Stenbillederne

Så rige fundene fra bronzealderen end er, så er det dog fortinsvis uden for Danmark, at vi finder de mest livfulde vidnesbyrd om bronzealdermenneskenes kosmologi: i helleristningernes fantastiske billedverden. Bronzealderens klippebilleder finder man især i Syd- og Mellemskandinaviens kystområder, hvor sejladsen fra bygd til bygd har været af særlig stor betydning.¹³² De ligger gerne i tilknytning til det åbne vand ved søer, vige og fjorde. Overalt på disse lokaliteter kan man se helleristningernes fornemste motiv, skibet, sejle afsted i store mængder. Ligger lokaliteterne i indlandet, kan billedudvalget være ret afvigende og bestå af f.eks. skålgruber, vogne og fodsåler.

De fleste helleristningsfelter ligger i dag på klipper ved foden af mindre højdedrag, langs dyrket mark, som imidlertid ofte er gammel havbund med vige og fjorde, og som i bronzealderen skar landskabet i stykker, samtidig med at de dannede de naturlige forbindelsesveje mellem bygderne. Man kan også se, hvordan helleristningsfelterne, navnlig langs den svenske Østersøkyst, ligger med regelmæssige mellemrum og en afstand på mellem 80-100 km, måske fordi de fungerede som samlingspladser for bygder af netop en sådan størrelsesorden. Iøvrigt ser vi i helleristningerne, men tydeligere end i så mange andre sammenhænge, store regionale forskelle i udøvelsen af kulten. Den eneste egentlige fællesnævner er skibet.

Helleristningerne blev indhugget på klippeflader, for at de skulle kunne ses. De var orienteret sådan, at de så at sige rettede sig mod tilskuerne. Nogle få steder i Sverige og Norge er der foretaget arkæologiske udgravninger ved foden af helleristningsfelterne. Her og der har klippens overflade vist sig at være mærket af ild, og ved udgravningerne har man undertiden fundet spor af ildsteder, ildskørnede sten, lerkarskår og andet affald.¹³³ Det tyder på, at forskellige aktiviteter foregik her, enten medens billederne blev hugget, eller ved senere lejligheder, når de rituelle handlinger udspillede sig foran dem.

Helleristningsfelterne kan have alle mulige størrelser. De kan bestå af en enkelt skålgrube eller et skib, men de kan også bestå af billedflader med hundredvis af figurer. Selve billedfladen kan nå en længde på op over 50 m, hvor der kun er få meters mellemrum mellem billedkoncentrationerne. Og selve billederne kan også variere meget i størrelse. Skibene kan f.eks. nå en længde på 4-5 m og have over hundrede mandskabsstreger. Menneskefigurer ses meget sjældent i naturlig størrelse, nogle få er dog større. Billeder af fodsåler har en størrelse som rigtige fodaftryk.

Med nogle få undtagelser træffes helleristningerne ikke sammen med andre arkæologiske fund. De er derfor vanskelige at datere. Men de er blevet fremstillet over meget lange tidsrum. Af dette følger også, at de forestillinger forandredes, som knyttede sig til de enkelte figurer. Skåltegn begynder man formentlig af hugge allerede omkring midten af det 4. årtusinde.¹³⁴ Enkle tegn og symboler kommer til i slutningen af bondestenalderen, og ved midten af det 2. årtusinde f.Kr. viser skibet sig for første gang. Netop skibet kan man følge meget langt ned i tiden. Blandt de yngre skibsfremstillinger er f.eks. det prægtige, over 4 m lange skib fra Brandskog i Uppland,¹³⁵ der formentlig er fra tiden omkring 800 f.Kr. Men helt ned i jernalderen, i hvert fald til det 4. århundrede f.Kr. fortsatte man visse steder i Sydskandinavien med at hugge klippebilleder af skibe.¹³⁶

Noget tyder dog på, at der er et par højdepunkter i brugen af helleristningerne. Et første ligger omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr., et andet i tiden mellem ca. 1100 og 700 f.Kr., netop den tid, hvor miniaturebillederne bliver udført i så stort tal på metalgenstandene.

Læsningen og forståelsen af klippebillederne volder mange problemer, først og fremmest fordi nogle af dem må være blevet til over lang tid, medens andre danner større samlede kompositioner, som synes at være blevet til ved en enkelt eller nogle få lejligheder. Det er meget svært at skille de to grupper fra hinanden.

Almindeligst blandt helleristningernes motiver er som nævnt skibet. Det udgør lidt under halvdelen af samtlige klippebilleder, når der ses bort fra skålgruberne. Ca. en femtedel udgøres af menneskefigurger, en anden femtedel af fodsålfigurer, og to femtedele af dyrefigurer. Hertil kommer våbenfigurer, håndfigurer, kredstegn, vognfigurer og figurer af dragtstykker, som tilsammen udgør en sidste femtedel.¹³⁷ De mange ceremoniudøvere, som udfører deres rituelle handlinger, kan være iklædte fuglemasker af forskellig slags og være bevæbnet med spyd eller økser. Mange af disse figurer bærer genstande, som vi genkender fra den mangfoldige gruppe af ceremonigenstande, der er fundet i de rige bronzealderbygder i Danmark og det sydligste Sverige.

Det er f.eks. lurerne, der undertiden bliver blæst på af mænd med hornede hjelme, formentlig af samme type som bronzehjelmene fra Viksø på Sjælland. Det kan være økser båret af mænd, som enten kan stå alene eller optræder i flok. Ofte findes øksebærerne også om bord på skibe, eller øksen befinder sig alene på eller over skibet. Det kan være mænd i tvekamp med lanser, eller mænd med lanser og skjolde. Og det kan være vogne, både stridsvogne og firhjulede vogne.

Nogle af de småfigurer, vi kender fra danske fund, kan også optræde som motiv på helleristningerne. Det gælder f.eks. akrobatfiguren fra Grevensvænge, som ikke sjældent forekommer i forbindelse med skibsbilleder.¹³⁸ Det kan også være slangefiguren, som vi kender den fra Fårdal i Jylland. På helleristningerne ligger slangen ofte enkeltvis over et skib. I flere tilfælde har den korte ben, rejste ører og undertiden nakkebørster og er altså omskabt til et fabeldyr.

At småskulpturerne formentlig har hørt hjemme på kultmodeller i form af skibe, fremgår også af nogle af helleristningerne, der viser mænd, tilsyneladende frembærer netop sådanne skibsmodeller. Videre er der fremstillinger af mand og kvinde i samlejestilling, „Forårsbrylluppet“, som man har kaldt det – eller parringsscener mellem mænd og dyr.

Endelig er der solbillederne. Til forskel fra miniaturebillederne på bronzerne, bliver solen på klippebillederne gerne vist på en holder eller et stativ. På miniaturebillederne er det den „rigtige sol“ vi ser, den som holder sig oppe på himlen ved egen kraft. På klippebillederne er det derimod et solsymbol, måske i form af en guldskive eller lignende. Det taler som så meget andet for, at det først og fremmest er ritualer, klippebillederne viser. Det hestetrukne solsymbol kendes dog også i nogle tilfælde fra helleristningerne.

Igen må vi stille spørgsmålet, om ikke nogle af de menneskefigurer, vi ser på helleristningerne, i virkeligheden er guder?¹³⁹ Men igen bliver svaret: „Nej, vistnok ikke.“ Med et eksempel fra Bohuslän har man illustreret hvorfor. På en ristning fra Backa i Bohuslän ses f.eks. en solfigur på skuldrene af en stor, fallisk menneskeskikkelse med sværd og kraftige lægge. Ved nøjere eftersyn viser der sig imidlertid under solskiven et lille hoved med hage og næse. Solen er altså ikke en del af manden, men bliver båret af ham. Formentlig er der tale om et virkeligt menneske, som er vist i en rituel situation, nemlig bærende på et solbillede – på samme måde som andre billedmænd bærer hornede hjelme, løfter økser højt i vejret og blæser i lurer.

Det er formentlig en vigtig forskel mellem miniaturebilledernes og helleristningernes billedverden. Mennesker finder vi kun meget sjældent på rageknivene. Deres billeder synes at gentage myten om solens vandring over himmelhvælvet igen og igen. De genstande, som klippebilledernes mennesker bruger og viser frem, er derimod genstande fra virkelighedens verden, som de er beskrevet ovenfor. Tilsvarende kan de små plastiske bronzefigurer fra Grevensvænge af topløse akrobater i snoreskørt, mænd der bærer kultøkser etc., opfattes som billeder af mennesker, der udfører ritualer, på linje med helleristningernes motiver.

Helleristningerne på den skandinaviske halvø er en uudtømmelig kilde til kundskab om bronzealderens religion. Gådefuld og forvirrende på mange måder, men alligevel tydeligvis beslægtet med de religiøse forestillinger og den kultudøvelse, som miniaturebillederne på bronzegenstandene fra bronzealderkulturens centrale område, Danmark, Skåne og Nordtyskland, gav os indblik i. I det centrale område mangler helleristningerne imidlertid den kunstneriske rigdom, som de har i periferien. Det har man forklaret med, at man i centralområdet nedlagde virkelige offergaver i stedet for at afbilde dem som helleristninger. Og at man i stedet for at riste billeder af kultoptog udførte sådanne med levende mennesker eller som „kammerspil“ med „marionetter“, dvs. med småskulpturer af bronze.¹⁴⁰

Noget er der formentlig om tanken. Klipperistningerne kan meget vel være udtryk for noget perifert, i Skandinavien og i Europa som helhed. De bedste skandinaviske helleristninger finder man i Östergötland, Bohuslän og Østfold. Det var egne, som lå tilstrækkeligt nær ved bronzealderkulturens centrum til, at man bestræbte sig på at fastholde det centrale områdes forestillingsverden og afbilde dets ceremonier. Men de lå alt for fjernt fra den økonomiske velstands kilder til, at man kunne udføre disse ceremonier i virkeligheden.

Hvorom alting er, så giver både helleristningerne og bronzesagerne os et indblik i en landbrugsreligion, der dyrkede solen som et højeste væsen, en cyklisk religion, som i sin kultudøvelse havde et stærkt maskulint præg, og som bestandig kredsede om mandlig virilitet. Klippebilledernes afbildninger af falliske mænd, skibe, vogne og heste, afspejlede en verden, der var domineret af magtfulde høvdinge, krigere, handel, rigdom og berømmelse. Næsten al den rigdom fra bronzealderen, som vi i dag kan se på vore museer, er på den ene eller den anden måde et udtryk for det forunderlige betydningssystem, som igennem mere end et årtusinde bandt bronzealderens samfund sammen og med sin cykliske beskrivelse af tilværelsen forklarede livskræfternes fødsel og vækst, visnen og død.