første indbyggere.