Flintredskaber fra Hamburgjægernes boplads ved Sølbjerg på Vestlolland. Øverst ses tre skafttungespidser, en stikkel og to zinken.

.

Fordelingen af flintafslag under pløjelaget på bopladsen Slotseng i Sønderjylland, vist ved tæthedskurver. De udfyldte cirkler angiver fund af kantretoucherede flækkespidser (Federmesser). Jægernes formodede ildsted er markeret med lodret skravering.

.

Flintredskaber fra Federmesser-jægernes boplads, Slotseng i Sønderjylland. 1-5: Kantretoucherede flækkespidser (Federmesser), 6-8: skrabere 9-10: stikler.

.

Fund af Federmesser-jægernes redskaber i Danmark. Såvel bopladser som løsfund af pilespidser er indtegnet på kortet.

.

Med ældre Dryas, som satte ind omkring 12.000 f.Kr., blev frostperioderne længere, og sommertemperaturen faldt, småskovene blev ødelagt, og snart var landet igen dækket af en åben tundravegetation. Kuldefremstødet varede dog kun nogle få århundreder. Så begyndte temperaturen atter at stige, men det varede noget, inden træerne igen indvandrede. Denne træløse pionerfase regnes endnu med til ældre Dryastid. Det vil i dag være svært, også i de arktiske egne, at finde landskaber, som ligner denne periodes med dens åbne hede- og græsområder afbrudt af mindre lunde af forkrøblede træer. For vegetationen var en blanding af både arktiske-, alpine- og steppe-vækster. Tilsammen udgjorde de ikke et egentligt arktisk miljø, fordi solens højde over horisonten var større, somrene længere og vintrene kortere end i de arktiske egne.

En ganske rig jagtmark var det fortsat, store rensdyrflokke færdedes her, og med dem også rensdyrets fjender: ulv, jærv – og mennesket. Om det sidste ved vi kun lidt, men det ser ud til, at jægerne færdedes her kontinuerligt fra den foregående periode og ind i den Allerødtid, der fulgte efter ældre Dryas.44 Man kalder den tids jægere for Federmesser-jægerne.45 Ordet Federmesser er den tyske glose for en lille kniv, beregnet til at tilspidse fjerpenne. Den bruges om jægernes kantretoucherede flækkespidser.46 Men betegnelsen er egentlig uheldig, fordi man på dansk plejer at navngive jægergrupperne efter vigtige fundsteder.

Federmesser-jægerne levede over et stort område fra det nordlige Belgien og Holland ind i det nordtyske og polske lavland. Først i de seneste årtier er det blevet klart, at deres jagtterritorier også strakte sig til de områder, der i dag er Danmark. Kulstof 14-dateringer af jægernes bopladser viser, at de færdedes her fra ældre Dryas til langt ind i den efterfølgende Allerødtid.47 Fangst-bopladserne ligger i de fleste tilfælde på sandede heder og i indlandsklitter ofte i nærheden af vandløb eller søer. Ligesom det var tilfældet med Hamburg-jægernes fangstpladser, ligger også Federmesser-jægernes pladser gerne højt i terrænet og med en vid udsigt over det omgivende landskab.48

De fund, der hidtil er gjort af Federmesser-jægernes bopladser i Danmark, er endnu ret få.49 Kun flint er bevaret, derfor er kendskabet til Federmesser-jægernes fangst og indsamling kun kendt i meget begrænset omfang.

I Jylland kender man nogle enkelte steder, som Federmesser-jægerne gæstede på kortvarige besøg, bl.a. ved Slotseng i Sønderjylland, som vi allerede har hørt om. Her havde deres forgængere, Hamburg-jægerne, opholdt sig på jagt efter renerne, og nogle hundrede år senere slog også Federmesser-jægerne sig ned på nordsiden af den samme, høje banke, formentlig med det samme formål: at holde udkig med og jage rensdyrflokkene.50 Bopladsen tegnede sig kun som en lille flintkoncentration på 7,5 x 6,5 m. Omtrent midt i denne markerede en ansamling af ildskørnet flint et ildsted. Måske var der tale om en telt- eller en hyttetomt eller en arbejdsplads omkring et ildsted, hvor man gjorde forberedelser til jagten. Omkring ildstedet lå meget store mængder flint, ca. 10.000 flækker og afslag. Det tyder på, at der er foregået et omfattende flintarbejde på stedet. Fremstilling og vedligeholdelse af jagtredskaber har spillet en væsentlig rolle på denne boplads. Det samme har forarbejdning af skind. Derimod tyder det ringe antal stikler på, at man kun i begrænset omfang har arbejdet i tak og knogler. Formentlig har det ikke været under renernes efterårstræk, hvor tyrenes takker er fuldt udviklede og fejede, at man opholdt sig her.

Også ved Egtved har man gjort et lille fund af Federmesser-jægernes efterladenskaber.51 Beskedent var det, ikke andet end en lille samling flint, der blev fundet under en gravhøj. Der blev lavet en omhyggelig analyse af flinten,52 og konklusionen lød på, at stedet formentlig var en lille hugge-plads, resultatet af måske mindre end en times arbejde, hvor en flinthug-ger havde fremstillet flækker, som skulle bruges andetsteds.

Næsten lige så sparsomme er de fund, man har gjort på øerne. Ved Knudshoved på Sydvestsjælland fandt man en lille koncentration af senglaciale bopladser.53 Stedet ligger 50 km nordøst for Sølbjerg på Vestlolland, som vi allerede har hørt om, og hvor både Hamburg- og Federmesser-jægerne havde haft deres fangstpladser. I senglacialtiden eksisterede Smålandshavet ikke, derimod lå der på hver side af Knudshoved Odde lave tundraområder med talrige søer og vandløb. Ligesom ved Sølbjerg blokerede også bakkesystemet ved Knudshoved den formodede rensdyrrute, som gik over de bakker, der i dag er Fejø og Femø. Det var formentlig baggrunden for, at Federmesser-jægerne slog sig ned på bl.a. Rundebakke og Eskebjerg på Knudshoved Odde. Jagtmønstret har altså været det samme som i de foregående århundreder. Man opholdt sig sæsonvis på de høje steder i terrænet, hvor der var vid udsigt over det skovløse landskab, og hvor de vandrende dyreflokke passerede. Det samme mønster finder man også syd for grænsen, i Slesvig-Holsten, hvor der er fundet jagtpladser fra samme tid, og som ganske ligner de danske.54

Federmesser-jægernes redskaber er hurtigt omtalt. Man kender dem kun af flint, og karakteristiske var forskellige projektiler lavet af flintflækker, der ikke havde skafttunge, men blot en retoucheret, jævnt buet ryg, der løb fra spids til base.55 Disse spidser udgjorde odden på jægernes jagtvåben og kendes i identisk udførelse over store dele af Europa. Flintteknikken var ret simpel. Spidserne blev lavet af korte og uregelmæssige flækker og afslag, som blev afspaltet med en direkte hård eller blød slagteknik med sten eller tak.

Skraberne var gennemgående ret korte. En særlig type var de såkaldte Wehlenskrabere, som er navngivet efter en norvesttysk fundplads.56 De havde en retoucheret, tydeligt afsat skafttunge, som må have været indsat i et skaft. Desuden forekom stikler til arbejde i tak og ben. De var næsten altid korte og temmelig simple. Kant og tværstikler var næsten enerådende.

Da Federmesser-jægernes bopladser sjældent rummer organisk materiale, ved vi ikke meget om, hvilke dyr de jagede.57 Den steppe- og senere skovtundra, de levede på, må have givet mulighed for jagt på bl.a. ren, vildhest, kæmpehjort og elg. At renjagten har spillet en stor rolle, tyder bopladsernes placering på. Men det er næppe sandsynligt, at jægerne har levet af denne ene ressource året rundt. Man har sammenlignet Federmesser-jægernes bopladser i Nordvesttyskland, Holland og England med et stort antal indianske og inuit-samfund, der lever under beslægtede livsbetingelser.58 Ingen af disse samfund lever alene af jagten på én dyreart hele året igennem. Og det samme har formentlig også været tilfældet med Federmesser-jægerne. De bopladser, vi kender, har sandsynligvis blot været jagtstationer i indlandet, hvor små fangergrupper opholdt sig sæsonvis. Og man kan meget vel tænke sig, at der også har eksisteret større lejre, f.eks. ude ved kysten. Men ser man bort fra Vendsyssel, ligger de ude på 20 til 50 meters vanddybde i det, der nu er Nordsøen, og er ikke umiddelbart tilgængelige for den arkæologiske forskning.

Noter

44: Denne kontinuitet viser sig i udviklingen af flintredskaberne, se Holm & Rieck 1992, s. 66 og A. Fischer 1990a.

45: Betegnelsen blev første gang brugt af den tyske arkæolog H. Schwabedissen i Offa Bucher, bd. 7, 1944.

46: A. Fischer 1991a.

47: A.D. Johansson 1998, s. 26.

48: Det gælder f.eks. Slotseng i Sønderjylland og Rundebakke i Sydsjælland, se nedenfor.

49: Danske fund, hvor der er fremkommet Federmesser-redskaber, se A.D. Johansson 1998, s. 28.

50: Slotseng b, se J. Holm 1992, 1996.

51: A. Fischer 1990a.

52: Om den anvendte analysemetode se f.eks. L. Johansen 1997b.

53: Petersen & Johansen 1996, s. 84 ff.

54: F. eks. i Schalkholz i Slesvig-Holsten, hvor man fandt en lille flintkoncentration, der ganske som de danske lå på det højeste punkt i terrænet, og hvor vandrende dyreflokke sikkert har passeret, se K. Bokelmann 1978.

55: P. Vang Petersen 1993, s. 76, nr. 67; A.D. Johansson 1998, s. 23 ff.

56: P. Vang Petersen 1993, s. 68, nr. 48.

57: A.D. Johansson 1998, s. 26.

58: Newell & Constandse-Westermann 1996.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Den åbne tundras jægere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig